går ikke ud på kirke gården om aften

[Mirika]

Mirika stoppede skrækslagen. Hun tvivlede ikke på at manden ville gøre alvor af sin trussels, vis det det blev nødvendigt. Hun så over på William. Det var tydeligt at dødsenglen havde brug for akut hjælp. Hun kiggede igen bedende på varulven. Hun gjorde sig så lille som mulig og gik tøvende et skidt tættere på. ”Vær nu sød. Jeg vil bare hjælpe. Hvis han ikke får hjælp så dør han.” hun prøvede at forklare den fremmede nødvendigheden i hendes handlinger og håbede at han ville lytte.

[wiliam]

William så ikke så bange ud mere. William rejste sin langsomt op og tog sig af smerte til hele sin krop. kigget ned på den behåret manden og svarede " tak for det min lille behåret fyr, men det var ikke mine ben du tog ud så kan stadig godt gå" William kigget over på Mirika, og sagde da han ikke have hørt noget af hvad hun have sagt. " bare gør det, ved det ikke gør ondt, men gør det hurtigt, lov mig det....gør det hurtigt" william stod bare og ventede på at hun skulle gøre det af med ham, han have vist det lige siden første gang han så hende og have talt med, hende. så han var ikke overrasket eller noget, han have hele tiden lige fra da varulven stak han hånd igennem hans mave, at hun ville være den person som vil gøre det af med ham

[hvidklo]

varulven snerrede, højt og vredt, den fór frem, og stilte sig imellem de to mennesker. den rejste sig truende på bagbenene, og så pigen med sine mørke blå øjne, med sine næsten 2 meter var den langt større end hende. En lyd der kunne minde og "naj" kom frem imellem de spidse tænder, ulven vidste at hvad end hun ville gøre ved ham, ville han dø af det. hvis han sagde sådan, 'gør det huritgt' det var ikk noget godt, hvidklo forstod men kunne blot ikke svare, han snerrede igen, og gjorde et hop, ind i pigen. hun skulle ikke! ikke tættere på.....ikke william, ikke den første person der nogensinde havde, nej. aldrig, om mulig brækkede han alle knogler i hendes krop, hun ville IKKE røre ham, ikke så længe hvidklo kunne stå, gå eller kravle. i tankerne poppede ordene op igen, "du er stærk men kan du dræbe" de ord, rungede igennem hovedet. mens varulven igennem luften, og ramlede ind i mirika......

[Mirika]

”Nej De må ikke rejse Dem!” udbrød Mirika da William begyndte at gå. Hun hørte udmærket godt hvad han sagde, men det gav ingen mening for hende. ”Hr. hvad snakker De om?? Snakker De om at jeg skal heale Dem?? Jeg prøver, men han vil ikke lade mig komme forbi.” sluttede hun panisk og havde ikke forstået hentydningen.
Det gav et sæt i hende, da varulven rykkede ind imellem dem. Hun synes at kunne høre et nej komme fra manden. Da han hoppede imod hende gav hun et ryk tilbage. Hendes øjne var fastlåst på ham. Hendes mund lavede en lille bevægelse, men der kom ingen lyd ud. Da han spang på hende, var det eneste som hun fik gjort, at tage armene beskyttende op foran ansigtet i en lodret stilling (altså armene ). Han ramte hende med en stor kraft. Al luft blev slået ud af hende og hun fløj bagud.

[wiliam]

William støtte sig op af muren, og så spørgene på hende "heale, sagde du heale. det kunne du jo bare have sagt, jeg trodede du vil slå mig i......." William ryste på hoved "nej nej glem det, argh" William tog sig med den ene arm til maven ( ikke den brækket men den anden), " så kom og hjælp i sted for bare, at rulde rundt på jorden med ham manden,....jeg tror ikke det her er det rigtig sted for det" sagde William med et smøret smil på munden da han sadge det sidste. "okay behåret ulvemand, du må godt flytte dig igen, hvis du vil være så sød" prøvet William at sige på den pæneste måde han kunne. William tog sig til maven igen

[wiliam]

(jeg skal hjem til min far denne weekendt så kan ikke skrive vidre før på søndag, sry, ses på søndag, og held og lykke med varulven Mirika, og held og lykke med englen hvidklo, tror jeg hold mest på Mirika, så kan gøre at jeg ikke bare flader død om )

[hvidklo]

hvidko snerrede igen, men standsede da william talte til ham. han trådte til side, og så forundret på mirika, han kom med et svagt klynk, og så så over på william med et sigende blik. hurtigt åbnede han munden, og lukkede den blidt om hendes arm, dette var ikke et bid, bare en måde at holde fast på. derefter trak han i hende, hen imod william, han standsede få centimeter fra ham, og rejste sig på bagbene, han lagde hendes hånd på såret, og så afventende på hende. hans kæber havde stadig fat, i et knussende tag om hendes arm, hvis hun prøvede på noget, kunne han bide hendes arm af, men han ville ikke, han ville hellere se william leve, og allerhelst se ham leve, og hende forsvinde. han gav hendes arm et svagt klem, og for så hen til tøj resterne, som han iklædte sig. derefter kom han krybbende tilbage, små piv undslap ham, tydeligvis bekymret stirrede hvidklo på pigen.

