|
Post by vaimus on Apr 21, 2009 15:54:16 GMT -5
Vaimus smilede tilfredst og klappede pigen på kinden ”ja det var godt min pige” sagde han tilfredst og kørte hånden over lænken så den gik op, han kørte endnu engang hånden over hendes ankel og mærkerne efter lænken forsvandt straks ”der kan du jo bare se” sagde han ”jeg kan jo sagtens være sød, når du også er sød” sagde han og forsøgte at virke forstående. Egentligt var det ikke for at være sød ved hende at han havde gjort det, det var mest fordi hun jo ikke kunne have mærker når hun nu skulle optræde. Han tog et fast tag i armen på hende og slæpte hende med hen til hendes vogn, eller vogn var måske så meget sagt, det var nok mere det de fleste mennesker ville kalde et pænt bur eller noget lignende, selvom der dog ikke var nogen tremmer at se og der var da også et meget sparsomt møblement. Han lukkede døren da de var trådt ind i vognen og Vaimus skubbede hende hen i den anden ende og stillede sig selv op af vægen tæt på døren og viftede en gang med hånden, ”kom så, gør dig klar” sagde han og smilede ondskabsfulgt, ”hun havde vel ikke troet at legen var forbi endnu, havde hun?”
|
|
|
Post by IeNefete Thirsk on Apr 21, 2009 16:04:24 GMT -5
Hun så lidt tomt på ham men gik så bare hen til et skab af en art, der hvor hendes tøj hang. Egentlig kunne man vel sige hendes vogn lignede en campingvogn indvendig? Ved enden hvor hun stod var sengen, med en lille skydedør, som man kunne lukke til, udover det var der et lille bord hun kunne sidde ved, og ellers ikke rigtig mere. IeNefete fandt det tøj frem hun skulle bruge og lagde det på sengen. Hun tørrede se sidste våde tåre væk fra kinderne og snøftede. Hun så lidt tilbage på ham, men sagde intet. Hun begyndte bare at klæde sig af, - Tæt ved hendes underliv var kultens symbol, som Lorden havde cuttet ind i hende - et tegn der aldrig ville gå væk. Hun så på den blå kjole som hun oftes optrådte i. Hun så hen mod skabet og undrede sig lidt. Hun kiggede tilbage på Vaimus. " Den grønne kjole er der ikke..." sagde hun stille. Normalt dansede hun rundt i den grønne og blå, hvor hun vedhjælp af magi lavede noget hokuspokus, med det og skiftede under dansen fra den ene kjole til den anden.
|
|
|
Post by draco on Apr 21, 2009 16:32:21 GMT -5
Vaimus smilede da nymfen begyndte at klæde sig af, men var dog en anelse skuffet over hun bare ignorerede ham, hvis ikke der snart skete noget, så ville denne her leg begynde at kede ham ret så meget. Han hørte hende beklage sig og så på hende en anelse fjernt, han havde stået i sine egne tanker og tænkt på hvad han ville have gjort hvis der ikke havde været blot halvanden time til forestillingen skulle begynde. Han gik han til nymfen og så ind i skæbet ”hmm den grønne kjole?” spurte han og kikkede imellem kjolerne, men fandt ikke nogen grøn kjole, for den var ganske rigtigt væk. Han skulle lige til at foreslå hvad hun så skulle tage på, men pludselig gik det op for ham at han stod og var i gang med at lede efter tøj til den lille finke. Det kunne der naturligvis ikke blive tale om at han skulle og en ondskabsfuld tanke begyndte at forme sig i hans hoved. ”jamen det var da ærgerligt nu har du jo ikke noget at tage på når du skifter” sagde han og smilede så ondt ”men det er jo heller så vigtigt at du har det er det vel?” spurte han og fortsatte så ”jeg tror også at de mandlige gæster vil blive utrolig begejstret for det, tror du ikke?”
