|
Sorg
Apr 10, 2009 14:05:26 GMT -5
Post by Pen on Apr 10, 2009 14:05:26 GMT -5
DPen så lidt på hende som ventede han på mere. Hans blik virkede uimponeret, uændret, selvom det var tydeligt at han havde hørt godt efter, så det ikke ud til at have lagt noget mærke på ham overhovedet. Han overvejede lidt om han skulle gå, der var trods alt ikke meget mere at få at vide nu, og hans nysgerrighed var mættet. Der var der ikke nogen frygt til at skubbe ham væk længere, så han stod lidt i splid med sig selv, både fordi han alligevel ikke havde andet at lave, men også fordi at det var som om at frygten og nysgerrigheden var byttet ud med noget andet, noget han ikke kendte, eller i hvert fald ikke kendte længere... "Okay...." Sagde han langsomt, velvidende om hvordan det kun måtte have været som et slag i hovedet, når hun havde åbnet sig sådan for ham, men han kunne ikke finde på andet at sige, om det var fordi han ikke følte nogen medlidenhed for hverken lysvæsener eller mørkevæsener var ikke til at sige. Dog var der et eller andet som var ændret, for kulden var ikke til at spore i hans stemme længere, blot en hvis skuffelse, som havde han søgt efter noget og havde fundet noget andet. Han bakkede ud i skyggen igen og satte sig på en bænk. "Har du nogensinde tænkt på hævn?" Hans stemme kom så pludseligt ud af mørket at den nær havde overrasket ham selv. Han vidste hvordan det var at ønske hævn, hvordan det var at ville føle nogens blod mod ens hænder, men det var blot endnu en af de følelser han havde lukket ude og nu lod som om han ikke kendte til...
|
|
|
Sorg
Apr 10, 2009 17:33:59 GMT -5
Post by neko on Apr 10, 2009 17:33:59 GMT -5
Hendes vinger foldede sig ud. Hver en muskel i hendes krop spændtes... og hendes øjne slog lyn. Billeder af riddere fløj gennem hoved på hende. Hvordan han stak Nathaniel ned med et grin. Hans hån... Hans gift grønne øjne. Hævn... Hævn var ikke engang nok til at beskrive hvad hun ville have. "Hævn... Er for svagt et ord til hvad jeg vil have. Han skal miste alt... Familie... hus... job! Bare ikke livet. Han skal leve i skam. Føle den samme smerte som brænde i mit bryst!" Hun hoppede op, drejede rundt inden hun landte perfekt på fødderne. Hendes vinger stod ud til sidderne og hun skulede rundt i kirken. Søgte i mørket efter ham. "Jeg ved... hvad jeg laver." Hun gik stille hen af kirkegulvet. Måne stråler ramte hende fra gennem vinduet. "Han kan bare vente sig..." hun rattede sig op og lukkede øjene. Hendes krop er helt afslappet. "Men jeg husker ham. Man besejre ingen i vrede." Hun åbnede stille øjnene og smilede skævt. "Jeg gør intet fordi jeg er lysvæsen. Jeg er mere menneske end engel." Hun smiler nu og alt vreden er pludselig væk.
|
|
|
Sorg
Apr 12, 2009 5:14:33 GMT -5
Post by Pen on Apr 12, 2009 5:14:33 GMT -5
Pen så overrasket på hende, han havde ikke regnet med sådan et udbrug og i sandhed så skræmte den ham lidt. Dog når han så tilbage på det, så kunne han ikke lade være med at respektere det, bare lidt. Vrede var en følelse han kunne forstå, og hævn mest af alt, noget han både havde ønsket og smagt på, bare for at finde ud af at alt hvad den medførte var med til at ødelægge hans liv som den var. Hans hævn, hans vrede, havde formet hans liv til hvad den var nu, og nu havde han ingen vej tilbage. Ingen venner, ingen familie, intet job... Intet værdigt liv... Dog nu som han stod her i kirken kunne han mærke en smule af den samme vrede vende tilbage fra fortiden, for at smile til ham og tigge om mere, om mere blod, om mere død, om end ikke hans egen. "Lysvæsener har lige så meget ret til at dræbe som mørkevæsener, og når det kommer til det endelige tidspunkt, hvad er så forskellen på et mørkevæsen og et lysvæsen. Ønsker de ikke begge hævn? Bærer de ikke begge vrede? Bærer de ikke begge våben?... Vi er alle i stand til at dræbe, vi er alle i stand til at hade, vi er alle i stand til at gøre ondt, det er bare først i det sidste øjeblik at vi finder ud af hvor meget..." Sagde han med en tydelig foragt, det var tydeligt at han hverken brød sig om lysvæsener eller mørkevæsener, selvom det var noget mærkeligt noget, da han selv var en af dem...
