|
Post by punja on Apr 26, 2009 10:21:17 GMT -5
Dugrim syntes det var en underlig følelse af ikke at have hendes læber mod hans. Han nød det. så han slog øjne op og så ind i hendes alvorlige øjne og så hendes smil forsvandt. "ja hvad skal jeg vide om dig, min egen?" Spurte Dugrim alvorligt tilbage, inden hun svarede at hun var Daktizaner. Han blev ind lille smule chokket over nyheden, han kunne lige i dette øjeblik ikke komme i tanke om hvad der var anderledes hved dem, før han kom i tanke om Hvis man har samvær med dem, så dør man" tænkte han, han huskede sine forældre havde fortalt lidt om de forskellige racer der findet og hvad de kunne. bare i korte snit, mest om Dowvaser. Han trak lige så stille sin hånd ned til hendes hånd som lå omkring kanten på hans bbukser og trak den væk, og klemte den lidt. Han vidste så længe han ikke havde samværd med hende, ville der ikke ske ham noget. "så lader vi bare vær med at have samværd, jeg ved godt hvad der ville ske med mig hvis jeg gjorde det" sagde han alvorligt, mens han prøvede at frembringe et lille smil, det midslykkes. Han snurrede hendes hår et par gange rundt om fingren bare for at prøve at berolige sig selv lidt. Han havde lige håbet på at de bare kunne være sammen og hygge sig. "hvorfor, hvorfor skulle hun også absolut være Daktizaner, vi havde det lige så hyggeligt" tænkte Dugrim. Han fik efterhånden stablet et betrygende smil på banen, håbede han da. Han ville helst ikke have noget til at ødelægge denne kemi som var imellem dem lige nu. Han gav slip på hendes hånd og strøg hende betrygende ned af siden. han ville bare ønske at hun aldrig havde udtalt de ord: Jeg er en Daktizaner. Han følte de ord bare havde ødelagt det meste af al den herlighed han havde oplevet sammen med hende. Men han prøvede stadig at få det bedste ud af denne situation, De ord skulle ikke spulere hans dag. Men på en måde var han også glad for at vide det, så villle han idet mindst ikke dø vis de havde samvær. Uden han vidste hvorfor. Han var glad for at hun var så ærlig over for ham, han følte ikke han behøvede at fortælle hende om hvad han var, det vidste hun godt i forvejen, fra deres tur sammen i slottet. Det var alt sammen startet med at han ville udforske slottet på egen hånd, men sluttede med at han rente rundt med Nazil og william. En dejlig dag var det. Hans hånd fortsatte med at stryge op og ned af side på hendes nøgne dejlige bløde krop, mens hans anden hånd snurrede lidt rundt med hendes hår. Han kiggede hurtigt ned af hendes dejlige tynde og fine krop. Hendes gyldenbrune hud, de små frejner og skønhedspletter, som fik hendes hud til nærmest at tryllebinde ham på den smukke måde den var sat op på. "Du har den smukkeste krop jeg nogle sinde har set" hviskede han stille til hende, men lige højt nok til at hun kunne høre det, før han vendte sin opmærksomhed mod hende igen. Han var rimelig sikker på at hun ville blive smigret over hans ord, hans smil var så småt begyndt at komme frem igen, mens hans øjne skinnede som var de blevet født på ny. Man skulle jo få det bedste ud af en hver mulig situation. Det vidste han, man skulle tage tingene som de kom og ikke tænke for meget tilbage. det kom der næsten aldrig noget godt ud af. Han håbede inderligt at hun kunne forstå hans reaktion, og at hun ville falde tilbage og bare nyde at være sammen med hende og lade vær med at tænke på at hun var Daktizaner, selvom han vdiste det var lidt svært for han havde det jo hele tiden i tankerne. Hvad der ville ske vis de havde samvær
|
|
|
Post by purple on Apr 26, 2009 12:54:57 GMT -5
Hun så bedrøvet til mens hans øjne gik fra at have den dejligste og mest oprigtige glæde, til at være chokkerede. Hun kunne mærke hvordan hendes krop næsten opgav, hvordan hendes hjerte faldt helt til ro, som havde det ikke længere lyst til at slå. Og selv om hans ord trystede hende, skræmte hans blik hende. Hans ord fortalte hende at det nok skulle løse hende, men hun vidste at det ville det ikke. Intet kunne vare evigt med de betingelser, specielt ikke når der var andre muligheder. Men det der skræmte hende mest fra det lille smil han prøvede at bringe frem. Da det mislykkedes kunne hun mærke hvordan en tåre maste sig på for at komme frem og hvordan hele hendes krop skreg efter at komme fri og løbe væk, væk fra værelset og ham som havde givet hende så meget, men som hun med ét ord havde dræbt inde fra. Alligevel