|
|
|
Post by IeNefete Thirsk on Apr 21, 2009 21:21:13 GMT -5
IeNefete stivnede og så Vaimus ind i øjnene. Det gjorde rigtig ondt og skar dybt inde i hendes hjerte, da han sagde de ord. Hun fik tåre i øjnene men vendte sig hurtigt om og gik hen til skabet, hun begyndte at rode efter den grønne kjole, selvom hun godt vidste den ikke var der. Hun gjorde alt for at holde sine tåre væk, hun ville ikke græde mere.. Hun nægtede at give ham den tilfredsstillelse. "Aeeh..." Hun havde gråd i stemmen og skælvede. Hun rømmede sig hurtigt og stoppede med at lede. "Nu bliver han bestemt ikke glad.. Den grønne kjole er hans ynglings.. Han... Bliver meget vred når han finder ud af jeg ikke har den" sagde hun uden at kigge på Vaimus, det kunne hun ikke. Hun vendte sig igen rundt og så på den blå kjole. "Vaimus... Vær sød og gå ud..." sagde hun så.. Hun vidste der kun var en halv time til forestillingen skulle starte, men hun kunne ikke holde til hans evige hang til at håne hende - For ham såvel som alle de andre betød hun jo ikke mere end et stykke legetøj der gik på omgang.. Hun sukkede dybt og så så om på ham. Og tanken om hvor meget ballade hun ville få i aften efter showet, af lorden... Han ville nok straffe hende med at hun skulle sove ved ham.. Han havde sagt at den grønne kjole skulle hun altid have og danse i. Men sandheden var.. IeNefete kunne ikke huske hvor den var.. Hun mindes at den blev taget af hende sidste gange nogle af, de modbydelige folk fra kulten ville lege. Så måske lå den ude i skoven?
|
|
|
Post by vaimus on Apr 22, 2009 7:07:14 GMT -5
Vaimus hyggede sig rigtigt som han stod og så på IeNefete, fortvivlet som hun var. Det var længe siden han havde haft det så sjovt, med hende eller nogen andre, for den sags skyld. Troede hun virkelig at han ville gøre det mod hende? Han ville da ikke stille hende i dårligt lys overfor lorden. Desuden øjnede han en chance for at få hende til at adlyde ham næste gang, uden al den her ballade. ”Det ville jo også være synd at slutte legen nu” tænkte han tilfredst. Han ignorere pigens ”ordre” om at gå, Vaimus var ikke en der tog imod ordre, han tog højst imod ordre fra lorden, hvis han fik nogen. Han rakte i stedet hånden frem og tog et blidt, men alligevel fast tag om nymfens hage og så hende i øjnende mens han smilede kærligt til hende ”hør IeNefete hvis du nu er en rigtig sød lille nymfe og gør hvad jeg siger hun skal fremover, så ved jeg måske hvor der er en grøn kjole du kan bruge i stedet” forklarede han mens han stadig så ind i hendes øjne uden at blinke. Sandheden var at han allerede et par da forinden havde fundet den grønne kjole ude i skoven, han kunne godt se der var sket et eller andet, men han havde ikke undersøgt hvem og han havde heller ikke fortalt lorden det endnu. Så han havde taget kjolen med tilbage til sin vogn og gemt den der, indtil han fik brug for den, og det havde han jo nu.
|
|
|
Post by IeNefete Thirsk on Apr 22, 2009 7:18:53 GMT -5
Hun mærkede hans blide tag ved hendes hage, først da han talte til hende så hun ham ind i øjenene. Hun nikkede bare til det han sagde og kiggede på ham "....ja" sagde hun lavt og uden at sige mere. Hun fjernede sig så roligt fra ham og tørrede sine tåre. Hun gik hem til skabet, som de begge næsten stod lige foran. Hun fandt noget undertøj frem og så hen på den blå kjole. Hun smed undertøjet hen på sengen og sukkede så. Hun ville bare have den her forestilling overstået og så tilbage til sin vogn. Væk fri lorden, vaimus og alle de andre grusomme mænd,. Hun kiggede op på kl, der var stadig tyve minutter til - og man kunne også høre de forskellige statister gøre sig klar. IeNefete hørte nu et velkendt skrig og råben,... Det var Theorn, gudedrengen. Ham havde IeNefete knyttet et utroligt stærkt bånd til... Hun elskede den dreng som var han hendes egen. IeNefete flåede gardinet væk fra vinduet og kiggede ud. Hun kunne se nogle af vagterne fra kulten kom slæbende med Theorn, han var med i et show som klovn, hvor han oftes kom til skade.. Han var bange og skreg. Vagterne var ikke søde mod ham, de smed ham hen af græsset og råbte af ham. IeNefete spærrede øjnene op.. Hun slog på ruden og råbte ud efter Theorn, hun vidste godt det ikke hjalp - så hun fløj væj fra vinduet og løb mod døren for at komme ud til drengen.
|
|
|
Post by vaimus on Apr 22, 2009 7:36:41 GMT -5
Mens IeNefete klædte om var Vaimus gået hen for at hente kjolen, han havde egentligt tænkt sig at have slæbt hende med derover, men det var der ikke tid til, og det irriterede ham lidt. Han kunne se to andre medlemmer af kulten komme slæbende med den lille tudeunge til Theorn. Hvis ikke han havde haft så travlt ville han være gået over og sat sig i respekt overfor ham og de to andre kultmedlemmer. Da han hørte IeNefete skrige og slå på ruden satte han farten op og da hun åbnede stod Vaimus og blokerede vejen. ”hvad har du tænkt dig du skal nu” sagde han hårdt og stak den grønne kjole, der nærmest var en komplet kopi af den blå, blot i en anden farve, ind hånden på hende og holdt godt fast. ”her var han så sød at hjælpe hende og så prøvede hun bare at stikke af” tænkte han vredt og stirrede på hende. Han forlangte svar og det skulle være nu.
