Post by purple on Mar 31, 2009 6:57:41 GMT -5
Antal bruger-profiler:[/u]
1 - denne
Karakternavn:[/u]
Nazil Redl-Shaak
Køn:[/u]
Hunkøn
Alder:[/u]
94 – af udseende er hun 24 år
Race:[/u]
Daktizaner
Job/Status:[/u]
Danserinde for prinserne
Baggrundshistorie:[/u]
”Hvorfor kan du ikke bare lade mig leve mit eget liv?!”
Det højlydte skænderi mellem mor og datter havde på dette tidspunkt varet i 20 minutter. 20 minutter hvor naboerne forsigtigt havde set ind gennem vinduerne for at se hvad al den larm gik ud på, 20 minutter hvor alle andre havde forladt huset for ikke at komme vejen. Ting var blevet smadret, døre var blevet smækket, men ingen af dem havde slået hinanden, hvilket ellers var et sjældent syn i det kvarter familien boede i. Ude på gaden var folk samlet sammen omkring faren og de tre søskende, snakkede lavmælt for at få mere af vide. Da Nazil kom stormede ud af huset og smækkede døren bag så puset fra dørkarmen dryssede ned på begge sider, tav alle og begyndte at gå hver til sit i skam over at havde snakket om det der var sket. Faren havde set bedende på hende, brødrene havde set opfordrende på hende, stolte over at hun endelig sagde fra, men hendes store søster.. Hun så slet ikke på hende, hun var på vej ind i huset for at snakke med hendes mor der var faldet grædende sammen inde i stuen. Hurtigt fulgte både far og brødre med for at støtte moren, men Nazil var overladt til sig, til skue for de nysgerrige naboer der syntes at hun var en dårlig datter. Splittet så hun tilbage mod huset, hun havde egentlig ikke lyst til at trøste sin mor, men havde på den anden side ikke lyst til at forlade sine søskende, og hvis hun gik nu vidste hun, at hun aldrig skulle komme tilbage. Et sidste blik ind af vinduet og hun gik ned af gaden hun var vokset op i, væk fra sin familie og væk fra alt det hun kendte.
Nazil voksede op i en fast familie hvor rammerne allerede var lagt af hendes tre større søskende, længe inden hun kom til verden. Hendes store søster var den ældste i flokken af unger og blev opdraget til at være en dannet dame der skulle omgås sin mors veninder, have kjole på og i det hele taget opføre sig pænt og roligt. Leje med dukker og interessere sig for husholdningen. Brødrene var tvillinger og levede højt på det. Egentlig lignede de overhoved ikke hinanden, men deres personlighed var ens, og de gjorde alt for ikke at virke som om de var anderledes, noget der gik alle på i længere tid. Som børn lavede de ballade, sloges med de andre børn i gaden, drillede pigerne og byggede våben som de brugte til diverse ting. Da Nazil så blev født omkring to år senere, havde moren allerede hænderne fulde. Hun prøvede forgæves at skabe Nazil i billedet af søsteren, men brødrenes indflydelse var for stærk og gjorde opgaven umulig. De tog deres lille søster med under deres vinger og inddrog hende i deres narrestreger, en ting hun altid var dem taknemlig for. Desværre for Nazil var hendes mor ikke helt så taknemlig og da Nazil begyndte at blive gammel nok til at kunne hjælpe ti i husholdningen, fik hun pligter. Mange pligter! Hun prøvede altid at snige sig uden om dem, både ved at stikke af og ved at prøve at indlede en diskussion med sin mor der ville få hende fritaget. Mange af naboerne syntes at hendes mor skulle slå hende, for at få hende til at opføre sig ordentlig, men Nazils mor gik ikke ind for at slå sine børn og det gjorde hendes far heller ikke, så det blev aldrig til mere end snak. Som årende gik begyndte hun at opgive hvad pligter angik, og fik i stedte sine brødre til at hjælpe sig med dem så det gik hurtigere, de kunne ikke modstå hendes medfødte charme som hendes rigtige forældre havde givet hende i form af deres race, det vidste Nazil dog ikke noget om, hun troede stadig på dette tidspunkt at hendes mor var hendes rigtige mor, og det gjorde hendes søskende for den sags skyld også. Nu hang det sådan sammen at Nazil blev født af en daktizaner par, der levede ved siden af og altid holdt sig for sig selv, ingen vidste noget om dem og det kom de heller aldrig til. Da Nazils mor (ikke biologiske) fødte et dødfødt barn byttede daktizaner parret deres nyfødte barn ud med det døde. De ønskede ikke et barn og fødslen af Nazil kom på et meget uheldigt tidspunkt. Nogen fredskrigere af en art havde længe haft dem for øje og de frygtede for deres liv, så ved fødslen af Nazil så de naboparret som en mulighed for at rede deres barn. Allerede da Nazils mor fødte det døde barn var de der inde, ved sengen lige feter fødslen foreslog de at give hende deres barn. Hun ville ikke tage i mod barnet, ikke før de sagde at de så ville slå det ihjel, for de ville i hvert fald ikke have det! Bytningen af børnene nåede lige at blive udført inden børnene trængte ind i soveværelset for at se deres nye søster, og dagen efter da hun ville gå ind og sige tak var husets vinduer smadret og der var ikke ét eneste spor af parret. Nazils mor var taknemlig for Nazil og opkaldte hende efter kvinden der var hendes rigtige mor. Planen var at ingen nogen sinde skulle vide det, og sådan blev det også.
