|
Post by IeNefete Thirsk on May 25, 2009 11:55:48 GMT -5
Idag var det en af IeNefete's ynglings dage, dagen hvor hun fik lov til at komme længere væk end en kæde kunne række. Vaimus var den som idag der "luftede" hende. De kom til mosen, stadig inde i skovens indre hvor træerne stod meget tættere, hvilket gjorde at selvom solen stod højt på himlen, så var det ret mørkt i der hvor de befandt sig. IeNefete trippede gladeligt afsted, hun nynnede og sprang let på tå lidt foran Vaimus - Hvor hun dog nød ikke at være i lænke eller bundet på anden vis. Hun stoppede lidt op og kiggede op mod et træ.. Der var fugle i det. Hun smilte og lagde hovedet let på skrå,.. Lige nu syntes alt omkring hende at være smukt! fredeligt!.
|
|
|
Post by vaimus on May 25, 2009 12:19:40 GMT -5
Vaimus fulgte roligt efter IeNefete. Han kunne godt lide deres små ture. Det gav ham ikke bare mulighed for at være i fred fra de andre, men også mulighed for at være alene med IeNefete. Selvom der ikke var sket noget rigtig specielt den dag, var Vaimus alligevel i temmelig godt humør. Han så igen på nymfen, der dansede af sted foran ham. Han smilede, hun så så glad ud og det glædede ham faktisk, på trods af at han normalt ikke satte ret stor pris på glade folk, i alt fald ikke den slags glæde. Bag dem, var noget der mest af alt lignede en dyre sti, Vaimus brød sig ikke om at vejen var blokeret af tilfældige grene og kviste, så hvis ikke grenen var for stor, var de blevet futtet mere eller mindre af eller brækket, selvom det ikke var så slemt at det så markant anderledes ud end rasten af omgivelserne. Han var temmelig optaget af sine egne tanker om fremtiden, nutiden og fremtiden, at han knapt nok lagde mærke til da IeNefete stoppede. Han iagttog hende et kort øjeblik, før han fulgte hendes blik, op i træet. Hun så på fugle. Hvad var der så interessant ved fugle. ”kikker vi på fugle?” spurte han roligt og hævede øjenbrynene. De var kun lige stoppet, og han var allerede ved at blive utålmodig, så meget nød han heller ikke de her ture
|
|
|
Post by IeNefete Thirsk on May 25, 2009 12:32:40 GMT -5
Hun så lidt på ham først uden at sige noget. Hun vendte dernæst blikket op mod fuglene igen og sukkede opgivende. ,, De er frie.. Uden fangeskab.. Fri vilje" sagde hun så og slikkede sig på læben. Efter lidt tid besluttede hun sig for at gå videre, hun ville helst ikke spilde for meget tid, nu hvor hun endelig var ude af lejeren.. Hun satte farten lidt op og dansede videre hen af stien. Duften af skoven gjorde hende rolig, hun følte sig hjemme. Egentlig forsøgte hun bare at glemme Vaimus også var med, det ville ødelægge hele hendes lille fantasi om, at hun bare var fri og hjemme i skovene. Hun husker stadig sit tidligere hjem.. Blandt de andre nymfer, der hvor hun havde vokset op.. De kom nu til noget sø område, nærmere en kilde,.. smuk og frodig så den ud. IeNefete lyste helt op og smilte. ,, wauw.." hviskede hun for sig selv. Hun gik langsomt hen mod den.
