|
Post by Mirika on Apr 7, 2009 8:12:05 GMT -5
*ARG!!! William går igen, og han spiser mennesker!* Panikken havde virkelig grebet Mirika. Det tog hende et øjeblik at komme i tanke om, at William tidligere på dagen havde påpeget at hun var en engel. Det kunne derfor ikke være hende, han snakkede til. *Men hvem er det så??* Hvem end det var, så kunne hun ikke lade vedkommende i stikken. Hun samlede sit mod og gik ind mellem gravene. Igen lød de underlige halvkvalte ord, som ikke var til at forstå. De fik hende til at stoppe op. I det samme opdagede hun to store skikkelser der løb imod hinanden. Den ene kunne hun halvt genkende som William. Den anden havde hun ingen ide om hvem var.
|
|
|
Post by wiliam on Apr 7, 2009 8:22:04 GMT -5
William så Mirika halv ud gennnem øjnekrogen. han råbte" væk! skyndt dig væk, du kan ikke gøre noget i mod dette væsen, du er jo bare en lille pige" da William var noget helt hen til bæste, stod måne på fuld og lige inden William fik sendt sin knytnæve med umenneskelige styke ind i bæste, skerte der noget som han ikke kunne forstå eller have set før, men William valgt ikke at stoppe bare fordi "dyret? ulven? var ved at lave et eller andet trick, måske en magi?" så William gav også dyret et knæ spark
|
|
|
Post by hvidklo on Apr 7, 2009 8:29:08 GMT -5
hvidklo faldt tilbage, et godt stykke. men kom så på benene, han så op imod månen, fuld.....fuld.måne...fuldmåne.......hans øjne blev sorte, hvorefter det grå tøj sprækkede, skikkelsen voksede kraftigt, hvid pels sprøjtede frem over hele kroppen, den kendte varulv, hvidklo. tog form, hans hev efter vejret, og udstødte et ulve hyl, den ko store ulv, rejste sig nu på bagbene, den var enorm. han snerrede, og slog ud efter manden, kløerne var lange. han snerrede, øjnene var mørke som natten, mørk som denne nat, og fyldt med had, kloen var enorm og kløerne dødsens farlige, hvis manden ikke var hurtig, ville hans skulder tage enorm skade, sandsynligvis igennem muskel. i fuldmånens skær, virkede den krid hvide ulv endnu mere frygtingydende. han havde lagt mærke til pigen, men hun var ikke i hans interrese, han var sulten og det var hans eneste problem ligenu, han ville æde denne idiot, for at tiltale ham så respektløst, de kunne ,åste have gået hver til sit, eller være blevet venner, eller noget andet. men fuldmånen havde grebet ind
|
|
|
Post by Mirika on Apr 7, 2009 8:33:50 GMT -5
Mirika stirrede skræmt på de to ’kæmper’, der var på vej til at gå på hinanden. Hun hørte at William råbte til hende. Ville have hende væk. *Hvad forgår der??* Så skete der noget utroligt. Den ukendte mand begyndte at ændre form. Nu var det Mirikas tur til at komme med en halv kvalt lyd. Manden måtte være en varulv. Hun havde aldrig set en før, kun hørt om dem. Og nu da hun så den, ville hun ønske at hun aldrig havde. ”Pas på!” råbte hun til William da varulven gik til angreb.
|
|
|
Post by wiliam on Apr 7, 2009 8:45:23 GMT -5
William vente sig om mod Mirika, og kunne mærke et hårdt slag ind på skuldren, og faldt ned på knæ. William tørte noget helt sort væske fra munden. smilte og Sagde " er det det bedste du kan" rejste sit op, tog med halv hurtig og med utrolig styrke om varulvens hals, trykket lidt til og vente på at den ville gide op, så han kunne kommer vidre med at se på de mange ting der var på dette sted, som Mirika tidliger have kaldt en kirke. han var ikke vant til at se sådan nogle ting, og nu stod dette væsen i vejen for ham, og det have enda gjort ham små sur , så nu skulle den død, ved mindre den have en god grund og det skulle virkelig være en god grund til at slippe.