For at vende tilbage til Nazils opvækst i menneske familien, var hendes brødre og hendes far dem der led mest. Egentlig gjorde Nazil ikke ret meget for at udnytte dem, og da slet ikke hendes far, men de kæmpede stadig med ikke at blive tiltrukket af hende. Hendes brødre havde det sværest, hendes far vidste jo at hun ikke var menneske, det havde han regnet ud allerede i en tidlig alder, og kunne derfor tage afstand ved at overbevise sig selv om at det var noget ved Nazil der gjorde at han havde denne tiltrækning til hende, og altså ikke noget der var galt med ham. Hendes brødre der i mod troede at de var forkerte skruet sammen. De snakkede med deres mor, deres far og hvem de ellers ture sige det til, og alle sagde at det nok skulle gå. Et af Nazils brødre kunne holde sig tilbage, den anden kunne ikke. I stedte for at begynde at tage på sin lille søster stak han af, for han ville ikke lave te overgreb på hende, han ville undgå det for alt i verden. Omkring en uge efter, hvor familien havde ledt og været bekymrede, fandt nogle venner Nazils bror og bragte ham hjem. Familien satte sig ned og snakkede sammen og det kom nu frem at Nazil ikke var deres rigtige barn, at hun ikke var deres barn af kød og blod. Nazil og hendes bror nægtede at tro det, hendes anden bror (ham der var stukket af) så det som en lettelse at det ikke var ham der var noget galt med, og hendes søster reagerede som om hun hele tiden havde vidst det. De efterfølgende år blev dette faktum det mest brugte argument ved diskussioner mellem Nazil og hendes mor, både den ene vej og den anden vej, og en dag blev det nok. Nazil forlod hjemmet og vendte ikke tilbage igen. Den gang var hun 17 år gammel, hendes brødre var 19 og hendes søster var 20 år gammel, gift og med barn. I tiden efter hendes opgør med hendes ’mor’ vandrede hun hvileløs rundt i landsbyen, men hun blev ved med at støde ind i mennesker der kendte hende så inden en uge havde hun forladt landsbyen. På landevejen stiftede hun bekendtskab med et gøgleroptog, der rejste fra by til by og tjente penge ved at underholde folk. De tilbød at hun kunne følges med dem for en tid, indtil hun fandt sig selv igen og rådvild som hun var takkede hun ja tak til den håndsrækning hun fik. Nogle piger på hendes alder fungerede som blikfang i starten, de dansede før nogle af gøglerne begyndte på deres numre og det var dem der sørgede for at folk stoppede op og blev stående. Sådan en, blev hun. De lærte hende at danse, at flirte med tilskuerne og fastholde deres blikke. Det med at få dem til at blive var ikke noget problem, de fleste var svære at få væk igen, specielt hvis hun havde flirtet lidt med dem. Gøgler optoget kunne godt se at hun var god at have, indtjeningen blev ikke rigtig større, men det var der flere grunde til. Efter et år sammen med gøgleroptoget måtte hun sige farvel til dem. De havde ikke råd til at havde så mange med, folk var begyndt at give mindre samtidig med at de efter hånden var blevet en udsat gruppe for både fredkrigerne og mørkets krigere. Men oplevelsen havde lært hende en masse, den havde lært hende at overkomme hendes tendens til at holde sig for sig selv, og selv om hun stadig rent personlig foretrak ikke at være sammen med alt for mange mennesker, så havde hun lært at se på det med andre øjne. Vil man overleve, bliver man nød til at arbejde, og arbejder man skal man omgås andre væsner.