|
|
|
Post by IeNefete Thirsk on Apr 22, 2009 7:44:34 GMT -5
Hun så overrasket ud, hun så på kjolen, den lignede den på en prik. Hun hørte igen Theorn skrige. Hun så desperat ud.. "Han har brug for hjælp.. De skader ham..." Hun så indgående på ham. "Vær sød og sig de skal lade ham være.. Jeg gør alt du beder om.. bare.. stop det " hun tog fat i ham og slog armene om nakken på ham, så hun stod tæt ind til ham.. Hun hviskede tæt på hans øre. "Han er det eneste jeg har tilbage..." hun skælvede lidt og kunne igen høre Theorn, som nu blev slæbt ind i teltet. Theorn og IeNefete havde generelt tilbragt en del tid sammen, men på det sidste var de blevet holdt adskildt og IeNefete forstod ikke hvorfor.. Hvad havde hun gjort..?
|
|
|
Post by vaimus on Apr 22, 2009 8:16:21 GMT -5
Vaimus lo bare af nymfens bøn og hendes forsøg på at indsmigre sig hos ham. Han lag blot so arm om hende og helt hende fast ind til sig. ”du har allerede lovet at gøre alt hvad jeg siger uden at brokke dig, har du glemt det?” viskede han i hendes øre. Hvem forventede hun egentligt han skulle gøre? Ingen af kultens medlemmer ville ture skade barnet, de ville ikke engang ture straffe ham. Det var kun Vaimus og lorden selv der måtte straffe ham, ellers skulle en af dem som et minimum være tilstedet mens det skete, det var oftest på den måde tingende foregik. ”du ved jo godt vi ikke vil gøre ham fortræd, han er meget meget vigtig for vores foretagende” sagde han beroligende mens han lod hånden køre op af indersiden af hendes lår, før han slap hende ”der er to minutter til forestillingen begynder, så du må hellere se at komme derover” sagde han så, som om intet var hændt og satte kursen mod teltet som de to menige kultmedlemmer netop havde slæbt Theorn ind i.
|
|
|
Post by IeNefete Thirsk on Apr 22, 2009 8:23:41 GMT -5
Hun så efter ham, uden at sige noget. Hun fulgte ham med øjenene idet han vendte sig om og gik. Hun så ham forsvinde ind i teltet - IeNefete så lidt væk, hun gik ind i vognen for at hente de sidste ting. Hun hamrede sin hånd surt ind i skabslågen, hun hadet virkelig den fyr!. Hun greb sine sko i et snuptag og skyndte sig så ud af vognen, og løb mod teltet - forestillingen begyndte nu.
|
|
|
Post by vaimus on Apr 22, 2009 9:32:04 GMT -5
Vaimus sad på en bakke på den anden side af søen. Over på den anden side var næsten alle artisterne ved at rydde op efter aftenens forestilling, sammen med nogle få af kultens medlemmer, selvom de nok mest brugte deres tid på at hundse rundt med artisterne. Nattens forestilling havde været god for Vaimus, som altid havde han været på kik efter eventuelle ofre, men det var ikke altid han fandt nogen der var velegnet. Han tog kun dem som han var sikker på ingen ville savne, i vært fald til forestillingerne. Han ville jo ikke have det skulle virke mystisk, de ville jo gerne ligne et mere eller mindre almindeligt omrejsende cirkus. Men denne gang havde han fundet to Daktizanere som stod for sig selv. Hans yndlingsofre var Daktizanere, de var ofte ret svære og indeholdt stor magisk kraft. Derudover så holdte de sig ofte for sig selv og knyttede sig ikke de andre. Uheldigvis kom de kun sjældent steder hvor det var muligt for ham at udsuge dem. Efter at have tømt sine ofre havde han smidt dem i en sæk med sten og smidt den i søen. Nu sad han bare og nød solen og ventede på at der skulle ske noget, der var intet han skulle nå og han sad bare og halvsov mens han betragtede de små folk der myldrede under ham.
