|
Lejrbål
Apr 14, 2009 6:39:33 GMT -5
Post by Nimue on Apr 14, 2009 6:39:33 GMT -5
Nimue kom gående gennem skoven. Hendes føddeer var godt møre, og hendes taske syntes at blive tungere og tungere for hvert skridt. Hun havde lige set sole synke ned under horisonten, og det blev hurtigt koldere. Det var også fordi hun var gået vild! Hvorfor havde hun ikke bare fulgt stien? Hun havde ingen anelse om, hvor langt der var til landsbyen, og overvejede, om hun skulle slå lejr her. Et blad hvislede let i vinden, og Nimue fór sammen. "Shh..", sagde hun til sit bankende hjerte. "Det var sikkert ingenting, vel? Bare en lille gren. Eller en mus. Eller en ugle.. eller... et eller andet." Hun kastede endnu et nervøst blik rundt. Hun havde mest lyst til at skynde sig til landsbyen, men snart var det så mørkt, at hun intet kunne se. Måske ville det være bedst at få samlet noget brænde mens det endnu var muligt at se noget, og så få tændt et stort bål. "Det er vel så problemet med en for livlig fantasi" sagde hun højt til sig selv, for at have noget andet en vinden at lytte til. I det samme knagede en gren tæt ved, og Nimue fór sammen igen. Hun mente hun så noget mørkt blafre let. Efter at have blinket adskillige gange, for at forsikre sig selv om, at der ikke var noget, tog hun en dyb indånding, og satte tasken fra sig for at gå i gang med at finde brænde.
|
|
|
Lejrbål
Apr 14, 2009 6:51:34 GMT -5
Post by verity on Apr 14, 2009 6:51:34 GMT -5
Adrian kom gående gennem skoven, vinden blæste let i træerne og mørket blev mere og mere omsluttene omkring ham. Han havde netop begivet sig afsted fra landsbyen og var nu på vej videre på hans endeløse færd.
Men inden længe stoppede han, der var noget, eller nogen, der rendte rundt mellem de store træer. Han lyttede intenst et øjeblik og begav sig nærmere lyden. Inden længe så han et gyldent skær blusse i skovens mørke. 'Et bål' tænkte han for sig selv. Adrian grep om sit sværd og sneg sig nærmere mod den ukendteskikkelse.
Han blev lettere overrasket af hvad han så 'det er jo ikke andet en et lille menneskebarn, hvad laver en som hende her?'
Adrian smilte let. 'Tjaa hvorfor nu ikke have lidt sjov?' tænkte han for sig selv. Adrian trådte frem og gjorde sin tilstedeværelse kendt med et lille host.
|
|
|
Lejrbål
Apr 14, 2009 7:03:59 GMT -5
Post by Nimue on Apr 14, 2009 7:03:59 GMT -5
Nimue tabte forskrækket den bunke brænde hun havde samlet. Hun rettede sig hurtigt op, og greb sin lille dolk hun havde siddende i bæltet. Den var ikke meget bevendt, men hun følte sig tryggere med den i hånden. Lige først kunne hun ikke se noget, men til sidst lagde hun mærke til en mørk skikkelse i udkanten af det lille båls lyskreds. Hun smed noget mere brænde på bålet, og da det blussede op, kunne hun se personen bedre. Hendes hjerte bankede så hurtigt at hun blev helt svimmel. Den fremmede person havde et sværd i hånden. Men da hendes øjne havde vænnet sig til mørket og hun kunne se hans ansigt slappede hun lidt mere af. Han så ikke direkte truende ud. På den anden side lignede han heller ikke en venlig, hjælpsom person. Han var tydeligvis ikke en helt normal bonde, eller omrejsende købmand. Da hun kiggede nærmere, lagde hun mærke til at han var ung, måske på alder med hende selv. Han så egentlig meget godt ud, med langt sort hår. Ret bleg, hvilket var mærkeligt for en omrejsende på denne tid af året - man plejede at få masser af sol, når man gik så meget udendørs. Men måske var han ikke en normal omrejsende. Der var noget ved ham som fik hendes små hår på armene til at rejse sig. Det gik op for hende at hun havde stået og stirret. Den fremmede havde ikke sagt noget til det, og hun kunne ikke gætte hans tanke. Hun bøjede hovedet let til hilsen. "Godaften." Hun lod som om hun ikke hørte hvor meget hendes stemme rystede, men hun var overbevist om at den fremmede gjorde. Så tog hun en dyb indånding og rettede sig helt op. Han var jo ikke ligefrem fjendtligsindet, og måske havde han nogle gode historier. Han virkede som en, der havde set meget. Og man kunne vel lige så godt få det bedste ud af det. "Vil du sidde ned?" Hun pegede hen på bålet.
