En fjern krog

[purple]

I en fjern krog af slottet, i et af de utallige tjeneste gange, der forbandt de kongelige rum på kryds og tværs, var stilheden slående. En gang i mellem kom en tjener af en art småløbende ned af gangen og forsvandt ind gennem en smal dør. Disse mange døre er anonyme og kun de mest øvede ansatte ville kunne finde rundt i de mange gange. Selv brugte Nazil disse gange omkring hver anden dag, og kun en af dørene faldt i hendes interesse. En lille skæv dør, der ikke kunne lukkes helt og som førte ind til det gamle køkken, som kun blev brugt når der var selskaber på slottet. Det store køkken var alt for stort til hverdage, men til store fester blev begge køkkener brugte. Dette køkken havde lave, høje vinduer som tillod lyset at oplyse kobbergryderne der stod på gulvet hist og her. Nazil trådte ind gennem døren og betragtede med et neutralt smil, det store rum med det lave, buede loft. Hun lod håndryggen røre ved det kalkede loft, som hun bevægede sig ind i rummet. I den fjerne afkrog af dette køkken var der en dør der førte ud til en lille gårdhave, hvor der engang havde været grønsager. En gang i mellem kunne man fattige folk der bevægede sig rundt i den lille lukkede have for at se om der ikke skulle være noget at spise, men på denne årstid var det alligevel sjældent at se liv på disse kanter. Som hun nåede vinduet, satte hun sig i den dybe karm og med håndfladen fjernede hun det værste snavs der sad på ruden.

[ayla]

Ayla danset rundt på slotte. fri hun danset for det meste i sine egen tanker og så aldrig rigtig hvor hun endt henne, denne gang endt hun vist i køkkenet, hun stoppet op og kigget, der var ingen hun tog en dyb indåndning og fik en sød duft af blod en hun ikke havde mødt endnu, hun rette sig op og kigget rundt, ayla så nu en af de andre danse hun havde aldrig snakket med nogen af dem, måske ville de ikke omgås hende, enlig var hun ligeglad men hun ville da osse gerne have nogen venner, eller bare en man kunne snakke med.

[purple]

Lyden af nogen der træder ind i et rum gav genklang mellem de kalkede loft og stengulvet, og fangede øjeblikkeligt Nazils opmærksomhed. Hurtigt vente hun hovedet mod døren, og havde næsten allerede rejst sig helt op for at kunne bukke hvis det var nødvendigt. Heldigvis var det bare Ayla, hendes dygtige kollega. Roligt satte hun sig ned igen og betragtede hende.
”Hej Ayla.”
Egentlig snakkede hun ikke særlig meget med de andre, de havde jo deres eget liv og deres egne ting og Nazil kunne bedst lide at holde sig for sig selv og sine egne tanker, men hun havde ikke noget i mod de andre danserinder som sådan, selv om hun ikke altid var enig i deres meninger og deres opførsel. Hun vidste ikke specielt meget om nogen af dem og havde aldrig gjort noget for at komme til det, men så igen, de havde heller aldrig gjort noget for at lære hende bedre og kende og så var det jo bare sådan det var blevet efter hånden. Da hun sad der og betragtede den skønne Ayla, kunne hun ikke lade hver med at tænke på den sidste gang prinserne havde givet bud efter dem, det havde været lidt sjovt, men også en usædvanlig oplevelse, og hun kunne ikke lade hver med at tænke på om Ayla syntes det samme, eller om hun bare så det som en del af arbejdet.

[ayla]

ayla smilet ved synet af Nazil, hun gik stille hen mod hende " Hej Nazil " sagde hun smilene " stille dag indtil vider " sagde hun kort, ayla danset lidt rundt om sig selv, hun grinet og kigget så rundt " det er sjovt er det ikke " hun kigget på Nazil og håbet på hun forstå hvad hun mente, Nazil var varm at se på hun var en af de piger som udtrykket glæder mente ayla, ayla viste der var nogen af danser som var mere kolde og onde, ayla kigget rundt hun var glad for hun havde været på jagt igår, så sulten var ikke så stor mere. ayla smilet til nazil og satte sig på et bord tæt ved hende

