|
|
Post by punja on Apr 25, 2009 14:46:29 GMT -5
"hva forstår jeg ikke" spurte Dugrim ind. Han vidste at han var kommet til et punkt hvor han kunne få noget mere viden om hende, så kunne det linned godt vente. Han kiggede på hendes ansigt som stadig gemte sig bag en maske, og han kunne slet ikke læse noget i hendes ansigt,og han stod ikke rigtigt til at kunne læse hendes øjne. Han begyndte at nusse hendes skulde lidt bare for at få hende til at slappe noget mere af, han var ikke sikker på hvordan hun ville reagere på det, hun var jo meget humør skiftende, det kunne være hun blev glad eller mukken.
|
|
|
|
Post by Cynthia on Apr 25, 2009 14:53:06 GMT -5
"Der skete noget i min fortid... som.. gør at jeg tænker som jeg gør," hviskede hun. Det var underligt at han stod så underligt tæt på hende. At et andet væsen overhovedet gad at nærme sig hende. Hun var jo ikke vant til det. Hun var blevet forbudt nærheden af andre mennesker. Sådan var det bare. Hun var dømt fredløs af hendes egne slægtningen. Hvordan kunne hun så pludselig lade følelserne fylde over når de slet ikke fyldte hende? Nej! Hun havde jo gemt dem væk. Sådan havde hun gjort det altid, for ikke at lade usikkerheden fylde hende. Hun stod stiv som et bredt. Men rykkede sig ikke en tomme. Det var betryggende at Dugrim ikke var flygtet.. endnu.
|
|
|
|
Post by punja on Apr 25, 2009 14:58:59 GMT -5
"forståeligt nok, Der er ikke noget i vejen med at vise sine følelser." sagde Dugrim venligt og med et smil på læben til hende. Han stod og så på da hun nærmest stivnede. Hans nussen med hånden stoppede et stykke tid da hun stivnede, før han gik igang igen. Han begyndte at overveje hvad han fik ud af dette, intet næsten. jov, måske en smule hyggesnak med hende hvis hun var lidt mere åben, ville de have været bedre. Dugrim stillede sig ombag hende og begyndte at massere hendes skuldre, i forsøget på at få hende til at slappe af
|
|
|
|
Post by Cynthia on Apr 25, 2009 15:04:16 GMT -5
Heden steg hende til ansigtet. Hun rødmede dybt. Hvordan kunne hun skjule det? "Jeg var engang en engel. En engel med de hvideste vinger," hviskede hun og slappede kort mere af da han begyndte at massere hendes skuldre. Altid havde hun skjult sine følelser, hvordan skulle det så kunne hjælpe hende at lukke op for det nu? Intet. Hun havde aldrig fået hendes følelser gengældt, når hun mest ønskede det. Hun undrede sig dybt. Hvorfor ville Dugrim pludselig have hende til at lukke op, når han havde været så indelukket lige før?
|
|
|
|
Post by punja on Apr 25, 2009 15:10:16 GMT -5
Dugrim så ikke at hun rødmede, fordi han stod bag hende, men han kunne godt fornemme på hende at hun slappede lidt mere af. Han tænkte lidt over hendes ord som engel, Gad hun stadig var det, det ville have været dejlig han forstillede sig et billle af hende inde i hans sind hvordan, hun ville se ud med hvide vinger. Han kunne egentligt godt lide berøringen af hendes hud mod hans hænder. "okay, hvordan kunne det være at du blev en Dødsengel, som jeg kan se du er udfra dine vinger?" spurte Dugrim venlig. Han massered bare vidre fordi han kunne se at hun slappede af ved det, det var jo godt. Det var lige det han havde håbet på villle ske
|
|
|
|
Post by Cynthia on Apr 25, 2009 15:15:50 GMT -5
"Jeg... jeg blev voldtaget af en arrogant engel. Hele skylden blev lagt på mine skuldre. Jeg blev smidt ud og gjort fredløs. Bitterheden og vreden over det, gjorde at jeg blev en dødsengel," hviskede hun. Hun savnede lyset og trygheden, som havde fyldt hende dengang. Hun huskede at hun havde været blind. Huskede den fantastiske oplevelse da hun pludselig fandt ud af at hun kunne se. Dugrim havde revet såret op. Nu væltede det ud, selvom hun ville forhindre det, men Dugrim gjorde hende underligt tryg.