|
|
|
Post by hvidklo on Apr 7, 2009 8:52:23 GMT -5
hvidklo snerrede, og mærkede noget trykke imod sin hals. hans hævede sin hånd, og borede den hårdt ind i hans mave, kløerne borede sig igennem kødet med en kræft der kunne slynge en tyr flere meter tilbage. han bed omkring sig, og snappede hårdt efter armen, tænderne var lige ved at lukke sig om det bløde kød, han hylede, "naka rakka ga ruuuu" snerrede varulven, han forstod ikke hvad drengen ikke fattede, han havde fået chancen om at løbe væk, forstod han ikke hans sprog eller noget andet underligt. han mærkede en svag smerte i halsen, og snappede igen efter armen, han kunne ikk dø på denne måde! han havde nedkæmpet flere alpha varulve, han var varulven........ubesejret, den største varulv på disse egne, han var kendt og frygtet for sin blod tørst og styrke, han snappede igen efter hånden, og denne gang lukkede de stærke kæber sig om armen.
|
|
|
Post by Mirika on Apr 7, 2009 8:55:48 GMT -5
Der lød en svagt skrig da angrebet ramte. Hun stirrede chokeret på de to kæmpende, men blev først endnu mere chokeret, da William bare rejste sig op igen. Og ikke nok med det, han havde nu et fast greb om varulvens hals. ”Stop…” sagde hun med en svag tøvende stemme. Hun stirrede forsat i chok på deres kamp, eller retter varulvens kamp for at slippe fri. ”STOP, STOP DET” råbte hun højt. William handlede ikke længere i selvforsvar, og hun ville ikke have at han pinte den anden på den måde.
|
|
|
Post by wiliam on Apr 7, 2009 9:06:49 GMT -5
William kunne godt høre MIrika, men valgte ikke at lytte, da han ikke kunne slippe uden at død af det, da varulven have sin hånd godt inde i hans mave og sin mund godt inde i hans arm. han sagde kuldt " du er stærker ind det fleste jeg har slået ihjel. men tør du dræbe" man kunne godt høre du William stemme at han ondt. William skubbet sig forover for at vælte det stor bæst, og prøve at få den til at slippe. William tog sin anden arm og hammet den så hårdt ,at han ikke have flere krafter tilbage bagefter, ind på sine at hoved af dyret. og råbte til Mirika" Mirika brug din lys magi på ham, og prøv at undgå mig. da William have råbt det faldt han sammen af smerte, han kunne mærke at ulven have fat i noget ind i han mave
|
|
|
Post by hvidklo on Apr 7, 2009 9:13:28 GMT -5
ulven pev højt, af smerte, og arriskab, men snerrede så triumpherrend, langsomt bed ham hårdede i armen, og mærkede sine tænder støde mod hianden, han slap den slappe skikkelse, og så på ham, han havde......han var....stærk? varulven snussede til ham, og tog så den slappe skikkeles op på skulderen, langsomt vandrede varulven rundt, rundt på kirkegåden, og fandt hurtigt kirken, han satte ham op af væggen, og så på ham, en sky gled for månen, og ulven skrumpede ind til den manden igen, denne gang nøgen. hans hår var plettet af blod, selvom kløerne og tænderne var plettet af blod, var han (om muligt) mindre frygtingydende. han så på hende, og mumlede "empuuuuuuuu" en svag knurren/piven......han så på pigen, "garagt rattat" snerrede han af pigen, en advarsel, men ikke en trudsel, på en måde ville han helst undskylde, undskylde mange mange gange, over for manden, men han kunne ikke det menneskelige ord for det, hvad var ordet. HVAD VAR ORDET!?!??!
|
|
|
Post by Mirika on Apr 7, 2009 9:20:56 GMT -5
Kampen forsatte, hun kunne ikke fatte at William provokerede varulven. Det virkede med det rene selvmord. Hvilket det også så ud til at være da dødsenglen nu faldt om. Han havde bedt hende om at bruge lyset, men hun vidste ikke hvordan det skulle kunne ramme den ene uden den anden. Derudover havde hun sjældent brugt det, mest af alt i panik. Hun var lige ved at prøve, men så tog varulven William og bar ham væk. Hun løb efter dem og stoppede i et par meters afstand. Varulven skiftede til menneskeskikkelse. Havde hun ikke været så bange, ville hun havde rødmet og at se den nøgne mand. Manden sagde et eller andet til hende. Med et spinkel stemme svarede hun: ”Undskyld, men jeg forstår dig ikke. Forstår du mig?? Vær sød, vær sød at forstå, vær sød at lade os være i fred.” Hendes stemme var tæt på at knække.
