Indhentet

[Enki]

En let smerte bredte sig i Enkis ømme håndled, i takt med at viften i hendes greb bevægede sig op og ned i en monotom rytme. Det var varmt. Frygtelig varmt, og at de mange handlende på markedspladsen overhovedet havde gidet at begive sig ud den dag, overgik hendes forstand. Men ja, man skulle jo have til vejen og dagen, og af selv samme grund sad hun brændende hed under teltets halvtag, med de mange varer bredt ud foran sig.
Med en doven bevægelse holdt hun en pause i vifteriet og kastede et blik op mod en skyfri himmel, hvor flokke af trækkende fugle bevægede sig og forsvandt ind i solens skarpe, hvide forårsstråler. Det burde egentlig slet ikke være så varmt, slog det hende kort, det var jo ikke mere end fire måner efter årsskifte, men alligevel kunne man godt lægge vintertøjet på hylden.

"Er De Enki Daiki?"
Dæmonen slog et dvask slag med halen, før hun drejede hovedet mod den fremmede stemme, hvis konduktur kun lige kunne skimtes i det klare lys. Hun gjorde et par anstrengte vift og nikkede som svar til hans spørgsmål, og efter at have fået et indbundet stykke pergament i hænderne, var det fremmede bud forsvunden ligeså hurtigt som han var kommet. Brev hjemmefra, tydede skriften på, men hun tøvede med at åbne det. Guderne måtte vide, hvilke spørgsmål Jordgængerne måtte have. 'Har du fundet hende?' 'Har du fundet ud af mere?' Men det havde hun jo ikke, til trods for flere års søgen. Så hellere undlade at besvare de umulige spørgsmål, tænkte hun og lænte sig dovent tilbage i puderne.

[draco]

Draco var taget en tur på markedet, han skulle jo have spenderet de penge, som han på mere eller mindre ærlig vis havde fået skaffet sig, eller ja der var i alt fald ikke noget der savnede dem.
Han gik lidt rundt og så sig omkring, dog uden at finde noget af større interesse. Han var som sædvanlig iført den sorte kutte, der på trods af varmen ikke irriterede ham. Til sidst var han han lige ved at opgive, da han så en bod der umiddelbart lignede de andre, men ejeren, en ungt udsende pige med et krybdyrsagtig hale, vækkede Dracos interesse, der måtte bestemt være noget interessant. Han gik langsomt hen til boden, da han kom tættere på kunne han se et par horn på pigen også, ”eksotisk” tænkte han og smilede da det gik op for ham hvad han lige havde tænkt på. ”goddag sælger de noget interessant?” spurte han tonløst da han kom hen til boden

[Enki]

For et kort øjeblik lukkede pigen øjnene, men måtte atter lade blikket glide over på det forseglede brev. Hvad mon de skrev, tog hun sig selv i at undre sig og lod uvilkårligt den frie hånd strejfe brystkassen, hvor pentagrammet hvilede tungt mod den varme hud. Bundet fast, lænket til hendes sjæl. Eller det var måske omvendt.
De melankolske tanker går op i røg, da dæmonen trækkes tilbage til virkeligheden af en handlende, og markedspladsens eftermiddagslarm atter når hendes ører.
"Goddag," smilte hun som svar og viste med en let håndbevægelse de udsmykkede halskæder, armbånd, beklædningsgenstande og punge, der med præcision var arrangeret på tæppet foran hende. Alle til en - efter hendes mening - rimelig pris, naturligvis, "De kan jo selv se for Dem - leder De efter noget bestemt?"
Han virker dunkel, slog det hende, efter at det mørke blik diskret havde gledet omkring på den fremmedes krop et par gange. Fuldkommen klædt i sort - det måtte da egentlig være varmt, i det vejr.
Hendes nysgerrige øjne landede dog hurtigt på den gyldne kontrast fra amuletten om den fremmedes hals, og betaget tog hun sig i at berundre smykket - en gylden drage, eminent udskåret, og med ædelsten som dybe øjne. Et vedhæng af højeste kvallitet, afgjorde hun og måtte koncentrere sig om ikke at savle over genstanden. Mon den fremmede kunne lokkes til en byttehandel?

