|
Post by Yuria Malinkou on Apr 8, 2009 18:02:31 GMT -5
Yuria stoppede brat op med et forbavset udtryk i ansigtet, ved hans hårde tone. Hun, var normalt ikke vant til at omgås mørkevæsner med en ro, som hun bar nu og hans allerede nu misbeligelse ,af hendes tilstedeværelse kunne kun være et dårligt tegn. Hun havde for mange tanker i hovedet, til at være i stand til at korte tingene ned, så i de fleste tilfælde endte hun ud med, at tale mere og med en langt støre intellegt end normalt. "Jeg beklager... min herre. Det var ikke uhøfligt ment." Undskyldte hun meget stille, med blikket vendt mod jorden for at sunde sig blot en smule. "Og nej, jeg kender ikke min herres navn." Hændes hænder havde et fattet og svagt skælvende greb om stroffet i nederdelen foran. Ikke mange så det og hun havde efterhånden lært at dysse det ned, men hendes angst for mørkevæsner kom hun ikke udenom. Hun var høflig og til så megen hjælp som overhovedet muligt for dem når det var hende påkrævet. Dertil følte hun sig truet ved den mindste utilfredshed i deres nærværd. I dette tilfælde, ham.
|
|
|
Post by Prelon on Apr 20, 2009 0:58:23 GMT -5
Noirez bemærkede med tilfredshed at der ikke skulle meget til at sætte hende på plads. Det ville gøre livet meget lettere for dem begge to. Det undrede ham en smule at hun ikke havde hørt om ham da han vidste at de fleste indbyggere i Lyrana havde hørt om ham fra de utallige historier han selv havde spredt. De historier nåede måske ikke myndlingehuset. "Mit navn er Noirez Derkes Daedalus. Jeg er kongens personlige rådgiver og fra og med er du min personlige tjenerinde." Sagde han med sin sædvanlige, rolige stemme. "Og ør så efter Yuria. Jeg sætter lydighed over alt andet. Så længe du adlyder mine ordrer til punkt og prikke og ikke stiller spørgsmål ved dem skal du nok få det godt men hvis du på nogen måde går imod mig eller mine ønsker kommer du til at stå til ansvar for mig personligt. Jeg er ikke kendt for at være overbærende." Han holdt inde og ventede på hendes svar. Nu havde han gjort hende klar over hendes plads og han ventede nu interesseret på at finde ud af hvordan hun reagerede på det.
|
|
|
Post by Yuria Malinkou on Apr 26, 2009 15:02:58 GMT -5
Yuria lyttede opmærksomt efter til det hun blev fortalt, men i hendes stille sind var det eneste hun kunne tænke sig til - et snart meget forandret liv! Hun havde aldrig forestillet sig at denne dag ville komme og mindst af alt bare det faktum af at hun ville blive adopteret, nok nærmere købt ud af myndlingehuset. "Javel... min herre." Hendes hænder dirrede svagt ind til hun fik samlet sig bare en smule og gik op på siden af ham for at se op på ham med et let træk i mundvigen og et lettere nervøst blik. "Ønsker min herre nogen bestemt tiltale? Spurgte hun stille og sænkede svagt blikket igen for ikke at stirre på ham.
|
|
|
Post by Prelon on Apr 26, 2009 15:45:07 GMT -5
Noirez foretrak ikke en mine, mens han gik, men ham lyttede opmærksomt efter Yuria og tænkte hendes svar igennem. Ydmyghed. Det var godt. Noirez betragtede ydmyghed som en af de vigtigste dyder en person kunne besidde. Man måtte kende sin plads. Ellers ville alt blive kaos. "Herre går an." Svarede han roligt. "Fortæl mig om dig selv. Hvad er dine talenter og hvad er dine svagheder?" Hans spørgsmål var ikke tilfældigt. Som hendes mester måtte Noirez vide noget om hendes færdigheder så han vidste hvad han kunne få hende til og hvad han ikke kunne bruge hende til. Han regnede med at hun havde lært normale, praktiske ting som at lave mad og holde hus i myndlingehuset og håbede desuden at hun var god til at snige sig rundt, huske ting og bevæge sig ubemærket. Han regnede ikke med at hun kunne kæmpe men det kunne hun lære. Det ville blive en nødvendighed for hende at have en eller anden form for træning indenfor kampkunst.
|
|
|
Post by Yuria Malinkou on Apr 26, 2009 16:17:39 GMT -5
Yuria fulgte pænt efter, med et enkelt skridt bag ham ved hans side. Det at hun skulle være tjenerinde, havde virkelig aldrig faldet hende ind i sinde, på noget punkt og tanken kunne overaske hende, om og om igen hele tiden. Det glædet hende dog at han ikke var så krævende, hvad angik tiltale til ham fra hende. Hans spørgsmål kom dog en smule bag på hende, med tanke på at hun ikke vidste hvad han skulle bruge, oplysningerne til i den anden ende. "Altså... jeg kan almen husholdning, med alt det indebære. Og jeg har en let svaghed for at sætte mig ned og læse en bog i ro og fred. Det plejer at hjælper mig til at finde klarhed i mine tanker. Svarede hun roligt.
|
|