[purple]

Med et svagt smil så hun til at Ayla dansende sig vej ind gennem rummet, så hun kom tættere på hende. Ayla var bestemt den af danserinderne der var mest åbent hvad glæde angik, dem der hele tiden var så kolde i det… de gav hende kuldegysninger. Hun havde ikke lyst til at snakke med dem om noget som helst, men med Ayla var det anderledes. En gang i mellem gjorde hun sådan at Nazil kunne komme til at føle sig helt glad inden i, bare af at se på hende. Det var den samme følelse hun fik når hun dansede, og det var måske derfor Ayla kunne vække denne følelse inde i hende, hun dansede jo næsten altid. Da Ayla begyndte at tale om hvor mærkeligt det var, mens hun kiggede ud i rummet, kunne Nazil ikke forstå det på andre måder end at hun mente det tomme, forladte køkken de befandt sig i. Som hun så ud på de tomme gryder og de store brændekomfurer kunne hun ikke lade hver med at vare med en lettere tænksom, næsten filosofisk, stemme.
”Jaa…”
Et lettet suk blandede sig med det og da hun fik hørt sig selv ’vågnede’ hun op igen af de staver hun var faldet i, og så på Ayla, der havde sat sig på et bord tæt ved hende. Et lille smil dukkede op på hendes læber, inden hun så mod døren hvo en tjenestepige hastede forbi. Straks efter kom hun i tanke om hvad Ayla ellers havde sagt, og hun kiggede derfor tilbage på hende. Nu var hun i tvivl om hvad hun egentlig havde ment med at det var mærkeligt.
”Undskyld hvad? At der er så stille? Bestemt. Jeg kan ikke lade hver med at forvente at vi bliver hidkaldt hvert øjeblik.”
Hun håbede på at det var det hun havde ment, var blevet usikker, og det kunne ses. Havde hun ment at det var mærkeligt at køkkenet stod tomt hen, eller at det var så stille på slottet i dag?

[ayla]

ayla kunne se at Nazil så ud som hun skulle spring op hver gang der kom en løben, ayla kigget på hende og betræket Nazil mørke hår, hun så rundt som om hun ville være sikker på ingen var her inde end dem " Rolige Nazil så længe køkkenet er tomt bliver vi ikke kladt på " hun stoppet kort med at tale " så har de travlet med at spise eller pine deres tjensteflok" hun hoppet ned fra bordet. ayla danset en omgang rundt og bordet og sagde " Hvad sys du så om prinserne ? "

[purple]

Hun så smilende på Ayla mens hun beroligede hende. Det var selvfølgelig rigtig nok, det var ikke så sent at prinserne var færdige med at spise eller pine deres tjenetefolk, så de var beskæftiget indtil videre. Da Ayla hoppede ned og snorrede en gang rundt om sig selv fik hun næsten lyst til at følge med hend ei hendes lille snorre tur, sådan var det for det meste når Ayla var i nærheden, hun spredte bare en lyst til at danse, af en eller anden grund. Det måtte være hendes gode humør eller sådan noget.
"De er fine nok. Normalt har jeg intet i mod dem, men i dag har jeg bare sovet så dårligt, så min ryg er helt stiv.."
Hun strakte sig lidt bag over og et lille knæk lød fra hende.
"Så at skulle gå rundt og være overskudagtig mens jeg danser, var ikke lige noget jeg havde lyst til.. Men hvad med dig?"
Hun sad igen afslappet og betragtede Ayla. Hendes lysebrune hår, de lette klæder der fulgte hver en bevægelse hun foretog sig. De var vidt forskellige, men så igen var de slet ikke så forskellige alligevel. Af udseende var de næsten så forskellige som nat af, uden egentlig at være fuldstændige modsætninger, men personlighedsmæssigt syntes hun de mindede meget om hinanden. Ayla var noget mere munter end hende selv, men så forskellige var de da heller ikker.