[draco]

Dracos amulet var et følsomt emne, men han lagde i midlertidig ikke mærke til dæmonens interesse i den, til gengæld lagde ham mærke til at hun studerede ham og da hans ego var forholdsvist stort, så undrede det ham ikke synderligt. Han kikkede i stedet lidt rundt på tingende, men han brød sig ikke om at spilde tiden på at kikke, hvis nogen ville sælge ham noget måtte de selv gøre noget for det, det var hans holdning, derfor mistede han interessen efter godt 4 sekunder og sagde ”Jeg leder efter noget ud over det sædvanlige, derfor kom jeg herhen, du ligner noget ud over det sædvanlige” sagde han i et lettere lumskt tonefald.

[Enki]

Noget ud over det sædvanlige? Tjah. Det kunne man vel godt sige. Et tandhvidt grin prægede for en stund Enkis ansigt, og hun gjorde kundens lumske indstilling efter. Han var vist selv noget ud over det sædvanlige, afgjorde hun, han var tydeligvis en mand, der kendte til hvordan man begik sig på et marked.
"Så har jeg det rigtige til Dem," lød hendes lokkende svar, mens tankerne arbejdede på højtryk for at komme på 'det rigtige'. Et øjeblik fandt hendes tankers smidige fingre sig op til pentagrammet, der under tøjet stadig føltes kold og metallisk mod den blegbrune hud, men hun fik hurtigt rystet idéen af sig. Nej, den kunne hun jo ikke sælge, til trods for at hun hellere end gerne ville af med den.
Det mørke blik vandrede diskret fra den fremmede til bunkerne af besiddelser bag hende. Han lignede én, der kunne bruge et våben, og som ikke kunne få for mange. Solens brændende blege stråler gav genskær i skaftets gyldne overflade, da Enki trak en snoet kniv med guld og rubiner som udsmykning frem fra gemmerne. Kostbar, det var der ingen tvivl om, og dæmonen tøvede da også med at bringe den værdifulde genstand frem i lyset.
"Kunne dette være noget af det rigtige?" kom det smilende fra hende, og Enki lod våbenet dingle roligt frem og tilbage i sollyset, så strålerne spillede lystent i de små rubiner, der var indgraveret i det drageformede skaft som øjne og tænder.
"Der hører et oldgammelt sagn med den," mumlede hun, lettere henkastet i et forsøg på at få hans opmærksomhed, mens hun lod et par fingre glide over de skinnende røde tænder, der stak ud af kæften på det gyldne dyr, hvorfra den blanke klinge snoede sig.

[draco]

”jamen sikke da en dejlig nyhed” tænkte Draco da pigen fortalt hun havde det rigtige til ham og han stod nærmest og trippede indvendig for at se hvad det var hun skulle til at vise ham, men han blev desværre slemt skuffet. Det hun trak frem var en utrolig smukt udsmykket kniv, som mange ville betale en formue for at eje, men Draco havde ikke en formue. Egentlig var han slet ikke interesseret i at eje kniven, mange af de smukke våben man kunne købe rundt omkring var som huskeregel ikke ret gode, de var enten kluntede, lå dårligt i hånden eller noget helt tredje. Desuden var han allerede fuldt bevæbnet, men det kunne hun naturligvis ikke se under kutten. Han brød sig heller ikke ret meget om lir og hvis det var alt hvad hun havde at byde på, kunne han ligeså godt gå igen. Men lige da han skulle til at vende sig om og gå, gjorde dæmonen opmærksom på at der hørte et savn med til kniven og han genvandt straks interessen for boden, dog besluttede han at det var bedst ikke at røbe sin interesse. ”Jamen dog, så fortæl mig da om dette savn, hvis der da ellers er et” sagde han endnu engang tonløst og med en tone som absolut intet røbede og hans ansigt var som et maleri, uden følelser, begær eller nysgerrighed.

(kan vi ikke lave en regel om at skrive det når man logger?)

[Enki]

Et lille sæt gik igennem dæmonen, da den fremmedes interesse så ud til at slukkes. Pokkers. Normalt var hun en menneskekender, men fyren her havde hun tilsyneladende fejllæst. Kniven ville jo ellers passe til hans armulet, havde hun tænkt.
Et lille grin trækker diskret op i Enkis mundviger, da mandens blik atter flakker op som en fugl, da ordet 'sagn' runger i hans ører. Måske vidste han hvordan man undgik at få pakket unødige ting på, måske havde han tricket til at skjule sin begejstring. Men kun de færreste kunne efterhånden narre Enki. Menneskekender, det var hun jo, til trods for at den brændende interesse kun viste sig i den fremmedes øjne i et splitsekund, før han ville til at lege katten efter musen igen. Jo. Det kunne hun godt gå med til.