[Mirika]

((Helt i orden William, og tak XD))
Mirika fik satte sig op efter at havde styrtet jorden på grund af varulvens halve angreb. ”Ja, selvfølgelig vil jeg heale Dem. Hvad var det De troede??” spurgte Mirika. Hun rejste sig forsigtigt. Da hun stod helt op mærkede hun et sæt tænder, der lukke sig om hendes arm. Hun kom med en lille forskræmt lyd. Men tænder gjorde knap nok skade på hendes hud. Da han begyndte at gå, fulgte hun hurtigt med. Han placerede hånden på Williams sår. Han havde stadig et fast greb i hendes arm, og hun gispede, da han pludselig strammede grebet om hendes arm. Men den forblev stort set uskadt og varulven forsvandt.
Mirika satte nu begge hænder lige over såret, så de lige strejfede det. En varme underlig, men langt fra ubehagelig, varme begyndte at brede sig fra dem. Havde det ikke været for blodet ville man kunne se hvordan såret begyndte at lukke sig sammen. Men det var ikke blot det sår, som hun havde hænderne over der healede. Det var blot herfra at ’kraften’ udsprang. Alle andre mindre sår, gamle som nye, ville være væk nu (forudsat at der er nogen ). Men det her var dybt og krævede længere tid. Det gav et ryk i hende, da varulven igen var over ved dem og begyndte at pive. Hun så over på ham, og opdagede hvor urolig han virkede. ”Bare rolig.” sagde hun beroligende. ”Jeg lukker ikke kun såret, men alle hans andre skader vil også hurtigere så i sig selv igen. Han er snart klar igen.” Hun prøvede at smile til ham, men det er en smule svært når man er ved at dø af skræk.

[wiliam]

da Mirika Spurte om hvad det var han troet hun ville med ham, smilte William bare og sagde stille” ikke noget, godt..ikke noget særligt” da Mirika begyndte med at heale, fik William en mærkelig varm følelse i sin krop, som han aldrig have haft før. Og det bliv næsten mere mærkelig da han begyndte at kunne mærke alle hans små sår, over hele sin krop lukke sig igen. Han hvis ikke helt hvad der forgik. Da han var vant til en helt anden slags healing, og sådan en varm følelse var også noget helt nyt, da den behårede mand eller hvad William nu ellers skulle kalde ham, kom igen, kunne William mærke de fleste af sårene var lukket. William så meget glad ( faktisk have han aldrig set mere glad ud i hele sit lange liv) på Mirika og sagde "tak for du ikke helt har lært at bruge dine kræfter på det fulde Niveau endnu...hvis du ikke ved hvad det betyder, vil du finde ud af det sener i livet, når du har lært mere til dine kræfter...nå ja. jeg har også lovet dig at hvis mine kræfter til dig, men det kan ikke blive i dag frøken Mirika, da jeg er alt for træt lige nu

[hvidklo]

hvidklo så bekymret til...hva lavede de, men et svagt "empuuuuu" kom fra ham, da såret lukkede sig. han stak næssen op til hendes hænder og snussede ind. hva lavede hun? det var ihvertfald smart. i hvidklos hjerte var han dybt taknemmelig. hvis hun ikke havde gjort det, var han måske.....hvidklo kom med en glad. "jinat" lyd. og derefter satte han sig på hug, foran william. de natblå øjne betraktede såret, og så pigen, såret pigen, pigen såret. hvidklo kunne ikke begrive hvad der lige var sket.. men william var sikker så meget var sikkert, han smilte og kunne ikke lade være med at slikke william i ansigtet (xD)

[Mirika]

Mirika kunne ikke andet end at gengælde mandens smil. ”Det skal du ikke tænke på. Det kan sagtens vente. Bare hold dig i ro og sørg for at få det bedre.” Hun kiggede over på varulven, da han igen lavede sine små uforståelige lyde. Og blev derefter meget overrasket da han snusede hende i ærmet. Manden kom med endnu en lyd før han slikkede William i ansigtet. Mirika smilte stort og var lige ved at grine. Varulven mindende hende om en hundehvalp ((XD)).
Hun henvendte sig vil varulven da den var færdig med William. ”Er du okay?? Har du også brug for at blive healet??” Hun tragte forsigtigt sine hænder ud mod ham.

[wiliam]

William rejste sig op smilte glad, så på manden. og sagde " nå.. ingen kan jo slå en varulv i nærkamp, men du kunne godt lige sige du var en varulv næste gang" William begyndte så småt at gå mod udgangen

[hvidklo]

et svagt piv kom fra ulvemanden. og han rejste sig op, hvorefter han lagde hovedet på skrå og så på pigen. hvad sagde hun? han begyndte at løbe efter william, og da han havde indhentet ham, gik han ved hans side, uden rigtigt at sige noget.

[wiliam]

William vente sig en sidste gang om mod Mirika, " nå jeg har hvis fået et kæledyr eller sådan noget nu, ses nok en anden dag, så jeg kan hvis dig hvad jeg kan"

[Mirika]

”Hey vent, jeg er ikke helt færdig i nu. Du er nød til at hvile dig.” Ulvemanden var allerede løbet efter William og Mirika fulgte hans eksempel. Hun stoppede op ved siden at William. ”Du burde sætte dig ned og tage den lidt med ro.” sagde hun. Så kiggede hun forbi William og over på ulvemanden. Han havde ikke svaret hende. Måske kunne han ikke. Måske skulle hun bare forsøge at heale ham for en sikkerheds skyld.
Hun kiggede tilbage på William, da han tale til hende. "Nej vent nu lidt. Du er virkelig nød til at tage det roligt og hvile dig."