|
Post by purple on Apr 24, 2009 10:12:01 GMT -5
Pladsen var stille. Få mennesker krydsede den, nogle børn sad på henrettelsesscenen og fortalte hinanden historier. Der var intet fast holdepunkt på denne plads, der denne eftermiddag virkede glemt og forladt. Det var kun scenen der gav en indtrykket af at denne plads kostede mange mennesker livet. I udkanten stod en skikkelse stille for sig selv og så på børnene der i øjeblikket lå grinene på scenen over noget en anden havde sagt. Så sprang en af dem ned, restenfulgte efter og de forlod pladsen, efterlod den ensom og død. Alle havde forladt den, med undtagelse af hende. Hende der stod i farverige, løse klæder, der blev fanget af vindet, der lystigt legede med de mange lag i hendes skørter. Skyerne hang tunge og grå, et par dråber faldt tilfældigt og truede med at blive efterfulgt af flere, men det blev kun ved truslen. Roligt begyndte Nazil at bevæge sig fra udkanten af pladsen, hen over den og forbi scenen. Hendes gang var elegant og det var tydeligt at hun blot fordrev tiden uden noget fast mål.
|
|
|
Post by punja on Apr 24, 2009 10:18:53 GMT -5
Dugrim kom gående ned mod henrettlese pladsen, han brød sig ikke om det sted, men det var langt den hurtigts måde at komme derhen han skulle, Da han kom ned til den åbne trøstelse løse plads, så han at der gik en kvinde i nogle meget uindtresante klæder grå og kedelige. mens hendes gang art var noget for sig selv, den ynde der var over den. var ikke noget man normalt så. Han gik ligeså stille over pladsen, han bestemte sig lige for at hilse "hej, kan du have en goddag" sagde Dugrim venligt mens han passerde hende.
|
|
|
Post by purple on Apr 24, 2009 10:25:35 GMT -5
Nazil løftede hovedet da en bekendt stemme brød stilheden. Hun havde hørt hans gang, men da hans stemme skar gennem luften og nåede hendes øre så hun nysgerrigt op på ham. Hans ansigt var bekendt, selv om hun kun fik et hurtigt glimt af det. "Tak, min egen." Hun smilte skævt, hvis hun havde genkendt ham så ville han forstå det, hvis ikke ville hun nok snart få et undrende blik fra fyren, der havde fortsat sin gang hen over pladsen. Selv var hun stoppede op, og så efter ham. Afventende for at se om hun havde set rigtigt, eller om det blot var en der lignede ham. Det kunen jo ske, hun havde selv mødt folk der lignede hende en smugle, men som ved nærmere eftersyn overhoved ikke lignede hende. Hendes slanke arme hang fra hendes skulder og flugtede med hendes slanke figur, der ikke rigtig kunne ses på grund af de løse tøj hun havde ud over sit tøtsidende farverige tøj. Den grå, lidt for store kjole, gjorde at hun gik i et med folkemængden, chancerne for at komme i fare var mindre, og desuden var den noget varmere end det tøj hun havde inden under, selv om det iriterrede hende at den dækkede hendes skuldre.
|
|
|
Post by punja on Apr 24, 2009 10:33:02 GMT -5
Min egne? hvem er det lige, det er kun en jeg kender der kan finde på at kalde mig det" Nazil. Dugrim stoppede op og kiggede sig tilbage over skuldren, og mindsanten om hans egen søde Nazil stod der. "Hey, Nazil min egen skat" sagde Dugrim sødt til hende. Det lignede bare slet ikke hende at rende rundt med sådan noget tøj og så endag noget der dækkede hendes skuldre, det var blandt andet derfor han ikke havde set at det var hende med det samme. Det havde været meget intersant sidste gang. Han gik ligeså stille over mod hende igen, hans aftale kunne altid udskydes til senere, han havde allerede et hav af gode undskyldninger. Han smilte i hele hovedet, han havde ikke regnet med at møde hende her.
|
|
|
Post by purple on Apr 24, 2009 10:42:55 GMT -5
Da Dugrims ansigt tittede frem over hans skulder, lyste hun op i et stort smil. Det var ham, hun havde set rigtigt. Roligt vente hun sig mod ham og gik langsomt mod ham, med sine lange ben skjulte under de grå klæder. "Dugrim." Hun gjorde et lille nik som hilsen og stoppede op lidt fra ham, mens hun hurtigt lod sine øjne se på hans tøj, hår og til sidst hans ansigt. Jo, det var ham hun havde vist rundt på slottet. *Sikke et held. Så bliver den her dag ikke kedelige alligevel.* Hun lagde svagt hovedet på sned og så ham flirtende ind i øjnene. "Hvorfor har du så travlt?" Hun hentydede selvfølgelig til at han kun havde hilst overfladisk på hende, uden at stoppe op, uden at se hende yderligere an. Det var som regel kendetegnet på en der havde lidt travlt, selv om det ikke kunne være vigtigere end som så, siden han stoppede op i stedet for bare at fortsætte.
