|
Post by kamistra on Jun 2, 2009 13:37:56 GMT -5
Kamistra kiggede ned i jorden, han ville nødig gøre hende sur eller ked. "de er næsten alle jagede" han kiggede op på hende "En af mine tidligere kolegaer Arteis, han er Ild- dæmon. Jeg tror, aldrig jeg har set nogen så fysisk stærk, men han er noget af en klods, og har ingen manerere. Ellers er der massere af jer i byen, i gemmer jer bare godt, eller det var der" han kom i tanke om at han ikke kunne huske hvor længe han havde været væk, eller hvordan han overhovedet var kommet op i træet.
|
|
|
Post by Maggie on Jun 4, 2009 10:23:42 GMT -5
Hun kiggede som hypnotiseret på ham, mens hendes hjerne kørte på højtryk. ,,Næsten alle jagede.. I gemmer jer bare godt.." Måske kunne hun finde nogen og slå sig sammen med dem? Hun var træt af at blive jaget væk hele tiden, og mangle et hjem når hun virkelg havde brug for det. Hun var næsten altid træt, beskidt og sulten.. Og alene.. Det var nok det allerværste, når mørket trængte sig på og livet fik en helt anden dimension i byen. Hun var helt alene, og hun følte sig utroligt sårbar når hun listede omkring i gaderne mens fuldebøtter og seriemordere gloede på hende. Hun manglede et hjem, kunne hun mærke.
Hun havde siddet lidt og ventet på, at Kamistra skulle fortælle videre. Til sidst flyttede hun sig lidt fra sin akavede stilling og rømmede sig blidt. ,,Hvad.. hvad skete der med din kollega?"
|
|
|
Post by kamistra on Jun 4, 2009 11:50:35 GMT -5
Kamistra ventede med at svare lidt på hendes spørgsmål. "det var som regel min opgave at jagte dem, og dræbe dem" sagde han stille. Han lagde hovedet til siden og ventede på at hun ville give ham en ordentlig omgang slag. "min Kollega blev svag idet kongen døde..... det gjorde vi alle. han troede han kunne kæmpe videre, men fandt hurtigt ud af at det kunne han ikke" Han havde lukket øjne og afventet stadig en ordentlig røvfuld.
|
|
|
Post by Maggie on Jun 4, 2009 12:31:47 GMT -5
Maggie forstod ikke hans sætning i første omgang. ,,D..dr..d-dræbe dem?!" tænkte hun forfærdet.
Hun begyndte lige pludselig at fryse. Hun så billederne af hendes forældres vansirede ansigter, da de stirrede i blind rædsel og smerte ned på hende, mens flammerne slikkede sig op af dem. ,,D-dræbe.. dem?" spurgte hun, meget stille. Blodet var løbet fra hendes kinder. Hun sad ligenu foran et væsen, som måske havde mere end ét lig på sin samvittighed.
En morder..
Maggie så på ham med nye øjne. Hun mærkede koldheden slå en klap ned for hendes følelser. ,,Hvor mange har du så dræbt?" spurgte hun. Hun måtte holde ham tilbage med snak, mens hun gennemtænkte en flugtmulighed..
|
|
|
Post by kamistra on Jun 4, 2009 13:30:51 GMT -5
Kamistra blev en smule overrasket da han ikke fik en på siden. Han slog langsomt øjenene op, efter hendes spørgsmål. Han rettede hovedet op "lad mig først sige at det var mit job, jeg var mørkeridder" han var ret sikker på at han havde fortalt hende det før, men det kunne jo være det havde forbigået hende. "Jeg har ikke tal på det, det var mit job" Det var jo hans job, hans job bestod jo af at fange oprørene og andre lysvæsner og tage dem til fange, og i værste fald dræbe dem. Han kiggede igen væk, og lukkede øjnene, for nu ville han da helt sikkert få en flad
|
|
|
Post by Maggie on Jun 11, 2009 13:57:28 GMT -5
hendes øjne blev sorte af vrede. Tænkte han da ikke på, at han kunne have ført en hel familie i ulykke?! Båret børnene og ægtefællen eller forældrene i dyb sorg? På grund af hans job?! Maggie skumlede, mens hendes hjerne kørte på højtryk. hvad mente han med, han ikke var mørkeridder mere? Dræbte han så ikke dæmoner? Ville han ikke dræbe hende? Hun blev forvirret og så ned. Hun havde umådelig lyst til at kaste sig over ham, men han havde dræbt andre som hende før. Hun turde ikke. I stedet rejste hun sig op.