"Jo, ser du-" begyndte hun, men efter en kort tids tøven lukkede hun munden sammen igen og gav mine til at lægge genstanden væk, "Nej, glem det. Det ville ikke være en god idé at fortælle det til alle og enhver."
De blanke reflektioner af middagssolens stråler stak af og forsvandt, da en sky flygtede hen over himlen og kvælte sin lysende moder, og Enki lod våbenet forsvinde ind bag halvtaget, så kun dragens fristende øjne stirrede på den fremmede inde fra mørket.

((Lidt kort... Jo, det kan vi sagtens ^_^ ))

[draco]

Spændingen da den handlende skulle til at fortælle, lyste Dracos ansigt af spænding, men kun ganske ganske svagt, så svagt at kun personer der var trænede i at læse ansigtsudtryk eller havde en naturlig fornemmelse for det, ville kunne se det. Han elskede at få fortalt historier, men det var lidt pinligt for en stor dreng som ham, eller egentligt var han vel en ung mand, det lignede han i vært fald. Desværre syntes handelskvinden ikke han skulle høre noget alligevel og afbrød sig selv før hun endnu var gået i gang. Denne gang skød hans øjenbryn i vejret af skuffelse og vrede, ikke ret meget kun en lille bitte smule, måske en smule tydeligere end før, men ikke ret meget.
Men så tog han sig selv i det og slappede fuldstændig af, hun var jo ikke andet end en sælger, en lille lumsk og snedig sælger, men han havde ikke tænkt sig at lege med på hendes lege, hun ville jo nok gerne have solgt kniven, det så jo heller ikke ud som om hun havde andre kunder at tage sig af lige nu. Han gjorde op med sig selv at grunden til hun ikke ville fortælle ham savnet, var at der højst sandsynligt ikke var et. Han besluttede sig for at tage kontrollen med legen, han var vandt til at styre spillet og det havde han også tænkt sig at blive ved med. Så han trak på skuldrende og sagde med kold og ligeglad stemme ”jamen godt så, jeg går da bare hvis det er sådan de har det” hvorefter han drejede om på hælen for at gå, mens han sørgede for at få vredet benet på en måde så pungen med guldmønter, der sad gemt under kutten og var bundet omkring hoften, raslede og klirrede.

[Enki]

Pff. Med en irriteret mine lod Enki et par fingre glide over våbenet. Ikke den reaktion hun havde håbet på, men salget kunne reddes endnu. Dog, fyren var nu noget fustrerende - han skiftede humør som en mennesketøs i brunst og var sværere at fange end de fleste. Men mon ikke hun kunne få ham på krogen?
Så skulle det da også være hurtigt. Kunderne plejede alligevel ikke at give op så hurtigt, så da den sortklædte havde vendt ryggen til hende, lod hun kniven forsvinde tilbage i tasken med et højlydt 'klink'.
"Som De vil. Gudernes Daggert er heller ikke sikker i hvermands hånd," erklærede hun højtidligt, efter at have kastet et blik mod himlen. Markedet var alligevel ved at blive tømt. Et sidste forsøg var vel passende, "Det kræver en mand af stærk kaliber, siges det. Én, der kan være værdig til at overtage gudernes plads på tronen. Og når De tydeligvis ikke er den mand, jaja, De skal jo heller ikke kaste dem ud i noget farligt. Knivens retmæssige ejer er vel ikke til at finde i denne lille flække af en by."
En doven knirken gik igennem hendes krop, idet hun rejste sig for at pakke boden sammen, og hendes blik hvilede kort ved det forseglede brev på jorden. Den gulhvide overflade hvæsede udfordrende af hende, som en klapperslange af en prærieulv, og Enki gjorde en drastisk beslutning. Kunne hun få kniven solgt til den fremmede, ville hun åbne brevet. Og måske vende hjem.

