|
Post by Valentine Gabriel Artimis on May 23, 2009 15:50:18 GMT -5
Valentine havde efter frokost trippet tilbage til sit kammer, eller rettere blev hun FULGT tilbage til sit kammer. Hun var efterhånden godt træt af, at der altid hang en eller anden gruppe vagter i røven af hende for at sørge for, at hun ikke stak af. Tronsalen var stor, mægtig og.. tom?!. Frokosten var jo overstået, lederen havde forladt slottet, hvorfor? - vides ikke helt. Valentine havde listet sig ud fra sit kammer og gået til tronsalen. Hun stod lidt i døren og spejdede rundt.. Ingen vagter i syne! Herligt! Hun smilte og gik så ind i tronsalens indre.. Hun havde været her en del gange nu, siden de var ankommet til slottet. Og alligevel kunne hun ikke stoppe sig selv i, at syntes hver gang den var noget så flot!.
Hun gik ud midt på gulvet og foldede sine store sorte vinger ud i et slag, så det støv/skidt der nu engang måske havde lagt på gulvet, blev fejet væk i et vindstød. Valentine lod sig dreje et par omgange mens hun kiggede op i loftet.. Ja, hun var lidt af et legebarn.. Ikke nok med hun var fra et andet ukendt sted, gjort af ukendte gud-dommelige stoffer - så talte hun ikke deres sprog, og hun var bestemt ikke mentalt voksen - Hendes ydre var voksen, men hendes sind var mere eller mindre som et lille barns forstand.
|
|
Sylar
Junior Member
Posts: 86
|
Post by Sylar on May 23, 2009 16:21:49 GMT -5
I løbet af et sekund blev der mørkt i tronsalen, kun flamernes glødende ild, bragte en lille smule lys til det guddommelige kammer. En tung mørk støvsky gik igennem den ene væg, som et røgslør igennem en si. en mørk skikkelse gik langsomt igennem væggen, han var nærmest et med den mørke sky. han gik stille og roligt med lette elegante bevægelser, det var næsten som om han svævede. et rødt skær fra et øje skinede igennem skyens mørke slør som havde lagt sig over tronsalen. det var uyggeligt, rædselsvækkende nærmest fangene, som følelsen af at man bare har lyst til at skrige og løbe men man står stiv som et bræt. Sylar var "by far" den største blærerøv af dem alle, røgskyen skiftede langsomt farve fra en lys gennemtrængene mørk farve, til en svaglig sølv nuance. Han havde et øje i hånden, et alt seende øje. selv når han ikke kiggede var der ikke noget han ikke kunne se.
en knitrende flamme stod stadig i baggrunden, dens vage lys skinnede på en svag, gusten og klam måde rummet op, idet Sylar trådte igennem væggen og ind i lokalet
|
|
|
Post by Valentine Gabriel Artimis on May 23, 2009 16:30:07 GMT -5
I det lyset gik ud og alt blev mørkt mistede Valentine sin koncentration og dejsede derved ned i gulvet på sin rumpet. Hun var lidt rundtosset efter at have drejet legende rundt i cirkler. Begge de sorte vinger var stadig udslået og hun fejede let noget af det røde hår væk fra øjnene. Det gav et helt gip i hende, idet hun forskrækket så op mod den kæmpemæssige røgsky der kom væltende ud af væggen. Hun spærrede øjnene op og stirrede intens derhen - Nu kom Sylar så til syne, og hun kunne straks genkende ham - hvorfor skulle han altid lave sådan en dramatiske entre?!. Valentine blev siddende på gulvet og så direkte hen mod ham, kort lod hun derefter blikket glide rundt i tronsalen - det eneste rigtige lys var fra faklerne der hang rundt langs de stolte stenmure.