|
|
|
Sorg
Apr 12, 2009 7:32:09 GMT -5
Post by neko on Apr 12, 2009 7:32:09 GMT -5
Hun kiggede rundt i mørket, og stillede sig så op af en mur hvor månens stråler ramte. Han havde ret i alle det han sagde. Har mange liv havde lysvæsner ikke selv været skyld i gik tabt? Men han generaliseret. Satte i bås, og pustede tingene alt for meget op. "Ikke alle engle går med våben. Vi har mere tilfælles med mennesker end du tror." Hvor vidste hun egentlig det fra? Hun kunne jo ikke huske en eneste anden engel. Hun åbnede øjnene helt op og noget gik gennem hendes hoved. Hun stod på toppen af en bygning, nej en smedje! Mørket nærmede sig og... Hun rystede en gang på hovedet. Hun havde ikke tid til at huske noget nu. Hun kiggede på ham og øjne uden noget specielt udtryk. "Hvorfor er du så fyldt med foragt mod mig? Fordi jeg er smed og laver våben, eller fordi jeg er en engel? Hvis du dømmer mig ud for det, så skal du vide at jeg de sidste par år af mit liv, kun har levet som et menneske. Så kan du sagtens begynde på en lang tale om noget jeg gjorder før! Men jeg kan ikke huske det, og jeg vil heller ikke!" Hun er stadig helt rolig. Han var nok det mest tungnemme hun nogensinde havde mødt. Hun skurede rudt i mørket. Han kunne ikke gemme sig for evigt. Hun kiggede rundt efter en idé og fik så en. Ingen skulle tirre hendes vrede frem også ikke være mand nok til at se hende i øjnene.
|
|
|
Sorg
Apr 12, 2009 10:36:14 GMT -5
Post by Pen on Apr 12, 2009 10:36:14 GMT -5
Han gik stille hen til hendes side, dog forsigtig for ikke at træde ud af skyggerne. Han lænede sig frem helt tæt på hendes ene øre "Og hvad får dig til at tro at menneskene er meget bedre?" sagde han koldt og lænede sig tilbage i skyggerne. "Du snakker om mennesker som var de helgene selv. Du narrer dig selv, du vikler dig ind i en falsk verden som kun eksisterer i dit hoved, og du bilder dig ind at tro at vi er uskyldige blot fordi vi ikke kan huske vores handlinger. Glemsomhed er ikke en frelse, glemsomhed vil ikke vaske blodet af vores hænder, og skylden ud af vores øjne, nej glemsomheden vil blot skjule det. Tro mig, jeg ved det. Du spørger om hvorfor jeg nærer foragt for dig, jeg svarer dig, fordi du ikke er bedre end dem, men i det mindste så er de villige til at indrømme deres fejl og mangler, noget som du måske ikke tør... Bare husk, intet bliver glemt i denne verden, vi skal alle dømmes for hvad vi har gjort før eller siden, det er bare spørgsmålet om hvornår." Hans vrede og foragt var snart vokset sig så stor at han havde glemt alt om sin frygt, selvom den stadigvæk sad dybt i ham... Det var dog underligt, for i virkeligheden bar han ikke særligt meget foragt for hende, han kunne respektere hendes lyst til hævn, men det var som om at der var noget i ham som bedte ham om at hade hende, næsten som en stemme som sagde at hun ikke var bedre end de andre...
|
|
|
Sorg
Apr 12, 2009 11:32:44 GMT -5
Post by neko on Apr 12, 2009 11:32:44 GMT -5
"Sidder kujonen som gemmer sig i mørket... Hvad er DU bange for? Jeg sagde ikke at jeg er uskyldig på grund af min glemsel, eller at alt det blod jeg har ugydet bare er forsvundet ud af mit liv. For den sags skyld er mennesker alt i et, mens vi delt op i lys og mørke. Mennesker kan elske og hade. Vi er kun skabt til den ene af tingene! Se på mig! Jeg burde være en statue! Der er ikke en ting på mig som sidder forkert! Mennesker... De smukke på deres egen måde! De alle sammen forskellige! De behøver ikke at være født til noget specielt andet end at leve! Jeg blev sat her af en grund! Jeg ved ikke hvad, kan ikke huske det! Ved bare at jeg har været her længe..." Hun smilte skævt. "Og nu syntes jeg at du skal komme ud af mørket!" Hun løftede sin halskæde op og lod månelyset fange den. Det raflekterede så kraftigt at det lyste det meste af kirken op.