|
|
|
Post by vaimus on May 25, 2009 13:02:42 GMT -5
Hmm fri? Vaimus sukkede indvendigt. Han vidste godt hvad hun mente, men det var ærlig talt ikke noget han kunne gøre noget ved, ikke engang hvis han havde løst. Han forstod faktisk ikke hvorfor hun overhovedet skulle ud på de her ture. Det var jo ikke fordi han ikke ville have hun var lykkelig, eller i alt fald knapt så ulykkelig som hun tit var, men hun kunne vel også være tilfreds i lejren? De tog jo heller ikke de andre med ud at gå. Han havde kunnet høre vandets rislen et stykke tid, men havde ikke rigtigt tænkt over på det, før han så IeNefetes reaktion, hun lyste jo som et helt lille fyrtårn. Han gik hurtigt op til hendes side, mens han overvejede om det var en god ide at lade hende hoppe i. hun havde jo forsøgt at stikke af mange gange før, så hvorfor ikke nu? hun havde jo allerede badet i lejren, ved søen. Så hun ville vel næppe tage skade af at vente lidt endnu. Han ville nødigt ud og jagte nymfen gennem vandet og skoven, hvis hun først kom for langt væk, ville det blive en besværligt, det vidste han af erfaring.
|
|
|
Post by IeNefete Thirsk on May 25, 2009 13:08:22 GMT -5
IeNefete kiggede kort op på Vaimus og smilte stort og tog lidt ved hans hånd ,, Må.. jeg?" spurgte hun og så ham ind i øjnene, bedende. Hun ville så gerne i vandet,.. Hun var trodsalt vandnymfe. Hun stilte sig let på tå og sitrede, hun var helt oppe og køre, især nu hvor de var kommet til et så smukt og frodigt sted i den ellers mørke skov. Hun slap hans hånd og gik lidt hen til breden af kilden. Hun satte sig ned på sine knæ og stak hånden i det. Endnu et glædens smilt spredte sig på hende læber. ,, Du kan bare selv hoppe i, hvis det fordi du tror jeg stikker af" sagde hun så bare som sikkerhed og kiggede op på ham.
|
|
|
Post by vaimus on May 25, 2009 13:34:44 GMT -5
Den svagde antydning af et smil brød frem på Vaimus løber da nymfen grem hans hånd, og så bedende på ham. Han brød sig ikke lidt om at få den slags opmærksomhed fra pigen. Desuden var han godt tilfreds med at hun spurte om lov, selvom han ikke havde forventet andet. Han var i tvivl om hvad hans svar skulle være, men lod det ikke påvirke hans holdning, og tvivlen nåede aldrig hans ansigt. Han skulle netop til at gribe ud efter hende da hun satte sig ved vankanten, men holdt inde da hun ingen så på ham. Om han ville ned og svømme? Nej det kunne hun godt glemme. Han ærgrede sig over han ikke længere havde sine vinger, det havde løst hele problemet, hvis han havde kunnet overvåge det fra oven af. ”jeg tror næppe det er en god ide, vi bør gå videre” sagde han beslutsomt, som altid når han talte. Han lagde hovedet let på skrå, og afventede nymfens reaktion, mens han forberedte sig på at hun nok ville blive slemt skuffet.
|
|
|
Post by IeNefete Thirsk on May 26, 2009 8:24:37 GMT -5
,, Ja.... selvfølgelig.." sagde Nymfen, tavst. Hun så ned i vandet og sukkede opgivende. Hun rejste sig og gik roligt hen forbi Viamus, uden at se på ham fortsatte hun bare stille forbi ham og gik hen af stien. Det var jo typisk hun aldrig fik lov til sådan noget, og selvom hun efterhånden havde vænnet sig til, at de oftes kun tænkte på sig selv - Så gjorde det alligevel ondt. Hun savnede sin frihed.. Mens hun stille gik videre var det ret tydeligt der slet ikke var den samme energi/glæde i hende, hun fortsatte bare med hovedet sænket i jorden. IeNefete gik nærmest i sin egen lille triste verden, hun opdagede slet ikke at stien nu mere eller mindre blev til en mindre skrant hvor det pludseligt gik ned af. Dette resulterede i at nymfen faldt og trillede ned af skranten, hvor et træ stoppede hende i at trille længere ned. Der forlød sig et bette skrig fra hende og hun forsøgte hurtigt at få sig selv samlet op idet træet stoppede faldet. Hun mærkede ret hurtigt en borende smerte gennem sin hånd, det var virkelig slemt, hun måtte uden tvivl have kommet til at lande ovenpå den, eller slå den mod noget i faldet. Smerten var så slem at IeNefete fik våde øjne, men hun kæmpede for at holde det inde.. Vaimus skulle ikke have den fornøjelse at kunne håne hende.. Hun forsøgte at rejse sig ved at støtte sig til træet.
