hvem ejer kroen?

[draco]

Draco kom ned af trappen til krostuen. Han var næsten lige stået op. Der var ret tidligt på dagen. Sent på formiddagen. Han havde efterhånden levet på kroen i et par uger. Dog vidste han end ikke hvem der ejede stedet, og ikke mindst hvorfor han skulle betale så urimeligt meget for sit værelse. Han havde flere gange spurt efter kroens ejer, men der var aldrig nogen der var villig til at tale om det. Ejeren var så vidt han vidste ikke i kroen ret tit. Han var iført almindeligt tøj, for en gangs skyld havde han ikke det sædvanlige sorte sæt på. Dog gik han stadigvæk i sort. Han havde som altid sorte læderhandsker på, men hans bukser var løsere og mere behagelige end dem han normalt gik i. Han havde en hvid bluse på, med en sort, lidt vest lignende jakke på. Han vidste allerede hvad han skulle bruge dagen på i dag. Han var ikke sulten. Han spiste sjældent morgenmad. Han ville vide hvem ejeren var og hvorfor personen aldrig, eller næsten aldrig viste sig i kroen. Han satte sig ved et bord, tæt ved disken og ventede tålmodigt på en tjener skulle komme hen. Da en tjener kom hen. Tog Draco et hurtigt tag i kraven på ham og trak ham helt ned til sit ansigt. ”hejsa” hvæsede han ind i ansigtet på manden, der så både overrasket og bange ud. ”hør godt efter hvad jeg siger nu, jeg vil gerne møde ejeren og det skal være nu!” sagde han i et tonefald, der ikke tålte modsigelse og smækkede støvlerne op på bordet så han sad med fødderne oppe, mens han lægnede sig tilbage i stolen. Tjeneren styrtede væk igen og Draco håbede han gjorde som han havde bedt om og hentede ejeren. I det mindste for tjeneres eget bedste.

[Lola]

Lola dukkede op i døren til et baglokale, i kroen, trukket frem af en spinkel tjenerinde. Hendes røde hår bredte sig over hendes feminime skuldre, der lige netop var dækkede af kjolen hun havde på- Forresten en smuk kjole. Hvid og gik ned til anklerne, anklerne med guldringene som klirrede når Lola bevægede sig. Hun så ikke gammel ud i ansigtet, men slidt. Faktisk en del, i betragtning af hendes unge alder. Men man kunne vidst også godt sige, at hun i sit korte liv havde været udsat for en del uro. Men hun var nu stadig smuk. Yndefuld med sit blide ansigt, og sine klare øjne.

"Lad dog være med at råbe sådan op. Hvad vil du?"
Lola havde godt hørt en råben op inde i krostuen, og var hun ikke blevet hentet af den skræmte tjenerinde, var hun skam nok kommet herned selv. Lola satte den ene hånd i siden, og trådte et skridt frem. Hendes øjne hvilede på en fyr, noget barsk af udseende, men hun mente at have set værre, trodsalt. Hendes øjne var sammenknebne og lettere irriterede over, at være forstyrret midt i dagens tepause. Nu var det jo ikke fordi hun ikke havde nok pauser, faktisk lavede hun ikke særligt meget. Heldigt med alle de ansatte.
Et dybt vuf lød bag ved Lola, efterfuldt af en lav, truende brummen, da en stor hund trådte frem ved den rødhårede dames side.

[draco]

Draco så en kvinde komme til syne i døren ud til baglokalerne. Han smilede kort selvtilfredst, før smilet forsvandt igen. Det behøvede jo ikke nødvendigvis være ejeren. Kvinden var ret smuk, men hun så hærget ud i ansigtet. Hun var nok et menneske. Han havde heller ikke forventet andet. Men man kunne jo aldrig vide sig sikker i den by han nu var havnet i, faktisk kunne man ikke vide sig sikker nogen steder overhovedet. I alt fald ikke som menneske. Han løftede hånden og vinkede kvinden hen til ham, mens han så koldt på hende. Han vidste godt at hun nok ikke ville blive skræmt, men det var heller ikke meningen. Han ville bare have hende til at komme hen til ham og måske provokere hende en smule. Han vidste ikke helt hvorfor han gerne ville møde egeren, men han havde ikke andet at lave og han mente stadigvæk han betalte for meget for sit værelse.