|
|
|
Post by punja on Apr 24, 2009 10:50:58 GMT -5
Dugrim kiggede tilbage ind i hendes dejlige øjne, han glædede sig allerede til hvad der ville ske. "Jeg havde et vigtigt møde med nogle forrretnings folk, men de kan vente"sagde Dugrim med en neutralt stemme. Han smilte op. Det var godt nok et underligt sted de havde mødtes men. "Men, du er meget sjovere at være sammen med" sagde Dugrim charmene og tilføjede "min egen" Han havde stadig et par få ting han gerne ville vide om hende. Han vidste ikke helt om hans ord ville gøre noget indtryk på hende, men det var forsøget værd, helt klart. Han bevægede sig lige hurtigt en runde rundt om hende, så han stod igen foran hende, bare lige for at se hende an.
|
|
|
Post by purple on Apr 24, 2009 10:57:57 GMT -5
Nazil smilte takkende til ham, da han syntes at hendes selvskab var mere interessant end de vigtige forretnings folk. Da han tog en rundte rundt om hende, fulgte hun efter med hovedet, mens hendes fødder blev stående det samme sted. Hun så undrende på ham, med hovedet en smugle på sned. "Hvis du så gerne vil danse, ville jeg da foretrække et sted med musik." Hendes flirtende blik fandt Dugrims og et legende glimt dukkede op i dem. Han var interessant at være i nærheden af, der var intet der stod stille omkring ham, det var da sikkert. Her, kort tid efter at han havde stoppet op foran hende, tog hun enr undte omkring ham, mens hun nysgerrigt vurderede ham fra top til tå. Da hun stoppede op igen stod hun helt tæt på ham, så hun næsten stod op af ham, men der var stadig en smugle luft mellem dem. Med et skævt smil så hun ham ind i øjnene, udfordrende og legende.
|
|
|
Post by punja on Apr 24, 2009 11:06:44 GMT -5
Dugrim stod og kiggede lidt på hendes dejlige smil. "Hmm, danse ikke der jeg er bedst til men det kunne vi da godt gøre på et tidspunkt" sagde han med et smil. Han fulgte også med hovedet så langt om han kunne så han næsten var ved at vælte lidt, før han blev nød til at dreje hovedet over i den anden side for at se på hende igen, han var ikke så smedig i halsen som hende, og det vidste han også godt selv. Dugrim prøvede at modstå fristelsen mod at kysse hende på munden, men det endte dog med at han stak hovedet ud og kyssede hende på kinden, bare hurtigt men nok til at hun kunne mærke det. Han kunne simpelt hen ikke modstå fristelsen, han berabejdede sig selv lidt for at have gjort det.
|
|
|
Post by purple on Apr 24, 2009 11:21:25 GMT -5
Som hun stod der og så ham ind i øjnene mærkede hun et sus i maven, udløst af en hurtigt bevægelse fra hans side og et blidt møde med hans læber mod hendes kind. Hun vente hovedet lidt ned mod jorden, skævede så op til ham med et lille smil på sine læber der var svært at tyde, mest fordi grunden til det var der var svært at finde. "Tak." Hendes stemme var let og legende. Hun lod sig læne svgat for over, inden hun så tog et ben ud til siden og lod sig glide ud til siden, så det et øjeblik lignede at hun var ved at falde. Hendes ben fandt fodfæste, og nu hvorhun var kommet lidt væk fra Dugrim, snoede hun en langsom gang rundt om sig selv, slog armene ud til siden og stoppede op med fronten mod Dugrim. "Regner med det betød at du godt kan lide hvad du ser." Hun tog armene ind til sig igen og drejede en halv gang så hun nu gik i retning af den vej Dugrim var på vej hen. Hun gik dog ikke langt, før hun igen vendte sig mod Dugrim, og blev ved med at gå baglæns. "Hvilken dans er du bedst til?" Hun stoppede op i god afstand fra ham, så han havde god tid til at tænke sig om mens han gik hen mod hende. Da hun først begyndte at gå væk fra ham havde hun tænkt sig at han skulle hen til forretningsfolkene så han ikke kom i balade på grund af gebde, han havde jo kaldt dem 'vigtige', men så havde hun ombestemt sig og ville hellere have ham for sig selv.
|
|
|
Post by punja on Apr 24, 2009 11:31:16 GMT -5
"så lidt min egen"sagde han blidt. Han kiggede betragtene på hende mens hun snurrede rundt om sig selv. Han nød det syn der mødte ham, den lange kjole som snurrede rundt som vidste meget langt op af hendes ben, den glæde der lå i hendes øjne, den glæde der lå i det for hende at danse gjorde ham dejlig glad. Han vidste han havde overskredet tidsgrænse til mødet, men hvad så "jeg kan næsten ikke danse, min egen" sagde Dugrim sødt. Han gik langsomt over mod hende. mens han tænkte igennem alle de mulige steder de kunne danse, men stadig nogle lunde være alene, der var jo næsten ingen eller ingen hvis de var uheldige. Da han nu stod ved siden af hende lagde han armen rundt om hende.