|
|
|
Post by vaimus on May 26, 2009 8:55:28 GMT -5
Vaimus gik bag hende. han var en anelse splittet, på den ene side, havde han fået tørret det glade smil af hendes ansigt, men på den anden side, havde han også nydt at se hende glad, på en måde i alt fald. pludselig mærkede han hvordan luften blev lettere, og hvordan træerne begyndte at tynde ud længere fremme. Han så det ikke før det var forsendt, efter at være gået gennem en busk, tumlede den nedtrykte nymfe ned af og forsvandt. Han var hurtigt henne ved stedet, busken gik op i røg og han så hvordan hun tumlede ned og ned og ned, indtil hun ramlede ind i et træ. Kort efter mærkede han hendes smerte, hun havde vist slået sig temmelig meget den lille nymfe, man kunne jo nærmest lugte det i luften. Han smilede koldt, og i to lange spring, var han nede ved hende og sad nu på en gren over hendes hoved. ”nå, man har nok ondt hva” sagde han og smilede hånligt til hende. Kunne han mon få hende til at græde? Det ville være glædeligt, hvis han kunne det. man lod aldrig en chance for at ydmyge nogen gå fra sig, så blev livet alt for kedeligt. Hvis hun nu ville spørge ham om hjælp på en rigtig god måde, så ville han måske hjælpe hende. måske…..
|
|
|
Post by IeNefete Thirsk on May 26, 2009 12:42:38 GMT -5
IeNefete så på ham med sine våde øjne og kunne ikke holde tårene væk, de trillede ned langs hendes kind. Hun holdte hånden tæt ind til sig og snøftede. Hun undlod at sige noget til hans hån.. Hvor var han bare modbydelig!. hun gik lidt væk og så på ham, mens hun tørrede nogle tåre væk. ,,Jeg vil gerne.. tilbage nu" sagde hun med gråd i stemmen. Hun vendte sig om og begyndte at gå tilbage af, den vej de var kommet fra. Hun bed sig i læben og skar en grimasse, det var nærmest som om det dunkede i håndledet,.. Og hun havde generelt oss ondt over hele kroppen, men mest i hånden - hun kiggede sig ikke tilbage, hun gik bare.
|
|
|
Post by vaimus on May 26, 2009 15:54:42 GMT -5
Vaimus smilede hoverende da han så nymfens tåre. Han elskede den slags små drillerier. Han kluklo kort, små uskyldige drillerier var jo aldrig af vejen. Han kunne alligevel ikke lade være med at blive en smule imponeret, da hun resolut begyndte at gå tilbage af den vej de var kommet. Det var ikke en egenskab han altid satte lige stor pris på, men var samtidig en af de ting han godt kunne lide ved hende. Også selvom det kunne være forbandet besværligt en gang imellem. Han sprang ned fra træet og efter hende. han stillede sig ind foran hende og blokerede vejen ”hvad! Ej, det kan du da ikke mene, vi skal da ikke tilbage til de sure fjolser endnu skal vi?” sagde han beslutsomt, og det var faktisk rigtigt. Der havde været et kæmpe skænderi mellem en del af kultens menige medlemmer, indtil der brakt var blevet sat en stopper for det. hans hoved knagede på fulde drøn, han kunne ikke lade en chance som den her gå fra sig, og han måtte lige trække tiden lidt ud, desuden ville han gerne have lidt mere "alenetid" med IeNefete nu han endelig havde det, selvom det slet ikke var så usædvanelig inda.
