|
Sorg
Apr 9, 2009 12:59:29 GMT -5
Post by neko on Apr 9, 2009 12:59:29 GMT -5
Solen kastede dens flotte røde farver på skyerne, og månen var så småt begyndt at vise sig. Desværre lagde Kristine ikke mærke til det i hendes søgen efter ro i sjælen. Hun er klædt i en let hvid kjole, som klær hendes marmor hvide hud. Hendes hår har hun glemt at sætte op så det omsluttede hendes kønne engle ansigt.
|
|
|
Sorg
Apr 9, 2009 13:10:08 GMT -5
Post by Pen on Apr 9, 2009 13:10:08 GMT -5
Pen havde endnu en gang bevæget sig over mod kirken. Synet af sin egen tomme grav gik igen i hans hoved, som en dårlig film som var gået fast. Han havde hørt noget inde i kirken, og som sædvanligt begyndte hans nysgerrighed at trække i ham. Han brød sig ikke meget om ideen af andre væsener, hverken mørke eller lysvæsner, han hadede dem begge, ikke af de samme grunde, men han hadede dem begge alligevel. Han bevægede sig ind af døren som førte ud til kirkegården, forsigtig for hele tiden at holde sig i skyggerne hvor han var svær at se. Selvom hans nysgerrighed havde trukket ham derind sørgede hans frygt for at han holdte en fin afstand. Allerede nu bandede han over sin dumhed inde i sine tanker som han så kvinden stå inde i kirken. Hans hjerte pumpede hurtigere, pumpede adrenalinen rundt, som forstærkede frygten, men som også fik ham til at være mere forsigtig. Som han nærmede sig skikkelsen gjorde han sig mere opmærksom over hvor han satte sine fødder og sørgede for at være så lydløs som han kunne, det var dog svært i den store kirke hvor hver en lyd gav genklang. Han stoppede op et godt stykke fra hende, tæt nok på til at observere hende, men også langt nok væk til at kunne løbe hvis det blev nødvendigt... Han brød sig ikke meget om tanken af at blive opdaget, og endnu mere om tanken af konsekvenserne af det samme...
|
|
|
Sorg
Apr 9, 2009 13:21:27 GMT -5
Post by neko on Apr 9, 2009 13:21:27 GMT -5
Kristine studerede lidt kirken. Det var første gang hun var i en. Hun så ikke meningen i dem. Men folk snakkede om hvordan de bare sagde deres problemer så en eller anden overmagt hørte dem. Hun vidste at det var noget vås. Hende af alle burde ihvertfald have vist det, men desperationen efter at få lettet sit hjerte var for stor. tårene var for længst begyndt at løbe ned af hendes kinder. Tanken om hendes elskede døde mand, brændte som hvid glødende jern i brystet på hende. Hun så ham for sig. Han sorte hår, og mørkeblå øjne virkede helt livligt for hende. Så livligt at hun regte hånden frem for at ae ham på kinden. Men han forsvandt i samme sekund hun løftede armen.
|
|
|
Sorg
Apr 9, 2009 13:46:07 GMT -5
Post by Pen on Apr 9, 2009 13:46:07 GMT -5
Pen betragtede hende lidt. Tårerne på hendes kinder beroligede ham lidt, og dæmpede på hans frygt for hende. Hun virkede mere harmløs nu, men han ville dog ikke lade sig narre. Hans hjerte begyndte at pumpe langsommere igen og tillod ham at tænke klarere. Uden at han lagde specielt mærke til det havde hans hånd gledet sig ind i hans lomme og fisket smykket ud. Det halskæde som han havde fundet ved sin gravsten snart så længe siden. Han bakkede lidt væk fra hende mens han betragtede sin halskæde som lagde løst i hans hånd. Men i det at han havde bevæget sin opmærksomhed hen mod halskæden var han også bleven uopmærksom og var kommet til at ind i en statue af en eller anden gud som havde stået i siden af kirken. Det gav en lavmælt bumben fra sig men genlyden i kirken gjorde lyden klar og tydelig. Han vendte sig om og så forskrækket på hvad det var han var bumbet ind i, og næsten som en refleks bakkede han væk fra den, men snublede og faldt. Han kæmpede sig op på benene igen og løb over i skyggerne i den anden side af kirken, det var først der at han lagde mærke til at han havde tabt sin halskæde, den lå ovre ved siden af statuen og glintede lidt i det svage lys. Han kunne dog ikke få sig selv til at gå over og hente den, ikke nu, men han kunne heller ikke løbe, han kunne ikke flygte nu...