kunne hun ikke bevæge sig, og tåren kunne ikke komme fri. Under huden græd hun i tavshed, men på den anden side af huden, det som Dugrim kunne se, var som forstenet. Øjnene bad ham om ikke at blive sur, bad ham om at forstå, men hendes læber viste at hendes øjne forlangte mere end man kunne. Da han med et lille smil komplimenterede hendes krop, smilte hun svagt og et kort udbrud af et grin, kom fra hende. Hun kunne græde over det. At han på trods af det stadig komplimenterede hende. Hun følte sig smigret, men også skyldig. Som var hun et lille barn der lige havde ødelagt noget meget kosbart, eller som havde hun lige ødelagt et lille banrs slikkepind. Hun følte sig som et monster, men kunne alligevel ikke lade hver med at smile lige så forsigtigt til ham. "Tak.." Hendes stemme var lige ås forsigtig som hendes smil, lavmælt, men alligevel til at høre. Hun førte sin ene hånd op til hans kind, efter at den havde vøæret holdt om af Dugrim, op til hans kind, hvor hendes ene finger lige så kærligt mærkede på hans hud, før den gik i stå. Hun så ham ind i øjnene for en tid, inden hun så skyldsbetynget så ned i dynen de lå på. "Undskyld." Hun kunne mærke at ordet havde svært ved at give slip på hendes læber, som klamrede det sig fast til med, og prøvede at lukke dem så det ikke skulle frem i virkeligheden. At hun kom i en situation hvor hun sagde undskyld til Dugrim, var det hårde ved det. At hun havde gjort noget der behøvede en undskyldning. Men hendes krop var faldet til ro igen og havde ikke længere lyst til at flygte. i stedet havde den lyst til at klamre sig ind til ham, føle trygheden ved at hun måtte. Men hun turde ikke. Ikke efter det hun lige havde gjort mod ham, så turde hun ikke. For hvis han ikke ville havde det, og hun dermed fik en afvisning, ville det sidste være forsvundet, og der ville intet være tilbage fra før.
|
|
|
Post by punja on Apr 26, 2009 14:45:08 GMT -5
Dugrim blev ldit ked af det da han så hvordan hun reagere, man kunne nærmest se at hun be arbejdede sig selv. Men smilte dog op igen da hun blev glad over hans smigren, han havde nettop håbet på at dette skete så deres forhold til hianden var øde lagt på grund af de ord. Han begyndte så småt, at nyde det igen og det kunne man også se på Nazil. "Du behøver ikke at være ked af det" sagde Dugrim venligt til hende, da hun sagde 'undskyld'. Han bevægede sin ene hånd op mod kinden som lå længst væk fra sig så han kunne dreje hendes hovede over mod hans, så hun kunne se at han stadig kunne lidt hende. Han havde en ide om hvordan hun følte lige nu om det hun havde sagt. Han vidste han ikke måtte gøre noget der kunne få hende til at føle at hun havde mistet ham. Han drejde lige så stille hendes hovedede over mod sit, uden nogle pludselige bevægelser da han kom til at tænke på hvor blød hendes hud egentligt var. Nu var hendes hovede lige overfor sig så han kunne se at hun så ind i hans øjne og smilte til hende. "Du har ikke noget at undskylde for, min egen." sagde Dugrim venligt til hende, stille men hørligt. Hans anden hånd kørte stadig betrygende op og ned af hendes side. Han begyndte at tænke på tilbage på hvad de havde gjort før hun sage Ordene. Kun hurtigt før han kom tilbage og så ind i hendes dejlige blå øjne. Dugrim vidste egentligt ikke hvad han skulle sige til hende, så han lå bare og smilte af hele ansigtet. han begyndte lige så stille at muffe sig tættere på hende, så han kunne komme til at ligge tæt op af hende, lige så tæt som de havde stået ude på gaden ved halshugnings pladsen. måske bare lidt tættere. Han gjorde det i den tro hun gerne ville have ham tæt på sig, også så hun skulle få den følelse af at han var der for hende. Nu lå Dugrim tæt op af hende. ansigt mod ansigt, kun få centimeter imellem dem. afligevel lå han bare der og smilte og så ind i hendes dejlige blå øjne som blev fremhævet af den blå kant der lå rundt om hendes øjne, han havde egentligt ikke bemærket den før. Det fik hende bare til at se endnu dejligere ud. Han ville have hende til at gøre det næste der skulle gøres, selvom han ikke vidste hvad det var han eller hende skulle gøre. "min egne skat" hviskede Dugrim svagt på grund af den korte afstand, kunne hun stadig høre det tydeligt. Han nussede hende lidt i håret imens han ventede på en reagention som han snart fik. Regnede han da med. Dagen var forløbet meget bedre end han i sin vildeste fantasi kunne forestille sig,.