[draco]

Dracos plan virkede ikke helt som han havde forventet. I hans hoved havde hun udbrudt at han skulle vente og nærmest tigget ham om at blive og handle med hende. Men sådan var det ikke gået. Hun havde bare pakket kniven sammen og virket ligeglad. Han grinte lydløst da han høre hende sige hvad kniven var. ”gudernes daggert, ja klart!” tænkte han hånligt, men hun fangede alligevel hans interesse, ”hver mand” havde hun kaldt ham. Han var i særdeleshed ikke nogen ”hver mand” han var langt langt mere end det. Han hørte hende fortsætte med at fortælle om gudernes trone. Han var stoppet og stod nu bare med ryggen til og lyttede. Han var nu virkelig bidt. ”ooooh maaagt” tænkte han opstemt og gned sig i hænderne. Han vendte sig hen og slog hænderne ned i bordet, hvor pigen var ved at samle varerne sammen. Han skulle lige sige hende en ting eller to. ”hallo hør nu lige her, jeg er i alt fald ikke nogen helt almindelig mand, og jeg er værdig til hvad som helt. Jeg er ikke svag og nu skal du vist fortælle mig om den kniv og jeg vil høre sandheden og ikke alt muligt vås er det forstået? For jeg er totalt ligeglad med kniven, hvis ikke du kan give mig en god og sand historie, og du kan overbevise mig om at du ikke snyder mig, for du er ikke bedre end mig, forstår du det? og jeg vil vide hvordan kniven fungere og helt præcist hvad den kan, forstår du det?” rablede han ud i en lang smør og han nærmest gispede efter vejret da han stoppede igen. Han var ikke specielt begejstret over si reaktion nu det var overstået, han havde overreageret og været overivrig. Han havde ikke tænkt sig om og havde garanteret ødelagt det hele. Selvom han prøvede at skjule det, så kunne han alligevel ikke helt lade være med at se lidt mut ud.

[Enki]

For en stund gik en kuldegysning igennem dæmonens ungpigekrop - hvad nu hvis det ikke virkede? Det var noget af et sats, at virke så reserveret, de bondeknolde, der normalt færdedes her på markedet var alligevel for smarte til at falde for sådan noget. Men en simpel bondemand havde vel heller ikke brug for et redskab med pynt og en historie bag. Var det brugbart og lå godt i hånden var den handel ovre. Men fyren her virkede anderledes. Med en febrilsk bevægelse knækkede Enki en negl, idet hun aggresivt knappede en pose til.

Ha! Han bed på. Lidt efter lidt begyndte hendes krop at slappe af, i takt med at den fremmede gav hende noget af en opsang. 'Hver mands'-kortet gav pote. Så han var altså sådan en type - tjah, det var vel kun menneskeligt. Hun ville sikkert have reageret på nogenlunde samme måde.
"Joh joh, selvfølgelig. Når De siger det på den måde," med et par beroligende håndfagter satte pigen sig atter ned og kastede et skævende blik mod kniven. Solstrålerne spillede indbydende i det forgyldte skaft.
"Nuvel. Jeg skal nok fortælle dem det," eftertænksomt lagde hun armene over kors og forberedte sin historie. Den var skam sand - mere eller mindre - så vidt hun vidste, og hun smagte kort på ordene før de flød ud af hendes mund i en livlig fortælling;

