|
Lejrbål
Apr 21, 2009 6:22:49 GMT -5
Post by verity on Apr 21, 2009 6:22:49 GMT -5
"123.." sagde Adrian blankt som om det var den mest naturlige ting i verden. Han stirrede ind i den blussende ild hvor flammerne dansede og spredte en rar varme omkring sig. Han lukkede øjene et øjeblik og lyttede intenst til skovens beroligene lyde, det var første gang i lang tid han havde kunne slappe af, men hvem skulle have troet det blev i selskab med en lille mennesketøs som Nimue, det var faktisk lettere komisk..
|
|
|
Lejrbål
Apr 21, 2009 10:24:36 GMT -5
Post by Nimue on Apr 21, 2009 10:24:36 GMT -5
Nimue forsøgte at lade være med at virke for nysgerrig. Men hundredeogtreogtyve? Så meget havde hun godt nok ikke regnet med. Hun lagde mærke til, at Adrian lod til at slappe mere af. Måske var det at snakke den bedste ide. "Du virker ikke så gammel," kommenterede hun. Idiot! sagde hun til sig selv. 'Du virker ikke så gammel.' Nej, og jeg lyder som en på fem! Hun spekulerede på, hvordan det måtte være, at være så gammel. Om alle årstiderne så løb ud i et. "Så må du vel have kendt mange gennem tiden," sagde hun. Det lød lidt for meget som et spørgsmål. Okay, det havde også været ment som et, men hun havde tænkt sig at kamuflere det bedre. For at skjule sin forlegenhed rodede hun op i bålet og smed mere brænde på. Det var den mest mærkeligt situation hun havde oplevet. At sidde midt i en skov, og snakke med en vampyr. Det var ikke lige det, hun havde forestillet sig ville ske da hun tog afsted hjemmefra.
|
|
|
Lejrbål
Apr 23, 2009 15:20:22 GMT -5
Post by verity on Apr 23, 2009 15:20:22 GMT -5
Adrian grinede, hun var sku en fjollet lille tøs. "Jeg har været omkring" sagde han. Adrian lod kiggede tilbage på hans efterhånden lange liv, han havde virkelig oplevet mange ting i den tid.
Adrian kigged på ham med rolige øjne. "Hvorfor er du overhovedet intereserret i noget så tåbeligt som historier?"
|
|
|
Lejrbål
Apr 23, 2009 15:48:49 GMT -5
Post by Nimue on Apr 23, 2009 15:48:49 GMT -5
Nimue grinede tilbage. Endelig en ordentlig respons! "Jeg lever af dem," svarede hun. "Dem og mine tegninger. Og jeg kunne sådan set godt bruge lidt flere." Hun skuttede sig, da en kold vind ramte hende bagfra. Man kunne godt mærke at det stadig var forår. Hun trak sit tæppe frem, og trak det godt sammen omkring sig. Hun skulle til at tilbyde Adrian noget, men tænkte så, at han nok ikke skulle bruge dem. Og anyway, hvis hun spurgte ville han nok bare mene hun var dummere end han allerede troede. "Jeg tænkte," sagde hun langsomt, mens hun nød varmen fra tæppet, "at eftersom du er så gammel, så må du vel have oplevet en del." Hun holdt en kort pause, ikke lang nok, til at han kunne nå at svare. Så fortsatte hun muntert. Hun havde helt glemt at hun var træt. "Der hvor jeg er vokset op, er der så kedeligt! Det skete virkelig aldrig noget. Det eneste interessante var, når der var marked, og så var det endda kun nogle folk fra de nærmeste gårde der kom. Men hvis man var rigtig heldig, var sigøjnerne der, og så blev det sjovt! Og så begyndte mine forældre at tale om, at jeg skulle giftes, men jeg vidste bare, at jeg ikke gad bo der, og de drenge der bor på gårdene omkring er så kedelige! Og jeg vil jo ikke giftes med en, som jeg ikke elsker. Jeg mener, alle de der historier om den sande kærligheden, der må da være lidt sandt i dem, tror du ikke?" Igen var der kun en kort pause. "Nå, men så en dag rejste jeg med sigøjnerne. Okay, jeg bad min lillebror fortælle det til mine forældre, så de vidste godt var jeg var, men jeg måtte altså opleve noget! Og de sige at de godt kunne bruge en spåkone, og så sagde jeg at jeg ikke kunne spå, men så sagde de bare, at det ikke var nødvendigt, jeg skulle bare lade som om - " Hun rødmede lidt. "Ja, hvis nogen spørger, må du ikke fortælle at det ikke er sandt, men altså-" Hun afbrød sig selv, da det gik op for hende, at hun havde ladet sig rive med af ordstrømmen. Men det var bare så længe siden, at hun havde haft en, som hun virkelig havde lyst til at snakke med, og som hun ikke kun snakkede med for pengenes skyld. Bondekonerne var flinke, men ikke særligt spændend. Hun havde allerede glemt, et Adrian muligvis kunne være farlig.
