Sommerdag, gåtur.

[vaimus]

Vaimus så på nymfen foran ham, og fik en anelse ondt af hende. Stakkels pige. Hun var så uvidende og stædig? Hvorfor ville hun ikke lade ham hjælpe hende, hun blev bare ved med at modarbejde ham? hvorfor forstod hun ikke hvad de havde gjort for hende? hvad han havde gjort for hende? han rystede på hovedet, talte først til hende da hun begyndte at gå ”nej, du vil aldrig kunne klare dig uden os” hvordan skulle hun kunne det? så hun ikke hvad der skete omkring dem? det første og bedste fremmede væsen ville springe på hende, hun ville gå ned i en sø og aldrig komme op igen. Hvad ville der ikke ske med hende hvis han ikke kunne beskytte hende? Uden ham ville hun være fortabt. ”du forstår det ikke, vi har reddet dig, ser du ikke hvad der sker omkring dig? Hvordan vandløb og søer bliver forgiftet og dør? Hvordan skoven gror til og hvordan træernes kroner lukker alt lys ude, og hvordan alverdens onde væsner, spreder kaos og had igennem landet?” han så alvorligt på pigen. Hun vidste slet ikke hvordan det var derude! Han ønskede bare at beskytte hende, og han krævede jo ikke ret meget igen. Men alligevel nægtede hun at give ham hvad han ville have. ”jeg har gjort så meget for dig, hvorfor nægter du at give mig noget igen?” spurte han hårdt, ikke fordi det var ment sådan, men for at gøre klart det ikke var i orden, og han ikke ville finde sig i den slags behandling meget længere. Han var træt af at skulle tvinge hende til alt muligt, og hvis ikke hun selv ville gøre som han ønskede, så måtte han jo bare fremskynde det hele lidt. Han var ikke ret god til formularer, men mon ikke at Druchii havde nogen bøger, hvor der stod hvordan man i sådan en grad manipolerede med andre folks følelser. Han kunne jo sagtens tvinge folk til at gøre ting de ikke havde lyst til, helt frivilligt. Medmindre de var meget stædige altså. Men de fleste kunne manipuleres med og påduttes tanker og holdninger, uden de store problemer. Det havde han dog kun gjort en enkelt gang mod IeNefete, mend et havde bare ikke været det samme. Når han gjorde det, tilsidesatte han jo deres egen vilje, så de blev altid helt kolde, og med tomme blikke og sløve bevægelser. IeNefete var også enormt stædig og han havde brugt alt for meget energi på det, så var det nemmere på den anden måde.

[IeNefete Thirsk]

IeNefete stoppede op, hun stod med ryggen til ham og lyttede til hans ord. Hun sank blikket en smule og lukkede øjnene. ,, Jeg ved godt verden er ved at forandre sig.." sagde hun lavt. Hun havde set forandringen... Men hun vidste også godt at hverken Druchii eller Vaimus var englebørn, de havde mindst lige så meget ondskab at bringe til verdenen. Hun vendte sig om og så ned på Vaimus med tåre i øjnene.. ,, Jeg elsker dig ikke.. og heller ikke Druchii.. I kidnappede mig.. Og snakker om jeres redningspis! Jeg vil ikke reddes.. og slet ikke af jer.. Jeg elsker kun po....!" Hun stoppede sin sætning for ikke at afsløre sin kærlighed til sigøjneren pomak. hun så direkte ned på ham.. hvorfor kunne han ikke forstå det...?! IeNefete forsøgte at gøre sig modig og bestemt.. Problemet med hende var, at både Vaimus og Druchii ret hurtigt kunne få hende til at bukke under så hun ikke turde gøre hverken modstan eller noget.. hun var jo ikke den med den stærskest psyke.

[vaimus]

Vaimus smilede da hun vendte sig mod ham, med tåre i øjnende. Måske havde hun endelig forstået det? det håbede han virkelig. Det ville være fantastisk, men smilet forsvandt da hun talte til ham. Hvordan kunne hun sige sådan noget? Hun anede jo ikke hvad hun snakkede om! Det var jo….. Han spærrede øjnende op ”hvem!!!” rungede det gennem skoven. Vaimus bevægede ikke engang munden og det virkede som om lyden kom fra alle sider af. Ordene var kun møntet på hende, og ingen andre end hende og ham selv ville høre det. hvis hun så noget til en anden var han en hændring. Hvem end det var ville han ikke gøre endet end at ødelægge hende og ødelægge hans planer. Når han fandt ham ville hans liv blive 1000 gange værre end selv hans værste mareridt. Den eneste Vaimus ville lade sig nærme IeNefete var Druchii og det var ikke med hans gode vilge.

