Et sikker tegn.

[purple]

Solen hang i horisonten som en svag, gul kugle der dovent spredte nogle sparsomme stråler ud mod landskabet. I den anden side af horisonten kunne natten stadig ses, som et truende mørke, der stadig hang ved i himlen. Dette var dog et usynligt spil på himlen fra stien, der var omringet af et højt, vildt buskads, hvor imellem en ikke særlig bred sti var kommet frem efter mange års slid. På denne jordet stig havde mange skikkelser og mange væsner gået, frem og tilbage mellem slottet og landsbyen, og i dag var ingen undtagelse. På de få meter Nazil havde gået af stigen, i retning mod landsbyen, havde hun allerede mødt 4 kvinder og 1 ung fyr, der hastigt havde bevæget sig i retning mod slottet med friske råvare til de kongeliges mad. Længere fremme kunne hun ane 2 andre personer, begge gik mod hende. I dages anledning var hun klædt i en mørk kappe, hvor hætten gang slapt ned af hendes ryg så hendes brune, krøllede hår kunne bevæge sig frit i den svage vind der forekom når hun bevægede sig. Hendes blå øjne betragtede skiftevis de mennesker der gik mod hende og hendes naturlige omgivelser. På nogle af buskende var der begyndt at komme små skud frem på grenene, et sikkert tegn på at foråret var på vej. Nogle ville sige at det allerede var kommet, men hun syntes stadig at det var vinter vejr, og desuden var den svage sang af fugle, der hang i luften, ikke nok til at skabe en forårsstemning hos hende.

[Yuria Malinkou]

Selv foråret var at mærke hos Yuria, ved den selv samme friske blomsterduft, der hang i vindens milde stød. Dog var denne sti komplet ny for hende, med al tanke på hun havde boet på det lille hjem for forældreløse børn. De mørkblonde lokker dansede liftligt, om hendes skuldre til hendes gang og ligeså gjorde kjolens vidde for neden. den gamle slidte kappe holdte hende tog trods alt varm, men ikke skjulte den hendes øre på nogen måde. Hendes hale var dog tildels dækket af hendes påklædning, men ved enkelte bevægelser kom den til syne. Nu med dagens fritid på hånden havde hun valgt blot at udforske området en smugle. Mange havde være på farten forbi hende uden nogen tid til at standse op, hvilket havde trukket så ufatteligt i hendes nysgerighed. Hun fortsatte blot ganske stille spændt på hvad der mon ville ligge for enden af denne sti.

[purple]

Nazil gik i sine egne tanker, lige indtil en kvinde kom så tæt på at hun sagde noget. Det var en fra slottet, nærmere bestemt køkkenet, der hvor hun havde arbejdet for år tilbage, der nu kom i mod hende. Et genkendende glimt i kvindens øjne gjorde at Nazil var sikker i sin sag. Det var hende hun havde arbejdet med, hende der havde skaffet hende arbejdet i køkkenet. Som hun passerede hende stoppede hun op og betragtede den ældre kvinde, der så ældre ud end hun egentlig var. Et svagt smil blev vekslet mellem dem, et hej og de fortsatte så igen begge to videre ned af stien i hver sin retning. Morgenen var altid en travlt tid på slottet så den ældre kvinde fortsatte småløbende efter at have hilst på Nazil. Hun kunne høre at kvinden hilste på en længere bag ved, bare et hurtigt hej som hun passerede personen, og Nazils nysgerrighed gjorde at hun var nød til at vende sig om for at se hvem det var hun hilste på. En ung kvinde, eller pige ville man måske stadig kalde hende, var længere nede af stien, det havde været hende hun måtte have hilst på. Den slidte kappe viste tydeligt at det ikke var penge der var flest i pigens familie, hvis hun altså havde sådan en. Stadig mere nysgerrig stoppede hun helt op og ventede på at pigen skulle komme tættere på. Hun ville vide hvorfra hun kendte den ældre kvinde fra slottet, hun måtte vide det. En svag antydning af et smil kunne ses i hendes mundvig, der gav hendes ansigt noget imødekommende over sig. Man skulle jo ikke virke skræmmende eller i dårligt humør hvis man ville møde folk.