|
|
|
Post by purple on Apr 26, 2009 15:11:02 GMT -5
Hun lod roligt sit hovedet følge med, da hans hånd trak det tættere på ham. Hun så ham smilene ind i hans dybe øjne, og blev helt væk i dem. Som eksisterede intet andet. Det var kun hans stemme der fortalte hende at der fandet et sted ud over hans øjne. Hun var glad for at han ikke syntes det var nødvendigt at hun undskylte, det gjorde det ligesom lidt mindre forkert det hun havde gjort, og gjorde at hun mistede sin skyldfølelse. Få centimeter fra Dugrim virkede det som om hun var langt væk, alt for langt væk, selv om deres kroppe lå tæt op af hinanden, der hvor de ikke kunne komme tættere på, føltes det som om alverden var mellem dem. Hans øjne fortalte hende at han ventede. Ventede på hende, og for første gang siden hendes ord havde ødelagt det hele, nåede hendes smil hendes øjne og de fik et livligt glimt i sig. Det livlige blev til drillende, og det lille smil blev skævt. "Ved du hvad jeg har lyst til?" hun viskede det til ham med et hemmelighedsfulgt glimt i sine øjne. Hun så fra det ene øje til det andet inden hun lænede sig op til hans øverste øre og med en svag visken afslørede sin hemmelig. "Jeg har lyst til..." Uden at sige det, flyttede hun sig væk fra hans øre efter kræligt at have kysset ham på kinden ved siden af det. Hun lagde lidt vægt på hans øverste side, så han skulle vippe om på rygget, så hun kunne kravle hen over ham. Forsigtigt kravlede hun hen over ham, til hans hovedpude, så de kunne komme til at ligge rigtigt i sengen. Da hun var kommet hen over ham satte hun sig på sine egne ben og så ganske kort på ham med sit hemmelighedsfulde smil, inden hun trak dynen til side, og kravlede hen mellem hovedpuden og dynen, så hun sad på hans madres og ventede så bare på at han fulgte efter, så de kunne ligge mere komfortabelt.