[IeNefete Thirsk]

IeNefete bakkede lidt bagud og bed sig i læben.. Det var bestemt ikke det bedste der kunne ske.. Hun havde lovet sig selv aldrig at nævne ham,.. Ikke fordi, de havde aldrig rigtig fået særlig meget alene tid.. hun var jo næsten altid under opsyn.. men sommetider var hun heldig.. Sigøjneren pomak var selv med i cirkuset.. Men deres kærlighed var hemmelig.. IeNefete rystede på hovedet.. ,, Ikke noget.. .. jeg.. går nu" sagde hun og vendte sig om.. hun begyndte hurtigt at gå.. det skulle gå stærkt det her.. hun hadet Vaimus når han blev sur.. så var hun bange for ham.

[vaimus]

Vaimus var rasende. Nu gik hun bare. Hvad i alverden bildte hun sig ind. Troede hun bare hun kunne feje det væk som en eller anden lille gråspurv? Nå men så tog hun fejl. Han måtte vide hvem det var! var det en fra cirkusset? Det var det garanteret. Hun havde jo ikke haft mulighed for at møde så mange andre. ”bliv!!!” sagde han lavt, beslutsomt og let truende, denne gang med sin egen stemme, og uden at bruge magi. Straks efter skød høje flammer op foran IeNefete og blokerede vejen op af bakken. Hun fik ikke lov at gå, ikke før han havde fået nogen svar. Ikke før han havde fået hvad han ville.

[IeNefete Thirsk]

IeNefete udbrød i et skrig da der pludseligt kom flammer op foran hende. Hun bakkede så hurtigt at hun snublede og faldt igen, endnu et skrig forlød over hende, denne gang et højt og smertefuldt skrig, hun var kommet til at støtte på den allerede skadet hånd.. Hun fik hurtigt hånden tæt ind til sig og skar en grimasse der kun sagde alt for tydeligt at det gjorde helves ondt.. Men pludseligt kom hun i tanke om Vaimus.. Hun så tilbage på ham og rystede fortvivlet på hovedet... ,, Vaimus.. stop nu.. Jeg siger det ikke.. Du skal ikke have lov til at slå ham ihjel.. Jeg elsker ham!" fastgjorde hun og pev lidt, pga smerten i hånden.

[vaimus]

Vaimus fik faktisk et lille chok da IeNefete pludselig trillede ned af bakken igen. hun var da også så klodset, tænk at hun virkelig troede han bare ville lade hende gå. Selvom han helst undgik at bruge for mange kræfter, mest fordi ingen skulle vide hvad han var i stand til, betød det jo ikke at han aldrig brugte dem, eller bare en lille smule af dem, som han netop havde gjort. Han rystede på hovedet og så alvorligt på hende. ”du forstår det ikke, han vil dig ikke det bedste. Han vil bare udnytte dig, han er vores fjende og venter kun på at stikke en kniv i ryggen på dig, han vil ødelægge dig…..han vil ødelægge os, er det hvad du ønsker?” sagde han med en klar og bebrejdende stamme. Han ville så gerne have hun skulle forstå det. Og hvad angik at han ville dræbe ham? tjaaaa.

[IeNefete Thirsk]

hun holdte hånden tæt ind til sig og fik tåre i øjnene pga smerten.. Den måtte være brækket, ellers forstod hun ikke hvorfor smerten var så høj. Hun så op i Vaimus øjne mens han talte.. Hun rystede på hovedet ,, Nej! det passer ikke.. Det er dig! dig og Druchii som har udnyttet mig.. til jeres private forbrug.. Hvorfor er jeg ikke andet værd end.. end en horetøs for jer! Hvad har jeg nogensinde gjort jer!" IeNefete kunne ikke holde der ud længere.. Hun brød sammen i gråd men fortsatte med at tale.. hun skulle ud med det. ,, Ingen af jer er nogensinde.. venlige eller søde.. Og.. du er altid så modbydelig.. Jeg vil ikke have at i røre ved mig, og alligevel gør i det" græd hun.

[vaimus]

Vaimus så ned på den grædende nymfe. Da hun var færdig med at tale vidste hun ikke om han skulle blive vred, såret eller have medlidenhed med hende ” IeNefete….” han vidste ikke hvad han skulle sige. Det passede jo ikke, de…eller han havde da gjort meget godt for hende. Hvorfor huskede hun ikke på det? han trådte hen til hende og lagde en hånd på hendes skulder. ”du betyder meget for os, du er meget mere end en ’horetøs’ for os” prøvede han lidt mildere, men hans ansigt forblev hårdt og beslutsomt. der var ludere i lejren, men sådan en var hun ikke vel? Så hvordan kunne hun sige den slags? ”du må fortælle mig hvem han er, så skal jeg nok gøre din hånd god igen, det lover jeg, det er jo for din egen skyld, han har jo aldrig givet dig noget har han?” lokkede han og forsøgte at lyde venlig. Han var både vred og såret over at hun kunne sige den slags. Hun anede jo ingenting om dem. han vidste godt at han ikke altid havde været sød ved hende, men han havde jo hjulpet hende og redet hende mange gange.