|
|
|
Post by purple on Apr 24, 2009 11:40:52 GMT -5
Nazil smilte glædeligt over at han ikke kunne danse, og da han op på siden af hende og stilte sig med armen om hende, vente hunhovedet mod hans øre, og viskede flirtende. "Jeg kunne vise dig hvordan." Hun trak hovedet lidt til sig, så han kunne dreje sit hvis han ville. Selv vente hun sit ansigt pladsen, inden hun tog en hånd til hans, og elegant drejede sig ud af hans arm. Hun holdt hans hånd over hendes hoved da hun gjorde dette, og stoppede med sin egen hånd i hans, med fronten mod ham, helt tæt. Hun førte hans hånd hen til hendes talje, og lagde selv sin anden hånd på hans skulder. Forsigtigt tog hun et lille skridt tilbage, forsigtigt så han kunne følge efter, hun kunen jo ikke have at han haltede efter hende når hun nu skulle prøve at lære ham en meget simpel dans, der gik ud på at danse rundt i ring. Dansen var i virkeligheden til mere kompliceret end det, men hun forsimplede den for ikke at gøre det for svært for ham. Man skulle jo starte et sted.
|
|
|
Post by punja on Apr 24, 2009 12:17:14 GMT -5
Dugrim smilte tilbage "Det vil være mig en glæde vis du ville hvise mig hvordan" svarede han med et endnu større smil. Dugrim nød den følelse af hendes hud mod hans, han kiggede opmærksomt på hende, da hun så småt begyndte at danse. Det her var noget helt nyt for Dugrim. Han vidste ikke hvordan han skulle vise sine følelser, eller hvor meget han nød at være sammen med hende. bare berørelsen af hendes hud mod hans gjorde ham varm inden i. Han gjorde sit bedste for at følge hende selv om han vidste det var svært. Han synes det var en lidt underlig dans, men det var det at være sammen med hende gjorde meget
|
|
|
Post by purple on Apr 24, 2009 12:24:30 GMT -5
Nazil så ned på hans fødder, mens de dansede rundt i en evigt roterende cirkel. Efter et par rundter, hvor det føltes som om Dugrim havde fået styre på sine fødder og trinene, brød hun forsigtigt cirkle, og forsatte dansen, som man normalt ville gøre, nu uden at gentage trinenen men satdig forsigtigt og langsomt, så han trods alt havde en chance for at følge med. Hun så op på ham igen med et lille smil, så ham ind i øjnene, og brød så trinene. Hun bevægede sig helt tæt på ham så hun stod så tæt som overhoved muligt og bare bevægede sig fra side til side uden nogen egentlige trin. Det var hyggeligere end at danse en reel dans, bare at stå tæt op af ham og lige så roligt danse sammen med ham. Lade kroppen følge hinandens bevægelser. Som hun stod der og så ham i øjnene kom hun til at tænke påhvor lang tid siden det egentlig var hun havde været så tæt på en fyr, uden at det var i en privat dans for en af prinserne, og det talte ikke i hendes verden.
|
|
|
Post by punja on Apr 24, 2009 12:43:09 GMT -5
Dugrim kunne nærmest bare følge med, da hun brød myndstret af dansen som bare gik rundt i cirkler. Han prøvede at følge det nye mønstre. Da hun kiggede på ham i øjnen, kiggede han igen, han var næsten sikker på at hun kunne se glæden over at være sammen med hende lyse ud af sine øjne. Da hun gik ind og var helt tæt på ham, var han sikker på at det ikke var normalt, men det gjorde ikke noget for ham. Han nød det i fulde drag. Han bevægede sig også bare fra side til side. Rundt i en lille cirkel.
|
|
|
Post by purple on Apr 24, 2009 12:50:32 GMT -5
Hans øjne havde en glæde hun ikke havde set i lang tid. Kun hoa Ayla kunne hun huske at havde set en sådan glæde, og så var det ikke engang helt det samme. Først blev hun mistænksom, hun var ikke helt klar over hvad denne glæde betød, indtil hun huskede den. Hendes mistænksomme tanker nåede aldrig at komme til udtryk hos hende, før hendes minder havde taget over og førte hende mange år tilbage, hvor hun sidst havde set denne glæde. Et oprigtigt, lidt lykkeligt smil dukkede op, lykkelig for at blive mindet om denne glæde stadig fandtes hos folk. Der var ingen på slottet der viste den, og når man som hende ikke kom så tit uden for, var det ikke noget hun så hver dag. Hun ville sige noget for at bryde tavsheden, men hun kunne ikke. hun ikke, fordi hun frygtede at hvis hun sagde noget ville det ødelægge det øjeblik hun stod i, og glæden i hans øjne ville forsvinde. Hun var ikke klar til ats ige farvel til den glæde igen, ikke lige nu.
|
|