|
Post by draco on May 2, 2009 15:29:16 GMT -5
Draco smilede større da hun greb om kniven, uden at ændre ansigts udtryk. Han så opmærksomt på dæmonen da hun hev et stykke pergament frem og foldede det ud på bordet. Først her svarede han på hendes tidligere spørgsmål om han kunne oldæmonisk og selvfølgelig gjorde han ikke det. ”hvad står der” spurte han interesseret og så på papiret . det var faktisk kun et indirekte svar, han havde kort sagt besvaret det med et spørgsmål. Han var dog selv ret sikker på at hun ikke selv kunne læse det. Den så ikke ret gammel ud. Den lignede en på omkring 14. Skinnet kunne naturligvis bedrage, men det var ikke sikkert. Under alle omstændigheder lignede hun slet ikke en der kunne læse hvad der stod. Han måtte snart finde ud af hvor gammel hun var. Men det kunne vente. Nu stod han blot og ventede på svar, lænet ind over bordet, støttende på skulderen, så han kunne læse tegnende uden at de vendte på hovedet.
|
|
|
Post by Enki on May 2, 2009 15:40:59 GMT -5
Lidt skuffet smilte hun til ham, og smagte lidt på spørgsmålet. Nej, de færreste forstod de gamle sprog, og endnu færre dem alle. Selvom hun havde fået undervisning i sine forfædres tunger lige fra barnsben af, kunne hun endnu ikke alle udtalelserne og bogstaverne. Men det skulle nok komme, afgjorde hun, og strejfede let metalsmykket igennem tøjet. "Nu skal jeg læse det højt," foreslog hun, rømmede sig en anelse og kørte en vejledende finger hen over de fremmede tegn, "Alpha, nu, xi, digamma, stigma, sho, eta, tau, phi, mu, lambda, iota, theta, stigma, sampi, heta, sho, kappa, delta, zeta, eta, epsilon, pi, chi, beta, psi, theta, rho, omicon, omicon, xi, sampi, iota, nu, epsilon, digamma, san, qoppa, sho, heta, mu, omega." Pigens lyserøde tunge dansede og gjorde smidige smæld i munden på hende, i takt med at den indviklede opremsing skred frem. Tilskuerne stirrede overrasket ved de fremmede lyde, og et par gjorde diskret heksetegnet mod hende og luskede bort. Hun måtte være en troldkvinde, fastslog de, det sprog havde de ihvertfald aldrig lagt øre til før. Et par mumlede noget om at brænde hende, men efter optrædenen før, tøvede de alligevel med at springe på hende. Hvad den sorte, blanke stav på hendes ryg kunne, turde de slet ikke komme ind på. "Den formular skal du opremse, og gøre nogle fingertegn," forklarede hun venligt og gjorde et par hurtige fagter med den ene hånd, dog ikke nok til at den fremmede kunne nå at kopiere dem. "Jeg kan godt lære Dem det, men det kommer til at påvirke prisen."
|
|
|
Post by draco on May 2, 2009 16:01:31 GMT -5
Draco lyttede mens hun udtalte formularen i et forsøg på at huske alle ordrende, men da hun kom til armbevægelserne, besluttede han at det tog for lang tid at aktivere magien. Han ville ikke have kniven besluttede han. Men han ville gerne vide lidt mere om personen og besluttede at vente lidt, med at fortælle hende det. Mens hun havde talt havde han da godt hørt tilskuernes reaktion og han havde også hørt nogle af dem snakke om at brande hende. Han vidste ikke om hun havde hørt det eller hvad hun havde troet hvis hun have hørt det, men under alle omstændigheder håbede han at hun var væk inden de kom bevæbnede tilbage, hvis de gjorde det. vagterne ville ikke beskytte hende, i alt fald ikke medmindre hun arbejdede for kongen. Han drejede hovedet og så på hende ”sig mig hvor gammel er du egentlig?” spurte han og så spørgende på hende. hun ville nok blive skuffet og sur når han fortalte hende at han ikke ville have kniven, så han havde bare rystet svagt på hovedet da hun havde nævnt noget om prisen og besluttet sig for at se hvor meget han kunne få ud af hende før de gik værd til sit.