[Yuria Malinkou]

Yuria Var helt væk i egne tanker, mens hun gik. Dog kunne det kune komme så frygteligt bag på hende da en hilsen lød for hendes øre og lod hende smile ganske kort til kvinden inden hun begyndte at spekulere over hvem vedkommende mon var. Hun tænkte i en rum tid inden det gik op for hende. Indlysende blev hendes blik omgående og smilet bredte sig ganske tydeligt. Hun huskede det godt nu. Tilbage dengang hvor hun levede kort på gaden og var fundet i en slem tilstand, med hurtig beslutning om at hun skulle passes i myndlingehuset. Slottet havde vel ikke været et sted for hende at opholde sig i den lange ende og nu forstod hun hvorfor. Til trods for at hun ikke kendte til slottets beliggenhed levede hun livet ganske godt. Hun havde sine nærmeste venner og bekendte rundt omkring i byen, så egentlig så hun hen over det der kunne gemme sig bag murene. Selvom hendes nysgerighed villet det anderledes.

[purple]

For et øjeblik så pigen overrasket ud over at blive hilst på, og Nazil overvejede at fortsætte mod landsbyen, men så kom der en vished i pigens blik, som om det gik op for hende hvem det havde været og Nazil besluttede sig for at hun skulle vide hvorfra. Hun ventede til at pigen kom tæt nok på til at det ville være naturligt at tale til hende, før hun tiltalte hende.
"Undskyld, men må jeg spørge Dem om noget?"
Hun ville ikke spørge før pigen havde givet sin tilladelse til det, men grunden til at hun tiltalte hende høfligt var af ren vane. Alle dem hun snakkede med normalt skulle tiltales sådan, med mindre man selvfølgelig havde lyst til at lade livet for det. Naturligvis skulle tjenestefolk og sådan ikke tiltales så høfligt, og det gjorde hun da heller ikke, men denne pige havde ikke tjeneste tøj på og hun var fremmed, så for en sikkerhedsskyld.. Desuden ville hun ikke bryde sig om at pige ikke var høflig overfor hende selv. Afventende på pigens reaktion og svar, stod hun ud til siden på stigen, så folk stadig kunne komme forbi. Hendes ryg var rank, men ikke sådan så det lignede at hun følte sig bedre end pigen, selv om dette var tilfældet, det var bare sådan hun bar sig selv frem.

[Yuria Malinkou]

At Yuria blev betragtet, forekom hende ikke det fjerneste, som en dårlig ting. Blot var det overaskende, i sig selv i den anden ende, da hun så endelig blev tiltalt på nærmere hånd. Hun vendte blikket og opmærksomheden mod den unge kvinde. "Jah..." Endte hun forbløffet endnu engang. Så spørgende til i adslikkige sekunder inden hun tog take til og hendes lærte manere og pli fra opdragelsen. Hun nejede ganske let inden blot af ren høflighed og ville helst ikke ud i problemer, da det ikke lige just så ud til at være en anden borger, som færdedes rundt om i slidte klæder, som hun selv gjorde. "Det må De undskylde... jeg er ikke vant til at blive tiltalt ude blandt andre fremmede." Forklarede hun stille. Dog ikke som et forsvar. "De skal være velkommen til at spørge." tilføjede hun lidt efter at have rettet sig op igen.

