|
Post by punja on Apr 19, 2009 14:41:02 GMT -5
Dugrim kom gående mod slottet som en af de tjenere der normalt kom ind og ud. Han havde nemlig holdt øje med alle tjenere der kom ind og ud porten de sidste par dage, så han vidste han bare kunne gå lige ind. Da han kom ind i gården bag ved porten, kiggede Dugrim sig hurtigt omkring og gik over mod en af de mange dører der var. Der var næsten ingen oppe, fordi det var meget tidligt om morgen. Han kom ind i en gang, hvor der var en masse dører, på begge sider og kunne hører en masse der var ved at stå op, Han var kommet ind i den gang hvor tjenerne boede. "Hmmm, forkert gang, men jeg fortsætter bare ned af her og tager det som det kommer" tænkte Dugrim. Han begyndte lige så stille at sætte i løb fordi han hørte de første døres åbnes bag ham, han ville helst ikke opdages i nu. Han begyndte at kunne dufte lugten af frisk bagt brød, det gjorden hans mave også, den rumlede svagt og mindede ham om at han ikke havde fået morgen mad i nu, så han begyndte at gå hen mod det sted duften kom fra. Duften blev kraftiger og kraftiger. Så stoppede Dugrim foran en åben dør, det var der lugten kom fra. Han gik lige så stille ind og kiggede sig omkring, Dugrim var kommet ind i køkkenet.
|
|
|
Post by Cynthia on Apr 19, 2009 14:57:53 GMT -5
Cynth var igang med at lave mad. Hun anede ikke hvornår hun var stået op og var begyndt med madlavningen, men det havde været før solen viste sig på den store himmel. Cynthia havde mel i hele hovedet. Ikke nænnede hun at tørre det væk. Det var jo et tegn på at hun gjorde hvad hun skulle, nemlig at gøre sin pligt. Så længe kongefamilien priste sig lykkelig for at hun lavede god mad, kunne hun blive her for evigt. Det var hendes job. Hendes levebrød. Det eneste der kunne holde den evige bitterhed tilbage når hun tænkte på hendes fortid som engel i himmeriget. Aldrig var hun blevet anerkendt. I hvert fald ikke med de hvide vinger. Så snart de blev sorte, ændrede alt sig. Hun lagde næste sæt brød i ovnen. Den var varmt. De velduftende brød stod i vinduet og kølede af. Køkkenet lå i kælderen, men en lillefordybning der lignede et vindue hvor lyset slap ind af et slags vindue. Cynth sukkede. Her kunne hun gemme sig for alt og alle.En bedre levemåde kunne hun ikke komme i tanke om.
|
|
|
Post by punja on Apr 20, 2009 0:54:16 GMT -5
Da Dugrim kom gående ind af døren, var det første og den eneste han så, En dødsengel. Som var hvid i hovedet efter alt melet. "Goddag, frue." sagde han venligt, han vidste jo ikke hvem det var. så bemærkede han at der stod nogle dejlige brød over i vinduet, frisk bagte. Han gik lige så stille over mod hende, for at se hvad hun lavede, han kunne nemlig ikke se det over fra døren, hendes store vinger var i vejen.
|
|
|
Post by Cynthia on Apr 20, 2009 2:10:23 GMT -5
Cynthia løftede hovedet, da en stemme mødte hendes øregang. Hvem befandt sig i hendes køkken? Hun skulle lige til at vifte hvem det nu var ud, da hun så hvor hans blik faldt hen mod vinduet. "Goddag," hilste hun og så mistroisk på ham. Kunne han være en trussel hvis hun smed ham ud? "Hvad laver du i mit køkken?" spurgte hun bittert og kiggede væk fra ham. Hun gik igang med at forme det næste sæt brød. Hun havde jo dej til en uendelighed, men der var vel også mange munde at mætte?
|
|
|
Post by punja on Apr 20, 2009 9:11:57 GMT -5
"Jeg kom egentligt ude på en af gangene, da jeg blev mødt af denne dejlige duft, jeg er forholdsvis ny her på slottet" sagde han venligt til hende, og kiggede igen over mod brødene. Dugrim gik over og stilte sig ved siden af hende, for at se hvad hun lavede bag sine vinger. Hun stod og formede en masse brød og hun så ud til at have meget travlt. Dugrims mave knurrede højlydt efter mad. "kunne det være jeg kunne få en bid brød?"
|
|
|
Post by Cynthia on Apr 20, 2009 9:29:43 GMT -5
"Skrid ud af mit køkken!" råbte hun arrigt da han spurgte efter en bid brød. "Jeg fodre ikke andre med kongefamiliens mad. Det burde du også vide," sagde hun koldt og åbnede den store ovn. Hun puttede det nye brød derind. Flammerne kastede sig mod hendes ansigt. Hun smækkede brødet derind. Man kunne tydeligt se at hun anstrengte sig, men hun nægtede at bede om hjælp. Men hvor længe ville hun kunne holde den hårde facade? Det var som om at en maske var trukket over hendes ansigt, da retfærdigheden pludselig viste sig at være en stor fed løgn. Hun så pludselig bedende på ham. "Hvis du vil hjælpe kan du tjene til et brød," hviskede hun pludselig i en spinkel tone, nærmest skræmt. Men hvad hun var skræmt for var et stort spørgsmål der stadig hang i luften.