Gøgleroptoget satte hende af ved en kro, der søgte en tjener. Da hun skulle ansøge om arbejdet som tjener gik det overraskende let for hende. Hun trådte ind i kroen, blev spurgt hvad hun ville, hun svarede og hun fik jobbet. Kroen havde nogle værelser, hvor af et af dem blev hendes. Et lille kammer som hun delte sammen med kokken, en halv stor mand der havde tendens til ikke at kunne holde fingrende for sig selv. Det lykkedes hende at holde sit arbejde i kroen i 3 år, før kromutteren blev træt af alle de problemer hun gav dem med de mandlige kunder. Hun fik nogle penge med på rejsen, tog de få penge hun havde tjent efter at kost og logi var betalt, og levede på landevejen for en rum tid. Her levede hun på de steder hun kunne charmere sig ind og de ting som hun kunne få lokket ud af folk. Mens hun levede på landevejen lærte hun at slå fra sig, det fik hun blandt andet lært af en ung kvinde der syntes at hun skulle kunne slå fra sig når hun nu ikke havde nogen der kunne beskytte hende, eller nogle steder hun kunne tage hen. Det næste arbejde hun fik sig var i en boghandel hos en ældre kvinde der havde brug for en rask ryg der kunne tage bøger ned og stille bøger op. I takt med at kvinden blev ældre og mere hjælpeløs, blev Nazil sat til flere og flere ting, og en dag stod hun selv for butikken. Hver aften tog hun hen til den ældre kvinde der ejede butikken og fortalte om hvad der var blevet købt og hvad der manglede. Hvor meget hun havde tjent og så videre. Nazils løn var fast og beskeden, men hun havde et fast job som hun beholdt indtil kvindens død. Så arvede kvindens barn butikken, han solgte ud og lavede i stedet en proviant butik for de rejsende. Nazil var nu blevet temmelig gammel i menneske øjne, af udseende lignede hun kun en på 24, men folk var begyndt at undres det, det havde de gjort længe, men nu snakkede de mere om det. Fredskrigere begyndte at lede efter hende, og hun måtte flygte en del gange for ikke at lade livet. Til sidst blev det for meget for hende, og hun besluttede sig for at finde et trygt sted. Og hvad var mere trygt en slottet? Der kunne de da i hvert fald ikke have noget i mod hendes race, så var det bare at holde sig god jord. Og så havde hun aldrig haft noget i mod kongen. Mange syntes han var forfærdelig, grusom.. Ja det mest brugte ord var nok; ond. Men hun delte ikke deres mening og søgte derfor arbejde på slottet. Hun fik af vide at hun kunne arbejde som tjenestepige i køkkenet, lige indtil at en mand, der havde ansvaret for prinsernes danserinder kom panikken ned i køkkenet. De manglede en dansepige og prinserne ville se alle deres danserinder. Han snakkede om sin egen død og var lige ved at tage livet af sig selv da en af køkkendrengene taler over sig og komentere at det da var en skam at Nazil ikke var en af danserinderne, hun kunne jo både danse og omgås prinserne. Manden lyste op af håb så på Nazil for at få det bekræftet, hvilket han kun fik da hun sendte et dræbeblik til køkkendrengen der havde sladret. Hun blev nu trukket ned gennem gangen mens hun fik skiftet tøjet, og kastet ind i det rum hvor prinserne sad og nød fire danserinders flirten med dem. Eller det vil sige at den ene så lige glad ud mens den anden vist, måske, fornøjede sig. Da døren blev lukket bag Nazil, kunne hun mærke hvordan rummets opmærksomhed blev rette mod hende og hun var lige ved at vende op og løbe væk. Hvis ikke det havde været for prins Haru’s kolde blik, der hvilede på hende, havde hun sikkert også gjort det. I stedet begyndte hendes hofter at bevæge sig i forførerne kurver, men hun bevægede sig tættere på de andre danserinder for at de kunne tage opmærksomheden fra hende.