|
|
|
Post by punja on Apr 26, 2009 15:29:06 GMT -5
Dugrim kiggede på hendes skæve smil og hendes blik i øjnede og gættede sig frem til hun havde noget frækt i tankerne. Det blev bekræftes da hun spurte om han vidste hvad hun havde lyst til. Det vidste han inderst inde god, men kunne ikke helt komme i tanke om det. Så han belv helt opstemt da hun bøjede sig ned for at fortælle ham, men undlod at fortælle ham detog nød hendes kys da hun trak sig tilbage igen og flyttede sig over på den anden side af hende. Dugrim fulgte efter hende og "Du har lyst til mig" svared han med et frækt glimt i øjet. Han kravlede hen ved siden af hende på hans knæ som stadig var dækket af hans bukser, mens han kiggede hen mod hendes glade ansigt og det hemmeligsfulde blik, efter viden hvad hun gerne ville, han var parat til at gøre næsten alt for hende. Dugrim var nu over og sad lige ved siden af hende, faktisk helt op af hende, hud mod hud. Nød begøringen af krop mod krop, lænede sig indover hende selv om han ikke sad rigtigt til at kunne kysse hende ordenligt så han kyssede hende på kinden. Han kunne ikke komme ordentligt til at kysse hende på munden så han trak sig hurtigt tilbage og kiggede afventende på hende. Dyen lå nu bag dem og hovedpuden foran dem, hovedpuden var faktisk stor nok til at de begge to kunne ligge der, ikke som så mange andre normale hovede puder hvor der kun kunne ligge et hoved, og det kunne faktisk knap være derpå. så han lage sig ned, så hans hoved lå på puden og resten af sin krop lå ned ved siden af Nazil, så hun nemt kunne komme til at ligge ordentligt ved siden af ham eller oven på ham. Han kiggede afventende på hende imens han kiggede lidt op og ned af hendes smukke krop, og kiggede på vejr en enkelt form hun havde. men dog uden at bevægede hovedet kun øjnen, før de fandt tilbage til hendes dejlige blå øjne og kiggede dybt ind i dem og nøb den glæde der strømmede ud derfra
|
|
|
Post by purple on Apr 26, 2009 16:02:50 GMT -5
Hun så glad til mens Dugrim kom hen til hende og satte sig ved siden af hende. Hun mærkede hans kys mod hendes vamre kind, og vente der efter ansigtet mod ham, og så at han kiggede på hende. Hans øjne, der bragte hendes hjerte en ubeskrivelig glæde, specielt efter at hun havde fortalt ham at de ikke ville kunne være mere sammen end de næsten allerede havde været. Hun så roligt til mens han lagde sig til rette på hovedpuden, med godplads til hende, og hun bukkede sig roligt ned over ham og lod deres læber mødes kort, før de skiltes igen. Hun holdt dog ikke sit hoved særlig langt væk fra ham. "Man kan da heller ikke holde noget hemmeligt for dig, min egen." Hendes stemme var viskende og drillende, og da hun havde sagt det kyssede hun ham blidt på læberne inden hun rettede sig op og satte sig hen over ham med et ben på hver side. Nu lagde hun sig ned oven på ham, så deres ansigter var over hinanden, og så hendes hænder begge var ved hans hår. Den ene ved hans hår, lige over hovedpuden, den anden ved hans hage, hvor den kærtegnede hans bløde hud. "Men du har så evigt ret min kære. Det har jeg." det var om end muligt en undedrivelse. Hun havde ikke bare lyst til ham, hun forbandt sig selv og sine forældre langt ind i det dybeste, mørkeste sted hun overhoved kunne tænke sig frem til, og selv der var det ikke slemt nok til at hun kunne blive tilfreds med sin straf. At de havde videregivet hende den forbandelse at alle ville dø hvis de var sammen med hende, var noget nær det værste de kunne give hende. Og så var faktisk det eneste det havde givet hende, med undtagelse af en menneskefamilie og et liv. Men hvilket liv er værd at leve, når man ikke kan være sammen med den man elsker?
|
|
|
Post by punja on Apr 27, 2009 8:24:02 GMT -5
Han nød hendes glade øjne som smilte dejligt til ham. Han var lidt usikker på at hun sagde at man ikke kunne holde noget hemmeligt for ham, det kunne man jo i princippet godt, men han vidste hun ikke ville gøre det imod ham. Han nød hendes kys, og kiggede afventende da hun satte sig oven på ham, med et ben på begge sider af ham. nød hendes nussen, i det hele taget bare hendes berøring. Han kiggede hurtigt ned og op igen af hendes krop, og nød synet. Han nød synet af hendes glade øjne, smilet på munden og den viden om at hun elskede ham. Hans egne hænder begyndte han at bevæge hen på begge sider af hendes krop. Nød berøringen af den bare hud mod hendes bare nøgne hud, Hans hænder gled langsomt op af siden på hende, op forbi hendes bryster, hendes hals og til sidst op og rørte hendes, læber før de tog turen ned igen og han stoppede hans hænder omkring hendes talje. Hans øjne den glæde som strømmede ud af ham i så store mængder han ikke kunne nå at udtrykke sig. Han kunne mærke sit hjerte begyndte at slå væsenligt hurtigere end normalt, han var næsten sikker på at hun kunne hører det nu når hun lå oven på ham selv. Med den korte afstand der var mellem deres hoveder, løftede han hovede lidt op og kyssede hende på munden, i lang tid, nød det i fulde drag, ønskede det aldrig ville ende. Da han endelig trak hoveded til sig igen, var det næsten kun for at få været ordentligt igen. "min egen søde skat" mumlede Dugrims stemme glad, venligt og kærligt å samme tid. Han var for overvældet af følelser til hende til at kunne udtrykke sig klart.
