|
Post by Cynthia on Apr 24, 2009 14:36:05 GMT -5
"Jeg forstår," sagde hun stille. Hun så stille på ham, men sænkede så blikket, selvom hun godt vidste at han kiggede. "Har du stadig dine forældre?" spurgte hun og kiggede pludselig ned mod gulvet. Alle minder hvirvlede i hendes hoved. Hvordan skulle hun nogensinde være i stand til at lægge dem på plads igen, hvor de hørte til? Hun kiggede på hans brød. "Perfekt!" sagde hun med en glad stemme, der lød fremtvunget. Hvorfor fløj hendes humør sådan?
|
|
|
Post by punja on Apr 24, 2009 14:44:49 GMT -5
"ikke mine forældre, men de døde" svared Dugrim nedtrykt, hun havde ligeprecis trykkede på den knap der gav ham allermest smerte. Han blev dog lidt glad over ordne at hans brød var perfekt, men han følte at han skulle afreagere lidt på et eller andet, så han hamrede sin næve ned i bordet et par gange, Han havde altid bearbejdes sig selv for deres død. Han prøvede at falde lidt ned og slappe af igen. han gik igang med at forme det næste brød. Han gad ikke engang at tænke på hende lige nu, han følte at hun lige havde ødelagt det meste af hans dag.
|
|
|
Post by Cynthia on Apr 24, 2009 14:52:34 GMT -5
Cynthia bed sig hårdt i læben. Hun havde ramt forkert. Helt forkert. "Undskyld.. Jeg...beklager," hviskede hun og fik et chok da han afreagerede. "Jeg skulle aldrig have åbnet munden." Hun gik lidt tættere på, så tæt på at hun lagde en hånd på hans skulder. Meget forsigtig og let. Hvorfor dummede hun sig mest, når hun skulle passe mest på? Det hang ikke sammen. Ikke noget af det. "Jeg mistede også mine forældre. De så mig som udulig. Det gør de nok stadig." Hun lød vred og frusteret, men hendes stemme var en utydelig hvisken.
|
|
|
Post by punja on Apr 24, 2009 14:58:35 GMT -5
Han kunne ikke helt godtage hendes undskyldning, da hun lagde hånden på hans skulder var han allerede klar til at slå bagud efter hende, Dugrim havde også næsten ramt hende, hvis han ikke havde stoppet sig selv "ikke nær dig mig lige nu"sagde Dugrim med gråd i stemmen, han brød sig ikke om at vise den her side af sig selv, og det skete også kun når nogle spurte ind til hans forældre. Han formede stadig på det tredje brød, han kunne ikke tage sig sammen til at lave det ordentligt, i det hele taget slappe af lige nu.
|
|
|
Post by Cynthia on Apr 24, 2009 15:06:10 GMT -5
Hun trådte lidt væk. "Dugrim... Sæt dig ned, så skal jeg nok tage over," hviskede hun. Hendes hjerte bankede hårdt mod hendes brystkasse. Hun vidste at hvis hun brugte stemmen lige nu ville den knække. Bange og forvirret var hun over Dugrims opførsel. Hun vidste hun havde ramt et ømt punkt. Hvorfor var hun så dum? Så selvoptaget? Så blind?! "Måske er jeg i virkeligheden også uduelig," hviskede hun. Mest til sig selv. Hvis han virkelig slog hende, ville hun så tænke at hun havde fortjent det? Det virkede næsten som om at hun var ved at synke ned i et stort hul. Hun prøvede at få sig selv til at se på Dugrim.
|
|
|
Post by punja on Apr 24, 2009 15:17:31 GMT -5
"nej ikke nu skal bruge et eller andet at bruge lidt krafter på"svared Dugrim nedtrykt, han vidste at INTET kunne ændre på hans tilstand lige nu, den mindst fornærmelse, slag, drilleri. så går han amog, slår ud efter altting smadre alt i nærheden. vil bare ødelægge, han havde prøvet det et par gange før. og han havde bestemt ikke lyst til at prøve igen. "du er ikke uduelig, min ven"sagde Dugrim stille.
|
|
|
Post by Cynthia on Apr 24, 2009 15:26:51 GMT -5
Hun nikkede stift. Hun gik mod døren og gik ud af den. Bare for at snappe efter vejret. Hvorfor følte hun at alting ikke hang sammen i hendes liv? Hun kunne knap omgås andre mennesker før hun havde sat ild til dem. Hun fandt nogle friske varer. Så kunne hun da starte på frokosten. Igen gik hun ind i rummet. Hørte hans ord runge i køkkenet. Var hun virkelig ikke udulig? Hun skyllede grønsagerne og begyndte at snitte dem fint med hendens urtekniv. Det var rart at der var andre i køkkenet, selvom hun stadig var usikker på hvordan hun skulle omgås Dugrim, uden at sætte ham i flammer.