[ayla]

ayla smilet hun stoppet op igen, " jeg nyder at danse, om det så er prinser eller mig selv, så følger jeg mig fri, " sagde hun med et smil, hun satte sig igen på bordt og kigget lidt på Nazil, tænket over at deres senge var hårde og små og, værelserne var heller ikke var det størreste, hun kigget rundt, og begyndt og lede i alle skabene, men hver gang der gik en ind af døren rette hun sig op og så ud som om hun ikke lavet noget,

[purple]

Hun trak let på skuldrende af Ayla. Det var måske rigtig nok, men det var ikke altså hun faktisk havde lyst til at danse, i hvert fald ikke for nogle prinser der sad og så ud som om de ventede på at der skulle ske noget nyt. Det ville være rart hvis de en gang i mellem lignede nogle der nød det, bare en eneklt gang.
Da Ayla begyndte at lede efter noget i skabende, smilte hun skævt af hnde. Specielt fordi hun stoppede og så uskyldig ud hver gang nogle kom ind af døren. Blandt andet en ung køkkendreng, der slæbte af sted med en stor kobbergryde, som han næsten kunne være nede i selv. Det så sjovt ud da han prøvede at få den ud af den lille dør, men det lykkedes ham efter lidt kamp at få den ud i gangen, hvor man så kunne høre at han med besvær trak den efter sig hele vejen. Da sprang Nazil ned fra vindueskarmen, og åbnede det nærmeste køkkenskab.
"Hvad leder vi efter?"
Hun så på Aya under sin egen arm, da hun talte, men kiggede tilbage i skabet da hun havde spurgt. Pander og gryder stod mokket sammen i det lange skab hun havde åbnet.

[ayla]

ayla smilet, og grinet så " nazil jeg tror ikke du kan lide det, sagde hun med et smil, hun kigget så ind se skabet og ledet igen " vi leder efter prinssens daglig flaske med blod," ayla tog altid en tår så hun var sikker på at hun kunne klare at gå rundt blandt menneskene, " de gemmer det altid nye steder " safde hun lidt sur, men smilet så til nazil

[purple]

Nazil lukkede hurtigt skabet da hu fik af vide at de ledte efter blod.
"Blod?"
Hun så spørgende på Ayla. Hvorfor i al verden skulle de lede efter prinsernes blod? Det kunne de vel selv finde, når nu det var dem der gemte det. Med mindre..
"Drikker du af deres blod?"
Hun stod med et smil på læben og en hånd i den dybe hofte, hvor hendes farverige klæder faldt ned fra.
"Ayla altså.."
Sagde hun smilende til hende, inden hun lod hånden glide ned fra hoften, og ledte videre for at se om hun kunne finde flasken i et andet skab. Hun syntes dte var lidt sjovt at tænke på at Ayla drak af samme glas som de kongelige. Det var de rikke mange der kunne isge ta have gjort, også selv om prinserne ikke rigtig vidste noget om det. Gad vide hvad de vile sige hvis de fandt ud af det? Ja, hun skulle i hvert fald ikke være den der stak hende, det måtte hun selv sørge for at de fandt ud af, elle rikke fandt ud af.

[ayla]

ayla grinet af Nazil udtryk, hun smilet igen, ayla fandt det enlig tog hurtig et glas og tog en tår af blod, hun skyndt så at pakke det hele væk igen, og så så på nazil, " hvad sys på om haru " røg det ud af hende, smilet forsvandt hurtig, og kigget i håb om ingen havde hrt hende

[purple]

