|
Post by purple on May 3, 2009 12:22:27 GMT -5
Nazil var langt væk og alligevel så nær. Hun mærkede, hørte og følte alt hvad der skete omrking hende, Dugrims kys, hans krop, hans hjerteslag, hans duft og hans lyde. Men samtidigt var hun så forfærdeligt langt væk, så lamgt væk at intet eksisterede mere. For hende blev Dugrim fjern til tider, som en fjern drøm man ikke kan mærke eller høre, som var man alene væk fra denne ting og situation, men så blev hun bevidst om det og straks var hun tilbage i værelset med ham og kunne mærke hvor virkelig han var. Hun var nød til ats e efter, hun var nød til at se at dette var virkeligt og ikke blot noget hun bildte sig ind, så hun brød kysset for at se ham i øjene, se hans ansigt. Med et svagt smil lod hun sine øjen se hver et træk i hans ansigt, se hver en lille detalje af ham, lod dem grænse hans øjne og se hvad de kunne. Hun følte sig let og lykkelig og hendes øjne lyste af denne forelskelse, lyste af glæde og den lethed hun følte, viste alt om hende, fortalte alt. "Det er virkelig virkeligt." Hendes stemme var viskende og næsten drømmende. Roligt lukkede hun øjnene igen og lod deres læber mødes for endnu en stund. Så hans ansigt for sig, så hans øjne for sine egne. Det var så uvirkeligt og alligevel så virkeligt.
|
|
|
Post by punja on May 3, 2009 14:31:34 GMT -5
Han hørte hendes ord, så hendes dejlige blik. Men nåde ikke at svarer før deres læber mødtes i et kys igen. Han nød det i fulde drag, han behøvede ikke engang at se på hende, han havde et billede af hele hendes krop, for sit inder blik, enhver lille detalje var med. Han håbede på at dette ville vare mindst lige så lang tid som det andet kys, sengen beskyndte lige pludseligt at knirke kraftigt. Bom, så knækkede sengen sammen under dem, de lå kun på den tynde madras med træ stikkende op under den, så han kunne ikke lige ordentligt, i forskragelse havde han afbrudte kysset, han lå faktisk og små grinede, det var helt underligt at ligge sådan her nu
|
|
|
Post by purple on May 3, 2009 14:37:27 GMT -5
Nazil måtte siges at være overrasket da sengen gav et knirk fra sig hvor efter den gav efter og søgte mod gulvet. Da sengen landede på gulvet trillede hun om på siden, så hun lå på gulvet, og grinte. Chokket havde sat det igang og hendes forelskelse holdt det ved lige. Efter at have grint færdigt drejede hun hovedet mod Dugrim. Hun havde kunne høre at han også grinte, men havde ikke kunne se ham da hun havde ligget på ryggen og set op mod loftet imens. Nu lå hun stadig på ryggen, men hendes øjne søgte og fandt Dugrim. Oven på kunne der høres tydelige skridt der gik fra den ene ende af loftet til den anden ende. En dør gik op og fodtrinene fortsatte næsten lydløst på en lettere knirkende trappe. Nazil så over mod døren med et ventende blik. Hvis det bankede på nu ville hun vist være nød til at dække sig lidt, blufærdighed havde hun da stadig.
|
|
|
Post by punja on May 3, 2009 14:53:34 GMT -5
En dejlig later tænkte han, han havde ikke før hørt hende grine. Han kiggede ind i hendes grinene øjne, svagt hørte han manden oven på gå hen og åbne døren og gå ned af trappen, han hoppede på at han ikke ville banke på for at spørge hvorfor de larmede så meget. hans ene hånd fandt igen hen til hendes kind, bare for at føle hun stadig var her, han følte han nærmest havde mistet noget da de røg væk fra hianden. han møverde sig lidt nærmere hende, Så han lå op af hende da banken lød på døren, "Øv, få lidt tøj på, så skal jeg nok få ham væk." sagde han stille for at manden ikke skulle hører det, han skyndte selv at finde sin T-shirt. og gå hen mod døren, "Et øjeblik"
|
|
|
Post by purple on May 3, 2009 15:00:54 GMT -5
Nazil nød berøringen af hendes kind, da Dugrims hænder kærtegnede den, og hendes øjne blev fanget af hans. Da der blev banket på døren kiggede hun derfor ikke der hen, men blev ved med at se på Dugrim. Hun nikkede svagt af hans ord, men det gik først op for hende hvad han havde sagt, da han rejste sig op for at svare ved døren. Hurtigt kom hun på benene og trak sin kedelige, grå kjole ned over hovedet. Det var det hurtigste og den dækkede alt. Roligt stillede hun sig op for enden af sengen, uden at vide hvad hun skulle gøre af sig selv. Skulle hun gemme sig, eller skulle hun gå om bag ved Dugrim og give sig selv til kende? Hun blev stående lidt endnu, der for enden af den ødelagte seng.