[Lola]

Med små bestemte skridt, en smule fornærmet over sådan at blive viftet af, travede Lola imod bordet, hvor den yngre herre havde placeret sig. Hendes rette holdning fik hende til at virke stærk, og det ville ikke være en fejl, at sige det. Hun havde nu altid været en stærk kvinde, og brød sig bestemt ikke om at blive hunset med, som en eller anden lille skovalf- Som hun selv ville formulere det.
"Hvad vil De?"
Sagde hun hæst, i et forsøg på at være høflig, men det var tydeligt at hun var træt af situationen. Og det allerede før den egentlig var begyndt. Det kunne næsten læses på hendes få ord, og kropsholdning. Den svage summen af mennesker i kroen dæmpede hendes irritation, da hun førte de blå øjne rundt i lokalet. Flere øjne hvilede på hende, og skiftevis på ham den sorthårede fyr. Gløden i deres øjne, og en pludseligt opståen vågenhed, tydede på en længsel efter drama og oprør. At de i virkeligheden måske, mest af alt håbede på at nogen ville blive slået ned. De ville selvfølgelig modsige dette hvis man spurgte dem, men det var slet ikke nødvendigt.

[draco]

Draco smilede tilfredst og nikkede da kvinden kom hen til ham. Han var helt rolig, hun kunne ikke skade ham, det vidste han. Hun talte til ham. Han kunne tydeligt se og høre at hun var irriteret og at hun bestemt ikke havde løst til at tale med ham. Men han ignorerede det og havde ikke i sinde at lade hende gå det næste stykke tid. ”tja det komme lidt an på nogen ting” sagde han da hun spurte hvad han ville. ”er du kroens ejer?” spurte han og fortsatte lige efter ”i så fald, så skal vi to tale sammen” fortsatte han og viftede af hende med pegefingeren. ”og hvis ikke du er kroens ejer, så vil jeg have at du henter kroens ejer til mig” afsluttede han i et tonefald, som om han talte til et lille barn. Han havde kedet sig gevaldigt, her de seneste par dage og nu skulle der simpelthen bare ske et eller andet. Han var ligeglad med at de andre gæster så på dem og håbede at der skete noget voldsomt. Det gjorde de altid. Det ville hun også vide hvis hun var her en gang imellem.

[Lola]

Lola brød sig ikke om hans smil. Alt for skyldig og ubarmhjertigt, og selvom hun ikke selv var typen der sad med følelserne udenpå tøjet, havde hun ikke brug for idioter, lige nu. Ikke mindst fordi det var hende det ledte stedet her, og hende der skulle få orden på hele møjet, hvis noget gik galt herinde. Lolas fingre slog utålmodigt imod hendes venstre hofte, utålmodigt og rytmeløst. Hun skulle netop til at svare ham på hans første spørgsmål, men fik ikke chancen, da hun kort efter blevet afbrudt, og bombaderet af det næste. Lige nok til at minde hende om, hvor meget hun hader når folk ikke lytter til hende.
"For det første, unge mand. Vil De ikke nok venligst lade være, at afbryde. Og for det andet. Jeg vil ikke hunses rundt med."
Lola snoede en top rødt hår om sin pegefinger, med den velpolerede negl, før hun igen plantede hånden i siden. Hun kunne lige så godt bare slå fast med det samme, at hun ikke var nogen marionet-dukke. Hellere nu, end før hun blev rigtig irriteret.
"Når du har forbedret dig på de få punkter, skal jeg nok være så elskværdig at svare dig på dine spørgsmål" Vrængede Lola skævt, og kneb øjnene sammen.

[draco]

Draco smilede endnu større over hendes svar og grinede kort. Nu havde han det rigtigt nok sjovt. Han håbede bare ikke han blev smidt ud, for så ville han jo ikke have noget sted at bo. Hvilket han ærlig talt ikke ville bryde sig ret meget om. Han tog fødderne ned fra bordet, lænede sig frem og så ned i gulvet. Han rystede på hovedet og grinede endnu engang kort. ”Jamen hør nu her lille dame” sagde han og fortsatte uskyldigt, og med det ene formål at irritere hende så meget han kunne. ”det var da dem der var ved at afbrød mig, og jeg kan da heller ikke lide at blive hundset med” han ville da heller ikke være sød mod hende nu hun ikke engang havde svaret på hans spørgsmål om hun var ejeren, men det var han nu ret sikker på hun var. Han lænede sig tilbage i stolen igen ”jamen så sæt dem da ned” sagde han og anviste hende en plads ved bordet ”så kan jeg måske også byde på noget mens vi snakker?” sagde han hurtigt begefter og så spørgende på hende. Han vidste godt der ikke var nogen grund til at byde på noget når hun nu ejede stedet, men han ville gerne formilde hende lidt, han skulle jo også gerne opnå noget med samtalen.