|
|
|
Post by Enki on May 2, 2009 16:09:16 GMT -5
Fuldkommen uvidende om menneskemængdens fjendtlige mumlen, var dæmonen faldet lidt i staver og igang med at studere teksten og kniven nærmere. Forhåbenlig havde hun ikke været for overvældende og skræmt fyren væk. Det kunne godt løbe af med hende nu og da, men det ville vel ikke tage specielt lang tid at memorisere fagterne. Ikke hvis den sortklædte var smart nok. Efter lidt øvelse kunne klingen fremmanes i løbet af et sekund, og i kamp var den skam ganske nyttig. Hun lod de mørkebrune øjne løbe overvejende over kniven. Hun havde skam tænkt på at fodre våbenet til staven, ja. Kunne hun finde ud af at kombinere de tos evner.... guderne måtte vide hvor stærk hun kunne blive. Men alligevel havde hun ladet være. Kniven var for kosbar. For sjælden, for guddommelig at kigge på. Den gyldne overflade og røde øjne havde nærmest en hypnotiserende effekt. Hun havde simpelthen ikke nænnet det. Derfor havde hun også tøvet med at sætte den til salg. Men hun kunne jo ikke slæbe rundt på den for evigt og altid.
En smule overrasket løftede hun øjenbrynet over den sortklædtes spørgsmål. Kom det ikke en smule drastisk, var de ikke midt i en handel? Med en tøvende bevægelse lod hun kniven falde i skjul omme på ryggen og betragtede den fremmede med en spørgende mine. "Sig mig, det er da ikke et spørgsmål at stille en dame? Måske skulle de præsentere dem selv først?"
|
|
|
Post by draco on May 2, 2009 16:34:12 GMT -5
Draco smilede og rejste sig op. Han lavede en lidt underlig fagt med hånden og bukkede så kort for pigen. Hvis han skulle præsentere sig så skulle det gøres ordentligt ” Draco Lambrecht er navnet. Jeg er 16 år, hvilket nok også forklare de konstante humørskift. Jeg bor på kroen, jeg har ingen familie, kun ganske få bekendte og jeg keder mig alt for ofte alt for meget” forklarede han og smilede til pigen. Måske var han så heldig at det også fik hende til at snakke. Han vidste ikke hvorfor han ville høre om hende. Den unge dæmon virkede bare interessant og spændende på en eller anden bizar måde, som han ikke kunne identificere. Nu var det hendes tur til at fortælle og han ventede spændt. På hendes svar. Det var jo også derfor han i starten var kommen hen til boden. Dæmonen var interessant. Han vidste jo ikke hvorfor. Måske var det fordi hun ikke mindede om de andre dæmoner han havde mødt. Hendes personlighed var anderledes, hun virkede ikke på nogen måde fjendtlig. Hun så faktisk temmelig skrøbelig ud når han man lige så efter. Selvom hun nok vidste hvad hun lavede. Hvis hun ville sælge kniven, så måtte hun have ting der var mere effektive end den. Eller også var det fordi den tilsyneladende tog så lang tid at aktivere at den så godt som var ubrugelig i kamp? Men det slog ham dog at hun jo havde aktiveret den hurtigt i slutningen af historien, måske var den alligevel et køb værd?
|
|
|
Post by Enki on May 2, 2009 17:01:44 GMT -5
Et imødekommende smil prægede pigens ansigt, da den ikke længere så fremmede dreng præsenterede sig uden vrøvl. I det mindste var han ikke ligeså mistænksom som visse andre man kunne støde ind i på disse kanter, og Enki kunne ikke lade være med at glæde sig en smule. Han virkede rar. Hendes smil blegner dog en smule, da han nævner sin manglende familie. Detaljer får hun ingen af, men det er vel forståeligt nok. At miste er ikke nemt, og næppe noget man fortæller om til gud og hvermand. Pentagrammet føles for en stund ekstra tungt mod huden, og det tager Enki en smule tid at vende tilbage til virkeligheden. Tilskuerne er efterhånden ved at miste interessen for den handlende dæmon, og flokken spredes ligeså langsomt, i takt med at solens stråler bliver svagere, og aftenlys spiller hen over markedspladsen. Folk er ved at vende hjem. Hjem til hengivne hustruer og kærlige familiefædre, til børn der er ivrige efter aftensmad og godnathistorier. Dæmonen smiler kort ved tanken, før hun besvarer Dracos buk med et neg. "Jeg kaldes Vindrasleren Enki Daiki, datter af Bjergdrageren Sabri Daiki, og yngel af stammen Jordgængerne. Om ganske få dage fylder jeg femten vintre." Hun overvejer sine ord en anelse og tøver. Skulle hun fortælle mere? Draco selv havde afsløret mere end de fleste, og drengen lod til at være til at stole på. En ærlig gut, gik det moret gennem hendes tanker, og lod det briste eller bære. "Efter min faders død er jeg draget ud på.. på en rejse alene, og har været sepereret fra Jordgængerne i snart to somre."