Lyden af en flaske der blevet åbnet, og en væske der løb ned i et glas rungede som en klukken i det tomme køkken. Nazil lukkede roligt køkkenskabet og vente sig om med visheden om at Ayla havde fundet flasken med blod, og ganske rigtig. Et fint glas med en rød væske i var løftet op til hendes læber, og den røde væske blev langsomt tømt i takt med at glasset hældte mere og mere ind mod Ayla. Hun skulle lige til at komentere den elegante bevægese som Ayla havde mens hun drak blodet, men så tog Ayla glasset fra munden og næsten som om det røg ud af hende, spurgte hun hvad hun syntes som Haru. Nazil var en smugle overrasket over dette udbrud, og det så da også ud som om at Ayla var overrasket over sig selv. Ganske kort kasted heun et blik mod døren, der var ingen at høre. Hun ville ikke stikkes for at have en mindre god mening om tronarvingen, og gik derfor hen til døren, så ud på gangen, og lukkede så forsigtigt døren helt i bag sig. Nået der var lidt besværligt da døren var gammel og skæv, men det lykkedes til sidst. Så vente hun sig mod Ayla, og gik hen mod hende, satte sig på køkkenbordet overfor hende, og begyndte at vælge sine ord med omhug.
"Haru er fin nok.."
Hun havde set ned i jorden, men så nu på på Ayla, med et tænktsomt blik, indne hun forsatte.
".. Jeg nær den dybeste respekt for ham som person. Det han gør og de gener der løber i hans åre har gjort meget, som jeg intet har i mod. Til gengæld syntes jeg han er ireterrende at danse for."
En smil bredte sig nu på hendes løber, og hendes stemme var mindre alvorlig, men stadig lavmælt.
"Når jeg danser for nogen kan jeg godt lide at se, at de nyder det jeg gør. Med Haru.. Ja, med Haru ligner det altid at han venter på noget nyt. Han er kold og virker altid ligeglad med det han ser, på trods af at jeg bilder mig selv ind at han nyder det, kunne jeg godt tænke mig at han viste det en gang i mellem."
Hun lod hånden glide gennem det krøllede brune hår. Hun havde ikke noget imod Haru som sådan, men alligevel ville en positiv reaktion da være god at få en gang i mellem.
"Men hvad med dig? "

[ayla]

ayla blev lidt overrasket over at Nazil nu ville have hende mening om ham, ayla stod længe og gik frem og tilbage hun tænket og hende ansigt havde det sammen bekrymret udtryk, hvad skulle hun sige til nazil, skulle hun sige det som det var eller holde sin mund, " har danset privat for en enkel gang " mumlet hun mens hun stadig gik frem og tilbage hun, køret hånde i gennem sit lange hår og stoppet " han vise aldrig noget, følgser " sagde hun så og begynd at gå igen, hun travet rundt i køkken ayla kigget hele tiden rundt, første på Nazil og så på døren mens hun gik sukket hun nogle enkel gang, en i mellem sendt hun nazil et kort smil, og stoppet så op foran nazil, hun åbnet så munde for at sige noget men lukket den igen, hun træk vejrt dybt

[purple]

Nazil drejede elegant med som Ayla gik rundt i køkkent. Hendes øre var åbne, både overfor folk der måske ville komme ude på gangen, men også for at høre hvad hun sagde. Hun havde danset privat for ham? Det kunen vist ikke gøre det, det havde Nazil også, og selvfølgelig havde han ikke vist følelser. Men Ayla virkede som om der var noget andet gik hende på og da hun åbnede mundne for at sige noget mere, holdt Nazil for et øjeblik op med at tække vejret i spænding, og for at høre hvert et ord af hvad Ayla ville sige. Men så lukkede hun munden igen og Nazil trak igen vejret, overvejende havd hun skulle sige til Ayla for at få hende til at fortsætte. Til sidst fandt hun ud af hvordan hun kunne gribe det an.
"Ayla.."
Hendes stemme var beroligende og som om hun ville fortælle hende sin største hemmelighed.
"Jeg har betroet dig en mening, du aldrig må genfortælle.. I hvert fald ikke hvis hun du ønsker at jeg stadig skal have mit hovede til at side fast på min krop. Jeg regner med at du holder på min hemmelighed. At du aldrig vil sige den høj, end ikke for dig selv. Og hvis du har noget du gerne vil have talt med, så vil jeg grne holde din hemmelighed for dig. Jeg skal nok lade hver med at snakke med andre om det. Det lover jeg."
Hun snakkede lavmælt, men ikke disideret lavt. Hendes tonefald var beroligende men også alvorligt. Hun mente hvert et ord af hvad hun havde sagt, og vile aldrig nogen sinde fortælle det videre. Men så igen, hun havde også taget en chance ved at stole på Ayla og på at hun heller ikke ville fortælle det som Nazil havde fortalt hende videre.