|
|
Sylar
Junior Member
Posts: 86
|
Post by Sylar on May 23, 2009 16:43:29 GMT -5
En lille skikkelse sad forarget på gulvet og kiggede op på Sylar. Havde han mon blæret sig for ofte? 'nej det ville aldrig ske' tænkte han muntert uden at gøre en eneste mine på sit udtryksløse ansigt. Faklerne stod stadig og blafrede lidt idet han trådte ind i lokalet, den tunge støvsky lettede hurtigt da Sylar var trådt ud af dens greb. "Sig mig, hvad laver du her?" spurgte han stille "Har du ikke andre ting at tage dig til?" Han vidste godt hun ikke kunne svare, men hun vidste da hvad han mente og måske kunne hun kommunikere på anden vis, kropsprog er jo trods alt et internationalt sprog. Sylar begyndte at gå rundt i tronsalen, de massive mure tårnede sig op, som fortsatte de i en uendelighed, de store stolper der bar vægten af et stort massivt og flot dekoreret tag, var nypolerede efter overtagelsen af slottet. Alt var blevet gjort rent i anledningen af starten på en ny tid. Sylar gik han til en af de store stolper og kærtegnede den blidt med fingerspidserne hvor efter han fortsatte over mod den næste
|
|
|
Post by Valentine Gabriel Artimis on May 23, 2009 16:50:30 GMT -5
Valentine så blot op på ham idet han kiggede på hende og stilte sit spørgsmål - Hun forstod da sådan nogenlunde hvad han sagde, hun havde jo trodsalt været hos dem længe efterhånden - også før de ankom til Lyrana. Hun valgte bare ikke at svare og fulgte ham med øjnene idet han begyndte at gå rundt i tronsalen. Valentine tog sig der den frihed og rejste sig fra det kolde gulv - Hun rettede let på tøjet og fik foldet vingerne ind på plads, så de ikke var udspredt og dobbelt så tunge at håndtere, hun var jo ikke verdens største størrelse?.
Som han stod der og nærmest kærtegnede stolperne hævede Valentine det ene øjenbryn, hvad var det da lige han foretog sig?!. Egentlig havde han ret, hun burde slet ikke være i tronsalen lige nu - snart havde hun "time". Nemlig dagligt fik hun sig en personlig talepædagog som hjalp hende med at lære det almindelige sprog og udtryk. Et dybt suk forlød sig over de smalle læber, atter lod hun blikket glide rundt i salen, som om hun kiggede efter.. noget nyt?.
|
|
Sylar
Junior Member
Posts: 86
|
Post by Sylar on May 23, 2009 16:59:40 GMT -5
Sylar begyndte at gå og mumle lidt for sig selv "disse stolte mure, gad vide hvor længe de har stået oprejst" Sylar havde fået til opgave at kigge efter Valentine, imens Lederen af deres stolte kult var ude, men han ville ikke fortølle det, det ødelagde på en måde øjeblikket. han gik en gang rundt om den næste stolpe, og begyndte at gå ind mod midten af den store tronsal. "tænk at blive bevogtet hvert eneste minut af døgnet" han fjernede håret fra ansigt, med en hurtigt højre svingende bevægelse han lavede med hovedet. Han stilte sig lige foran Valentine, og lagde hovedet lidt på skrå 'tænk at besidde så store kræfter uden at vide det' tænkte han stille, imens han gik over mod den massive væg han var kommet ud af tidligere
|
|
|
Post by Valentine Gabriel Artimis on May 23, 2009 17:09:08 GMT -5
Valentine blev ved med at følge ham med sine øjne, hun brød sig ikke særligt om ham - heller ikke nogle af de andre. Men det var jo intet nyt. Hun så ham ind i øjnene da han stod foran hende. Hun rynkede på næsen da, han snakkede om at være bevogtet døgnet rundt. Det gjorde han med vilje! Hun fnøs af ham og vendte sig rundt og fulgte ham med øjnene da han gik videre rundt. ,, Shrid!" hvæste hun - hvilket var en lidt dårlig tolkning af ordet skrid, som hun forsøgte at knurre af mod ham. Hun placerede armene over kors og så bestemt hen mod ham. Ikke om hverken han eller de andre skulle tro, de blot kunne herze rundt med hende og gøre/sige hvad der passede dem mod hende. Hun var stærk nok til at klare sig selv.. Ihvertfald lige i det her sekund.. Valentine havde det med sommetider at blive overmodig og forsøge at overtage dominansrollen og bide fra sig.