[IeNefete Thirsk]

IeNefete kunne ikke holde det tilbage, hun græd men forsøgte at holde det inde, dog uden held. Hun mærkede hans hånd på hendes skulder, hun rykkede hurtigt væk ,, Jeg sagde, ... lad være og rør ved mig.. " hun hulkede lidt og så op mod ham.. ,, Jeg siger det ikke! Uanset hvad.. du får ikke af vide hvem han er.. Han elsker mig.. og jeg elsker ham.. Det har han selv fortalt mig.. når vi var intimt sammen.. iforhold til dig! Du er kun ude på at gøre mig ondt.. altid.." sagde hun lavt og blev endnu mere ked ved tanken.. Hun forsøgte at tørre sine øjne.

[vaimus]

Nymfens ord sårede utroligt nok Vaimus og de skar i ham som knive, men de gjorde ham ikke mindst rasende. Hele hans baggrund eksploderede nærmest i et flammehav, som han var sikker på kunne ses fra lejren, men han var ligeglad. Nu var det slut med at være sød ”jeg prøvede at hjælpe dig, men du afviser mig, jeg ville gerne være sød mod dig, men du har altid modarbejdet mig, men alligevel har jeg forsøgt at hjælpe dig og så behandler du mig på den måde, din lille tøs” hvæsede han vred med hævet stemme og slog ud med armen, så det meste af den øverste halvdel af bakken blev forvandlet til en vivlende støvsky. Det var ikke hans mening, men han tænkte ikke rigtigt over hvad han gjorde. Han gjorde det bare

[IeNefete Thirsk]

IeNefete skreg og krummede sig lidt sammen, hun hadet når Vaimus blev så vred.. det skræmte hende. Hun bed sig hårdt i læben mens hun lå der, krummet sammen og forsøgte at gemme sig.. Men hun fik det pludseligt dårligt, kvalme.. Hun fik hurtigt vendt sig rundt og kastede op til den ene side.. da det var overstået hulkede hun lidt og snøftede.. Hun tog sig blidt til maven og ønskede faktisk hun slet ikke levede.. Hun var faktisk parat til at tage sit eget liv.. Og hun kunne godt finde på det.. Det at hun var blevet gravid gjorde lige det sidste.. prikken over i'et. Hun gav igen frit spil for sine tåre.. HUn så lidt op på Vaimus.. ,, Du modbydelig.. Du lyver.. Du ser mig kun som en luder...! Jeg er en luder.. en.. hore... Hvilken mor ved ikke engang hvem der er far til hendes ufødte barn" græd hun mens hun hev efter vejret. Hun lagde sig halvt ned og skælvede i gråd.

[vaimus]

Vaimus spærrede øjnende op, da hun kastede op. Stod hun nu og brækkede sig over ham? nej, det mente hun ikke, det måtte være noget andet. Der var noget andet det vidste han. Han havde godt bemærket at IeNefete var i dårligere form, og hun havde taget på, ikke meget, men en lille bitte smule. Hun havde også lige været meget syg, og hun havde haft meget kvalme igennem den sidste tid. Det sidste hun sagde, fik brikkerne til at falde på plads. ”hvad” sagde han lavt og satte sig ned ved siden han den hulkende kvinde og mens støvet langsomt begyndte at ligge sig igen og falde ned over dem, som små fine snefung, bare i en anden farve selvfølgelig. Det var vist ikke ret godt.

[IeNefete Thirsk]

IeNefete hulkede blot mens hun lagde ned. Hun lukkede øjnene ,, Jeg er gravid" græd hun, uden at se op på ham. Hun ville ellers ikke have sagt det.. Men nu var det jo lidt for sent.. Hun ønskede blot ikke at det kom videre.. Bare tanken om at bære rundt på et barn der tilhørte enten Vaimus eller Druchii.. Tanken var ikke til at holde ud. IeNefete kom i tanke om Pomak.. hun satte sig lidt op og kiggede på Vaimus.. ,, Du må ikke fortælle Druchii om ham.. please.. jeg, gør hvad som helst.. skal aldrig sige dig imod igen.. bare... du lader ham være.." hulkede hun og så stadig direkte ind i hans øjne for at gøre ham opmærksom på hun mente det..

[vaimus]

Vaimus smilede. Se nu skete der noget. Hendes krav var jo ikke engang helt urimeligt? Han kunne sagtens love ikke at skade hvem det end var. han løftede sin højre hånd ”jeg lover ikke at skade ham, men du må fortælle mig hvem han er, jeg sladre ikke” sagde han venligt til hende. Han måtte jo vide hvem denne person var. Han lovede nemlig ikke sådan noget uden formål. Han måtte selvfølgelig også finde en løsning på hendes graviditet. Han var ret sikker på han vidste hvem faren var. Støvet dryssede stadig ned over dem og satte sig i hår og lagde sig på tøjet. Før et vindstød blæste det hele væk og det igen blev fanget af træernes rødder og grene.