|
|
|
Post by purple on Apr 27, 2009 12:13:46 GMT -5
Da han lænte sig op mod hende og kyssede hende, trak hun sig selv længere ned mod madrassen, så hans hoved lå på puden, og hun havde ikke lyst til at give slip på hans læber igen, da han forsigtigt trak sig tilbage igen for at få vejret. Hun smilte skævt over det, men da han begyndte at tale, blev hendes smil andreledes. Hendes fortænder tog forsigtigt fadt i det øverste af hendes underlæbe, inden de gav slip igen for at deres læber kunne mødes på ny. Hun holdt det lidt længere end han havde gjort før, og trak sig først da hun var nød til det. "Min elskede Dugrim." Hun så ham i øjnene, inden hun kyssede ham på halsen, så lidt længere nede og til sidst på det øverste af hans bryst, inden hun så hævede sig over hans læber og atter kyssede hans mund kærligt. Hans hænder der trygt hvilede ved hendes talje, lyden af hans bankende hjerte of følelsen af hendes ejet der fandt rytmen og faldt ind i den. Følelsen af at være et med ham, stærkt efterfulgt af ærgelsen over at hun aldrig kunne blive helt et med ham. *Hvorfor skal livet være sådan?* Ærgelsen kunne svagt ses i hendes blik og i hendes smil, inden hendes øjne efangede glæden i hans, og hun på ny blev fylgt med en livsglæde hun aldrig havde troet hun skulle opleve igen.
|
|
|
Post by punja on Apr 27, 2009 14:55:01 GMT -5
Dugrim nød hendes kys på vej ned af kroppen til det øverst af hendes bryst. Han nød hendes ord' Min elskede Dugrim' rørte ham selvom han vdiste allerede inde hun sagde det at hun elskede ham. Det havde hendes øjne hentydet til. Han kunne kun svagt ane den ærgelse der lå i hendes øjne før den gik væk igen, af glæde en dejlig glæde. Hans hænder kørte op af hendes og ned af hendes ryg, nu da hun lå oven på var det lidt besværligt at køre andet. Hans hænder kom op omkrng hendes hår og nussede det lidt. før hænder fortsatte ned igen. I stilheden syntes han selv at han hørte hendes hjerte banke i takt med hans egen, man kunne kun svagt hører regnen sile ned i baggrund eller hva deres samvær næsten lydølst, de lå jo tæt op af hianden, og så var der den svage lyd af sengen som knirkede svagt, Den var ikke helt bygget til at have at have 2 personers vækt på sig, selv om de begge var slanke i det. Især Nazil. Han grinnede lidt svagt inde i sig selv, i tanken om hvad der ville ske hvis sengen braste sammen under dem. Det blev dog kun vist på hans ansigt som et smil der så ud til at have svært ved at undertrykke et grin. Han nød beøringen af hendes nøgne krop mod hans, selv om han stadig havde bukser på. Han nød tanken om deres følelser for hianden, men blev dog lidt trist til mode i tanken om at de ikke kunne have samlege på grund af hun var Daktizaner. Men det vidste han dog ikke værken med sit smil eller øjnene
|
|
|
Post by purple on Apr 29, 2009 2:38:38 GMT -5
Roligt kyssede hun ham igen, inden hun lod sig glide ned fra ham så hun lå op af ham, men selv lå på siden. Hendes ban lå stadig over han ben som hun lod sin hånd kærtegne hans bryst. Hun så med et nærmest lykkeligt smil på hans krop, lod det glide ned over ham inden hun lod det finde tilbage til hans dejlige smil. Hendes øjne fandt hans og hendes hånd begyndte roligt at finde ned over han mave til hans bukser, hvor den fandt snørren der holdt dem lukkede. Med et flirtende blik løsnede hun roligt snørren. Da den var løsnet løftede hun sin hånd op til hans hals igen, hvor efter hun lod deres læber mødes. Hun savnede hans kys, og havde slet ikke lyst til at være væk fra ham som hun var nu. Men det var nu trods alt nødvendigt for at hun kunne gøre det hun gjorde. Ellers ville det blive for besværligt. Ved kysset lagde hun sig op på ham igen, så hun kunne kysse ham rigtigt, og hendes handling blev derfor ikke færdiggjort. Men det var for hende også lige gyldigt nu, hvorhun lå oven på Dugrim, helt tæt og kunne mærke hans varme mod hendes hud.