|
|
Sylar
Junior Member
Posts: 86
|
Post by Sylar on May 23, 2009 17:21:40 GMT -5
Sylar begyndte at trække vejret hurtigt ind og ud som en slags små grinen, og vendte sig om lidt efter og gik direkte hen imod hende 'hvad bilder hun sig ind' tænkte han lidt surt. "Talepædagog" sagde han op i hovedet på hende med tryk på T og P så han nærmest spyttede hende i hovedet. Lyset glippede en enkelt gang, i nær noget en tiende del af et sekund, og da det kom igen var Sylar væk, det var nærmest helt øde, når det kun var Valentine der stod der. Hvad bildte hun sig egentlig ind. Sylar stemme skar igennem tronsalen "så man er nok blevet stor hva?" han beyndte at grine, det var jo trods alt kun drillerier, og en lille smule hævn. Lyset glippede endnu engang og da det kom frem lagde han en hånd på hendes skulder for at give hende et chok.
|
|
|
Post by Valentine Gabriel Artimis on May 23, 2009 17:31:26 GMT -5
Valentine forsøgte så vidt muligt at puste sig op og stilte sig let på tå, idet han stod lige foran hende, ansigt til ansigt. Hun stirrede ham ondt ind i øjnene,.. Egentlig gik det ikke op for hende først, at han gjorde grin med hendes sprog. Da lyset begyndte at glippe og forsvandt for Valentine hurtigt sammen - hun var for det første ikke glad for mørke - da det så pludseligt kom igen vendte hun sig rundt et par gange.. Hvor.. var han? Hun bed sig let i læben og undrede sig over, om han var forsvundet.. Ikke fordi, det var jo hvad hun ønskede, men...?
Det gav et helt sæt i hende idet han pludseligt lagde sin hånd på hendes skulder. Hun udbrød et skrig og "fløj" nærmest væk/omkring for at stå ansigt til ansigt med ham. Valentine svor at hendes hjerte gik i stå i det sekund, hvor hånden lagde sig på hendes skulder - Begge hendes vinger blev i samme sekund udspedt med et kraftigt vindstød. Da hendes blik faldt på Sylar gik det op for hende, at han "legede" med hende. Hun trak vejret hurtigt, hun var sur!. Der løb stille små, tynde striber af blod ned fra hendes ene næsebor - Ikke at det var normalt, men hun var bestemt heller ikke normal.. Der var mange, mange ting kulten end ikke vidste om hende, eller hvordan de skulle håndtere hendes kræfter. De havde dog deres forholdsregler omkring, at hun ikke måtte ikke blive våd - komme i nærheden af regn eller falde i vand ,.. Så ville hun udsende en utrolig stor smerte gennem sig selv, og igen begynde at bløde.. Faktisk handlede det hele meget om blod.. Helt tilbage fra da hun blev skabt hvor hun drak sit eget blod... Det eneste kulten vidste var, at hun ikke måtte smage/få blod, hverken sit eget eller andres - så ville hun nemlig dø. I sin vrede hævede hun hånden og stak ham en syngende lussing.
|
|
Sylar
Junior Member
Posts: 86
|
Post by Sylar on May 23, 2009 17:42:38 GMT -5
"klask" sagde det, idet han fik en syngende lussing, han lagde ikke mærke til smerten, der ville ske langt være ting for ham hvis hun lagde mærke til at hendes næse begyndte at bløde. Han tog sig til hovedet, måske var han gået over stregen. "okay jeg gik over stregen..." han gav et kort nik med hovedet, som en form for undskyldning, hun havde set ham gøre det før over for deres leder, så hun vidste hvad det gik ud på. "fred?" spurgte han stille, for at prøve at gøre hende lidt roligere, hvad havde han tænkt på, han vidste godt at det her ikke måtte ske. han rakte sin hånd ned i lommen, og tog et lille øje op "Sylars øje" sagde han stille. han ville godt fortælle om det, men vidste godt at hun ikke ville forstå et klap af hvad han sagde.
|
|
|
Post by Valentine Gabriel Artimis on May 24, 2009 7:13:55 GMT -5
Hun havde ikke selv bemærket blodet, men det kunne så hurtigt blive farligt når det nåede til hendes læber, så vil hun få smagen af blodet. Hun så stadig lige surt på ham og holdte stadig hånden hævet i tilfælde af, at han skulle slå igen eller sådan et eller andet. Valentines opmærksomhed blev dog hurtigt afledt idet han trak den underlig lille tingest frem for lommen. Hun begyndte istedet at trække vejret mere normalt og istedet for at holde blikket stift mod ham, så lod hun det hvile på den der lille dims han holdte frem og snakkede om?. Egentlig vidste hun ikke om han tilbød hende den eller hvad hans intention var med den?