|
|
|
Sorg
Apr 9, 2009 14:15:40 GMT -5
Post by neko on Apr 9, 2009 14:15:40 GMT -5
Kristine vendte sig hurtigt om med knyttede næver. Hun var ikke bevåbnet. Ikke i en kirke. Hun så en fremmed dreng og smilte så sit altid blide smil. Han så ikke ud til at være en som ville hende ondt. Hun så hans angst og fik helt ondt af ham. Hvad lavede han her? Havde han ingen familie til at tage sig af ham? Hans fodtrin gav genlyd gennem hele kirken i det han løb over i skyggen. Hun smilede og rystede lidt på hovedet inden noget fangede hendes blik. Hun gik stille og ellegant hen over det kolde kirkegulv. Hun havde ingen sko på så kulden stak nærmest i hendes fødder. Hun nåde det som skinnede og samlede det forsigtigt op. En halskæde. Hun kigger over på drengen som sidder over i skyggen. "Er det din?" hun brugte hendes mest fløjsbløde stemme for ikke at skræmme han yderligere.
|
|
|
Sorg
Apr 9, 2009 14:39:27 GMT -5
Post by Pen on Apr 9, 2009 14:39:27 GMT -5
Han så lidt skræmt på hende, *Hvordan kunne hun se ham? Selv dyrene i skoven plejede ikke at kunne se ham når han var i skyggerne. Med mindre de kom tæt nok på...* Hans hjerte pumpede hurtigere igen som hendes stemme efterfølgende kom og forsikrede ham om at hun kunne se ham. Han så ned på sig selv, i hans skræk havde han glemt at bruge sine evner. Langsomt blendede hans krop ind med skyggerne til han næsten var umulig at se. Han trådte lidt væk fra der han før havde stået. Han var mere rolig da han var sikker på at hun ikke ville kunne se ham, ikke på den afstand. Han betragtede hende lidt fra skyggerne i blanding af had og frygt. Hun lignede ikke et mørkevæsen, og selv hvis hun var et lysvæsen ville det kun dæmpe hans had en smule. Nu når han følte at han var på hjemmebane i skyggerne følte han sig en smule mere sikker. Han var nødt til at få fat i halskæden, det var det eneste han havde. "Ja, det er min." sagde han kort, med en hård og rusten stemme, som havde han ikke brugt den i længere tid. "Den er ikke din at tage..." Snerrede han kort det var som om at hans stemme virkede mere sikker som han snakkede. Dog var der stadig frygt at spore i den, og masser af den, og han følte den også selv, prikke mod hans hud, stemmen i hans hoved som tiggede ham om at glemme halskæden og flygte. Men han kunne ikke...
|
|
|
Sorg
Apr 9, 2009 15:17:21 GMT -5
Post by neko on Apr 9, 2009 15:17:21 GMT -5
Hun fik helt et chok, og følte sig helt skuffet over beskyldningen af om hun ville stjæle hans kæde. Hendes vinger gav et lille spjæt fra sig og hun kiggede trist rundt i skyggerne nu han var forsvundet. Mørke.... Smerte... glemslen.... Det hele duggede op i hendes hoved. Hendes smil blev erstattet af en trist, usikker Grimasse inden hun trist svarede: "Jeg ville nu også bare aflevere den tilbage. Er sikker på at det var et uheld du tabte den." Hun kiggede ned og en tåre trillede ned af hendes kind. Hun lagde halskæden forsigtigt på jorden inden hun satte sig over på en bænk oppe forrest i kirken. "Undskyld..." sagde hun lavt og foldede hendes hænder mens hun kiggede ned i gulvet. Hendes tanker fløj rundt i hoved på hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle tænke. Det gjorder nærmest ondt. Desværre vidste hun at dette ikke var noget nyt. Hvem var drengen? hvorfor gemte han sig? havde hun såret ham engang, eller nogen han holdt af, før hun mistede hukommelsen? Hun havde vel ikke været ond?
|
|
|
Sorg
Apr 9, 2009 15:36:41 GMT -5
Post by Pen on Apr 9, 2009 15:36:41 GMT -5
Han så lidt på hende fra skyggen, hun virkede, ked af det?... Nej han kunne ikke tænke på andre nu, specielt ikke lysvæsener, han var ret sikker på at hun var en af dem nu... Han gik over og samlede sin halskæde op og betragtede lidt det drageformede sølvvedhæng. Hendes undskyldning slog ham som underlig, hvorfor undskylde? Han ville ikke undskylde, han ville ikke engang tænke på at undskylde... "H... Hvad?" Spurgte han kort og trådte ud i lyset et godt stykke fra hende. Nu når han var ude af skyggen var han tydelig at se. Han betragtede hende lidt, undersøgte hende med sine øjne som prøvede han at aflæse hende... "Du er ked af det?" Fik han fremstammet, næsten som havde han svært ved at forme ordene. Hans stemme var ikke hård på samme måde længere, mere nysgerrig og undrende, frygten var næsten væk i den, selvom den stadigvæk hang bag den som en skygge. Han mærkede den dog ikke rigtigt længere, han havde magtet at ignorere den, og hun virkede ikke lige så truende længere, ikke nu når hun virkede sårbar...