"Sagnet siger, at for en dæmonalder siden, kort efter Gudernes fald, og Lord Lanzeiox' magt endnu var begrænset, plottede en falden engel sin hævn. Lordens håndlangere havde slået hans kære ihjel, og med intet at miste, havde denne engel - Andelko, kaldte man ham - sat sig for at styrte den nye hersker. Velvidende, at det ondes magt var størrere end han alene kunne overvinde, begav han sig ud på en rejse for at finde det våben, som kunne bringe lyset tilbage i hans liv."
Med en sigende bevægelse lod Enki et par fingre glide over knivens drageskaft, men fastholdte det blik hun havde gravet dybt ind i den fremmedes øjne. Intenst. Efter en kort pause, fortsatte hun,
"Andelko vandrede i mange måner, uden vådt eller tørt at styrke sig med, indtil han ankom til et stort bjerg. Han satte sig ned for at hvile, da en hæslig rumlen lød, og stenmassen skreg af smerte og spyttede ild og brændende jord. Undergrunden skælvede af frygt, og Andelko søgte tilflugt i en sprække. Længe sad han her i komplet mørke, da to lysende røde prikker viste sig for ham. Han fulgte dem på deres vej længere ind i bjergets midte, og idet solens sparsomme stråler fandt sin vej ind i hulen, tonede et gigantisk bæst frem fra mørket. De røde prikker havde været dens halvblinde øjne, og Andelko så nu, at det var dette bæst der havde spyttet ild igennem bjerget. En stank så grusom, at intet dyr ville overleve i længere tid i den odør, bredte sig fra det røde monster, hvis gule tænder var sylespidse og stod ud af kæften på den. Snoede horn bredte sig fra dets ryg, og Andelko måtte kaste sig bag en sten, da dyret spyttede sydende væske mod ham."
Med en dramatisk armbevægelse illustrerede Enki, hvordan englen havde kastet sig bort fra monsteret, og hun var ét med sin historie. Solens lys havde ændret sig, dens lyse stråler glimtede nu mørkt i hendes øjne, en magisk stemning havde lagt sig over pladsen.
"Hvordan skulle han dog klare dette monster? Andelko stilte sig selv dette spørgsmål mange gange, men da så han, hvordan en leragtig masse lækkede fra bjergets side. En plan formede sig i hans hovede, og han greb straks det kolde jord, og dækkede sin krop med det, indtil intet hud var blottet. Med boblende mod greb han sit sværd, og styrtede mod dyret med et heroisk kampråb. Igen spyttede det syre efter ham, men væsken prællede af på hans lerdragt. Heller ikke dets ildånde bed på, og da dyret gjorde mine til at flygte, slog Andelko til, og jagede sit sværd igennem dyrets kæbe. Dens giftige blod sprøjtede ud og dækkede ham, men dyret var slagent. Han havde sejret. Da så han et glimt fra dyrets bug, og ud trak han,"
Roligt lod Enki kniven igen glide frem, så den gyldne overflade dækkede dem med sit lys.
"Gudernes Daggert" hviskede hun næsten uhørligt, og de mørke øjne glimtede fortryllet. Hun gav en overlagt kunstpause. Gav ham tid til at svælge. Han skulle nok forlange resten af fortællingen selv.

[draco]

Dracos nikkede mens han så intenst på pigen. Hans udbrud havde virket og hun var begyndt at fortælle. Han kunne jo også godt lide at få fortalt historier, men han var stadig ikke i helt godt humør, og da pigen så intenst ind i hans øjne stirrede han ligeså intenst tilbage. Hendes fortælling var medrivende og godt fortalt. Så han bladede langsomt op, mens hun fortalt. Pludselig slog hun ud med armen og historien blev næsten levende. Det overraskede Draco og han blev endnu mere fascineret og så på, mens han lyttede til den medrivende historie. Nogle andre mennesker var også kommet hen for at høre historien. Draco var fascineret og havde lyst til bare at rive kniven ud af hånden på hende. Han vidste stadig ikke om hun talte sandt. Det lød temmelig usandsynligt. Hun havde heller ikke svaret på hvad den kunne og hvordan den virkede.

”ok, så den kom altså ud af et ildsprudende dyrs vom, men hvad kan det ellers ud over at se pænt ud?” spurte han fattet og så på pigen. Han kunne også nemt finde på en historie om en engel der var blevet efterladt af guderne og de ukendes kræft og havde skrevet en skæbnens bog, der skulle beskrive hvordan man fik kræfter som guderne selv. Alt sammen løgn. Det var en dæmon, det vidste han og han var ikke om han kunne stole på hende. hun virkede flink nok, men så alligevel ikke. Hun var garanteret grådig og ville ikke andet end at lokke ham i en fælde. Men på den anden side, så ville det være utrolig dumt at hende at snyde ham. For så ville han finde hende. og dræbe hende, med den kniv hun selv havde solgt ham. Men det håbede han nu ikke blev nødvendigt. Hun kunne jo også overraske.