[purple]

Nazil kunne ikke lade hver med at smile over at pigen bukkede for hende, og et øjeblik kunne hun mærke hvordan hun følte sig højt hoved over pigen. Lige indtil hun kom i tanke om sin egen tid som tjenestepige og den følelse man fik når man bukkede og blot fik et tilfreds ansigt som svar. Så i stedet ventede hun til at pigen havde forklaret en lille undskyld, og sagde så med afslappet tone:
"De hørs skam ikke at bukke for mig. Jeg ønsker blot at vide hvor De kender den ældre dame, De før hilste på, fra?"
Inden i følte hun sig stadig højt hævet, som en kongelig i sit slot. På en måde foragtede det hende, men et eller andet sted kunne hun godt lide det. At føle sig bedre end andre gjorde hun hele tiden, men det her var en anderledes følelse, for her havde man faktisk noget at have det i. Man havde fået andre til at føle sig mindre end en selv. Hvis ikke det var fordi hun selv havde stået i den situation som pigen nu stod i, havde hun sikkert ikke haft det dårligt med denne følelse, men grundet hendes egne oplevelser med hvordan det føles at være den mindst betydningsfulde i verden, kunne hun ikke helt have det godt med følelsen, og hun prøvede at skubbe den væk fra sig, så hun ikke stod og tænkte dette dilemma. Det lykkedes hende, uden at det kunne ses på hende, og hun kunne nu for alvor vende hele sin opmærksomhed på en tjavsede pige der stod foran hende. Hendes furrytræk var tydelige, at hun var fattig var et faktum der ikke kunne ændres ved, men hvor fattig hun var, gad hun egentlig godt at vide.

[Yuria Malinkou]

Yuria var ikke en pige som tog sin fattigdom som noget af det største tab overhovedet. Hun levede faktisk bare et ganske normalt liv som mane andre borgere gjorde det. "Den ældre kvinde?" Hendes ansigt lyste hurtigt op med tankerne ledt overpå noget helt andet og virkede ikke så frustreret over hendes mindre glemsomhed. Hendes smil bredte sig blot og hun nikkede kort. "Hun var den der fandt mig i skoven og senere bragte mig til Myndlingehuset." Forklarede hun kort. Dog med en ufatteligt optimistisk energi. "Jeg mistede begge forældre da jeg var mindre og har boet der lige siden, men det kun for et mindre års tid endnu..." Indskød hun mindre glad. Hun ville ikke ud på gaden igen da det næppe var der man fandt megen hjælp og støtte.

[purple]

En smugle overrasket hørte Nazil efter hvad pigen sagde. Myndlingehjemmet? Det ville forklare tøjet, og gav hende svar på det hun brændte efter at vide, hvor fattig denne pige egentlig var. Overraskelsen lå ikke i at pigen boede på Myndlingehjemmet, det lå mere i den optimisme pigen havde mens hun fortalte om sine forældres død og sin egen fattigdom. Hun kunne da vist have det helt slem på hjemmet, det var sikkert og vidst. Da hun så fortalte hun kun havde et år tilbage på hjemmet, kunne en tydelig formindskelse i hendes optimisme, spores, men den rørte ikke Nazil.
"Der kan man se."
Hendes stemme var venlig, men samtidig også neutral i det. Nu havde hun jo fundet ud af hvad hun ville, så hvad skulle hun ellers bruge pien til? Hun vente sig en kvart omgang, så hun kunne se ned af stien. Hun kunne ikke bare gå fra pigen nu, der lå hendes opvækst for dybt i hende til at hun kunne overhøre den, så hun vente atter ansigtet mod pigen, og vente sig også en smugle mod hende igen med kroppen.
"Må jeg spørge hvad De skal i landsbyen?"
Svaret kunne være flere, hvad kunne man ikke lave i landsbyen.. Men hun havde ikke et billede af pigen som en tyv, og hvis hun boede på hjemmet, havde hun næppe nogle penge at bruge, med mindre hun selvfølgelig havde taget fejl af hende.