|
|
|
Post by draco on May 2, 2009 17:46:47 GMT -5
Draco smilede svagt. De var vist lidt i sammen båd de to. Men hun havde vist ikke haft helt ret i det med kvinde. Hun var ikke helt en kvinde endnu. Han så til siden og spekulerede på hvor længe han mon havde været her. Det var allerede sent. Folk var begyndt at tage hjem. Han havde ikke løst til at tage hjem. Han ville egentlig gerne have noget at snakke med, han var træt af bare at sidde alene. ”det gør mig ondt med din far” sagde han kort og ærgrede sig straks efter. Han skulle være kommet med kvinde kommentaren og sagt hun ikke helt var en kvinde endnu. Det havde været bedre. Det var han sikker på. Han ville ikke selv have medlidenhed så han gik heller ikke ud fra at hun ville. Han ville helst være den stærke. Han savnede jo heller ikke rigtigt sin familie. Han kunne jo heller ikke huske dem. Han kunne kun huske de personer han havde mødt inden for de sidste to måneder. Faktisk kunne han ikke rigtigt huske noget af det der var sket for mere end to måneder siden. Selvom han nogle gange godt kunne trænge til lidt selskab, som han gjorde lige nu. ”sig mig hvad var det for et brev du fik før” spurte han og så interesseret på hende. han havde set en mand komme hen til hende og give hende et brev, før han forsvandt igen. Hun havde fået det lige før han var gået hen til boden og det var først nu han tænkte over på det.
|
|
|
Post by Enki on May 3, 2009 4:51:27 GMT -5
Solens sidste stråler kravlede hen over brostenene, og Enki spekulerede på, hvorvidt hun skulle nå sit mål med at sælge kniven før tusmørke. Draco lod til at have mistet interessen en anelse, og hun skævede hurtigt til det gyldne våben. "Hm," kun en næsten uhørlig lyd undslap hendes læber da den sortklædte kondolerede, og hun gav et takkende nik fra sig som svar. Hun ledte vel ikke rigtig efter medlidenhed, egentlig var det ikke spor rart at blive mindet om det. Men han havde levet et godt liv, var hun overbevist om. I hvertfald op til sommeren før hans død. Om hun savnede ham? Også i den grad, ikke en dag gik forbi, uden at hun forestillede sig sine forældres smilende ansigter. Savnet var jo også hele grunden til hun havde forladt Jordgængerne.
"Vil De købe kniven eller hvad?" Hun undlod at svare på hans spørgsmål om brevet, efter at have givet det et henkastet blik. Der var ingen grund til at han fik mere at vide end nødvendigt, i hvert fald ikke endnu. Tilbage i sin handelsrolle, viftede hun det blanke våben et par gange op og ned, som vejede hun det i hånden for at komme frem til en pris. "Formularen kan nemt læres," forsikrede hun ham, men gemte alligevel skriftrullen væk fra nysgerrige øjne.
|
|
|
Post by draco on May 4, 2009 14:57:43 GMT -5
Draco så lidt på dæmonen og overvejede købet af kniven. Han måtte vide en smule mere om den, men ville ikke virke alt for begejstret, for så kunne han måske presse prisen lidt ned. Lidt om handel vidste han da. Han nikkede. ”måske, den virker lidt langsom i optrækket?” sagde han og så på hende uden at røbe noget. Han vidste ikke hvad den kunne endnu og han ville selv prøve den før hun fik så meget som en bronze mønt ud af ham. Han var ved at være lidt træt af den her handel, den eneste grund til han stadig holdt liv i den var at han endnu ikke havde lyst til at gå hjem og han virkelig trængte til selskab.
|
|
|
Post by Enki on May 7, 2009 3:55:45 GMT -5
Hun rystede afvisende på hovedet, og hånden fulgte med i samme rytme. "Nej, nej, nej", forsikrede hun ham og pegede på skriftrullen, der lige nøjagtig stak ud fra en sadeltaske, "Ikke når man først har lært formularen, så går det nemt. Den er kun 'langsom i optrækket', hvis ejeren er." Hun prikkede sig selv i tindingen et par gange for at understrege sin pointe. Intelligens skulle der til. Kniven blev trods alt ikke kaldt gudernes daggert for ingenting.