[Enki]

Med en reserveret mine viftede Enki hænderne op foran sig, så kniven svingede hypnotiserende frem og tilbage.
"Ja, ja, små slag, små slag," sagde hun beroligende. Hun brød ikke ikke om at blive hunset med, det lå i hendes natur at være doven, og så snart han begyndte at presse på, holdt hun en pause. Men opmærksomheden, dén nød hun skam, og hun blottede i et splitsekundt hjørnetænderne i et selvtilfredst smil, ved synet af de mange nysgerrige blikke fra tilskuerne omkring dem. Et par begyndte prøvende at klappe, men en tærende stilhed sænkede sig efterhånden over forsamlingen. Nå. Deres interesse skulle jo heller ikke tabes.
"Jeg skal nok komme til det," forsikrede hun ham, kastede et optaget blik på kniven og vejede den i hånden, før hun fortsatte.

"Så snart Andelko havde taget kniven i hånden, hørte han et fortvivlet råb fra dyrets bug, og et par blege hænder kæmpede sig op igennem blodet. En gammel mand stirrede op på englen, og Andelko stirrede forbløffet tilbage. Oldningens krop var mager og syglig, og hans øjne lå tungt i det skarpe ansigt. Pludselig åbnede han munden og talte;"
Enki slog stemmen over i en rystende, hæs tone, og flere af tilskuerne gispede over den drastiske forandring. Ordene var alt for dybe og slidte til at kunne være i den lille piges mund.
"'Andelko!' gispede oldningen og rakte hænderne frem, 'Du har reddet mig fra et evigt fængsel. Jeg er retfærdighedens gud, Yayi. Mange måneder siden, kastede Lord Lanzeiox mig for dette bæst, som uden tøven åd mig levende. Min død var sikker, men min krop nedbrydedes kun langsomt. Bæstets blod havde givet mig usårlighed, og mangen tid har jeg tilbragt i dets vom, uden vand eller føde og dækket af dets ætsende indvolde. Men nu hvor jeg er ude, kan jeg dø i fred.'
Andelko var chokeret over oldningens fortælling, men da greb den gamle om kniven med sin knoglehånd og hviskede;"
Hendes toneleje lagde sig dybere, mere hvislende og isende en før, som en løves sidste åndedræt, en klapperslanges dødlige bid, og hviskede med gudens rustne stemme, så blodet frøs;
"'Denne daggerts skæft er smedet af dyrets skæl, dets blad er af dets tænder, og dets øjne er skabt af stumper af dens altødelæggende sjæl. Tag dette våben og fæld Lord Lanzeiox.'
Og med disse ord sygnede gamlingen væk, trak vejret for sidste gang og forlod vores verden. Andelko lukkede gudens øjne til en endelig søvn, før han drog tilbage for at opfylde den gamles dødsønske."

Atter holdt Enki en kunstpause. Én for én så hun de handlende alvorligt i øjnene, som ville hun spørge om de virkelig ønskede slutningen, men længst lod hun blikket hvile på den sortklædte. Et drillende smil spillede op i hendes øjne, men ansigtet gik uforandret hen. Hun advarede ham, uden ord. Kniven var ikke allemandseje, blikket var bestemt en udfordring. Uden yderlige undskyldninger åbnede hun igen munden.

"Andelko vendte tilbage til paladset for at styrte Lorden, men hans mørkeriddere var i overtal. Han nåede dog at skade Lanzeiox grueligt før han blev låst væk i fangekælderen, og rygtet siger, at netop denne skade har foresaget den sygdom vores Lord ligger under den dag i dag,"
Det sidste hvislede hun så kun de nærmeste kunne høre det. Man vidste aldrig hvor spioner lå på skjul. Desuden var det kun et rygte.
"Dagen efter angrebet ville man henrette den forrædderiske Andelko, men da man låste cellen op var han forsvundet. Et monstrøst hul i stenmuren var det eneste spor af ham, og det siges at Gudernes Daggert var hans værktøj til at lave det. Det havde nemlig en smart detalje,"

Dæmonen nåede knap nok at tale ud, før hun gled over i en krypisk, fremmed tunge og mumlede hvislende sætninger og lavede underlige fingerbevægelser. Et rødt lyst oplyste pladsen, som en al for tidlig solnedgang af blod. Med en hurtig bevægelse lod pigen den forlængede klinge på kniven glide hen over brostenene, så de langsomme tilskuere var i fare for at få fødderne svitset af. Roligt lagde støvet sig, og pigens triumferende smil og en meterlang klinge af ren energi kunne skimtes bag røgen.
"Man fandt ham aldrig igen."

