|
Post by purple on May 18, 2009 15:16:55 GMT -5
Nazils blik faldt til jorden, hun tænkte lidt over det, stadig med et smil på læberne. "Han er i hvert fald sød.." Hun smilte piget som hun så på Ayla. Hun syntes virkelig at Dugrim var sød, hun ville ønske at der var et eller andet der kunne gøre sådan at hun kunne være sammen med ham, men hun kendte ikke lige noget der kunne det, og hvis man kunne lave sådan noget var der nok nogen der allerede ville have gjort det. "Jeg ved ikke Ayla.. Han er bare så dejlig og jeg har svært ved at holde rigtig af ham fordi jeg syntes det er syndt for ham at han er faldet for mig. Jeg mener, hvad har jeg at tilbyde ham?" Opgivelsen kunne anes i hendes stemme, men stadig et glimt af håb. Et håb hun kun selv lige kunne mærke var der.
|
|
|
Post by ayla on May 19, 2009 7:49:57 GMT -5
ayla smilet da nazil sagde hun sys dugrim var søde, hun lyttede til det andet hun sagde og midt et sætning slog ayla armen om hende og gav hende et stor kram, da nazil så var færdig med at snakke slap hun hende roligt og så hende i øjne jeg ved godt du er en daktizaner, men du har meget at tilbyde ham, din trofasthed, din kærelighed og jeg sikker på et eller andet selv der ude er der en kur mod jeres forbandelse sagde hun og hviskede næsten forbandelse til nazil.
|
|
|
Post by purple on May 22, 2009 10:45:53 GMT -5
Hun blev lidt overrasket over Aylas kram, men talte videre alligevel. Bag efter lyttede hun opmærksomt på Ayla og da hun nærmest hviskede 'forbandelse' grinte hun lavt. "Tak Ayla, men jeg tvivler bare på om det er nok. Trofasthed og kærlighed er ikke altid nok, der skal mere til. Det burde du da vide bedre end nogen." Det sidste var halvt om halvt tom snak, om Ayla vidste det eller ej, var hun ikke klar over, men hun var sikker på at hun da måtte vide det. Det var jo noget alle vidste, der skulle mere til, og det 'mere' kunne hun ikke give nogen uden at tage livet af dem og hvem ønskede at byde ens elskede, døden?
|
|