|
|
|
Sorg
Apr 9, 2009 15:48:58 GMT -5
Post by neko on Apr 9, 2009 15:48:58 GMT -5
Hun kiggede over på ham med et forgrædt ansigt. "Det en meget lang historie..." Hun kiggede trist væk igen. Hun havde stadig sin ære. Den skulle ingen have lov at tage fra hende. Hvorfor bekymrede drengen sig pludselig? Han havde jo lige været sur, næsten truende. Hendes hjerte begynde at hamre. Måske var han en ridder? Vreden steg i hende inden hun surt rystede på hovedet. Ingen forhastede konklutioner. "Jeg sørger..." hun gemte sit ansigt i hendes hænder af skam over sig selv. Mindet om den dag bragte altid det værste frem i hende. Som om det lagde på lur og bare ventede på at sprænge frem og angribe hende når hun blottede sig mest. Tanken fik de små hår i hendes nakke til at rejse sig. Så dybt ville hun ikke synke. Hun begyndte at føle det som om at kulden tog hende. Ikke det beskyttende lag som da hun lå i dvale, men et der kun bragte mørket med sig.
|
|
|
Sorg
Apr 10, 2009 8:59:19 GMT -5
Post by Pen on Apr 10, 2009 8:59:19 GMT -5
Han lagde let hovedet på skrå. Det var ikke fordi han ikke forstod sorg, han havde selv følt den, eller, han havde nægtet at føle den, også selvom han måske skulle have bukket under for den for længst, så ville han ikke, han kunne ikke. Han mente selv at han ikke var i stand til sådanne ting længere, men alligevel, så jagede det ham hver gang han lukkede øjnene. Blodet, kulden, frygten... Døden, det hele kom igen, hver gang han lukkede øjnene, som spøgelser som ikke ville lade ham være alene, og alligevel, så nægtede han gang på gang at kendes ved dem, det var som om at de var fra en anden verden at de var bleven fremmede for ham. Han bakkede langsomt ud i skyggen igen, ude at syne, "jeg har langt tid..." sagde han stille ude fra mørket af, hans stemme bar ingen medlidenhed, blot nysgerrighed, blandet med frygt, og en fjern kulde som dog stadig blev sværere at spore i hans stemme, som smeltede den for varmen. Han lod stille sine fingre glide over halskæden mens han ventede på at hun skulle gøre noget...
|
|
|
Sorg
Apr 10, 2009 9:10:02 GMT -5
Post by neko on Apr 10, 2009 9:10:02 GMT -5
Hun rystede sig fri fra kulden i det hun hørte hans stemme. Et øjeblik havde hun faktisk glemt at han var der. Hun trak sine ben ind til sig og kiggede så over på ham med triste øjne. "Før jeg begynder... Har du nogen sinde mistet en du elskede?" hun holdte ham med sine triste øjne. Hun var skuffet over sig selv. Engle skulle være stærke ædle væsner. Hun havde åbentbart bare ikke styrken. Kulden var ved at tage hende igen, men hun gav den ikke lov. Hvordan kunne der være så mørk i en kirke? Så koldt og fuldt af håbløshed? Løgne alt sammen. Mørket havde allerede koruperet stedet i hendes øjne!
|
|
|
Sorg
Apr 10, 2009 9:21:54 GMT -5
Post by Pen on Apr 10, 2009 9:21:54 GMT -5
Han overvejede lidt hendes ord. Han kendte til sandheden, alle hvad han havde elsket var døde, alle han nogensinde havde stolet på var også døde, dem som han engang havde set som kammerater, hvis man da kunne kalde dem det, var nu ude på at dræbe ham, hvis det ikke var fordi at han allerede var død. Eller han var død ifølge samfundet, samfundet havde endda begravet ham, lige udenfor, selvom der nok skulle være nogen som kendte sandheden. Der måtte være nogen som kendte sandheden, hvor skulle den ellers have kommet fra... Han så lidt ned mod sin halskæde, ja noget måtte kende sandheden. Han så op mod hende igen, han var nu halvt ude fra skyggen og støttede sig af en bænk, og var derfor halvt synlig. "Nej, jeg har ikke mistet nogen jeg har elsket..." løj han med en tom og mørk stemme, det var på en måde tydeligt at det var en løgn, og dog ikke...