- og løb. Hun måtte væk, før han dræbte hende. Hun så sig tilbage mange gange, for at holde øje med om han fulgte efter hende.
|
|
|
Post by kamistra on Jun 15, 2009 14:39:46 GMT -5
Kamistra prøvede at stille sig op, men faldt hurtigt til jorden. "Argh" skreg han. Han rakte hånden ud efter den lille pige der var på vej væk, hvorfor løb hun? Det var jo ikke hans skyld, at det var endt sådan. Havde han ikek gjort det, var han jo selv blevet dræbt, og Kamistra var jo også en Døds engel, det var jo på en måde det han var skabt til. Først havde han jo været en rigtig engel, men blev senere smidt ud af himmerrige. Endnu en gang rakte han ud efter den lille pige, i håb om at hun ville komme tilbage efter ham.
|
|
|
Post by Maggie on Jun 17, 2009 8:00:13 GMT -5
En lille stemme inde i Maggie skreg og skreg. Stemmen var skinger og meget svær at forstå, og Maggie troede først det var Kamistra bag hende, som skreg. Men lidt efter blev hun opmærksom på, at det var hende selv, der skreg. Bare inde i hende selv. Maggie stoppede, mens hendes hjerte hamrede. ,,Se dig tilbage!!" skreg stemmen, og Maggie kiggede bagud, som om en kæmpe, usynlig hånd styrede hendes hoved. Hendes brystkasse sænkede og hævede sig hurtigt, mens hun hev efter vejret og spejdede efter mørkeridderen.
Hvor var han? Han burde da have fulgt efter hende! Gjorde sådan nogle ikke det?
Maggie kom pludselig i tanke om, hvor svag han havde været, da hun så ham for første gang. han havde brug for hende, følte hun. - ,,men han har dræbt dæmoner!" ,,Kan han måske det nu?" ,,Nej, men.." ,,Han har brug for dig," ,,Suk.. okay."
Maggies hjerte hamrede af frygt, da hun listede sig tilbage. Hun kiggede sig hele tiden omkring og farede sammen ved hver lyd, men dødsenglen viste sig ikke, før hun selv kom hen til ham. Han lå sammenkrøbet og rakte ud efter noget, mens han vred sig og så forpint ud. Maggie fik ondt af ham, og nærmede sig forsigtigt. Sveden drev af hende, og hendes ben sitrede under hende, men hun ænsede det ikke. ,,E..er du okay?" spurgte hun forsigtigt.
|
|
|
Post by kamistra on Jun 17, 2009 8:18:56 GMT -5
Kamistra trak hurtigt armen til sig, som et forskrækket barn, Hvad havde hun tænkt sig med ham? Han kunne jo ikek gøre hende noget, og det havde han eller ikke lyst til. Han lå nu helt forskrækket, og indelukket, fladt på jorden. Han ventede bare på at hun ville gøre noget ved ham "Jeg har ikke altid været sådan" hviskede han stille, men hurtigt. Han trak vejret dybt, og fortsatte derefter "Jeg har engang været en rigtig engel" Han greb ud efter hendes fod, en masse minder strømmede igennem hans krop, og over i hendes, som en strøm af billeder og lyde.
Billederne stoppede pludseligt, ved et bestemt billede. En stor Engel, i fint hvidt tøj, med manchet knapper og skulderpuder. langt lyst hår, med en nuance af sølv grå. 2 Store lysende vinger, med fjer på. Hans ansigt var meget Karakteristisk, en bred markeret kæbe, nogle lave kindben, blå øjne, så blå som havet, Man kunne næsten se bølgerne i han øjne.
billedet begyndte at blinke, pludselig blev billedet meget mørkt, der var som om det var blevet slidt, eller som om det var brændt i kanten. En stor mørk skikelse, stod der nu istedet, han havde store knoglede vinger, og en hvid hud. Han havde langt sort hår, og et ondt smil på, han osede nærmest af ondskab. Han havde stadig det samme ansigt, men et stort sort ar hen over øjet. Han direde af vrede, man kunen se det på ham.
Billederne forsvandt hurtigt, og Kamistra faldt endnu engang sammen. Han havde prøvet at, vise hvordan han havde set ud, og at han ikke havde været ond for evigt. men det havde tærret meget på hans kræfter.
|
|