|
|
|
Lejrbål
Apr 14, 2009 7:16:07 GMT -5
Post by verity on Apr 14, 2009 7:16:07 GMT -5
Adrian strirrede stif tilbage på den unge pige, han lagde mærke til den lille dolk i hendes hånd og smilte mentalt for sig selv. Hun fortsatte med at stirre på ham, men et eller andet sted kunne man jo ikke beskylde hende for noget, han var selv klar over hans specielle udseende, og det ville ikke undre ham hvis hun aldrig havde set en vampyr før.
Da hun endelig så ud til at have kommet sig over hans tilstedeværelse og talte. Hendes stemme rystede, hun var tydeligvis ikke helt tryg ved ham, men på den anden side, det havde hun heller ikke nogen grund til. Hun tilspurgte ham da også hurtigt om han ønskede en plads ved bålet.
Adrian rørte stadig ikke på sig, men fastholdt hans gyldne øjne på pigen mens han spurgte med hans mørke bløde stemme;
"Hvad laver et lille menneskebarn som dig i den sorte skov?"
|
|
|
Lejrbål
Apr 14, 2009 7:26:28 GMT -5
Post by Nimue on Apr 14, 2009 7:26:28 GMT -5
På trods af sin angst for den fremmede, kunne Nimue ikke lade være med at blive irriteret. 'Sådan et lille barn'. Hun var 18! Og han var sikkert ikke ældre. Og at være så uforskammet, ikke engang at svare! Irritationen brændte den sidste rest af rædsel bort, og hun svarede skarpt: "Ja, jeg render i hvert fald ikke rundt og skræmmer folk, og opfører mig ubehøvlet over for dem. Jeg kunne lige så godt spørge dig hvad du laver her, du er ikke meget ældre! Hvad ligner det jeg laver, jeg er ved at sætte lejr op! Og du behøver ikke at blive, hvis det er dig så meget imod!" Hun vendte demonstrativt ryggen til, og begyndte at finde noget mad frem fra tasken. Dagen før havde hun overnattet på en gård med en overvenlig bondekone, så der var mere end rigeligt. Med hårde bevægelser trak hun tæppet frem, og slog dte om sig. Men hun var ikke særlig god til at blive ved med at være gal. Hun vendte sig om mod den fremmede igen. "Er du sulten?" spurgte hun, og pegede på brødet og kødet.
|
|
|
Lejrbål
Apr 15, 2009 6:18:19 GMT -5
Post by verity on Apr 15, 2009 6:18:19 GMT -5
Adrian kunne ikke lade være med at smile, men han unlod at vise tænder han kunne lige så godt få lidt mere sjov ud af hende. Han kastede sit sværd så det landede lidt væk fra bålet, hun var alligevel ikke nogen trusel for ham, det kunne han allerede sige med sikkerhed, han ville ikke engang behøve sit sværd hvis hun endelig ville være så dum at gå op imod ham.
Han satte sig ned ved bålet lidt væk fra hende. Han bøjede sig let forover og smilte et bredt lumsk smil og blottede sine perlehvide tænder så hun kunne se hans lange hjørnetænder.