((Jaja, jeg gik lidt amok der xD Men det var meget sjovt.. ))
|
|
|
Lejrbål
Apr 27, 2009 16:11:44 GMT -5
Post by verity on Apr 27, 2009 16:11:44 GMT -5
Adrian blev helt paf af den lange talestrøm. Hold da fast hvor den tøs kunne snakke! en det var nu ganske underholdene, det var faktisk utrolig længe siden han havde kunne føre en normal samtale der ikke handlede om kamp eller kvinder, og han havde altid måtte være på vagt, der var ingen han kunne stole på. Men hvorfor var Nimue anderledes? Måske fordi hun var så hamløs, uskyldig og nok også ret så naiv? Han vidste det ikke, men det var underligt, at sidder her og snakke om komplet irrelevante ting og bare nyde natten, ja det var ligefrem.. Rart...
Adrians blik blev fjernt men han huskede tilbage, for så mange år siden.
"Jeg.. Voksede op hos min far. Hvis man da kan kalde ham det. Han var smed og jeg trænede med de sværd han lavede i ly af natten, det var sådan jeg blev sværd mester. Da jeg stadig var ung løb jeg hjemmefra. Jeg tjente til dagen og vejen ved at jagte eftersøgte kriminelle. Da jeg var 17 var jeg kendt bredt i den kriminelle verden. En dag da jeg var på vej tilbage til mit kroværelse med en nyindtjent dusør.. Blev jeg angrebet bagfra.. Det var den nat jeg blev halvblods vampyr..." Adrian var selv lidt chorkeret, han havde aldrig fortalt nogen om hans fortid, og da slet ikke som mennesker. Han havde bevidst unladt den del at hans far havde været voldlig imod ham som dreng, han ville jo nødig virke alt for svag..
|
|
|
Lejrbål
May 3, 2009 16:08:59 GMT -5
Post by Nimue on May 3, 2009 16:08:59 GMT -5
"Åh. Det er jeg ... ked af at høre." Nimue vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Hun havde følt noget, der kunne minde om en rus, da hun var taget hjemmefra i en alder af 17. Hun havde følt sig stolt, når hun havde klaret sig igennem - hvad hun betragtede som - store strabadser. Det havde åbenbart været ingenting.
"Men er du så glad nu? Altså, tilfreds med hvordan dit liv er?" Hun smilede forsøgsvis til Adrian. Han virkede meget mere afslappet nu, men så alligevel også anspændt. Som om det her var en uvant situation for ham. Hun følte en kugle i maven, som om hun havde medlidenhed med ham.
"At jage forbrydere? Er det ikke spændende? At vide at man gør noget godt for andre mennesker ved at beskytte dem på den måde?"
|
|
|
Lejrbål
May 15, 2009 0:36:47 GMT -5
Post by verity on May 15, 2009 0:36:47 GMT -5
Adrian stirrede på hende. Hvade det været medlidenhed i hendes stemme? Hvade hun rent faktisk ondt af ham? "Jeg jager ikke forbydere for andre menneskers skyld. Jeg gør det for mig selv, og ingen andre. Jeg gør det fordi jeg finder en rus og glæde i kamp." sagde han måske lidt for hurtigt. Han stirrede tilbage i ilden, men han kunne stadig føle hendes blik på sig, som om hun ikke helt var tilfreds med hans svar. Han sukkede let og tiføjede med lidt roligere stemmeføring "Men.. Det kan selvfølgelig være hårdt.. Indimellem..." sagde han lavmelt, aldrig fjernet sit blik fra ilden.
|
|