|
|
|
Post by punja on May 3, 2009 15:12:29 GMT -5
Han åbnede døren på klem for at kigge hvem det var, han var ikke sikker på om Ayla havde fået sit tøj på inu, det var kristian. "Hvad der er i vejen, Kristian." spurte han venligt, han havde en god ide om hvad der var i vejen, for meget larm igen, det var ikke første gang Kristian klagede over det, men Dugrim havde midst lige så mange gange klaget til ham. De var ikke lige frem specielt gode venner.
"Hvad der er i vejen? Du larmer som død og helvede, hvad laver du lige`?" Kristian stemme var muggen og sur, han fattede simpelt hen ikke hvorfor Dvajask, som han troede Dugrim hed, ikke kunne være stille.
|
|
|
Post by purple on May 15, 2009 5:04:56 GMT -5
inde i rummet stod Nazil stadig og så mod døren, hun kunne høre en muggen stemme var den lille åbning Dugrim så ud af, men kunne ikke se hvem det var der talte. Med rolige, nærmest lydløse skridt, gik hun hen til Dugrim og stilte sig ved siden af ham så hun kunne se ud. Hun lagde blidt armen om livet på ham mens hun lænede sig op ham. Huns tod lidt bag ham, men ikke helt. "Og hvad er der galt med det?"Hun smilte varmt til Kristian, som hun kunne se gennem sprækken i døren og selv om hendes stemme også var varm, var den også bestemt på samme tid. Hun stod bag ved Dugrim og ville have at både ham og Kristian vidste det. ((Undskyld at jeg ikke har været på i lang tid, men det har været så hektisk for tiden så har ikke rigtig haft overskud til det. ))
|
|
|
Post by punja on May 15, 2009 7:46:24 GMT -5
( Det gør ikke noget, sådan noget sker jo engang imellem. ) Dugrim smilte op da hun lændede sig op af ham og lagde armen om livet af ham, nu vidste han i værfald hun havde fået sit tøj på. For ellers regnede han med at hun ville have blivet tilbage indtil hun havde det. Han håbede på at hendes sprøgsmål kunne få ham til at stoppe. "Hvad der er galt ved det? Man kan ikke engang bare slappe af 2 sekund uden at i larmer som død og helvede." Sagde han stadig vred, men dog ikke lige så meget som før. "Stop nu bare - Kan vi ikke bare færdige gøre denne diskusion en anden gang hvor jeg er alene?" Sagde Dugrim i et venligt tonefald, men stadig meget bestemt for at få ham til at forstå han hellere skulle gå op til sig selv og forholde sig roligt.
|
|
|
Post by purple on May 18, 2009 15:12:49 GMT -5
Da han gentog det hun lige havde sagt så hun på ham som var han dum, hun avr ikke vant til at folk abselut skulle gentage hvert et ord af det man lige havde sagt, men det var måske bar ham der havde for vane at gøre det. "Og du larmer måske ikke selv en gang i mellem? Jeg foreslå at du går op oven på og bider det i dig, når du så næste gang larmer, så skal vi nok lade hver med at klage over det." Hun sagde det næsten som talte hun til en der ikke rigtig ville kunne forstå det alligevel, selv hun prøvede at lade hver. Men Kristian gik hende på nærverne lige nu, hun havde hygget sig med Dugrim og så skulle han komme ned og klage over det? Hun håbede bare på at han ville sige okay til det, give op og smutte igen, det ville være det lettelse og så kunne hun vende tilbage til at være alene med Dugrim.