|
|
|
Post by punja on Apr 29, 2009 9:35:41 GMT -5
Dugrim nød hendes kyssen, og kiggede på hende med et lidt undrene blik, da hun lagde sig ned ved siden af hende, han havde lige nydt hendes krop mod hans så meget. Han var lige ved at sige nej til hende da hun bandt den knude der holdt hans bukser oppe. Men glemte det helt da hendes hånd nærmest kom legende op af hans krop og hun gav ham et dejligt kys. Han nød det da hun lagde sin krop oven på hans igen, hørte tydeligt hendes hjertebanken, og følte den, eller var det hans egen? Selv om de kyssed meget, savnede han næsten med det samme igen hendes læber mod hans. Hans hænder hoppede nærmest legende op og ned af ryggen kærtegnede hende. Han nød bare alt ved hende, hendes dejlige øjne, og meget andet. Han kunne næsten ikke rigistere andet end alt den herlighed der lå omkring hende. Hans hænder var nu kommet op omkring hendes hals, og han pressede svagt nedaf mod hans egent hoved. som han løftede op mod hende og lod deres læber mødes igen.
|
|
|
Post by purple on Apr 30, 2009 15:29:06 GMT -5
Nazil lod sig bare føre af ham. Da han let pressede hende ned mod hans læber, fulgte hun ham og lod dem mødes i kysset. Hun havde kunne mærke at han havde været anspændt da hun løsnede hans bukser, og havde derfor ikke tænkt sig at gøre mere ved det. Hendes ene hånd begyndte igen at nusse hans hår. Lod de små totter sno sig ind i hendes fingre, mens hendes anden hånd kærtegnede hans hals. hvor lang tid de havde ligget der vidste hun ikke, men regnen var så småt begyndt at dæmpe sig igen, var blevet mindre og hun kunne kun lige høre den i baggrunden. Efter et langt kys fjernede hunkun lige sit hoved så langt væk, at deres læber fra fri fra hinanden. En knirken kunne høres oppe fra, en eller anden gik tværs over gulvet og fik Dugrims loft til at knirke, og Nazil kiggede op mod loftet inden hun hurtigt kiggede tilbage på Dugrim igen med et glad smil, der nåede hendes øjne så meget som et smil nu kunne. Men glæden inde fra var der stadig og fik dem tila t lyse endnu mere op. Hun syntes det var sjovt at man kunne høre naboerne, hendes 'naboer' var så stille så man glemte at de var der. Roligt kyssede hun ham igen, kærligt og varmt.
|
|
|
Post by punja on Apr 30, 2009 15:37:57 GMT -5
Dugrim hørte også den knagen, så meget plejede det ikke at larme, men det går nok. Han nød hendes kys, igen. Han var glad for at hun havde stoppet med at tage hans bukser af selv om han stadog havde et klæde på indeunder. Hans hænder nød hendes dejlige særpræget hud. kærtegne lidt hid og did hvor de nu end kom hen. Han kiggede ind i hendes smilende ansigt som var meget nær ham, og smilte tilbage. Det her kan kun ende godt. Han var så glad at hans øjne nærmest ikke kunne udtrykke det, hans dag var blevet så meget forandret af bare et par ord ude ved halshugnings pladsen. Alt derefter huskede han som om det var en drøm, han ville ikke give slip på disse minder, aldrig. Han tænkte lidt sur om sin overbog, men den smule surhed kunne slet ikke trænge igennem den glæde der strømmmede ud af ansigtet. Hvorfor skulle han absolut også larme når han var sammen med hende.