|
|
|
Post by punja on Apr 20, 2009 9:36:00 GMT -5
Dugrim blev lidt skræmt over hendes udbrud så han var nærmeste allerede på vej over mod døren. Da han så falmmer nærmest stå ud af ovnen, stoppeded han op med den tanke " hun ser ud til at godt kunne bruge noget hjælp Da han hørte en visken, han fik ikke fat i alle ordene, men dog i 'tjene til et brød' Han forstod ikke den skræmte tonefald hun sagde det i, " undskyld, frue jeg hørte vist ikke efter. vil de være såvenlig at gentage det?" Han gik over vedsiden af hende igen, for at bedre at kunne hører hvad hun sagde
|
|
|
Post by Cynthia on Apr 20, 2009 9:54:37 GMT -5
Cynthia lukkede med et smæld ovnen og så på ham med de kolde øjne. "Jeg spurgte om du ville hjælpe mig," sagde hun koldt. Hvad skete der egentlig med hende? Hun virkede så uendelig fremmed over for sig selv. Det virkede næsten som om hun var to personer. Eller måske en person der led af personlighedsspaltning? Hun gad knap at tænke tanken færdig. Det virkede jo fuldstændig absurd! Eller.. Hun havde jo været en svær tid igennem.. Kunne hun bare vende ryggen til den? Selvfølgelig kunne hun det! Hvad var problemet?
|
|
|
Post by punja on Apr 20, 2009 10:08:53 GMT -5
Dugrim undrede sig meget over hendes meget svingende humør, det ene øjeblik råber hun, det næste visker hun skræmt, den sidst siger hun koldt, men "Ja, jeg har masser af tid og kunne godt bruge lidt morgenmad" tænkte Dugrim. "Jeg vil meget gerne hjælpe dig, for noget brød. bare sig hvad jeg skal lave" sagde Dugrim venligt, Han kiggede ned af sig selv og blev egnig med sig selv, at han godt kunne svine sit tøj til, med mel og andre ting.
|
|
|
Post by Cynthia on Apr 21, 2009 9:48:59 GMT -5
Hun tænkte sig lidt om. "Du kan hjælpe mig med ovnen. Den skal ikke være så varm, ellers bliver brødene flamberet," grinede hun og smilede pludseligt. Hvorfor led hun af så pludselige humørsvingninger? Det undrede hende, men hun tænkte ikke dybere om det. Det virkede bare så uendeligt underligt. "Når vi er færdige med alle brød, skal ovnen gøres rent. Når vi er færdige med det, kan du få dit brød og en kop te måske?" Cynthia tørstede på en eller anden led efter selskab. Det havde hun ikke haft siden hun blev sparket ud af himmeriget.
|
|
|
Post by punja on Apr 21, 2009 9:58:48 GMT -5
Dugrim grinnede lidt med på det hun sagde, bare for at være venlig. Dugrim gik hen til ovnen og skruede ned på ilten som blev tilført. bagefter gik han over og stilte sig ved siden af hende og gik igang med at forme et brød. "det kunne være dejligt med en kop te og en bid brød når vi er færdige." sagde han venligt, mens han vendte hovedet over mod hende og gav et stort smil fra sig. "Hvad hedder du egentligt? " spurte Dugrim
|
|
|
Post by Cynthia on Apr 21, 2009 10:07:42 GMT -5
Cynthia var forbløffede over hendes egen venlighed, men det føltes lettende at tage masken af et øjeblik. "Tak for din hjælp," sagde hun venligt og gik hen og tjekkede ovnen. Brødene ville bilve perfekte. Hun åbnede det store flammende gab og greb fat i en af pladerne. Sveden piblede på hendes pande. Så varmt den ovn var! Hun kunne mærke den brændende varme igennem det tynde stof mellem hendes hænder og pladen. Hun fik pladen ud og stillede den på køkkenbordet. Hun vendte sig mod ham. "Mit navn er Cynthia, dig?" spurgte hun venligt. Hun sagde sit navn så tit, at det bare røg ud af munden på hende. Ville hun nogensinde blive træt af det?
|
|
|
Post by punja on Apr 21, 2009 10:14:28 GMT -5
Dugrim sagde venligt "Det var så lidt, og for resten skal jeg ikke tage de næste plader ud med brødene, du ser ud til at brænde dine hænder ved det." Dugrim så lidt kritisk på sit formede brød, men da han samelignede det med hendes synes han det lignede okay meget. "når jov, jeg hedder Dugrim amylegos." han gik igang med at forme det næste brød. Han kiggede over på Cynthia, ved ikke helt hvorfor, men hans blik faldt simpelt hen bare på hende
|
|
|
Post by Cynthia on Apr 21, 2009 14:12:49 GMT -5
"Det må De meget gerne," hviskede hun anstrengene og begyndte at lægge brødene i fletkurve, så de kunne serveres til morgenmaden. Resterne ville blive fordelt blandt tjenestefolkene. Resterne af det, ville blive sendt til markedet. Cynthia havde det rart med selskab. Hun vidste bare ikke rigtig om hun turde at spørge ind til ham. Hun så kort på ham. "Må jeg spørge til din fortid?" spurgte hun venligt. Ikke forventede hun svar, men hun havde brug for at tale med nogen. Det vidste hun jo godt et eller andet sted.
|
|
|
Post by punja on Apr 21, 2009 14:27:57 GMT -5
"selvfølgelig må du spørge til min fortid, bare spørg løs. sagde han glad, men undrede sig lidt over hun spurte om low, normalt spøger man bare. "Så længe du ikke spørger helt tilbage til min barndom" sagde han lidt ked af det, han havde stadig dårlige minde fra den tid. Han var netop blevet færdig med brød nummer 2. "Er de her brød okay, vil bare være sikker så jeg ikke laver en masse brød der ikke er iorden" sagde han venligt, mens han sendte et stort smil til hende. Han gik igang med at tage dejen til det tredje brød, men holdt slet ikke fokus mod brødet, kun mod cynthia.
|
|