|
|
|
Post by punja on Apr 24, 2009 15:35:36 GMT -5
Dugrim smilte lidt da han kunne bruge en masse krafter på at ælte dejen og gøre den tilpads og lave den i den rigtige form. Han begyndte at forme brødet hurtigter end normalt. "bare pas dig selv lidt, så flipper jeg ikke ud" sagde Dugrim opfordne. Det var normalt noget folk gerne ville spørge om når han fik et af disse anfald. så han sagde det altid, bare så de vidste det. Han kiggede hurtigt over på hende og så hun hakkede grønsager, "Kigger du lige til brødene?"
|
|
|
Post by Cynthia on Apr 25, 2009 8:54:08 GMT -5
Cynth sukkede lettet. Det virkede som om at tingene gik bedre. Hun snittede 100 vis af stykker og lagde dem i en stor gryde. Hun kiggede op, da hun hørte hans spørgende stemme. Hun nikkede og bevægede sig overmod ovnen. Hun åbnede den og tog begge plader ud. Hun stillede dem på bordet. Altid når hun åbnede ovnen, frygtede hun den uendelige varme. "Sidste plade. Vi har brød til flere år snart," sagde hun med et grin.
|
|
|
Post by punja on Apr 25, 2009 10:31:05 GMT -5
Dugrim grinnede lidt med. han var i for dårligt humør til at grine oprigtigt. Han kiggede på hendes imens hun tog brødene ud og undrede sig lidt over at hun ikke brændte sig men hun havde gangteret så meget at tænkte over at hun ikke bemærkede det. Han begyndte at forme til den sidste plade, så han kunne få lidt og spise og slappe lidt mere af igen og hygge snakke med hende. "færdig " Udbrød han med et smil.
|
|
|
Post by Cynthia on Apr 25, 2009 14:05:41 GMT -5
Cynthia bemærkede ikke at Dugrim ikke var i godt humør, ej heller bemærkede hun at hun havde taget på bagerpladerne uden handsker. Først da huden begyndte at boble og hun mærkede en svidende smerte skød igennem hendes hænder. Hun smed alt hvad hun havde i hænderne og løb ud i en lille gård, hvor der stod en brønd. Hun skyndte sig at hejse en spand vand op. Hun bed sig i læben, for hun kunne godt mærke hvordan smerten blev værre og værre jo hårdere hun hev i rebet. Da hun endelig havde fået spanden op af brønden, smed hun hænderne ned i spanden. Straks blev smerten bedre, men der var et eller andet der var helt galt.
|
|
|
Post by punja on Apr 25, 2009 14:16:06 GMT -5
Dugrim begyndte at følge efter hende da hun løb ud i gården, for at se hvad hun lavede. Han forstod det bedre da hun puttede hænderne ned i vandet. Hun havde brændt sig. "har du brug for hjælp?" spurte Dugrim mens han små løb over mod hende. Han stoppede op ved siden af hende og stod og ventede på at hendes smerte gik over, han kunne se i hele hendes ansigt smerten over hendes forbranding. Han vidste ikke hvad han kunne hjælpe hende med. Hendes hænder skulle jo bare være i vandet indtil smerten gik over.
|
|
|
Post by Cynthia on Apr 25, 2009 14:24:16 GMT -5
"Hvis.. hvis du kan finde noget rent stof. Det skulle være ved depotet. Måske vil et linned være fint nok?" Cynthia bed sig hårdt i læben og prøvede og at holde smerten væk. Hvorfor skulle hun altid rode sig ud i noget, som gjorde at alting ville blive sværere for hende, nu hvor hun knap kunne rører ved noget, uden at mærke den svidende smerte? "Hvorfor er jeg så dum?" snerrede hun af sig selv lavmælt. Det var jo typisk. Alt for typisk. Hun trak en kold facade ned over hendes ansigt. Hun brød sig ikke om at vise andre hendes smerte, fordi at smerte altid var sådan en privat ting.
|
|
|
Post by punja on Apr 25, 2009 14:30:16 GMT -5
"hmm, okay hvor ligger lagret" spurte Dugrim hende om. Han hørte at hun også sagde hun var dum, det var hun egentligt ikke bare lidt uheldig og så brød hun ikke om at vise sine følelser kunne man tydeligt se på den måde hun bare afskræmede det med sin hårde fasong. "Det er ikke noget i vejen med at vise sine følelser, Cyathia. Det skal ud før eller siden." sagde Dugrim venligt imens han lagde sin hånd på hendes skulder og gav hende et venligt klem, som at sige at han ville være der for hende.
|
|
|
Post by Cynthia on Apr 25, 2009 14:41:51 GMT -5
Cynthia fik et chok da hun mærkede hans hånd mod hendes skulder. Hun var ikke vant til tæt kontakt med andre. Ikke siden at det skete. Hun havde aldrig fortalt andre om det. Det virkede som noget hun ikke kunne gøre, fordi at de forbandede engle, havde fået hende til at skamme sig over det englen havde gjort, som om at det var hendes skyld. Det var det jo ikke. "Du forstår ikke..." hviskede hun. "Lageret ligger nede af den gang du kom ind af," sagde hun med en unaturlig neutral stemme.
|
|