I skovbrynet

[Maggie]

Maggie gik lidt frem og tilbage. Hun nød følelsen af den let friske vind, der smøg sig om hende, mens hun grublede. Hun var sulten, men vidste ikke hvordan hun skulle få noget at spise, nu hvor markedet var så langt væk. Hvorfor var hun også løbet så langt væk? ,,Fordi jeg er dum," vrængede hun af sig selv. Men hun havde været så udmattet, da de to mænd havde set hende stjæle, så hun havde ikke haft kræfterne til andet end at løbe. Irriteret og frustreret satte hun sig ned i det let fugtige mos. Skoven vislede saligt i vinden. Lyden virkede helt beroligende på hende, og hun lagde sig ned og stak næsen ned i moset. Den kraftige lugt af skov fyldte hendes næsebor, og hun tog begærligt en mundfuld for at klare tankerne. Hun satte sig op igen, og virkede denne gang mere klar. Sveden sad klam og kold om hendes krop efter at have løbet så langt, men det kølede hende kun yderligere ned. Det var rart..

[kamistra]

En stor spinkel skikkelse sad i et træ, noget der lignede et lagn faldt ned langs træet.
Kamistra sad i træet, han var træt efter at blive jagtet ud af byen, han havde aldrig følt sig så svag som nu.
En skikkelse gik rundt under Kamistra, en sur skikkelse åbenbart, den gik og bandede lidt af sig selv.
Kamistra begyndte at grine lavt men tog sig straks til brystet.
Var skikkelsen under ham mon faret vild?

[Maggie]

Maggie kiggede op med et sæt, da hun hørte en lyd. Det var svært at se hvad det var der havde fremkaldt denne lyd, men hun kunne mærke nogens nærhed. Hun lukkede øjnene hurtigt og kaldte på vinden, der viste hende et fuldstændigt detaljeret billede af skikkelsen. ,,Hvem er du?" spurgte hun, og prøvede at dække usikkerheden i hendes stemme. Hun trippede lidt, mens hun overvejede hvad hun skulle gøre hvis væsnet i træet var ondsindet. Løbe? Hun kunne ikke løbe fra et væsen med vinger, det ville jo være fuldstændigt tåbeligt. Hun havde ikke ret mange krafter til at opsøge vinden og få den til at hjælpe hende, og hun var langtfra sikker på, om det ville være nok. Hun måtte forsøge at komme på tæt hold og kæmpe med kniven, det var hendes eneste chance.
Hun bed sig i læben.

[kamistra]

I løbet af et split sekund blev skikkelsen til en sort støv sky.
og i løbet af et sekund eller 2, blev en sort støvsky formet over hovedet på Maggie, og skikkelsen faldt nærmest ned over hende.
han gav et prust fra sig, da han fik den lille pige i maven.
Han kravlede stille af hende.
Han lagde sig flat på græsset i sin fulde længde.
han foldede et par store skelet agtige vinger ud, med et vingefang på noget nær 2 en halv meter.
Han trak vejret dybt og langsomt

[Maggie]

Hun hvæsede rasende og kravlede om bag det nærmeste træ. Hun trak vejret heftigt, mens hun udtænkte sit næste træk. Hun rystede over det hele, men med en ordentlig potion vilje fik hun sine klaprende tænder til at stoppe med at klapre. Hun borede sine negle ind i træets stamme, og tog nogle dybe indåndinger. Så gik hun et skridt ud fra skyggen af træet, og så trodsigt på det enorme væsen, som hvis vingefang fik det itl at gyse langt inde i hende. ,,H-hvad vil du?"

[kamistra]

Han hvæsede lidt "vand" hviskede han lavmeldt.
han lagde håndfladerne opaf så man kunne se hans lange knoklede hænder.
man kunne ikke se hans ansigt på grund af hans lange kåbe som skyggede for det meste af hans ansigt.
han vidste ike hvor længe han havde siddet i træet, det var snart dage siden at mørkeridderne var blevet tvunget ud af byen og drevet væk.
han havde isddet og prøvet at samle kræfter i træet, han vidste ikke rigtigt hvor de andre var blevet drevet hen.

[Maggie]

Maggie stod forvirret, uden nogen som helst samling på sig selv. Hvad skulle hun gøre? Hvorfor havde væsnet sagt vand? Ville han have vand? Maggie kaldte lydløst på vinden, der med blide arme kildede hende og smøg sig om hende. ,,Jeg henter lidt vand," sagde Maggie komplekst, og løb. Hun fulgte efter vinden, der førte hende i rasende tempo ind længere i skoven, hvor en lille sø lå skjult. Maggie dybbede et skålformet blad i det klare vand, og lavede krusninger på den ellers uberørte vandoverflade.
hun løb så hurtigt hun kunne tilbage, uden at spilde alt vandet.
Hun hev gispende efter vejret, da hun rakte bladet til væsnet, men pludselig blev hun i tvivl. Var det dét, hun skulle have gjort? Eller var det noget andet?

[kamistra]

Idet Maggie løb blev Kamistra bange for at han skulle ligge der og rådne, til den næste kom forbi.
Kamistra fik vendt sig om på ryggen, han hætte faldt af så man kunne se hans lange sorte hår der ramte jorden, et stort ar kom til syne tværs over hans øje.
"tak" sagde han med et svagt spjæt.
Gad vide hvor længe han havde været oppe i det træ.
havde hun bare tænkt sig at stå der med vandet eller hvad?
ville hun hjælpe eller ej?