[Yuria Malinkou]

Yuria var næppe af den type som lod sig gå på af forhindringer, men til tider kunne de stå som alt for mange og bare blokere unødigt for en vej videre frem. At hun så var kommet direkte fra myndlingehjemmet og bare for at spadsere på denne ukendte sti var så ikke noget hun havde kendt over. Tanken blev i hvert fald skubbet til side ved dette pludselige sammenstød.
"I landsbyen?"
Gentog hun spørgende og så sig kort over skulderen.
"Egentlig intet, jeg kommer lige derfra. Jeg var en hurtig tur i kirken inden jeg ville tage mig en kort gåtur."
forklarede hun smilende. Hendes øjne strålede af en glæde der var svær at finde i mange nu og da. Især når det kom så ubetinget fra hende. Hun havde ingen kvaler ved at bo på myndlingehjemmet op til nu. Så det der kune nage hende mest var tiden derefter når hendes levevej ville afhænge af hendes egne handlinger og arbejdsydelse. Hun havde hørt den skulle være hård for mange, især når der var så lidt at holde fast i som der var for en fattig pige uden nogen matrielle værdiger.

[purple]

Nazil smilte blot svagt til hende. I kirke? Der havde hun godt nok ikke været længe. Gad vide om det stadig var den samme kedelige præst der stod for at snakke folk i søvn. Kirken var et sted hvor an kunne sove hvis det regnede uden for og man var træt. Eller et sted man ville falde i søvn hvi sman bare havde søgt ly for regnen.
"Hvem er præsten for tiden?"
Hvis det stadig var den samme gamle nisse der var præst i den lille kirke, ville hun vente nogle tyve år til før hun igen ville vise stedet interesse, men hvis der var kommet en ny en, kunne de da godt være at hun kunne find epå at besæge kirken en dag hvor hun virkelig kedet sig. Men det var så også den eneste grund til at hun spurgte, kirker interesserede hende kun når der var folk der kunne synge, som underholdt der inde. Og så gode syntes hun heller ikke at koret sang sidst hun var der inde. Man kunne egentlig næsten føle sig fanget der inde. Når man sider og keder sig og bare har lyst til at flygte ud af kirken, men bliver holdt fast af sine forældre, der ikke syntes at man kan tillade sig at forlade kirken før gudstjenesten var forbi. Det var vist også sidste gang hun havde været der, den gang hun stadig var gode venner med sine forældre, og derfor tog med dem i kirke om søndagen, lige siden havde det været overflødigt at tage der ind.

[Yuria Malinkou]

Yuria blev overasket over spørgsmålet og det blev næsten malet, i hendes ansigt med det samme. Hun så jo ikke præsten, da hun ikke kom til selve gudstjenesterne. "Det må jeg ærligt bekendtgøre at jeg ikke har den fjerneste idé om. Jeg kommer der kun når gudstjenesterne ikke holdes." Svarede hun lettere undskyldende, dog med en ro og elegance over sig. Hendes manere og pli hang stort set fast ved hende gennem opdragelsen, ikke noget man ville tage fejl af. Kun gjorde hun det af ren høflighed overfor andre, med et håb om en gensidig respekt. hun vile for alt ikke være til balast eller problemer for andre.

[purple]

Det var som gik der et lys gik op for Nazil. Så Ayla var ikke i kirken når der var gudstjeneste, hun havde overhoved ikke tænkt om der ville være gudstjeneste i dag eller på dette tidspunkt, men det var ligesom mere acceptabelt for hende at hun havde det som hun havde, når nu pigen heller ikke havde været der under gudstjenesten.
"Nåår.. Det må du undskylde."
Hun smilte kort til hende. Hun kendte genetlig ikke hendes navn, kom nu til at tænke på og besluttede derfor for at præsentere sig. Hun havde ikke skænket det en tanke før nu, at hun havde givet sit eget navn, til pigen, og hende som havde stillet hende en del spørgsmpl indtil videre..
"Hvor er jeg uhøflig.. Mit navn er Nazil."
Hun rakte hånden frem mod pigen og sagde det som om hun fandt sig selv yderst uhøflig. Det gjorde hun også et eller andet sted..