|
|
|
Sorg
Apr 13, 2009 6:37:18 GMT -5
Post by Pen on Apr 13, 2009 6:37:18 GMT -5
Han sin arm op for sine øjne for at beskytte dem fra det skarpe lys. Langsomt forsvandt den mørke skygge fra hans krop, og han stod tilbage bleg og ubeskyttet... "Hvad jeg er bange for? Jeg er bange for ikke at opdage at jeg har levet en løgn, jeg er bange for at opdage at alle ønsker mig død, at alle jeg kendte og elskede er døde på grund af mig! Jeg er bange fordi jeg lever i mit værste marridt og jeg kan ikke gøre andet end at se på monstrene fra den, æde mig levende for hvad jeg har gjort og hvad jeg kommer til at gøre. Jeg er bange for at spøgelserne fra mine drømme skulle komme og ønske hævn, for det er alt hvad de fortjener." Han havde gået op mod hende mens han talte, hans vrede voksede i takt med at han snakkede, og som han sagde de sidste ord stod han helt inde foran hende, "Men mest af alt så er jeg bange for at jeg ikke er i stand til at føle andet en frygt og vrede mere..." Hans stemme flød næsten over af vrede, han var på kanten til at angribe, men han var ikke klar til at gå så langt endnu. Lyset føltes som nåle mod hans hud, og pludseligt var det eneste han kunne tænke på var at gå ud derfra. Han bakkede langsomt væk fra hende hen mod døren som førte ud til kirkegården. Han åbnede langsomt døren og hev sig selv ud af den, "Vi er alle sat her for den samme grund, for at dø..." Sagde han stille og gik så helt ud i kirkegården...
|
|
|
Sorg
Apr 13, 2009 7:42:06 GMT -5
Post by neko on Apr 13, 2009 7:42:06 GMT -5
Kristines vejrtrækning blev hurtigere. Adreanalinen pombede rundt i hendes system. Hendes puls blev hurtigere, og hun kunne mærke blodet hamre gennem hendes hjerte. Hun stod og kiggede ned på ham da han havde vovet sig helt tæt på. Hun hørte på hans vrede, hans sorg. Hans tale. Hun kunne se på hans bevægelser at han var på nebbet til at angribe. Hendes smil blev til en truende grimasse for at vise at hun var klar. Han vendte om og begyndte at gå mod døren. Hans sidste replik: "Vi er alle sat her for den samme grund, for at dø..." Tændte noget i hende. Hun gik lydløst og hurtigt hen og lænede sig ind til hans øre. "Livet er farligt, man dør af det. Hvis man skal leve i frygt for det uungålige, hvorfor så ikke bare ende det nu? Vi ikke sat her BARE for at dø. Så ville vi slet ikke være her. Hvis det er dit syn på livet, så lad mig endelig gøre det forbi med dine lidelser. Men hvis du VIRKELIG gerne vil have noget ud af det, så se at komme igang! tag hævn, glem vreden, gør hvad du vil! Men lad hver at sig vi alle er her for det samme!" Hendes stemme er lav, men skarp. Den er så gennem trængene at man ikke engang kan ignorager den!
|
|
|
Sorg
Apr 19, 2009 2:16:16 GMT -5
Post by Pen on Apr 19, 2009 2:16:16 GMT -5
"Du må virkelig have glemt meget hva? Endten det, eller også har du aldrig lært noget. Hævn kræver altid mere end et offer. Jeg har fået min, men se hvor den har ført mig hen?" snerrede han kort af hende og gik ud i mørket, straks blendede hans krop ind med resten af det sorte og han følte en mindre lettelse på sin frygt, som stadig krøb sig nærmere op af ham. "Desuden, du vil ikke få noget ud af at dræbe mig, jeg er allerede død, blot et spøgelse fra fortiden, kommet for at besøge sin egen grav." Han gik igennem kirkegården og stoppede kort op foran gravstenen med hans eget navn på. "Det eneste der undrer mig nu, er om de i sandhed har begravet mig levende, eller om jeg rent faktisk var død og bare nægtede at falde..." Han vendte sig om og kiggede lidt mod hende, og lod næsten uden at vide det, skyggen falde så hun kunne se ham, "desuden, døden er det eneste vi har til fældes, uanset rang, orden, rig eller fattig, så skal vi alle falde en dag. Den eneste forskel er om man vil vælge at indse det eller ej." Han trådte kort væk fra sin grav og lod skyggen falde over ham igen...