[draco]

Draco lyttede fascineret til historien. Før historien var gået i gang havde han set sig over skulderen, på mængden bag ham. Nu ville han vise sig fra sin bedste side, eller den side han selv syntes var bedst, men mange nok ville mene var den værste. Han fulgte opmærksomt med i historien, men var opmærksom på hvad han gjorde. Han reagerede ikke når hun skiftede toneleje eller på anden måde af historien. Han sod og smilede svagt, mens han lyttede opmærksomt og nikkede en gang imellem. Da hun havde afsluttet historien og havde lavet sit magiske lille trick, blev han først overrasket indtil han huskede på at hun jo var dæmon og sikkert bare havde leget med dem, selvom det ikke lignede noget en dæmon kunne lave, eller jo måske kunne en ild dæmon kunne gøre noget lignende? Han var ret overbevist om at sagnet bare var noget hun havde fundet på, men knivens kraft havde alligevel overrasket ham hvis det da ikke var hendes egne magiske kræfter. Han klappede langsomt og kort i sine behandskede hænder, da fortællingen var slut klap….klap…..klap…..klap…..klap, var alt han kom med. Men de andre tilskuere var mere begejstrede og da de var kommet over deres første betagethed klappede de højt og længe. Draco himlede bare med højnende af det. Da tilskuerne havde klappet færdig, lænede sig lidt fremover, lagde hovedet en lille smule på skrå og smilede til pigen. ”jamen dog skat, det var da imponerende, tror du du kan vise mig hvordan man gør, så jeg kan prøve det” sagde han sødt, selvom man måske godt kunne opfange noget svagt truende i hans stemme. Han måtte have et bevis for at hun ikke snød ham og at det ikke bare var et kort glimt af mage kniven indeholdt. Draco var lidt af en samler når det kom til magiske genstande, men han var ret sikker på at han nok ikke ville komme til at bruge kniven ret ofte. Hvis den da var ægte og ikke bare var en eller anden fin pyntegenstand, der allerhøjst kunne bruges til at dræbe en eller anen fin snop.

[Enki]

Enki måtte modstå fristelsen for at bukke. Selvtilfredst nød hun opmærksomheden og det stående bifald, og lod kort applaudsen synke ordentligt ind. Men da den sortklædte ikke virkede synderligt begejstret, blegnede hendes smil og gled over i en småirriteret grimasse. Dog kun kort, og hurtigt tvang hun sig selv til at grine imødekommende igen. Sagnet var skam ægte. Mente hun. Hun måtte indrømme at hans skiftende humør var ved at gå hende på nerverne, og afslappet lod hun klingen forsvinde igen, resulterende i en skuffet beklagelse fra tilskuerne. Med hagen let løftet betragtede hun afventende kunden, men spillede udvilkårligt øjnene op ved hans svar. Skat? Kaldte han hende lige skat!? En faretruende stemning spredte sig fra hendes hånd der strammede let om skaftet, og hun måtte koncentrere sig for ikke at miste besindelsen. Hvad bildte han sig ind? Skat!? Mest af alt havde hun lyst til at smide en knytnæve i hovedet på den uforskammede fløs, men efter en kort tøven lykkedes det hende at behærske sig. Rolig nu. En venlig facade gled atter over hendes ansigt, og hun åbnede munden for at svare ham,
"Jo velsagtens," grinede hun, og rakte henkastet ud efter en skriftrulle i tasken bag sig, "Jeg går ud fra at en mand af Deres stand kan læse olddæmonsk?"
Med en elegant bevægelse fik hun rullet papiret ud, og et tæt beskrevet dokument blev holdt op for den stirrende menneskemængde. Selv skænkede hun ikke den lille skrift et blik. Teksten kunne hun udenad, der var ikke meget i hendes rige samling af bøger og skriftruller, hun ikke havde tydet efter at have lært det gamle sprog. Kun...
Hendes hånd gav et lille ryk fra sig, men undlod at røre ved pentagrammet, der føltes tungt og varmt mod hendes bryst. Det var endnu ikke lykkedes hende at få den gåde knækket, sproget på metalpladen var ældre end selv de ældste i stammen. Kun få ord var til at forstå. Men ikke nok til at hun kunne finde ud af mere.