"Måske.. Er jeg lidt sulten.." Sagde han roligt
|
|
|
Lejrbål
Apr 16, 2009 13:01:40 GMT -5
Post by Nimue on Apr 16, 2009 13:01:40 GMT -5
Nimue blinkede forskrækket. Ilden glimtede i den fremmedes tænder. Hun havde virkelig en dårlig følelse ved det her. Hun tog en dyb indånding. Selvom han ikke havde sit sværd mere var hun ikke i tvivl om, at han var farlig. Hendes hjerne arbejdede på højtryk, og forsøgte at fortælle hende, at der var noget galt, men der var noget ved ham som fangede hende sopmærksomhed. Måske noget ved hans øjne. Nimue havde lagt mærke til, da han kom nærmere til bålet, at hans øjne havde en sær gylden farve. Hendes hjerte begyndte at banke. Ikke af frygt. Hun følte sine kinder begynde at gløde svagt, og bøjede hovedet mod ilden for at skjule det. Et sted var der noget som skreg i hende, at hun MÅTTE lære denne mystiske person nærmere at kende, at hun ville gå og pine sig selv resten af livet hvis ikke hun fandt ud af hvem han var. Der var intet ved hans personlighed der indbød til fortrolighed, men alligevel begyndte hun at føle sig afslappet, da hun først havde vænnet sig til chokket over hans anderledes udseende. Hans SÅ virkelig godt ud.
"Så.." begyndte Nimue, i et forsøg på at starte en samtale. "Hvad hedder du så?"
|
|
|
Lejrbål
Apr 17, 2009 12:31:21 GMT -5
Post by verity on Apr 17, 2009 12:31:21 GMT -5
Adrian blev lidt overrasket over hendes pludselige spørgsmål. Var hun da slet ikke bange? I det svage lys fra bålet kunne han se hendes røde kinder. Han kigged for første gang nærmere på hendes ansigt, det var lettere buttet og hendes hår var en stor, tyk, brun manke. Hun var ikke ligefrem hvad man ville kalde 'pæn' men grim var hun heller ikke.
'Så tøsen vil vide mit navn. Hun er ikke så lidt modig at blive ved med at presse på.' tænkte han. De fleste mennesker ville have flygtet over alle bjerge omkring nu, men her sad den lille tøs og bød ham på mad (ikke at han kunne spise det), hvil og selv efter hans truende adfærd pressed hun stadig på med flere spørgsmål. 'Modig ja, men også dum, forstår hun ikke jeg kunne slå hende ihjel lige her og nu?'
"Adrian, Adrian Dreading." sagde han koldt.
|
|
|
Lejrbål
Apr 17, 2009 14:18:56 GMT -5
Post by Nimue on Apr 17, 2009 14:18:56 GMT -5
Nimue gjorde sit bedste for at ignorere den gåsehud der løb ned af hendes arme ved hans kolde stemme. Den mand - Adrian, mindede hun sig selv om - var ikke til at se dig klog på. Hun var ikke nogen menneskekender, men normalt havde hun da en nogenlunde ide af, hvor hun havde folk. Hun prøvede at skjule hvor såret hun var blevet over hans hårde ord, og drejede sig rundt for at finde sit tegnegrej frem. Papir hvor ganske vist lidt dyrt at bruge bare på sig selv, når hun ikke havde en køber, men hun sagde stædigt til sig selv, at man vel også skulle øve sig lidt en gang imellem. "Nimue, her," mumlede hun ned papiret. I starten kunne hun ikke samle tankerne, og hun kunne ikke visualisere stregerne for sit indre blik, sådan som hun eller altid plejede at gøre. Så hun tvang sig til at tage en dyb indånding og slappe af i hele kroppen. Hun begyndte i et lille hjørne af papiret, med at tegne bålet. Langsomt udviklede tegningen sig, og kravlede næsten op af papiret. Pludselig opdagede hun, at hun havde tegnet en ordentlig bid af Adrians kappe. Den lå som en mørk plamage, der flød ud. 'Som blod', greb hun sig selv i at tænke, selvom hun ikke anede hvor tanken kom fra. Langsomt begyndte en historie at tage form i hendes hoved, om en mørk gyde og en ung pige. En af den slags historier de elskede på landevejskroerne. Så kropigerne kunne blive bange, og karlene kunne spille med musklerne. Hun var længe fortabt i sine egne tanker, og da hun endelig kom til sig selv igen var den fremmede næsten færdigtegnet. Nimue rynkede brynene og studerede den. Hun kunne egentlig godt lide den, selvom det ikke var sikkert at hun kunne få den solgt. Noget ved de mørke skygger bag Adrian, og den måde træerne nærmest gik i et med intetheden gav hende myrekryb - på den gode måde. Så gav det et sæt i hende, da hun kom i tanke om Adrian. Hun havde helt glemt han var der. "Øhh." sagde hun, forvirret. Skyggerne i skoven var blevet mørkere, og hun ville gerne have en samtale igang. Skoven skræmte hende i nat. "Hvad laver du så herude i skoven?" Hun skævede ud af øjenkrogen op til Adrian, der var et godt stykke højere end hende, selv når han sad ned.