|
|
|
Sorg
Apr 20, 2009 9:47:25 GMT -5
Post by neko on Apr 20, 2009 9:47:25 GMT -5
Hun var fulgt efter ham så godt hun kunne. Hun hørte på hans ord og rystede så på hovedet. "Måske Har jeg glemt ting, men 1 ting husker jeg dog. Min alder.... 2517år har jeg vrandret rundt i denne skiggelse. Jeg har lært alt hvad der er værd at lære. Jeg kan huske ting, ting jeg har læst, hørt og lært. Jeg ved bare ikke hvad jeg var, eller hvad jeg lavede. Men Jeg ved at ALT hvad jeg har gjort, set, oplevet, sagt, hørt, følt og besluttet, er skyld i hvad jeg er idag! Og Hvis du er så led og ked af det hele! Hvorfor lægger du dig så ikke bare på bunden er din grav og BLIVER der! Verden er mørk nok uden sådan nogle som dig til at smadre alt håb og knuse drømme! Jeg ved ikke hvornår jeg dør, kun at det bliver i kamp! En kamp jeg med glæde vil deltage i! Vi to er vidt forskellige! Du tror at du ved alt, og at det du ved er 100% rigtigt! Du tager fejl!" Hun Sprede sine vinger ud og blafrede med dem nogle gange. "Du tror måske at dem som ville dræbe dig er de slemme, men det er jo dig selv! Du prøver at logge sogen og vreden tilbage i folk! Du forsøger at få dem til at synke ned til dig! Måske du skulle tage dig sammen og komme videre! Du jo ikke død endnu åbenbart! Du fik en chance til! Så brud den dog fornuftigt inden at den også bliver taget fra dig!" Hun gik mod udgangen af kirkegården med lukkede øjne.
|
|
|
Sorg
Apr 23, 2009 14:04:30 GMT -5
Post by Pen on Apr 23, 2009 14:04:30 GMT -5
Han satte sig ned på jorden og så lidt blankt ud i luften kort... "Måske har du ret... Måske fortjener jeg at dø, måske skulle jeg bare ende min lidelse ligesom jeg selv startede den, men du er dum hvis du tror at krig er den rette vej, hvis du tror at den eneste rigtige måde at dø på er i kampens hede. For i kampens hede eksisterer der ikke andet end vrede, i kampens hede er dem som du dræber ikke virkeligt døde, og dem som dræber dig tager ikke dit liv, for de døde bliver ved med at leve, i vores marridt, i mørket, i vores egne skygger hvor ingen andre kan se dem, for vi begraver i sandhed vores døde levende og de vil jagte en til den dag man dør." Han rejste sig op og gik langsomt hen mod hende, han var stoppet med at tænke, stoppet med at frygte, stoppet med at føle vrede, og følte nu kun en kold tomhed, som både trøstede ham og skræmte ham, og som han lukkede sine øjne så han de liv han havde taget, de liv som han havde endt, og som nu stædigt valgte at plage ham til den dag at han døde og de endelig ville være frie. "Jeg fik ikke en chance til, det er der ingen der gør, nej jeg blev dømt, og dette er mit helvede, og de er dem som vil torturere mig til evig tid. Ser du jeg er ikke den eneste her der tror at jeg ved at det jeg siger er sandt...." Sagde han kort og så på hende med et tomt blik, han var ikke længere skjult i skyggerne men stod nu bleg og oplyst i månens lys og betragtede hende fra en kort afstand...
|
|
|
Sorg
May 13, 2009 7:52:52 GMT -5
Post by neko on May 13, 2009 7:52:52 GMT -5
Hun smilede skævt, "Hvem har sagt noget om krig? Ingen fortjener vel at ende deres dage i et had som 2 overmagter har syntes ville være sjov at starte... Men had kan ikke undgåes, smerte kan heller ikke. Du kan heller ikke gemme dig i mørket for evigt. Lyset vil tage det, og mørket vil flytte sig til et nyt sted. Måske kunne det få dig til at indse at det du stadig er i live, ikke er en straf. Du kalder det måske ikke et liv det du har, men jeg kender en som ville elske at få den chance du afskyre så meget. Stop lev i frygt for fortiden, lær af den og lev nu..." Hendes øjne vidste en form for træng der bare ikke kunne opfyldes. Guset gav genlyd ud i mørket. Hun forsvandt stille ud i mørket.
|
|