|
|
|
Post by IeNefete Thirsk on May 27, 2009 3:32:39 GMT -5
IeNefete stoppede brat op idet han pludseligt stod foran hende. Hun holdte blot sin hånd til indtil sig og holdte beskyttende omden med sin anden hånd. Hun så ham ind i øjnene, stadig var det ret tydeligt at hun havde våde øjne endnu. ,, Jeg.. er ligeglad. Jeg vil tilbage.." sagde hun hulkene og slog derefter blikket ned i jorden. ,, Druchii venter mig også inde hos ham snart...." tilføjede hun. Hun vendte blikket lidt væk, ind mod skoven og sukkede trist. Hvorfor kunne faldet ikke bare have drabt hende? så havde alle de andre lidelser være overstået. Og så kunne Vaimus stå og håne sig over hendes døde krop, men i det tilfælde ville hun jo kunne være ligeglad.
|
|
|
Post by vaimus on May 27, 2009 11:55:03 GMT -5
Draco smilede overlegent til hende ”godt forsøgt” tænkte han ondt. Det holdt bare ikke helt stik. For det første, ville hun ikke være så ivrig efter at komme hjem hvis han ventede hende. det kendte han hende godt nok til at vide, og hvis han gjorde, så havde han givet dem et tidspunkt, hvor de skulle have været tilbage, men det havde han ikke gjort. Han rystede på hovedet og tog hende blidt om hagen ”hvorfor lyver du for mig?” spurte han og forsøgte at lyde såret, men det gik ikke ret godt, og det lød vist nærmere som om han havde ondt i maven eller sådan noget. Det var hans ego bare lidt for stort til at han selv forstod, og han troede faktisk det gik udmærket.
|
|
|
Post by IeNefete Thirsk on May 27, 2009 12:38:41 GMT -5
Hun så ham ufrivilligt ind i hans øjne og bed sig i læben. ,, Jeg vil bare gerne tilbage nu... " svarede hun. IeNefete vendte hovedet væk fra ham og sukkede tungt. Hun lod sig dumpe ned på jorden og tog fat i nogle blade og mos. Hun lagde det sammen som et skjold og fik den bundet om sit håndled. Hun tog dernæst ved sin trøje, og rev den istykker - hun tog ved kraven og hev et stykke af den helt af-. Hun bandt den omkring mosset og planterne, så det blev fastholdt ved hendes håndled. Hun skar en grimasse, det gjorde uhyr ondt, men ikke en lyd kom frem over hendes læber mens.
|
|
|
Post by vaimus on May 27, 2009 14:19:18 GMT -5
Vaimus grinede da han så IeNefetes udtryk. Nu fortrød hun forhåbentlig at hun ikke havde spurt ham om hjælp. Han sukkede uhørligt og rystede igen på hovedet, mens han stadig smilede skummelt. ”i så fald håber jeg at du kan huske vejen” sagde han spottende bare for at drille. Det var morsomt at drille folk, især når de ikke kunne gøre modstand. Det vil sige at der var jo ikke så mange der kunne gøre modstand mod ham, hvis han først besluttede sig for at bruge alle sine kræfter, hvad han kun gjorde yderst sjældent. Han havde ikke det store behov for at blære sig.
|
|
|
Post by IeNefete Thirsk on May 30, 2009 12:05:02 GMT -5
IeNefete vendte blikket tilbage på ham, det var tomt og fortvivlet hendes blik.. Hun så lidt væk og overvejede om hun kunne finde tilbage..? Hun bed sig lidt i læben men sukkede så.. ,, Jeg skal nok klare mig selv.. Jeg klare mig ihvertfald ti gange bedre uden dig nær mig!" sagde hun spydigt. Hun begyndte at gå op af den bakke hun var trillet ned af.. Det var hårdt.. Hun var jo stadig gravid, hvilket hun ikke havde fortalt nogle.. og eftersom den der drik kun havde nær kostet hendes liv, så havde den ikke drabt fosteret.. Hun tog sig lidt til maven, egentlig frygtede hun lidt at det snart kunne ses på hende hun var med barn,.. Hun havde da i de sidste par uger haft morgenkvalme og begyndt at føle sig utilpas. Men selvom det så var bedst hun ikke overanstrengte sig, hverken med dans eller andet - så havde hun holdt sin kæft.. de andre danserinder havde bedt hende sige det, så hun slap for arbejdet,.. men hun nægtet.. stædig som hun var.
|
|