|
|
|
Lejrbål
Apr 20, 2009 10:22:34 GMT -5
Post by verity on Apr 20, 2009 10:22:34 GMT -5
Adrian studered hende mens hun sad og tegnede, det var næsten somom hun havde glemt han var der. Han skævede over for at hvad hun lavede, han løftede brynene en anelse, hun var bestemt ikke uden evener, hun havde en enestående evne til at fange enhver detalje omkring hende og skrible det ned på papiret.
Adrian havde ikke engang lagt mærke til at han havde stirret før hun atter igen snakkede til ham. Han var ganske overrasket selv, han havde faktisk et øjeblik fuldkommen lukket ned for hans parader og havde været uopmærksom, der var noget ved hende der bare fik ham til at tage det roligt, måske var det fordi hun ingen trusel var for ham? Ja, det måtte det være.
"Jeg er på jagt." Sagde han og placerede endnu engang sin kolde maske tilbage. Hvorfor blev han ved med at svare på hendes spørgsmål? Egentlig ragede det jo ikke hende, hvad der før var ment som sjov for ham, havde nu udviklet sig til at han for engangs skyld bare følte han kunne tage det roligt... Underligt
|
|
|
Lejrbål
Apr 20, 2009 10:30:24 GMT -5
Post by Nimue on Apr 20, 2009 10:30:24 GMT -5
"Okay." Nimue vidste ikke helt hvad hun nu skulle sige. Helt ærligt. Hun havde mødt tudser der var lettere at føre end samtale med! Eller, okay, nok ikke. Men det var tæt på. Så rynkede hun øjenbrynene. Jagt? Hun kiggede på den fremmede, forsøgte at fange hans blik i mørket. "Er det ikke lidt for mørkt at jage på den her tid? Jeg mener.. Okay, der er mange nataktive dyr, men plejer man ikke at jage dem om morgenen? Det hele blev mere og mere forvirrende. Argh, hun var også alt for træt til det her! Hvis hun var rigtig smart lagde hun sig til at sove nu, så hun kunne få noget ud af dagen i morgen. Men Nimue var meget sjældent 'rigtig smart'. Særligt når der var noget spændende og nyt man kunne opdage. Så var der en anden detalje der fangede hende. "Hvordan i alverden jager man, kun med et sværd?" En mere rationel person ville nok være begyndt at lyde skeptisk på det her tidspunkt, men Nimue var blot forvirret.
|
|
|
Lejrbål
Apr 20, 2009 10:44:24 GMT -5
Post by verity on Apr 20, 2009 10:44:24 GMT -5
Adrian kunne ikke lade være med at grine lidt af hendes uvidenhed. Hun var virkelig godmodig. Hun havde ikke engang regnet ud at han var vampyr endnu.
"For det første har jeg ingen problemer med at se i mørke. For det andet.. Kan jeg kun jage om natten.. Desuden vil mit bytte vil være komplet uvidene og hjælpeløs, når jeg i ly af mørket sniger mig uden en lyd.." Adrian havde fået et lettere skummelt blik, bare tanken om jagtens sus var nok til at få ham op og køre.
Adrian kiggede hen på sit sværd. "Sværdet er mit våben.. En forlængelse af min arm.."