|
|
|
Post by wiliam on Apr 7, 2009 9:28:16 GMT -5
William åbnet svagt sine øjne så ned på den krop som skulle, han regnet med at den skulle være hullet, efter bid da han besvimte, han i sted for så han kun sit hul i maven og armen gave ikke lige at svare, så meget mere, han løfte langsomt og svagt hoved, og smilte sagde meget lavt " du....du var sku stærker end jeg trode....i...hånd til hånd..kamp..." William så bare på sin modstander, eller hvad man nu kan kalde ham den nøgne mand der stod foran ham
|
|
|
Post by hvidklo on Apr 7, 2009 9:34:07 GMT -5
hvidklo satte sig på hug foran ham, og gryntede let, han så på ham, og løb så hen imod pigen, på alle 4, han så op på hende, og gryntede, han tog fat i hendes trøje, og hev til, en strimmel blev revet af, "empuuuu" snerrede han til hende, hvorefter han løb tilbage til englen, derefter stoppede han, og tog den svage svage strimmel tøj, og lagde den på hans mave, og tørrede blodet op, han havde set en masse mennesker gøre det, og han ville for alt i verden passe på ham, han så over imod pigen og bjæffede, han snerrrede, og udstødte så nogen lyde imod manden, "emprattatatatat" han spidsede øre, og hørte kvindens ord, "søøøøøøøød?" gentog den, og snerrede igen advarende, det var tydeligt at den ville passe på englen, nærmest som ulve gør med deres unger. i hans stille sind, holdt han meget af ham, han huskede ordet, stærk, og du og betydningen, og drengen havde......anerkendt ham
|
|
|
Post by Mirika on Apr 7, 2009 9:41:00 GMT -5
Mirika stod helt stille da manden kom over til hende. Hun holdte endda ubevist vejret. Så begyndte han at hive i hendes trøje. Nu gik der først panik i pigen. Et svagt lys brød frem fra hende. Men det var for svagt til at have nogen større effekt. Det var ikke mere end en mild hovedpine. Den hev en strimmel af hendes trøje og forsvandt så igen. Hun tog en dyb indånding og var lige ved at gå imod dem, da han snerrede og knurrede advarende af hende. Hun blev overrasket da den gentog hendes ord. ”Ja sød, det er rigtigt.” sagde hun og gik lidt tættere på. ”Vil du ikke nok være sød at lade mig kommer over til William?? Han er hårdt såret og har brug for min hjælp. Jeg er en healer.” meget forsigtigt gik hun lidt tættere på.
|
|
|
Post by wiliam on Apr 7, 2009 9:56:09 GMT -5
William ligne lort, han kunne ikke rigtig bevæge sig, men af lige vel, lykkes det han gå skuppe sig lidt væk da Mirikas hånd begyndte at lyse. efter det sad han bare og kigget ud i luften og vente på hvad der skulle ske, mens han prøve at komme i tanke om han hans folk normalt vil gøre for at lappe sådan nogle sår som han have fået. han lod, manden forbinde sig uden at brokke sig. sagde ikke engang noget til det. sad bare og tænke på hvad han skulle gøre, nå Mirika kom med det lys for at slå ham ihjel, han have ikke hørt hvad Mirika have sagt, så det eneste han kunne tænke på nu" hvordan fandt hun ud af det er det der skal til for at dræbe mig" William smilte, og vente på sit sidste slag skulle slutte.
|
|
|
Post by hvidklo on Apr 7, 2009 10:02:29 GMT -5
varulven pev lidt, og bevægede sig over til williams ene arm, den han havde bidt i, han så på den, og bøjede sig så ned over den, nærmest som om han ville æde denne, men åbnede så munden....og begyndte at slikke på såret, han blev ved med den plegende behandling indtil det var helt rent, derefter snerrede han af pigen, han udstødte et advarende og faretruende "ratak EMPuuuuu" han blottede sin tænder i en vild snerrend, hvis hun bare kom et skridt nærmere ville han ikke tøve, hun skulle ikke røre den første person.......han snerrede igen. han pev let, og trykkede sig nærmere william, som når to elskende ulve trykker sig sammen, dette var dog mest for at beskytte wiliam, han snerrede igen af pigen....enhver anden mand ville være pinligt berørt over at trykke sin nøgne krop imod en anden mands, men det var ligemeget for hvidklo..
|
|