I nattens mørke

[manus]

Ot sad på sin dysse i skoven og smæskede sig i e nyfanget rådyr og slappede af i nattens mulm og mørke, efter de mange timer han brug hele dagen på at jagte med irretende vind, hadde han allievæld fanget sig et rådyr, en støre mængde knogler begyndte at samle sig omkring dyssen hvor han boede i, en kraftig lugt af urin hang i luften,

[Ivy]

Ivy stod i skoven, i en lysning. Det spæde månelys fandt vej ned gennem de tykke, mørke trækroner, og skinnede ned på Ivy, som et lykkeligt barn, der kærtegnede sin mor legesygt. Og Ivy nød det. Den oplyste hendes blege, nærmest blålige hud, og gav det sorte lange hår til at skinne. Håret hang ned over hendes bryster, men dækkede ikke videre end til hofterne. De lange ben var let bukkede, da Ivy kiggede nysgerrigt på jorden. De blå øjne søgte en måneplante, der forhåbentligt kunne hjælpe hende, til det pulver hun skulle lave. Så kunne hun lave pulveret om til en slags salve, der kunne pudse smykkerne blanke og skinnende.
En lille vind tog fat i hendes hår og legede med det, og duften af kvindelig nymfe, fløj afsted i vinden. Selvom det var nat og mørke, og hun var et lysvæsen, følte hun sig ikke truede af noget som helst. Ikke engang ulven hun udemærkede vidste var i nærheden. Lugten var ikke til at tage fejl af, men den havde ikke opsøgt hende endnu, så indtil videre var der ingen fare.

[manus]

Ot spyttede de sidste stumber brusk ud af sin mund, han var sulten self om han lige hade spist et helt rådyr, og kunne mærke rumlen i maven, en lugt i vinden tog hans opmærksomhed han kunne lugte nået, nået dejligt, frisk, modent, hunkøn, han kunne næsten se nymfen for sig, stå alene, intet andende, han spyttede det sidste brusk ud af munden og løb mod lugten af nymfe, efter nogle få minuter kunne han se omridset af nymfen stå i lysningen, hans røde øjne blinket let 2 - 3 gange og holdte så fokus på nymfen, det eneste han så af kærlighed i den var smagen den måtte have, han listede sig helt op bag nymfen, og gjorde klar til bid.

[Ivy]

Ivy blev hurtig opmærksom på ulven. Selvom hun var et lysvæsen, var hun meget bevidst om sin egen hurtighed, og sprang først til side da ulven stod lige bag hende. Den spæde skikkelse sprang hurtig et par meter væk så det skinnende sorte hår dansede omkring hende. Hun var et lysvæsen, en nymfe, og var ikke beregnede til at kæmpe. Nej, hun var et flugtdyr, og ville godt kunne løbe fra ham på grund af hurtigheden, smidigheden og den glatte krop. Nysgerrigheden tog dog over, og hun vendte sig mod ulven. Dens røde øjne lyste i mørket, og fik alligevel Ivys hjerte til at banke hurtigt. Det var spænding. Det var nyt. Det var sjovt. Og hun vidste udemærkede det ikke var en ulv nu. En almindelig ulv gik normalt ikke efter nymfer. Men hvad var det så?
Ivy stirrede nysgerrigt på den, de koralrevsblå øjne trodsigt ind i ulvens, på trods af hjertebanken. Hun prøvede at trække vejret dybt. Vidste udemærkede ulven ville slå til, når den kunne lugte og høre hendes frygt.

[manus]

Ot blev overræsket da nymfen sprang til side, men... det ver intet problem en nyfes store krafter mente han slev ikke at føle, og man kunne løgte hendes frygt, den var i luften, men han havde mistet nok bytte de seneste dage, ot villa have sit bytte denne gang! med sekunders varsel sprange Ot mod nymfen med hans lange arme ud til vær side " den eneste måde at løbe nu lille nymf er at løbe " Ot hadde hurtigt set hvordan han kunne masse det lille hoved med den ene hånd, og det hade han tænkt sig

[Ivy]

Ivy sanser var fuldstændig skarpe, og hun satte i et spring, da han kom efter hende. Snart nærmest fløj hun gennem skoven med bankende hjerte - halv frygt, halv spænding. Det var helt nyt, det her.
Hun stoppede ikke op før at se om han var bag hende, da hun kunne høre lyden af hans løben. Selv bevægede hun sig elegant, som om hun halv svævede, halv skred gennem luften.