|
|
|
Sorg
Apr 10, 2009 9:38:03 GMT -5
Post by neko on Apr 10, 2009 9:38:03 GMT -5
Hun kunne se at han tænkte grundigt over hendes spørgsmål. Vendte og vejede ordne. Målte og suterede dem, intil han endelig fandt et svar. Hun var ikke sikker på at han mente svaret, men hun ville ikke grave i det. Så længe han sagde nej, var det nok fordi hun ikke skulle blande sig. "Min historie starter..." Hun sukkede, "Jeg ved faktisk ikke hvor min historie starter." Hun kiggede ud af et af vinderne som funkler af det mange farvede glas som vist symboliserede en eller anden historie. "Jeg kan ikke huske min fortid fra før jeg kom her til. Jeg ved kun at jeg har lagt i dvale ude i skoven, beskyttet af dens rødder. Jeg var frygtelig såret. Revet og flået i." solen var gået helt ned nu. Stjerner kiggede frem. "Jeg ved ikke hvor længe jeg lå der, eller hvorfor. Men tror nok det her min historie begynder..." Hun kiggede over på drengen for at se om han stadig fulgte med. Hun kunne ikke rigtig tyde hans ansigt og kiggede derfor væk igen. "Er du sikker på at du vil høre det?" Hun var ikke trist i stemmen, hun ville bare være sikker.
|
|
|
Sorg
Apr 10, 2009 9:48:28 GMT -5
Post by Pen on Apr 10, 2009 9:48:28 GMT -5
Han så lidt på hende med det samme undersøgende blik som før. Hans nysgerrighed krævede stadigvæk mere, også selvom han i bund og grund var lidt ligeglad med hende. Han var groet til at blive ret egoistisk i løbet af årene, og endnu mere mistroisk. Men det var altsammen ting han var nødt til at være, han var nødt til at tænke på sig selv først, ellers fik han ikke noget at spise, han var nødt til at være mistroisk ellers ville han ikke komme helskindet ud af alle de gange han kom i problemer, ligesom nu. Dog alligevel troede han på hendes historie, mest fordi at det ikke virkede som om at den på nogen måde hjalp hende til at få noget fra ham, hvilket oftest var gunden for at lyve. Han nikkede langsomt som svar til hendes spørgsmål "som sagt, jeg har masser af tid, og natten er min dag, så bare rolig jeg falder ikke i søvn..." Han grinte lidt, det virkede næsten forkert på hans blege ansigt at grine, selvom hans latter lød venlig og på en underlig måde varm. Det var nok noget af det eneste som ikke havde ændret sig igennem årene hans latter, nok mest fordi det var så langt tid siden han sidst havde gjort brug af den...
|
|
|
Sorg
Apr 10, 2009 10:52:58 GMT -5
Post by neko on Apr 10, 2009 10:52:58 GMT -5
Hun smilte lidt da han grinte. Ikke noget hun havde troet han ville. Hun rømmede sig en gang og fortsatte så sin fortælling. "Jeg lå som sagt i dvale. Jeg kan huske at det var en vinter dag. Jeg var dækket af is da jeg pludselig hørte en hest... Der kom han... Nathaniel... Den beste våben smed i verden. Han reddede mig, skar mig fri fra rødderne, tog mig hjem til ham og plejede mine sår. Efter det... blev jeg simpelthen forelsket i ham. Han var flot, sød, venlig... Min eventyr prins. Jeg begyndte at arbejde for ham i hans smedje. Jeg havde åbentbart et kæmpe talent for det. jeg var der i ca. 6 måneder før han friede til mig. Aldrig i mit liv har jeg været så lykkelig... I hvert fald ikke hvad jeg kan huske af." Hun gav et lille grin fra sig. "Det lyder måske ikke særlig trist endnu, men det bliver det." sagde hun meget bestemt. "Vi havde været gift i næsten et halvt år da en af kongens riddere kom med en kæmpe bestilling på våben. Deadlinen var næsten umulig, men vi nåde det. Nathaniel blev syg midt i forløbet, så jeg klarede alt arbejdet til sidst. Intet problem for en Engel at arbejde som en gal, men han var jo bare et menneske." Hendes stemme begyndte at skifte til at blive fuld af had. Ikke til drengen, men over historien. "Ridderen kom for at hente bestillingen. Nathaniel tog imod pengene mens jeg sad indenfor i smedjen, skjult så jeg kun lige kunne se ud. Der skete det. Ridderen tog et sværd og stak det i hjertet på Nathaniel. Jeg kunne intet have gjort uden selv at være blevet opdaget. Ridderen red væk med et håneligt grin. Jeg løb ud til Nathaniel så hurtigt jeg kunne," hendes stemme knækkede af gråd, "Men det var for sent... Han... Han... var død." Hun gemmer sit ansigt i sine hænder og begynder at græde igen. Bare det at snakke om det, fik smerten i hendes bryst til at vokse. Kærlighed gjordre ondt, og det lærte hun på den hårdre måde.
|
|