|
|
|
Post by IeNefete Thirsk on Apr 22, 2009 9:39:00 GMT -5
IeNefete kom gående ovre fra det store telt, hvor forestillingen havde været. Hun holdte sine sko i hånden og gik barfodet hen mod sin vogn. Hun var lykkelig for det var overstået, hun havde det ikke særlig godt. Dels pga hende dans tidligere med Viamus, og dels fordi hun ikke havde spist i de fire dage, hun kunne godt mærke hendes krafter efterhånden var drænet. Hun kom hen til vognen hvor der stod to vagter klar, - det var jo aften, og om aften blev hun altid låst indei vognen,. Hun sukkede og så på dem, hun nikkede hen mod døren. Den ene vagt åbnede døren for hende, hun så lidt på dem og fnøs. Hun skulle til at gå ind men hendes blik fangede så Vaimus, som sad henne ved søen. Hun stoppede og kiggede hen på ham - hvad sad han derfor?? skulle han ikke være inde ved lorden?? der var de fleste af medlemmerne da gerne her om aftenen, så de kunne snakke om aftens forestilling.
|
|
|
Post by vaimus on Apr 22, 2009 10:10:28 GMT -5
Mens Vaimus sad stadigvæk og nød solen da han begyndte at kede sig en smule og besluttede sig for at lave lidt kaos nede på pladsen han rejste sig og rakte en arm frem mod bunken med affald, over på den anden side at søen. Så kunne han da også få øvet sig lidt i at sigte. Da han havde taget sigte og mente han ville ramme bunken, skød en flamme der startede ved hans bryst og kørte videre op ad hans arm hvorefter den skød ud af hans arm i en kometformet ildkugle. Den skyd gennem luften, den ramte ikke helt som han havde forventet, men alligevel ret godt, det meste af affaldet blev spredt ud til alle sider. Han stillede sig op og smilede ondt, ”de blev vist ikke færdige foreløbig” tænkte han og begyndte langsom at gå hen mod pladsen, hvor han egentligt burde være til møde og diskutere aftenens forestilling. Desuden skulle han og lorden, samt nogle få andre betroede, diskutere nogle andre ting som rakte ud over det sædvanlige. Dog vidste han godt at lorden ikke ville blive vred over han ikke kom til mødet, eller ikke kom til tiden. Lorden så ham som problemknuser. Desuden var de bedste venner og de ville aldrig hakke på hinanden, det værste der kunne ske var at han blev irettesat. Hvis det skete ville han desværre værre nødt til at komme til tiden de næste par gange, for lorden var ikke en man satte sig op imod, ikke engang Vaimus var modig, eller rettere dum nok til det.
|
|
|
Post by druchii on Apr 22, 2009 13:13:02 GMT -5
Aftenens forestilling var overstået, og folk var taget hjem undtagen de få medlemmer af kulten som ryddede op. Druchii havde ikke været til forestillingen, for selv mennesker kunne fornemme en ældre skabning som ham selv, og ville blive mistænksomme og ikke nye forestillingen. Han havde diskuteret nogle få ting med de andre øverstbefalende, og gad ikke diskutere med dem mere den aften. Han kom roligt gående forbi dem som ryddedeop, og lagde mærke til at der var gået ild i en skraldespand. Et skummelt smil bredte sig på hans læber, og han vidste at det var Vaimus. Han gik hen imod IeNefete, og havde set at Vaimus var på vej imod pladsen. Han var iklædt, tykke, sorte klæder, samt en smule læder-plader og handsker. Hætten var trukket op over hans hoved for ikke at vække for megen opmærksomhed, og han gik uden sine sædvanlige vagter. Han nærmede sig IeNefetes vogn, og gav tegn til de to vagter at de skulle gå. De gik selvfølgelig med det samme og lod de to være alene. han gik helt hen til hende. "var aftenens forestilling tilfredstillende?" spurgte han med hans skumle stemme, dog så "sødt" som han kunne nu hvor det var IeNefete. Han havde altid været tiltrukket af Nympher og andre af den slags, men der var noget over IeNefete som tiltrak ham mere end de andre. Han elskede hende, men på sin helt egen specielle måde. Hans hvide hår hang ned ud fra hætten, og han havde endnu ikke trukket den tilbage.
|
|
|
Post by IeNefete Thirsk on Apr 22, 2009 13:21:14 GMT -5
IeNefete blev stående og så på den ildkugle som Vaimus havde sendt mod skraldespanden, - Hun så så at de to vagter pludseligt begynde at gå,.. Hun så sig omkring og fik øje på Druchii og trykkede sig hurtigt op af døren til vognen. Hun sendte et sideblik efter vagterne som allerede var forsvundet. Hun så så op på Druchii og nikkede bare, som svar på hans spørgsmål. Egentlig nej.. Hun hadet at optræde, hun ville generelt bare gerne væk for dette liv i lænker. Hun rømmede sig og slog blikket ned "Jeg.. troede du skulle holde et møde nu her? Jeg var lige på vej i seng.." sagde hun og holdte blot blikket nede i jorden.
|
|