[Lola]

Trods et par provokerende sætninger fra den unge mand, lykkedes det Lola at holde pulsen nede, sammen med temperamentet. Men det var også meget typisk for nymfer at være rolige og harmoniske, og bevare overblikket. Selvom Lola flere gange måtte stille sig spørgsmålet, hvor meget nymfe der egentlig var i hende mere. For er en nymfe overhovedet en nymfe, når den bliver taget ud af sine omgivelser, og sin kultur? Det kunne Lola nu ikke svare på. Hun havde heller ikke det store behov for at vide det.
Lola rystede blot på hovedet af hans latterlige svar, før hun svarede igen med; "Jeg mindes ikke, at have afbrudt Dem". Slutningen af sætningen var i lavere toneleje end resten af den, for at slå fast at denne diskussion var ved at være sin vejs ende. Nu kunne hun kun håbe, at en nyere og mere fornuftig side af ham ville vise sig. Selvom hun tvivlede. Og selvom hun kun selv var 24, var hun fristet til at ryste sig på hovedet med et "I unge nu til dags". For hun var ved at være godt træt, af flabethed.
Fyrens tilbud lød arbsurd og dumt i hendes ører, ovenpå den netop afsluttede diskussion, men hun valgte alligevel at sætte sig ned. Stadig en smule tøsefornærmet smed hun kroppen i den kolde stol, og lod øjnene hvile i et kort øjeblik.
"Penge ud af lommen på dig, og ned i lommen på mig"
Smilte hun, stadig med et glimt af irritation og mystik.
"Eller. Jo tak"

[draco]

Draco smilede da hun satte sig ned og han så koldt på hende med hans kolde smil. ”jamen det var da godt så, du må gerne bestille” sagde han roligt og smilede sjofelt til hende. han vidste godt at han helt sikkert ikke ville komme ret langt med den stil han kørte lige nu, men han kunne ikke rigtigt lade være med det. ”jeg vil faktisk gerne diskutere nogen ting med dig, såsom hvorfor du prøver at ruinere mig” sagde han så stift. Han havde jo kun villet se hende i starten og nu sad han ligesom lidt fast. Han følte ikke at han kunne komme nogen steder, men på den anden side var det slet ikke en mulighed for ham at han kunne gå. Han så afventende på kvinden og vidste ikke helt hvad han skulle gøre. Han følte sig pludselig træt og alt virkede håbløst for ham. Han hadede når det skete. Han hadede at føle sig svag og ude af stand til at påvirke omverdenen som han normalt gjorde. Det var egentlig utrolig så hurtigt hans humør kunne forandre sig, fra at være i enormt godt humør, til at være helt fortvivlet og ikke vide hvad han skulle gøre.

[Lola]

Lola lænte sig tilbage i stolen, og lod sit kølige blik kravle rund på kroens indmad. Nogle af kunderne her var stamkunder. Ækle, gamle, hjemløse mænd, der stank på langs afstand af alkohol og sprit. Og selvom de, i forhold til den ellers pæne kro virkede upassende, var de en del af dens atmosfære. Og på en måde passede de bedre end, end de fine par der kom langsvejs fra med pakdyr og tasker.
Da fyren bad hende bestille, rystede hun på hovedet, og lod være med overhovedet at kalde en tjener til sig, overrasket over hans flabethed. Ham var der fandme ikke meget gentleman i.
"Jeg har ikke bestilt endnu. Og var det ikke Dem selv der bød?"
Sagde hun med et flygtigt, og kun kort tilstedeværende smil. Hun var ikke klar over at det ikke var med hensyn til bestillingerne han snakkede, og lod blot sit kølige blik gennembore hans nervøse fjæs. For hvor så han egentlig pludseligt nervøs ud.
Tybalt luntede igennem kroen, for at sætte sig ved siden af Lola, og hvile sit hoved på hendes skød. Hundens mørke øjne kiggede bedende op på hende, og hun gav den et venligt klap.

[draco]

Draco sukkede. Det var da kedeligt at hun ikke forstod hvad han sagde. Han var stadig temmelig ligeglad og vidste ikke helt hvad han skulle svare, hans ellers normalt så skarpe hjerne var helt væk og han var totalt blank. ”sig mig, hvorfor har jeg ikke set dig før? er det ikke meningen at en kromutter skal være venlig og rolig, og ikke ondskabsfuld og vred?” spurte han opgivende, mens han løftede sine hænder og så opgivende på hende. Han var ikke specielt glad. Han var 16, alene og han kedede sig. Han havde ikke rigtigt venner eller familie. Han sukkede ”undskyld” sagde han meget lavt næsten viskende. Han havde ikke haft det sådan i et stykke tid. Og slet ikke sammen med andre. Og han hadede sig selv for det. Han havde mest af alt bare løst til at sætte sig ned og græde. Det var ikke en reaktion han normalt kom med, slet ikke når han var sammen med andre. De fleste kendte ham som en rolig, flabet og lidt ondskabsfuld person, med alt for meget selvtillid, og sådan ville han også helst have det. at det ikke blev sådan gjorde ham bare endnu mere fortvivlet, men han holdt da masken sådan nogenlunde, selvom det tydelig kunne ses.

