|
Post by Enki on May 12, 2009 10:55:42 GMT -5
For travl og fordybet i pakkeriet, opdagede Enki slet ikke at hun ikke fik brevet med i farten, og lagde heller ikke mærke til at Draco snuppede det, til trods for at det konstant spøgte i baghovedet. Med et venligt smil nikkede hun blot til ham, før hun begyndte at føre yakoksen ned af den tomme handelsgade, spejdende efter et passende tehus.
Dvælende betragtede dæmonen sine fødder, der gav en monoton rytme fra sig, i takt med at de to bevægede sig ned af gaden. En syning i siden på stofsandalerne var ved at gå op, bemærkede hun, og skrev sig bag øret, at hun skulle få nål og tråd frem på et givent tidspunkt. I det hele taget var hendes tøj blevet repereret ikke så få steder, men hun kunne ikke nænne at skaffe sig noget nyt. Det meste af tøjet havde hendes mor eller andre fra stammen lavet, og til trods for, at hun forsøgte at lægge tiden hos Jordgængerne bag sig, klamrede hun sig til de få genstande hun havde som minde. I hvert fald dem, hun kunne være i fare for at miste. Desuden var reperationerne ikke til at se - Jordgængerne var trods alt kendt for at være fingernemme.
"Nå, sig mig så, Draco Lambrecht," sagde hun så endelig, efter at have revet sig ud af sine tanker, "Hvad er Deres historie? At dømme på Deres armulet og beklædning, er de ikke en gængs bonde." Hun blottede de halvspidse hjørnetænder i et smil. Menneskekender var hun, det kunne man ikke løbe fra. Og nysgerrig, hvilket ikke altid var en heldig kombination. Men nu havde hun jo solgt ham kniven for en slik, så havde hun vel fortjent retten til at udspørge ham en smule. Fortsat spejdede hun rundt på den mørklagte gade, indtil hendes blik landede på en lille salon med skydedør og forhæng, hvorfra en sød duft af te bredte sig ud fra. "Komoda Tehus" stod der skrevet med fine, krøllede bogstaver på et stofflag foran, og Enki drejede tavst derhen, efter at have kastet et blik på Draco igen.
|
|
|
Post by draco on May 12, 2009 13:04:05 GMT -5
Draco så sig interesseret omkring i kvarteret det var et af byens finere områder, her havde han vist ikke være før. Han gik roligt og monotont af sted, mens han fulgte i pigens skridt. Han gik nærmest og dagdrømte. Han var normalt ikke en drømmer, men lige præcis her, denne dag, gik han og fantaserede over hvordan hans liv havde været, før det han kunne huske, hvordan havde det været før den sidste måned? Den måned han kunne huske tilbage. Han sukkede da hun spurte til han fortid. Han havde ikke lyst ti at fortælle om den. Men hvad kunne det skade?
”for lidt over en måned siden” begyndte han. ”vågnede jeg op, siddende op af en klippe i en dyb kløft, luften stank af blod, men der var ingen spor af kamp. Den ene side af kløften var blevet blokeret af et stenskred. Til den anden ide var der intet andet end en kæmpe skov. Så jeg tog den eneste mulighed jeg havde. Jeg gik ind i skoven. Det gik bare ikke så godt. Jeg gik rundt uden at vide hvor jeg var i næsten to uger gik. Heldigvis, lykkedes det mig en dag at fange en af de der downos ting, du ved?” han så sig hurtigt omkring, for at sikre sig at ingen andre lyttede med ”jeg overtalte den til at lave et kort til mig, kortet var heldigvis korrekt og jeg fandt herhen” sluttede han.
Det var den korte version af historien, der var meget meget mere i den og i hvad han havde gjort efterfølgende, men det følte han ingen trang til at fortælle, så meget stolede han heller ikke på hende. han så væk fra hende og over på tehuset, nu var de næsten henne ved døren.
|
|
|
Post by Enki on May 13, 2009 6:25:47 GMT -5
Tavst lyttende til hans historie nikkede hun et par gange. Det var nu ikke meget information hun fik ud af det, måtte hun indrømme, men fortællingen overraskede hende en smule. "Virkelig?" spurgte hun, stadig med blikket fast rettet mod tehusets dør, "De kan ikke huske, hvad der skete, før De vågnede?"