Adrian kiggede tilbage på Nimue. "Det er sjovere hvis de gør modstand. Og ved at skulle helt tæt på... Giver jeg dem da i det mindste en chance for at prøve" Adrian grinede sagte igen.
|
|
|
Lejrbål
Apr 20, 2009 11:02:36 GMT -5
Post by Nimue on Apr 20, 2009 11:02:36 GMT -5
Nimue blev bleg et kort øjeblik, så mærkede hun et adrenalinsus igennem sin krop. Hun havde lyst til at bande og råbe af sig selv. Hvordan kunne hun være så dum?! En lille del af hendes sind forsøgte at tale til hende. Den fortalte hende, at hun ikke kunne vide, at personen ikke var menneskelig. Hendes mors historier havde altid været skræmmehistorier om aftenen, hvis hun ikke havde opført sig ordentlig. Hun havde aldrig mødt en udød før nu. Hun havde aldrig hørt om nogen som havde. Måske er der bare ingen der har overlevet det? hviskede hendes forræderiske hjerne. Hun tvang den til at holde mund. Det var komplet latterligt. Selvfølgelig var der nogen der overlevede, hun færdedes bare ikke i de kredse. Vampyrer slog da ikke alle ihjel, vel? Det gjorde de da ikke...? Så længe havde hun heller ikke været på egen hånd. Hun var kommet fra en virkelig fredelig egn. Vampyrer var sikkert ikke noget særsyn heromkring, de blev sikkert venner med folk her. Hun kunne ikke så sig selv til at tro på det. Alle de historier hun havde hørt, havde fortalt om vampyrer som onde, hæslige skabninger, der jagede i ly af mørket, efter blod som de ikke kunne undvære. Men Adrian har da ikke gjort mig noget indvente Nimue for sig selv. Endnu tilføjede en lille del af hende. Som han sagde, han kan lide at lade sine ofre komme helt tæt på. Stoler du virkelig på sådan en som ham. Nytteløst spørgsmål. Nimue havde stædigt besluttet sig for at stole på ham. Det var det hun var bedst til. At stole på andre. Og hvorfor ikke. Adrian virkede da venlig, gjorde han ikke? Hendes indre jeg rystede resigneret på hovedet. Nej, det gør han ikke! nærmest råbte den. Okay, okay, men han virkede da heller ikke fjendtligsindet. Der måtte hendes indre jeg modstræbende give hende ret. Nej, okay, det gjorde han måske ikke. Nimue smilede triumferende, ligeglad med, hvad Adrian mon måtte tænke om det. Han måtte allerede mene at hun var sindssyg, når hun ikke havde gennemskuet ham før nu. Det var nok også lidt slapt af hende. Men hvis der var nogen sandsynlighed for, at hun slap levende fra det her, kunne hun lige så godt få det bedste ud af det. Hvorfor ikke? "Har du nogle gode historier?" spurgte hun uden videre.
|
|
|
Lejrbål
Apr 21, 2009 3:36:42 GMT -5
Post by verity on Apr 21, 2009 3:36:42 GMT -5
Denne gang overraskede Nimue ham virkelig. Historier? Ville hun nu have historier?? Hvem troede hun egentlig han var?
"Nej.." sagde han bare. Hvorfor var hun så nysgerig?
|
|
|
Lejrbål
Apr 21, 2009 5:53:37 GMT -5
Post by Nimue on Apr 21, 2009 5:53:37 GMT -5
Bag ved frygten mærkede Nimue et stik af skuffelse. Hvis Adrian var en vampyr - hvilket hun efterhånden var rimelig sikker på at han var - måtte han vel have oplevet en hel del. Og hun kunne godt bruge flere historier. Okay, hun kunne sagtens selv finde på noget, men det var som om det fangede publikum bedre hvis der var et strejf af sandhed i det. Nej! Hun troede bare ikke at en person som Adrian ikke havde oplevet noget spændende. Så hun besluttede sig for at hive det ud af ham. Og så længe han snakkede kunne han vel heller ikke koncentrere sig om at dræbe hende, kunne han? "Hvor gammel er du?" spurgte hun, og bad til at han ville være lidt mere snaksalig.
|
|