[Lola]

Blikket i Lolas øjne fik et strejf af overraskelse og forbavselse da fyren der sad over for hende pludseligt begyndte af kaste rundt med beskyldninger, og så endda beskyldninger, som Lola ikke mente at hun overhovedet kunne stå ind for. Hendes arme placerede sig selv over kors, og hun lænte sig langsomt ind til bordet. Usikker på hvordan hun ville vælge at reagere, for faktisk sårede det han sagde hende en smule. Lola var godt klar over, at hun ikke altid var knuselskelig og åbensindet, men ligefrem ondskabsfuld og vred? Hvis det var sandt hvad han sagde, ville hun helt klart have noget at lave om på. Men, hvad med ham? Det var da ham der kom larmende, råbende og hunsende ind i hendes krostue, og opførte sig meget uhøfligt og barnligt. Det var ham der burde skamme sig!
Dog stoppede Lolas bebrejdelser brat, et lavt, undskyldende ord klemte sig ud mellem hans læber, og dæmpede hendes oprørske sindsstemning.
"Det er i orden"
Sagde hun kortfattet, og valgte er skjule sit blik bag øjenlågene. Hun kunne da godt fornemme at han var trist, men det var ikke hendes stil, at trøste fremmede. Især ikke efter hans tidligere opførsel.

[draco]

Draco smilede koldt og grinede så glædesløst, da de triste tanker blev afløst af andre og mere oprørske tanker. Han rejste sig op og gik rundt om bordet og stillede sig tæt på den siddende kvinde og så ned på hende, mens han smilede sit glædesløse smil. Det er i orden, havde hun sagt, men han var ligeglad, det var ikke i orden. Et enkelt lille ord, kunne ikke ændre noget om noget som helst, man behøvede ikke engang mene det. Hvis han ville kunne han sagtens emitere et trist ansigt og tonefald. Men det betød ikke nødvendigvis han ikke havde gjort noget forkert. Han så ned på hunden som sad ved siden af kvinden. Den var stor, men han var ligeglad. Den så fredelig ud og den ville nok ikke kunne finde på at gøre en flue fortræd. Han så igen ned på kvinden” nej det er ikke ok” sagde han med følelseskold og beslutsomt. ”hvis jeg ville kunne jeg jo have løjet. Jeg mente det faktisk, men det spiller ingen rolle. Det ene lille ord betyder ingenting, jeg kunne have sagt det uden at mene det, og hvad glæde ville du så have ud over du troede jeg mente noget jeg ikke gjorde?” han så anklagende på hende og skiftede til et tilsvarende anklagende tonefald. ”jeg er slet ikke ok og du sidder kun og tænker på penge og pauser og på hvor mange penge du kan presse ud af gæsterne, og det kun fordi du er den eneste kro i det her område. Du er ikke spor bedre end alle andre.” han gik om på hendes anden side og slog ud med armen, mod kroens gæster, der fulgte opmærksomt med i hvad der skete. ”kan du se alle fulderrikkerne i hjørnerne?” spurte han og så på kvinden mens han stadig pegede på en gruppe hjemløse ”du er ikke bedre end dem, de har hverken hjem eller penge og de har ingen steder at gå hen, men alligevel klager de ikke og de sidder sammen og snakker om natten” hans stemme blev vredere og vredere mens han talte ” mens du sidder her og er ved at dø over at jeg vil tale med dig og du ikke kan sidde alene i din stue med din hund, dag efter dag og drikke din åndssvage kaffe” sagde han og slog vredt ud med armene, da han afsluttede talen, på nærmest patriotisk vis. Han vidste faktisk ikke om han rent faktisk sad nat efter nat alene sammen med sin hund, men han ville gerne understrege at hun faktisk ikke havde noget at klage over, men han vidste dog ikke om hans heftige enetale havde hjulpet eller hvad. Mens han ventede på svar stod han inderligt og håbede at han ikke ville få et tilbagefald af det der var sket før han havde rejst sig og han skulle få det dårligt igen, men det var næsten uundgåeligt, hvis eller når vreden begyndte at aftage.