Alligevel kunne hun mærke hvordan den sortklædte efterhånden havde mistet interessen, men hvorfor han fortsat holdte samtalen igang, forstod hun ikke. Når kunderne blev trætte af en vare, forsøgte de normalt at komme hurtigst muligt væk, men ham her - Draco - blev hængende. Hvorfor mon? Undrende betragtede hun ham, men måtte blinke kort med øjnene, da den nedadgåendes sol stråler blændede henne. Det var ved at være sent, og frokost var der ikke blevet meget af. "Nu skal De høre," sagde hun så og lyste op i et venligt smil, "Køber De kniven, lærer jeg Dem formularen gratis, mod at De byder på en kop te."
|
|
|
Post by draco on May 7, 2009 7:58:34 GMT -5
Draco lyttede til hvad pigen sagde og klukkede let om, over hendes lidt interessante ordspil. Han var pludselig blevet meget mere interesseret i kniven. Men hvad kunne han egentlig bruge den til når det kom til stykket? Svaret var klar og det var ingenting. Men den magiske genstand tiltrak ham. Alt der kunne give ham en fordel overfor andre racer, var værd at eje. Han ville nok ikke benytte sig af den, men det var for fristende at lade den chance gå forbi.
Draco så mistænksomt på pigen da hun nævnte ordet gratis, og endnu mere mistænksomt da hun sagde han skulle give en kop te. En kom te var vel næppe dyrere end det normalt ville være at lære nye magiske formularer. Han nikkede. ”udmærket. Jeg vil give 5 guldmønter for den” sagde han roligt og ret uinteresseret. Han lod tankerne flyde. Hvorfor ville hun drikke te med ham? Han vidste ikke helt selv om han havde lyst til at drikke te eller noget andet med hende. Men hvad kunne det skade, hvis han nu fik fordele ud af det? måske havde pigen endnu flere hemmeligheder og mere viden han kunne bruge. På trods af hendes unge alder, virkede hun utrolig intelligent.
|
|
|
Post by Enki on May 10, 2009 10:39:44 GMT -5
Hun tøvede lidt og skævede til det forseglede brev, der stadig lå på jorden og gjorde nar af hende, da Draco foreslog en pris. Fem guldmønter? Han måtte være sindssyg, eller måske bare godtroende. Den pris rakte dårligt nok til stenene i dragens øjne. Måske var han ikke så velhavende som hun først havde troet.
"Ah, dum er jeg ikke," sagde hun og viftede som vane hånden fra side til side, mens hun overvejede hvad en rimelig pris ville være. Ti guldstykker. Mindst, afgjorde hun og åbnede kort munden igen, men stoppede da hendes blik ramte brevet. Dets gulligt hvide papir lå og stirrede op på hende med gennembrydende slagkraft, og hendes mørke øjne flakkede en anelse. Hun ville jo gerne have kniven solgt, og kendte hun fyren ret, ville han stille sig på bagbenene igen, hvis hun gik for højt op. Han skulle jo nødig stikke af fra hende, der var trods alt en grund til at hun inviterede sig selv på te. Den fremmede virkede ovenud interessant, ligeså mystisk som dragesmykket om hans hals, som Enki stadig tog sig selv i at kaste sultne blikke på. Hans sorte beklædning mindede hende om en krage, der snart var ude hvor han skulle vende. Det kunne hun uden tvivl bruge til noget, og efter at have kastet et sidste blik på brevet, sagde hun: "Otte guldmønter, men så skal det også være en god te."