((Tak ^^ ))
|
|
|
Post by punja on May 19, 2009 2:13:55 GMT -5
Kristian gik surt med på det og begyndt at næsten trampe op af trapperne før han holdt op.
"Dejlig, nu er han endelig væg min egen." sagde han med et kærligt smil. Han følte nærmest han havde mistet noget for et mindre stykke tid, hendes krop mod hans. Han vendte sig om mod hende. Og begyndte sig så¨småt at nærmere sig den ødelagte seng. Han grinede lidt ved tanken om det der var sket med sengen, en dejlig varm latter. før han vendte sig om og kiggede om hun fulgte med som han regnede med. Hvis han havde læst hende rigtigt ville hun gerne ned at ligge med ham igen.
( sorry, den blev lidt kort, men har mistet min opfindsomhed for tiden.)
|
|
|
Post by purple on May 22, 2009 11:26:46 GMT -5
Da Dugrim lukkede døren sendte nazil ham et sigende blik, hun så virkelig Kristian for at være lidt for dum. Da hun så mod Dugrim så hun at han havde vent sig mod hende. Hun fulgte ham mens han gik over mod den ødelagde seng. Med rolige skridt fulgte hun efter ham hen mod sengen, stilte sig bag ham lige inden han vente sig om for at se efter hende. Hun smilte stort til ham, glædende lyste ud af hendes øjne der hvilede roligt på Dugrim. Hun tog et til skridt så hun stod helt tæt op af ham og kyssede ham svagt på læberne inden hun trak sit hoved væk ingen. Hun havde lagt sine arme omkring ham med et lykkeligt udtryk, endelig alene igen..
((Det gør ikke noget ;D ))
|
|
|
Post by punja on May 28, 2009 11:04:45 GMT -5
Han hørte hende slet ikke nærme sig så han blev en smule forbøffet da hun stod lige bag ham da han vendte sig om, men hans øjne lyste også af glæde igen, han nød det korte kys de udvekslede, det fik ham bare til at blive ende mere gladere, hans tanke gang gik hele tiden i rundgræs om hende. han lagde også selv sine arme rundt om hende, her stod de igen, som tidligere, han nød alt ved hende hendes udseende, berøring, intet kunne bringe ham ud af denne underlige form som næsten var osm en trance for ham. Han kunne slet ikke forstå hvordan sådan her noget overhovedet kunne ske... Han følte hans stemme nærmest var lammet uden nogle synlig grund, han kunne ikke engang få et ord over læberne, hans tankere kørte slet ikke rundt, han trådte det lille stykke frem som var nødvendigt for at han kunne blidt berør hendes læber med sine.
|
|
|
Post by purple on May 29, 2009 4:22:04 GMT -5
i det kys forsvandt verden fuldstændigt. Tiden holdt om med at eksistere, tyngdekraften stoppede sit pres mod hende, intet eksisterede mere, kun ham og hende, her sammen i den lille lomme i verden de havde fundet. Intet kunne forandre det, intet kunne ændre på det og intet skulle bryde sig om at prøve. Verden forsvandt under fødderne på hende, da hun lukkede øjnene for at nyde kysset yderligere. Hans berøring, hans udstråling, hans læber, ham. han var alt der fandtes i dette øjeblik og hvor langt eller kort kysset end var, ville det komme an på et for hende, for hendes tid var ikke længere nuværende, den havde opgivet dem, ladet dem være i hinandens selskab og intet andet betød noget nu. hendes tanker var væk og alligevel var de der, tænkte på ham, det hun oplevede nu og hver og det hun havde lyst til at opleve, men intet andet tillod hun sig at tænke på, hun tillod ikke sig selv at digte videre på sine følelser, at tænke tanken og blive ærgerlig.
Hendes knæ blev svage, det var som havde hun ingen føling over sin krop, som kunne hun ikke længere bevæge den og styre den. I et sekund stod tiden stille, så blev hun opmærksom på at alt fungerede som det skulle, som i slowmotion kunne hun mærke hvordan hun mistede fodfæstet og faldt sammen. Hvordan hendes ben opgav at holde hende oppe længere og gav efter under hende, gav slip og faldt sammen.
|
|