[Lola]

Lolas kølige blik og smukke øjne hvilte på Draco, da han besluttede sig for at rondere. Hans pludselig humørskift forbavsede hende, men hun fandt det ikke ydermere unormalt. Der var trodsalt mange psykopater rundt omkring i landet, påvirket af landets skygge der lurede i alle gadestræder og hjørner, og rede til at gøre en hel del, for at få dem der levede lykkeligt ned med nakken. Måske han var en af dem. Misundelig og jaloux på hende, og skuffet over sig selv, da han fandt ud af hvilket liv han var gået glip af, ved ikke at holde fast i det sikre, men istedet strejfe rundt og håbe på et mirakel. Hun kendte de typer alt for godt, ja, faktisk var kroen fyldt med dem, og de kendte alle hendes navn, for de havde ikke andre steder at gå hen. Lola stod fast ved, at man lå hvor man selv havde redt. Og det var lige netop hvad hun gjorde, på alle tænkeligde måder. Både med sit ensomme liv i forhold til det oprindelig, i bjergene, og nu med hensyn til hendes status som ejerinde af kroen, og det at være pænt velhavende. Hun havde kæmpet og slidt og svedt for at havne hvor hun havnede nu. Og så lige for at nævne en smule held, da tidligere kromutter valgte at dø.
"De fulderikker du ser i hjørnerne, har haft lige så mange chancer som du og jeg. Nogle er bare heldigere, med hensyn til valg. Ikke for at pege nogen ud." Mumlede Lola køligt, og lod sine øjne møde hans. Hun ville ikke bukke under for hans store mund, og det skulle han være klar over.
"Og desuden, kære ven. Vil jeg gerne ytre min mening om dig, ligesom du netop har gjort om mig. Jeg synes at du snakker for meget."

Tybalts førhen lukkede øjne opdaterede til en stilling af opmærksomme, da fyren Draco gik omkring dem. Hundens ryghår rejste sig en smule, og hans tandkød trak sig op, så de spidse rovdyrstænder blottedes. En lav knurren undslipap hans mund. Lola kendte sin hund, og vidste at han ikke ville springe på nogen, hvis det ikke var nødvendigt. Men hun vidste også at han kunne fornemme, at stemningen var forkert. Pressende.

[draco]

Draco lyttede vredt til hendes svar. Hvad truede hun egentligt om ham, når hun sagde de havde haft ligeså mange chancer som dem selv? at han selv var skyld i hvor han sad? Ja det var han garanteret også, men hans valg påvirkede ikke andre. Eller jo det gjorde de vel. Han havde ikke rigtigt noget arbejde og han stjæl ofte fra andre og gjorde så ting der var meget være bagefter. Han var måske nok en smule sindssyg, men hvad, det var vel hvad man kunne forvente. Hans humør blev dog utrolig hurtigt utrolig meget bedre da hun sagde noget han fandt utrolig komisk. Han snakkede for meget. Draco knækkede fuldstændig sammen af grin. Han bukkede sammen og grinede. Det var ikke højt, snarere lavt og truende, men stadig voldsom og glædelig. Ha ha han snakkede for meget? Ham? Han snakkede jo næsten aldrig! Han brød sig faktisk slet ikke om at tale for meget når det kom til stykket. Og nu hvor han endelig åbnede munden og sagde noget, så var det for meget? Så var det han sagde ikke godt nok? Så skulle han bare holde sin mund!!!! Dracos latter stoppede med et. Den sidste tanke havde gjort ham splitter rasende. Han så på kvinden igen og ignorerede hundens tiltagende knurren ”hvad mener du” sagde han iskoldt og så gennemtrængende ondt på kvinden ”vi står ikke med de samme valg. Vi er ikke ens og det bliver vi aldrig. Du tror du er så stor og stærk, men du er lille og ynkelig. Du ved intet om hvordan verden fungere. Du har lukket dig selv inde i din egen lille verden med din egen forvrængede opfattelse af hvordan tingende ser ud.” fortsatte han koldt og vredt, før hans ansigt mildnedes en smule og hans stemme blev roligere og filosoferende. ”kan du forestille dig at en mørkridder dukkede op her og splittede stedet ad og brændte det ned til grunden, med beskyldninger om at du skjuler oprører? Nej vel, men måske er det netop sket for en af dem herinde” han slog ud med armen og fortsatte anklagende. ”måske skulle du se verden fra en andens øjne, bare for en gangs skyld. Måske skulle du lade være at udtale dig om ting du ikke forstår. Jeg kan huske de sidste to måneder af mit liv, alt andet er bare VÆK” han lagde tryk på det sidste ord, før han tog sig til hovedet og satte sig ned på en stol og så ned i gulvet, mens han prøvede at samle tankerne.