|
|
|
|
Post by punja on Apr 25, 2009 15:23:02 GMT -5
Dugrim lyttede opmærksomt og blev helt ked af det inde i. Han havde ikke troet at sådan noget ville ske."undskyld, jeg spurte" sagde Dugrim nedtrykt til cynthia. Han massere vidre for nu begyndte hun for alvor at slappe ordentligt af. En impuls tanke kom han til at gøre til virkelighed, han kyssede hende hurtigt på nakken, men trak sig også hurtigt tilbage da han opdagede hvad han havde gjort. "undskyld jeg gjorde det, jeg ved ikke hvad der gik af mig" sagde Dugrim
|
|
|
|
Post by Cynthia on Apr 25, 2009 15:27:07 GMT -5
"Dugrim, jeg har gemt på hele mit liv, uden at fortælle nogen om det.. Jeg er underligt nok lettet," hviskede hun. Da hun mærkede kysset i nakken, stivnede hun fuldstændig. Aldrig havde nogen givet hende et kys af ren og skær tilfældighed. Hun vendte sig stille mod Dugrim. "Det gør ikke noget," sagde hun blidt. Den hårde facade var karkaleret og et varmt ansigt smilede pludselig til ham. Det lignede ikke det samme sammenbidte som hun altid havde, men et varmt ansigt. Et ansigt der var fri for smerte.
|
|
|
|
Post by punja on Apr 25, 2009 15:33:25 GMT -5
"okay dejligt du kunne tilgive mig" sagde Dugrim med et smil på læben. Han vidste inderst inde at det havde været skidt da han kyssede hende, han troede lige han havde ødelagt det hele, men ombestemte sig hurtigt da hun vendte sig om, og så på ham med et dejligt smilende ansigt. Han stod bare og smilte og så ind i hendes nu glade øjne. Han var nærmest blevet mundlam, over at det var lykkes, at få hende til at blive glad, Glad. Han havde troet det ville have taget meget længere tid.
|
|
|
|
Post by Cynthia on Apr 25, 2009 15:40:27 GMT -5
Hun smilede stille. Det virkede som om hun var god som ny, selvom det virkede så komplet uvirkeligt at hun skulle været blevet sig selv på ingen tid. Hun så på hendes hænder. Det var knaldrøde som tomater. Hun begyndte at rive strimler af hendes skjorte. Hun bandt dem stramt om hånden og holdt begge hænder tæt ind til kroppen, imens hun så smilende på Dugrim. Hvordan skulle hun kunne takke ham?
|
|
|
|
Post by punja on Apr 25, 2009 15:44:15 GMT -5
stod og kiggede på hun rev sin skjorte i stykker for at binde dem om hendes røde hænder, han havde jo glemt linned til hende. Han nød den åbenlyse glæde som lyste ud af hendes ansigt, han var sikker på at det var rigtig mange år siden hun havde vist det ansigt. Han havde lyst til at tage hendes hænder i hans, men vidste det ville gøre ond på grund af hendes forbrænding. så han undlod det. Han var ikke sikker på hvad hans egen ansigt udtrykkede, glæde regnede han med
|
|
|
|
Post by Cynthia on Apr 29, 2009 9:26:19 GMT -5
Cynthia var helt optaget af det hun gjorde. Det var et frit arbejde, som hun ikke behøvede at hæfte sig til. Det virkede naturligt. Da hun var færdig, så hun blidt på Dugrim og tog forsigtigt hans ene hånd. Hun vidste det ville gøre ondt, men det virkede stadig så utroligt naturligt at tage hans hånd og mærke kropsvarmen, der strømmede ud af hans hænder, selvom det var forår og varmen begyndte at bølge over landet. "Tak Dugrim, jeg står dig i stor gæld," sagde hun varmt.
|
|
|
|
Post by punja on Apr 29, 2009 10:39:15 GMT -5
"Nej, du gør ej. Du hjælpere mig med at få stillet min sult, som tak for at jeg hjalp dig, Okay" sagde han ligeså venligt. Han havde et stor smil på læben. Han gav stille slip på hendes hånd, han vdiste det gjorde ondt på hende, så det hun sagde havde måtte betyde en del for hende, at udsæte sig selv for smerter for at fortælle noget var lidt specielt i sig selv."Ggår det med bedre med hånden nu?" spurte han venligt igen. Han var egentligt bare glad over at han havde kunne hjælpe, det var ikke så tit han kunne gøre det.
|
|