Siden den dag var Nazils arbejde på slotte gået fra en anonym køkkenpige til prinsernes private danserinde. En ud af fem, der skulle underholde prinserne når de lystede, og hun må indrømme at hun ikke har haft en bedre tid i de efter hånden mange år hun har været deres danserinde.
Personlighed:[/u]
I punktopstilling.
• Flirtende
• Drillende
• Alvorlig
• Respektfuld
• Letsindig
Mere uddybende
Først og fremmest er Nazil en kvinde er tænker på sig selv. Hvordan skal hun gøre dette bedst muligt i forhold til sig selv og sin egen overlevelse. Når det så er sagt er hun meget. Hun nager respekt for dem der kan gøre livet surt for hende hvis hun ikke viser dem respekt, men er total respektløs hvis det er andet der er tilfældet. Hun elsker at drille folk, også med ondskabsfulde drilleriger, og hun gider egentlig ikke rigtig hjælpe andre med mindre hun bliver nød til det. Og sådan er det meget med hende hun gør det meste af nød. Hun elsker når hun kan holde sig for sig selv og side i sine egne tanker uden at skulle bekymre sig om andre eller andet end sig selv, men igen elsker hun at underholde og være en del af en flok. Selv om der er mange ting hun ikke kan lide, er der kun én ting hun virkelig hader, og det er at være centrum for alles opmærksomhed. Hun hader følelsen af at alle holder øje med hende og ser hvert et skridt hun tager, men bliver hurtig jaloux hvis der er en hun godt kan lide, der giver en anden sin opmærksomhed.
Hun tager let på mange ting og bekymre sig om overraskende få ting, men det afholder hende ikke fra til tider at vær alvorlig og i dårligt humør, men er hun i dårligt humør vil hun aldrig vise til nogen, med mindre hun stoler ufatteligt meget på personen. Hun vil til næsten alle tider sætte et smil på sine læber for at skjule hvordan hun virkelig har det, men sådan er hun nu en gang. Hun skaber facader omkring sig for at skjule hvem hun virkelig er, men er ikke særlig svær at aflæse for nogen der bare er minimum god til at aflæse folk. Som et sidste notat skal det siges at Nazil ikke smiler hjerteligt eller sødt, men heller ikke direkte koldt som mange andre gør. Hun laver en mellemting, men mindre hun i sandhed er i godt humør, hvilket sker virkelig sjældent.
Udseende:[/u]
Nazil ligner grundlæggende mange kvinder, hun er spinkel af bygning, slank og med feminine kurver. Men der stopper de store ligheder så også, for med undtagelse af en gennemsnitlig højde, er Nazil ikke særlig gennemsnitlig. Hun har en brungylden hud, der de fleste steder er beklædt med små fregner og skønhedspletter, der giver hendes hud et usædvanligt spil. Hendes lange ben giver hende et elegant udseende og gang og hendes timeglas form ved hendes liv, gør det muligt for hende at bruge sine hofter mere synligt. Hendes barn er i mellem tiden lidt gennemsnitlig, ikke specielt lille, men heller ikke i øjenfaldende stor. Hendes skuldre er slanke, hvilket gør hendes knogle tydeligere uden at hun ser afpillet ud. Hendes hals er slank, og slutter ved hendes lidt spidse, men alligevel runde, hage. Hendes læber er fyldige og bløde i formerne og lige over venstre side af hendes overløbe er der en mindre, lysebrun skønhedsplet. Hendes næse har en ret lige næseryg, med en blød næsetip, der dog er lidt skarp i det og giver hendes ansigt lidt mere skarphed. Hendes kindben er svagt markerede og giver mere opmærksomhed om hendes øjne, der er ovale, ikke store øjne, men heller ikke smalle. Den matte, blå farve, der har et næsten tryllebindende glimt i sig fanger de fleste, og med den mørke kant der omkranser hendes øjne, bliver denne effekt kun forstærket. Hendes ansigt er omringet af hendes brune hår der er lettere krøllet og altid løst. De sidste spidser ender lige over hendes hofte. Hendes tøj består af kjoler i flere lag, men kjolerne stopper altid ved hendes barm, og går derfor aldrig op og dækker hendes skuldre, som hun elsker at have frie.
[/blockquote]