Hun ventede kun kort på svar, før hun hurtigt bandt yakoksen fast til en dertil indrettet pæl og lod skydedøren glide til side. En varm lugt af te og sødt brød imødekom dem og jog aftenkulden væk, og stort smilende trådte Enki ind i den lille stue. En ældre kone bag disken hilste dem med en venlig mine, før hun vendte tilbage til sin opvask. Kun få andre kunder var at se, og dæmonen dannede sig et hurtigt overblik. Hun elskede steder som disse. Betjeningen var venlig og maden hjemmelavet, hvilket gjorde op for den trange plads. Besmykkede bånd hang ned i lyset fra pentroliumslamperne i loftet, og Enki vinkede kort Draco med sig, idet hun begav sig ned mod et ledigt bord i det fjerneste hjørne. Smidigt kantede hun sig ind i boksen og kastede et kort blik på menukortet, før hun vendte sig mod drengen igen. "Fint lille sted, ikke?" smilede hun.
((Lidt kort, men ja xD))
|
|
|
Post by draco on May 13, 2009 12:34:36 GMT -5
Dracos humør dalede en smule da hun spurte om han ikke kunne huske noget får han vågnede. Han rystede på hovedet og en udtryksløs maske gled igen over hans ansigt. Han kunne faktisk godt huske noget. Han kunne huske alt hvad han havde lært, men det var så det. Han vidste at havet var en enorm endeløs masse af salt vand. Men han havde ingen anelse om hvordan havet ellers så ud. Han kunne ikke rigtigt forestille sig ting. For den evne var nærmest helt forsvundet.
Han så sig koldt rundt i tehuset da de trådte ind. ”jo, ganske nydeligt” svarede han monotont. Han var pludselig ligeglad, med det hele. Han grinede kort og glædesløst af sig selv. hvordan i alverden kunne det lille uskyldige spørgsmål få ham til at føle sådan? Han satte sig ned ved bordet som Enki havde besluttet sig for at sidde ved. Så knep han øjnende sammen og rystede på hovedet. Han smilede til hende ”må jeg så høre om dig nu?” spurte han i noget bedre humør, men stadig uden ret mange følelser.
(hvem sagde kort XD)
|
|
|
Post by Enki on May 14, 2009 6:56:48 GMT -5
Pigen kunne ikke undgå at bemærke Dracos pludselige humørskift, men hun undlod at kommentere det - hvis han alligevel ikke kunne huske noget, var der nok ikke megen grund til at diskutere det. Alligevel kunne hun ikke lade være med at få en smule ondt af ham. Stakkel. Det kunne godt være hun havde fået nogle knubs i løbet af sit liv, men hun ville alligevel ikke have lyst til at glemme det - hellere at have elsket og mistet, end aldrig at have elsket, som man jo sagde. Men måske gjaldt dette som at miste? Med et nysgerrigt blik betragtede hun den lille stue. De sad langt nok tilbage til at kunne snakke uden at blive hørt, og det var nu det rareste, syntes hun. Det var ved at blive sent, og selv i et fredeligt tehus som dette, kunne man aldrig vide hvem, der lyttede med. Selvskabet lod nu til at være temmelig roligt i aften - nogle menneskepar og en enkelt furry sad spredt om i rummet og snakkede lavmælt eller blot kiggede på et punkt langt borte.
"Jo, selvfølgelig," Enki lagde menukortet fra sig for at svare Draco, og så sig først overvejende rundt, som skulle hun lige komme i tanke om, hvad hun ville sige. "De ved jo, at jeg er medlem af dæmonstammen 'Jordgængerne', selvom jeg ikke har set dem i snart to år. Efter min fader døde, forlod jeg dem, som sagt. Min moder blev taget fra os nogle år forinden," Hun tøvede en anelse. Taget fra dem. Egentlig var hun slet ikke sikker på om moderen var i live, og håbet om at blive genforenet med hende var ved at dø ud. Men det var som regel ikke noget hun talte højt om. "Tiden alene har jeg brugt på at studere.. ja, alt. Jeg ved ikke, hvor meget De ved om Jordgængerne? Så vidt jeg ved er vi lettere kendt," sagde hun en smule stolt, og skulle til at åbne munden igen, da en servitrice kom hen for at tage imod bestillingerne. Begejstret pegede Enki på en bestemt te på menukortet og bad om et par søde boller til.