|
|
|
Post by purple on Apr 30, 2009 15:52:03 GMT -5
Nazil var forsvundet ind i kysset. Hun var forsvundet ind i det, var blevet væk, men følte sig ikke alene eller bange. Tvært i mod følte hun sig redet., hun følte sig lykkelig her sammen med Dugrim. For hendes blik skete alting og ingenting. Hun så mørket og lyset, farverne og mønstrene. Hun så ham.. Hun følte ham og hende, sammen i en helhed uden forskelle eller barriere. Uden fordomme eller bekymringer, der var ingen ting der kunne røre hende her. Ingen kunne gøre hende ondt og ingen andre ville nogen sinde kunne gøre hende godt igen, ikke på den måde Dugrim havde gjort det. Dette bekymrede hende og gjorde hende ked af det et sted, for hun frygtede at de aldrig ville kunne holde sammen. Han var menneske, havde lyster og behov, hun var daktizaner og kunne ikke give ham det han havde brug for. Med tiden ville han blive gammel og hun ville forblive ung. Hun ville se ham miste gnisten og hun ville se ham finde en anden. Hun ville leve med det og hun ville acceptere det, men hun frygtede at hun for altid ville have mistet det hun havde med ham, og at hun aldrig ville kunne føle det igen. Aldrig ville hun kunne føle den glæde hun havde fået sammen med Dugrim. Hun følte allerede at hun kendte ham, at hun havde levet hele livet med ham, at hun havde oplevet alt med ham.. Med i kysset forsvandt hun, hendes bekymringer og hendes tanker. I ét splitsekund havde alle bekymringerne og al hendes frygt fundet vej frem til hende, og efter det splitsekund var det alt forsvundet, for så havde Dugrims læber mødt hende og havde fortalt hende at de var sammen nu, og at han aldrig ville være sammen med andre. Hendes logik og hendes spekulationer fik ikke lov til at finde frem igen, ikke frem til hendes bevidste jeg, men det var sikkert at lige så snart hun lå for sig selv, om det så var fordi hun lå ved siden af Dugrim og skulle sove, eller om det var fordi hun var taget tilbage på slottet for at gøre sit arbejde, så ville hendes tanker vende tilbage. De ville overfalde hende, drukne hende og lamme hende, og nå alt så var sort og alt var fortabt, så ville mindet om Dugrim rede hende. Det ville tage hende tilbage til den aften hvor de lå i sengen og deres læber mødtes, det ville tage hende tilbage til den gang hvor hun så ham på pladsen, til den dag hvor hun så ham sammen med Wiliam foran slottet.. Og når det havde redet hende fra hendes selv, ville det opsluge hende med sorg og længsel.
|
|
|
Post by punja on May 1, 2009 7:42:53 GMT -5
Dugrim nød det, lange kys de havde, han ville aldrig give slip på det igen. Han var lidt usikker på hvad der ville ske, når de engang skulle skilles fra hianden, hun skulle jo trodsalt engang tilbage til sit arbejdede. Men han vile nyde det så længe det varede. Han vidste dog at det var umuligt. Det ville jo ske før eller siden. Han nød det i fulde drag, krop mod krop. Han tænkte tilbage på hvordan de var mødes ude ved porten foran slotten. Hvordan de var nærmest gået hianden i møde, alt det der var sket inde på slottet imens. Hvordan de var gået rundt derinde lidt hid og did, men af ligevel ikke fordi Nazil viste ham rundt, men så skulle william selvfølgelige komme og afbryde dem, og så kom den der tjener. som fik dem skildt ad. Men de mødtes dog lidt senere igen, han havde ikke ligefrem brudt sig om at være sammen med william ind til Nazil kom tilbage igen. Han kærtegnede hendes krop hvor de kom hen, i det hele taget nød alt ved hende. Tænkte lidt tilbage på da han havde kigget ned af hendes krop, det var faktisk første gang han havde gjort det og eneste gang. Hendes særpræget hud, skønheds pletter, små frejner som nærmest havde tryllebundet ham. I det hele taget hvor smuk hun var. Han vdiste hvis de skulle skilles ville han tænke tilbage på denne tid med længsel.
|
|