Istedet valgte hun at lade blikket glide tilbage ind i hans øjne. Hendes vinger satte sig roligt tilbage på plads, hun var faldet til ro igen om man kunne sige. Dog var blodet der jo stadig. Valentine vendte hovedet væk og sukkede. Hun overvejede kort om hun skulle gå tilbage til sit kammer... Hun gad da ihvertfald ikke frivilligt tilbringe tid hverken med ham eller nogle af de andre fra kulten.
|
|
Sylar
Junior Member
Posts: 86
|
Post by Sylar on May 24, 2009 7:32:10 GMT -5
Sylar så at hun blev beroliget af øjet i hans hånd. det var hans øje, verdens hidtil stærkeste og kraftigste artifakt. Sylar tog hurtigt øjet ned i lommen, det skulle ikke fordærve Valentine sjæl som det havde fordærvet hans, han havde faktisk fået til ordre at holde det væk fra hende. "vent" sagde han stille, (hvis du venter - han tørrede hurtigt blodet væk fra hendes ansigt med sit ærme) (hvis du ikke venter - 'det må vagterne tage sig af' tænkte han med et smil på læben) Han tørrede skidtet af ærmet (evt. blod) og lagde hovedet på skrå "du har vist noget du skal nå?" spurgte han drilsk, han vidste godt hun skulle hen til talepædagogen, men det kunne vel ikke skade at lære hende lidt om Sylars Øje nu hun var her, så nu var det sådan set op til hende, om hun ville gå eller ej.
|
|
Cotta
New Member
Posts: 9
|
Post by Cotta on May 24, 2009 7:41:03 GMT -5
De store døre åbnede sig pludseligt med en stor kraft og slog mod muren. En stor røgsky kom flyvende ind i lokalet og begyndte at fylde i lokalet. Røgen var meget tyk og man kunne næsten ikke se noget. Røgen begyndte nu at forsvinde lidt hvorefter det alt sammen endte foran de store døre som nu havde lukket sig. Røgen formede sig en skikkelse og Cotta stod der kort efter
|
|
|
Post by Valentine Gabriel Artimis on May 24, 2009 7:47:15 GMT -5
Valentine lagde hovedet lidt på skrå da Sylar tørrede hende ved næsen, hun trådte lidt væk og holdte derefter selv ærmet op foran næsen mens hun så spørgende ud. Hvad gjorde han nu det for?!. Hun stod lidt uden et ord, uden en lyd at sige. Hun så indgående på ham og fjernede lidt hånden efter hans spørgsmål. ,, Ehita nekaan' Iedevus" sagde hun så stille. Hun skulle til at gå idet hun jo godt sådan nogenlunde havde forstået noget med at hun skulle et eller andet?. Hun var på vej hen mod de store døre men stoppede brat op idet de pludseligt sprang op og en tung røg spredte sig i hele rummet. Valentine foldede hurtigt sine vinger ud og hvæste af røgen, så hun fremviste sine små hugtænder. Hun bakkede lidt og kiggede sig fortvivlet men vågent omkring.. Da røgen forsvandt lod hun hurtigt blikket glide hen på skikkelsen.. Cotta.
|
|
Sylar
Junior Member
Posts: 86
|
Post by Sylar on May 24, 2009 9:17:25 GMT -5
"tsk" kom det fra Sylar, idet Cotta gjorde sin efterlignende entré. 'kune han ikke bare stille sig op og sige "Jeg vil være dig!"' tænkte Sylar. han ville ikke tænke videre over det. "hvad vil du?" røg det ud af ham, det var ikke hans opgave at passe på Valentine. han ville vel have et glimt af den lille uskylde skabning, måske håbede han at noget af dens styrke ville smitte af på ham? ja hvem ved.
|
|