|
|
|
Post by draco on May 14, 2009 9:09:46 GMT -5
Draco lyttede opmærksomt til pigens historie. Han kunne jo godt lide historier, selvom han stadig var lettere ligeglad med det hele. Han mærkede brevet i hans lomme og spekulerede på hvornår han kunne tage det frem. Han vidste ikke hvem jordgængerne var og lige nu var han faktisk heller ikke ret interesseret i at vide hvem de var. Midt i hendes fortælling, kom en servitrice hen til bordet. Han så opmærksomt på servitricen og på Enki da, da hun bestilte. Til hans store ærgrelse kunne han ikke se hvad hun bestilte. Hun betalte også to ”søde boller” det vidste han heller ikke hvad var, men det lød da interessant. Han håbede bare ikke det var alt for dyrt. Da servitricen var gået igen stak han hånden i lommen. Hun havde været ved at sige noget, men det ville han ikke høre, ikke lige nu. Han havde hørt nok om hende. Nu skulle der ske noget. Han trak brevet op af lommen og lagde det på bordet mellem dem, mens han holdte på den ene side, bare for at sikre sig at hun ikke tog brevet og han ikke fik svar. ”jeg tror du har tabt noget” sagde han mens han trommede på brevet med to fingre og med en stemme der tydeligt forlangte at få noget af vide. Han viste at der stod noget spændende i det brev. Han kunne bare mærke det.
|
|
|
Post by Enki on May 17, 2009 7:51:00 GMT -5
Servitricen takkede venligt og udveklsede et smil med Enki, før hun forlod bordet igen. "Skulle De ikke have noget?" spurgte hun muntert Draco, men tav overrasket, da han hev et naturhvidt stykke papir op af lommen, og lagde den foran dem. Først betragtede hun det blot undrende, men mærkede hvordan blodet frøs i hendes årer, da det gik op for hende hvilket stykke papir det var. Hvornår havde han fået fat i dét? Hendes læber kneb sig sammen til en anspændt streg, og hun stirrede chokeret på pergamentet, mens det frosne hjerteslag sendte hårde kuldegysninger ud i hendes krop. "Hvornår har du taget dét?" hvislede hun så kontrolleret og dæmpet som muligt, men glemte alligevel sin høflige tone. Var knægten en tyv? Han lignede nu ikke en, til trods for at det sorte tøj kunne virke mistænkeligt. Hun sad lidt og forsøgte at få styr på sine tanker, hvorfor ville han tage brevet? Han vidste da ikke hvad det var for et... gjorde han? Havde han en eller anden kontakt med Jordgængerne? Hun sank en klump. Den før så varme testuestemning var imploderet og foldede sig ud som et iskoldt, hårdt tryk, der pressede hendes lunger og strube sammen. For satan. Var der ikke lidt småt derinde? Igen sank hun småbesværet en klump, før hun greb ud efter brevet. "Giv mig det! Det er ikke dit!"
|
|
|
Post by draco on May 17, 2009 10:54:21 GMT -5
Draco rynkede panden en smule da hun spurte om han ikke skulle have noget. Han troede faktisk hun også havde bestilt til ham, men så måtte han jo bare vente til senere. Han brød sig heller ikke ret meget om te. Det var kun for alle de fine og tøsede mennesker der var i byen. Ikke noget for ham. Han lagde godt mærke til at det tilsyneladende ikke huede hende ret meget at han havde samlet brevet op. ”hvad” tænkte Seth. Nu sad hun sku og vrissede af ham. Hvad troede hun? Han havde ikke stjålet brevet. Han begyndte selv at blive irriteret nu. Hun havde efterladt det på jorden og han havde samlet det op. Hun burde næsten takke ham. Nu kunne hun godt glemme alt om at hun bare skulle have det tilbage, nu skulle han helt sikkert lige have nogle svar først. Hun virkede pludselig som om hun havde det dårligt. Hun virkede nervøs og presset. Han så på hende, en anelse bekymret, og skulle netop til at spørge om der var noget galt, da hun rakte hånden ud efter brevet og nærmest beordrede ham til at give hende brevet. Det var underligt. Hvis det betød så meget for hende, hvorfor havde hun så ikke passet bedre på det, end bare at lade det ligge på jorden? Han holdt stadig fast på brevet ”Hvis det betyder så meget for dig, hvorfor lod du det så ligge på jorden?” spurte han og så undrende på hende ”hvem ved hvor det var endt, hvis ikke jeg havde samlet det op?”