Hendes fingre fumlede lidt med den opslåede kappe, der dog stadig dækkede det meste af hendes horn, og hun kastede stjålne blikke mod horisonten. Solen forsvandt snart.
|
|
|
Post by draco on May 10, 2009 16:25:44 GMT -5
Draco blev først skuffet da pigen afslog hans pris på 5 guldmønter, men det var hvad han havde forventet. Han havde regnet med en pris på omkring 20 guldmønter, elle måske mere. Han fulgte hendes blik ned på brevet på hjorden. Hvad mon der stod i det? noget vigtigt? Nej, for så ville hun ikke bare lade det ligge dernede. Måske skulle han samle det op og finde ud af det? Han smilede lumskt. Han så op på pigen da hun talte igen. Han smil skiftede fra lumskt til lidt lettet og noget roligere smil. Han nikkede langsomt. ”du kan få 7 guldmønter, men så må du også vælge te og hvor vi skal drikke den henne” sagde han overtalende og var ret så stolt af sig selv. hvis det lykkedes, så fik han kniven, han sparede en masse penge, han slap for at skulle vælge te. Han hadede at tage den slags beslutninger, for tænk nu hvis den eller de andre personer ikke brød sig om det han bestilte? Han slap også for at vælge sted. Det ville også være en lettelse for ham. Han kendte personligt kun kroen, og der var han ikke engang sikker på om man kunne få te. Han så igen ned på brevet. Hvis ikke hun samlede det op, så ville han snuppe det, så snart han havde kniven i sin hånd og lært at bruge den, for han regnede da med at han skulle lære det, før de gik nogen steder.
|
|
|
Post by Enki on May 11, 2009 12:44:59 GMT -5
For et øjeblik holdt hun vejret, og fortrød lidt, at hun var gået så langt ned i pris. Hun kunne få langt mere for kniven hvis hun gad, men af en eller anden uforklarlig grund, var det meget vigtigt at lige netop dén her fyr blev dens ejer. Hun forsøgte at forklare det ved, at daggerten i forbløffende grad lignede Dracos halvsmykke, men hun kunne ikke rigtig få det til at passe. Nå. Det var jo ikke ligefrem fordi hun mistede penge på det, hun var egentlig faldet over kniven ved et tilfælde. En tilfældig, udhungret forbipasserende havde tilbudt den i bytte for lidt brød, og vedkommende havde ikke ligefrem været en smartforretningsmand - i modsætning til Enki. At hun tilfældigvis senere faldt over historien med englen Andelko, hævede kun dens værdi. Et lettet smil bredte sig på hendes læber, da Draco forslog en rimelig pris, og hun rakte hånden frem for at afslutte handlen. "Det er en aftale."
Med en let bevægelse og et lille 'her', kastede hun den sammenfoldede skriftrulle i favnen på drengen, før hun begyndte at pakke de øvrige varer sammen. De fleste havde alligevel forladt markedspladsen, og nattekulden var lige så stille begyndt at krybe ind på dem. Den te ville være rar at have nu.
"Værsågod," sagde hun, idet hun rakte daggerten med skaftet først mod Draco, efter at have spændt sine ting godt og grundigt fast på yakoksen, der lå i nærheden. "Jeg regner med, at vi snupper den kop te nu. Fornøjelser før forretning, som man siger."
|
|
|
Post by draco on May 11, 2009 15:19:34 GMT -5
Draco ventede spændt på dæmonens svar og smilede stort da de gav håndslag på aftalen. Så var det afgjort og der var ingen vej tilbage. Draco rakte sin behandskede hånd frem og tog hendes. Da de havde givet hånd gav han naturligvis slip. Han kunne alligevel knapt mærke hendes hånd gennem handsken. Hang reb behændigt pergamentet da hun kastede det hen til ham, han kastede et hurtigt blik på det og nikkede. Hun havde da ikke snydt ham. dæmoner kunne godt være nogle rigtige snydere, det vidste han kun alt for godt, men hende her var vist ærlig nok, og hun havde solgt kniven alt alt for billigt. Mens hun pakkede rasten af boden sammen bukkede han sig ned og snuppede brevet på jorden. Han ville give det tilbage til hende når de var i gang med at drikke te, men så ville han også vide hvad det var for et brev og hvorfor hun havde efterladt det på jorden. Da hun havde pakket gik han hen ved siden af hende. ”du viser vejen” sagde han roligt, mens han så på hende og holdt armen ud. Det kunne faktisk blive meget hyggeligt at drikke te sammen med pigen. Det var næsten mørkt nu og det var ved at blive køligt og selvom Dracos tøj egnede sig ganske fint til koldt vejr, så kunne han alligevel godt mærke det.
|
|