[manus]

Ot var "piss off" han havde nær mistet sin dessert, og nu var han som en ulv skulle jage sit bytte, han følte sig elendig, han vidste dog at nymfen hadve fået et chok så det burde ikke være svært at jagde hende, det eneste han skulle var, ikke at tabe hende a syne, så ville han løbe hende tør for energi og slæbe hende bort, så simpelt var det, han løb ikke hurtigt heller ikke langsomt han løb kun en smulle hurtigere end nymfen, så han enten ville løbe hende tør eller inhente hinde, " Den er vandtæt " tænkte han for sig selv og et smil bredte sig på hans læber, " jagten er gået ind "

[Ivy]

Ivy overvejede hvad hun kunne gøre. Han var ikke langt bag hende, og kunne ikke indhente hende foreløbelig. Hvad ville han gøre, hvis han fik fat i hende? Ivy gøs ved tanken, og satte farten yderligere op, så hun nærmest fløj over jorden. Fødderne ramte knap nok jorden. Håret legede, nærmest sloges med vinden nu, og gav frit udsyn til den spinkle, lysende ryg, da hun drønede gennem skoven.
Der var ikke andet for, end at løbe. Godt nok var hun ikke skovnymfe, men hun kunne sagtens se træerne tydeligt, og stødte ikke ind i nogle af dem.

[manus]

Ot havde det som at jagte en ildflue, følg lyset, skoven var så mørk at man kunne bruge hende som lygte, hele området omhinde var lyst op, det var næsten for ledt at løbe hende tør, pludslig satte hun farten op, og fik nogle sekunders forspring inden Ot nåede at øge sin fart, ot begyndte at tænke på om han ikke bare skulle lade den lille nymfe overleve, men røg væk igen få sekunder senere, han ville ikke miste den lille nymfe, had øgede tempoed, indtil han næsten føglte han ikke røgte jorden mere, " her kommer jeg lille nymfe, hvad er dit sidste ønkse? "

[Ivy]

Ivy kunne høre hvordan han var lige ved at hæle ind på hende. Hjertet bankede, og hun vidste udemærkede godt hvad der ville ske, hvis han fik fat i hende.
Derfor var det en lykke, da hun endelig fik øje på den velkendte sø lige fremme. Her ville en ulv da ikke begive sig ud, ville den? Lige meget hvad, ville Ivy i hvert fald være i sit hjemelement, og hun kunne hente hjælp fra de andre nymfer. De ville godt nok blive sure på hende, det vidste hun. Især hendes bedste ven. Og så havde hun ikke engang fået planten med sig! Det sved i øjenkrogene, mens Ivy drønede gennem vandoverfladen, til hun var på midten af søen. Her stoppede hun, og kiggede tilbage for at se om ulven stadig var efter hende.

[manus]

Ot satte farten op og focuserede fuldt ud kun på nymfen, " Hun er endelig pæn " Ot rystede på hoved for at få tanken ud af hoved, og med et forsvandt jorden, Ot fladt i søen og svømmede hurtigt i land igen, Ot rystede sig som en våd hund, " det var kun fordi der var en sø og jeg lige hade spist! " så løb han ind i skoven igen, og dræbte en hare fordi han var sur over at lade den lille nymfe komme væk.

//out

[Ivy]

Da Ivy så skikkelsen forsvinde, gav hun en perlende latter fra sig, af lykke og lettelse. Glad slog hun et slag med sine fødder, og smilede stort. Andrenalinen pumpede stadig i kroppen. Hun var ikke dum nok til at gå tilbage og lede efter planterne, men gå til ro ville hun under ingen omstændigheder. Derfor svømmede hun ned for at vække sin bedste ven.

//Out

[sigrid]

Sigrid gik lydløst rundt ude i den sorte skov. Hun havde mørkt tøj på, og en sort kappe. Hun holdt en bue i den ene hånd, og et pilekogger fyldt med pile over den ene skulder. Hun havde også en lille kniv med, men den var skjult af kappen. Hun havde været på jagt sammen med nogle af hendes fætre, og brødre, og hun var kommet et lille stykke væk fra dem.. Hun sukkede lavt, og så ud i mørket.

[hvidklo]

hvidklo kom gående igennem skoven, han gik på alle fire, og holdt øje med skovens dyr, som der ikke var særligt mange af hertil aften, han snussede ind, og standsede. lidt størknet blod sad omkring hans munden fra hans sidste måltid, han var mæt, og fredelig. han havde lige spist, en uheldig pige. han standsede, og så rundt, var der noget der havde bevæget sig, han borede de lange kløer ind i et træ, og begyndte at klatre op, de lange klo lignende negle, og de sylespidse tænder, var ligeledes plettet af blod, han satte sig på hug oppe på en gren, og stirrede ned i skovenbunden.....

[sigrid]

Sigrid stoppede op, og lyttede. Hun var overbevist om at hun kunne høre noget.. Hun tog en pil fra pilekoggeret, satte den på buen, og spændte buestrengen. Hun spejdede ud i mørket for a finde ud af hvor lyden var kommet fra, men kunne ikke se noget.. Hun begyndte langsomt at gå videre, stadig med buen spændt.