|
|
|
Post by Enki on May 18, 2009 6:04:00 GMT -5
Enki kneb øjnene en smule sammen og betragtede ham, delvist vantro, delvist vredt. At han vovede det? Hun havde tydeligvis taget fejl af ham, så det ud som om, mandens manerer lå dybest set på førskoleniveau. "Kunne det tænkes, at jeg selv ville have samlet det op?" udbrød hun, men faldt ligeså stille ned igen. Brevet skulle hun have tilbage, det vidste hun i hvert fald. Hun kastede et sultent blik mod det falmede stykke papir og bed sig uvilkårligt let i læben. Pludselig var hun ved at dø for at vide hvad der stod i det. Hvad familien havde skrevet til hende. Det var trods alt lang tid siden, at hun havde haft kontakt med dem. Måske var det noget vigtigt. Hun tyggede lidt på situationen. Måske, ja, noget vigtigt. Men kunne det egentlig ikke være ligemeget? Hun havde forladt Jordgængerne, deres situation interesserede hende vel egentlig ikke mere. Selv det, hun selv var draget ud for, var hun ved at miste håber om. Hun kunne da bare fortsætte sit liv.
Pff. De var trods alt hendes familie.
"Nej. Det har De vel ret i," sagde hun, nu med en noget roligere og høfligere stemme. Den unge servitrice kom hen med en kop te og en bakke med to, runde, skinnende boller af sød dej, og Enki tog imod dem med et tvungent smil. Med en tænksom mine satte hun bakken imellem sig selv og Draco. "Men vær venlig ikke at tage mine ting uden at spørge en anden gang," bad hun, mens det mørke blik flakkede ængsteligt mellem Draco og brevet.
|
|
|
Post by draco on May 18, 2009 8:34:53 GMT -5
Draco så en anelse nedslået på den vrede pige overfor ham. selvom han havde forventet hun ville blive sur, så huede det ham slet slet ikke. Han rystede på hovedet af hendes første kommentar. Hun havde helt sikkert glemt alt om det. Hun løj bare nu. Enten holdt hun noget skjult for ham eller også var hun bare på tværs. Hvoraf den første nok var den mest sandsynlige. Han slap brevet da han besluttede sig for at rede lidt ud, men kun lidt. Han lænede sig godt tilbage i stolen ”hvem er det fra, du sagde du var alene” han så anklagende på hende. Han brød sig ikke om at nogen holdt noget skjult for ham. Han havde det som om alle ubesvarede spørgsmål brændte i ham som hundrede nåle.
(sry kortheden)
|
|
|
Post by Enki on May 18, 2009 10:05:38 GMT -5
Opgivende lod hun sig falde tilbage i den hårde træbænk, dog kun for hurtigt at rette sig op igen, stadig med blikket flagrende rundt om brevet. Hun tog tøvende den runde kop i hånden, klemte den en smule og lod varmen fra den søde te synke ind bag huden. Den rødlige væske gjorde små krusninger i overfladen, når hendes ånde ramte den. Var det overhovedet besværet værd? Måske var det bare skæbenen, der fortalte hende, at hun ikke skulle åbne brevet, at familien slet ikke havde noget vigtigt at sige. Hun skævede lidt til Draco, så til teen, før hun tog en af de lyse boller op og bed af den. "Jeg er alene her, men det betyder ikke, at der ikke er nogen et andet sted," sagde hun efter at have sunket den lille klump brød, og med pegefingeren skubbede hun den resterende bolle imod Draco. Så sulten var hun heller ikke, bildte hun sig ind, til trods for at bollerne var rimeligt små. Hvorfor var knægten alligevel så interesseret i, hvem det brev var fra, kunne hun ikke lade være med at undre sig. Hun betragtede ham med en overvejende mine, slugte endnu en bid brød og langede så ud efter det sammenfoldede papir, i håb om at han ville lade hende tage det. "Du," Du må da også have nogen, et eller andet sted, ville hun sige, men tav. Hun havde trods alt set de forældreløse børn vandre rundt på må og få på gaderne, men alligevel. Han lignede ikke en hjemløs.
|
|