Post by Lola on May 2, 2009 11:34:52 GMT -5
Lolas blik så ud til at hvile ned i bordet, men hver gang fyren ovefor hende var uopmærksom, skævede hun op på ham. Hun var ikke decideret bange, nej. Men hans råben og skælden og voldsomme fagter gjorde hende en anelse paranoid, og hun følte at hun havde brug for at holde øje med hvad han lavede. Først da fyren brød ud i en lumsk latter, måtte hun tvinge sit blik fra bordet, for at holde øje med ham konstant. Måske fik hun netop berkræftet sin teori om, at denne mands sind ikke var raskt. Det kunne ihverffald se sådan ud.
Lola lyttede dog stadig efter hvad hun sagde, men hun var ikke glad for det. Hendes mund var en lige streg, og så ufatteligt upersonlig og hård ud, i forhold til resten af hendes smukke ansigt. For hver en nedladende sætning han spyttede ud om hende, gav det et jag i hendes bryst. Hendes hjerte føltes som om det snart ville skifte fra gang til galop, og det dunkede i tindingen. Selvom hun så kølig ud, var hun generet og meget påvirket af hans vrede. Alle de beskyldninger var snart for meget for hende. Og hvad fik ham egentlig til at tro, at han kunne tillade sig at snakke sådan til hende? Lille og ynkelig, kaldte han hende. Og han påstod, at hun var lukket inde i sin egen verden. Hvis bare han vidste, hvor meget hun var involveret, i verden. Et øjeblik fik Lola lyst til at give ham en næve i fjæset, stik imod hendes natur, men alt dette skælderi var overvældende. Lola tog en dyb vejtrækning, og lod ham tale ud. Selvom hvert af de sidste ord han sagde, borede sig langt ind i alle hendes lag, og ramte en nerve.
"Når jeg hører dig snakke, lyder det som om du kender mig. Du aner ikke hvem jeg"
Spyttede hun ud, efter en kort tids pause, og rejste sig. Hendes safirblå øjne kneb sig sammen, i håb om at bore sig ind i hans små grimme pupiller. Hun stilte sig ovefor ham, med ansigtet få centimeter fra hans. Og hun mente det hun sagde, inderligt. Den skiderik skulle fandme ikke tro, at han kunne lære hende noget om livet overhovedet.
Lola lyttede dog stadig efter hvad hun sagde, men hun var ikke glad for det. Hendes mund var en lige streg, og så ufatteligt upersonlig og hård ud, i forhold til resten af hendes smukke ansigt. For hver en nedladende sætning han spyttede ud om hende, gav det et jag i hendes bryst. Hendes hjerte føltes som om det snart ville skifte fra gang til galop, og det dunkede i tindingen. Selvom hun så kølig ud, var hun generet og meget påvirket af hans vrede. Alle de beskyldninger var snart for meget for hende. Og hvad fik ham egentlig til at tro, at han kunne tillade sig at snakke sådan til hende? Lille og ynkelig, kaldte han hende. Og han påstod, at hun var lukket inde i sin egen verden. Hvis bare han vidste, hvor meget hun var involveret, i verden. Et øjeblik fik Lola lyst til at give ham en næve i fjæset, stik imod hendes natur, men alt dette skælderi var overvældende. Lola tog en dyb vejtrækning, og lod ham tale ud. Selvom hvert af de sidste ord han sagde, borede sig langt ind i alle hendes lag, og ramte en nerve.
"Når jeg hører dig snakke, lyder det som om du kender mig. Du aner ikke hvem jeg"
Spyttede hun ud, efter en kort tids pause, og rejste sig. Hendes safirblå øjne kneb sig sammen, i håb om at bore sig ind i hans små grimme pupiller. Hun stilte sig ovefor ham, med ansigtet få centimeter fra hans. Og hun mente det hun sagde, inderligt. Den skiderik skulle fandme ikke tro, at han kunne lære hende noget om livet overhovedet.