[Maggie]

Maggie rakte ham det forfjamsket, og kiggede ned. Hendes generthed generede hende. Hun bed sig i læben og trådte et skridt tilbage, mens hun hele tiden holdt øje med ham. Hans ar så uhyggeligt ud, syntes hun, og hun gøs indvendigt.
Stilhed.. Den eneste lyd der hørtes var den befriende lyd af vinden, der ruskede op i alting. Maggie dykkede taknemmeligt ned i det legesyge element, og forlod sin krop for et kort sekund for at samle krafter. det var skønt at kunne være fri - bare i få hundredele af gangen, men alligevel. Hun stod helt stille og skævede til væsnet, der drak. Hun var også selv tørstig, så hvorfor havde hun ikke hentet noget til sig selv? Nå, det kunne hun jo gøre senere.

((Jeg smutter, har ondt i nakken xD))

[kamistra]

Kamistra tog sig til hovedet "Hvem er du?..... Hvor er jeg?..... Hvor er fihedskæmperne?...." han havde fået kæmpet sig vej over til et træ, og fik sat sig op.
Han begyndte at trække vejret meget tungt, og hive efter vejret.
Han rakte ud efter bledet med vand i.
Hvorfor ville en sød uskyldig pige dog hjælpe en dødsengel, normalt opsøgte de kun folk når man var på afveje.
Det var vel heller ikke ligefrem fordi Kamistra havde opsøgt hende, i hvertfald ikke hvis man spurgte ham.

[Maggie]

Maggie stod ubeslutsomt lidt fra træet, hvor det vingede væsen havde sat sig. Hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulle svare, og stod der egentlig bare.
Stilhed..
Maggie tog sig endelig sammen, og fik med rystende stemme sagt: ,,J-jeg hedder Maggie. Jeg er en v-vinddæmon. Du er i udkanten af Den Sorte Skov, og j-jeg ved ikke, hvem frihedskæmperne e-er." Hun så ned, og fugtede læberne. Normalt blev folk helt oprevet, når de fik at vide hvem og hvad hun var, men hun gav hver enkelt person hun mødte en chance for at vise, de ikke var sådan. Men hun ville altså løbe, hvis han var ligesådan.. som.. de andre!! Hun vred sine hænder vredt, så knoerne blev helt hvide, da hun kom til at tænke på alle de hån og spottende ord, hun havde lagt øre til. Hun rystede disse ubehagelige minder fra sig. ,,H-hvem er De, hr.?" fik hun til sidst spurgt, og ventede på det, hun frygtede, men troede ville komme. Bortjagelsen..

[kamistra]

(Kamistra skreg som en lille pige og løb sin vej ... Just kidding )

Kamistra tog sig til hovedet "Jeg er Kamistra, Dødsengel og mørkeridder" han stopepde brat og "eller det var jeg"
han gnubbede sig en enkelt gang på hagen "Jeg er en sjælestjæler, og tidligere ærkeengel" han var spændt på hvad hun ville sige til hviklen slags væsen han var.
Men på den anden side, han var jo helt svækket for kræfter, og kunne knapt rejse sig.
"Jeg ser ikke mange af din slags mere" sagde han stille, og så sandt som det var sagt.
Der var ikke andet end jord og ild dæmoner, her i landet.

[Maggie]

((Jeg ku' heller ikke lige se Kamistra blive bange for en vinddæmon XD !))

Maggie gik først et skridt bagud, fuldstændig lammet af den fremmedes svar. Sjælestjæler?! Men så slappede hun af, for hun vidste at hun var stærkere end ham fysisk, og desuden var det rigtig, rigtig svært at stjæle en vinddæmons sjæl, der jo var flyvsk som vinden. Snart blev hun i stedet opfyldt af en inderstængt glæde, ved at denne Kamistra tilsyneladende var fuldstændig ligeglad med hendes art, og desiden havde mødt andre dæmoner af andre arter! Hun smilede et lille, genert smil til ham, og satte sig ned med hovedet vendt mod ham. ,,Vil du fortælle mig om dem? De andre, altså. Jeg.. jeg har aldrig mødt andre dæmoner end mine forældre." Hun vidste godt det lød åndssvagt, men hendes nysgerrighed var vakt, og den var større og stærkere end hendes generthed.

[kamistra]

Kamistra blev lidt overrasket over, at hun bare begyndte at snakke med ham, som et lyn ud af en skyfri himmel.
det var sjældent, at folk havde åbnet sig så hurtigt over for ham.
den eneste der rigtigt havde gjort det før var Ayla.
Kamistra brød sig ikke om at være svag, han brød sig i det hele taget ikke om at være forsvarsløs, som en lille pige i en mørk gyde.
Kamistra lagde hovedet lidt på skrå "Af samme art som dig eller af andre arter?" han lagde hovedet op af træet og kiggede op i trætoppen.

[Maggie]

,,Alle.. alle dæmoner, vil du ikke nok? Hvordan er de, hvordan gør de? Hvad gør de? Er de også jagede?" Hendes øjne skinnede, og hun rystede af iver. Endelig havde hun en chance for at få mere at vide, og ikke kun om vinddæmoner, men om alle arter! Hun var så spændt at hun ikke lagde mærke til, at det var begyndt at trække op. Vinden var blevet kraftigere og rev og sled i træer og buske. Den var ikke kraftig nok til at det var mærkeligt, men den blev mere og mere kraftig, og Maggie vidste det ikke.