Post by Thea on Jun 13, 2009 16:57:54 GMT -5
Thea, betragtede den askegrå himmel, hun havde strukket den længe nok, hun var nød til at slå lejer, inden det var så mørket hun intet kunne se. Hun ledte hesten ind mellem træerne, mens hun betragtede området og fandet et sted der kunne bruges til lejerplads. Hun slog hestens tøjler om en lav gren og begyndte at finde brænd, hun måtte få gang i et bål ellers ville hun fryse natten igennem, en tanke hun ikke fandt tiltalende, det ville betyde smerter i hænderne og en øm krop næste morgen. Bålet ville også lyse stedet op og gøre mørket lidt mindre skræmmende.
Hun fik gang i bålet og inden længe slog flammerne op og slikkede sig om det rådne træ hun fodrede flammerne med. Hun var taknemmelig for at have brugt det meste af hendes liv på landevejen ellers ville dette liv være umuligt og hun ville nok for længst havde dinglede fra galgen, hun gøs ved tanken og fik let tåre i øjnene, hun havde midstet mange venner til dette ondskabens ræb. Hun bed sig i læben, man flæbede ikke over sådan noget, man accepterede skæbnene.
Hun spændte sadlen af hesten og fandt hendes sovetæppe frem og lidt brød og kold pølse, brødet delte hun med hesten og resten spiste hun selv.
Hun skævede ud i mørket, hun brød sig ikke om mørke, ikke det sorte mørke, der viskede alt ud og efterlod bare totalt tomhed. Hun gøs og svøbte sig i tæppet ved bålet og stirrede ind i flammerne, der varmede hendes blege ansigt og gav det en rød glød, hun lukkede forsigtig øjnene og trak hanskerne af hendes arede hænder og ragte dem ud mod flammernes varme, hun åbnede ikke øjnene hun vidste hvad hun ville se, et par hænder der ville være smukke hvis de ikke var fyldt med smalle hvide ar, hæslige ar, der ikke efterlod et eneste sted uberørt.
Hun fik gang i bålet og inden længe slog flammerne op og slikkede sig om det rådne træ hun fodrede flammerne med. Hun var taknemmelig for at have brugt det meste af hendes liv på landevejen ellers ville dette liv være umuligt og hun ville nok for længst havde dinglede fra galgen, hun gøs ved tanken og fik let tåre i øjnene, hun havde midstet mange venner til dette ondskabens ræb. Hun bed sig i læben, man flæbede ikke over sådan noget, man accepterede skæbnene.
Hun spændte sadlen af hesten og fandt hendes sovetæppe frem og lidt brød og kold pølse, brødet delte hun med hesten og resten spiste hun selv.
Hun skævede ud i mørket, hun brød sig ikke om mørke, ikke det sorte mørke, der viskede alt ud og efterlod bare totalt tomhed. Hun gøs og svøbte sig i tæppet ved bålet og stirrede ind i flammerne, der varmede hendes blege ansigt og gav det en rød glød, hun lukkede forsigtig øjnene og trak hanskerne af hendes arede hænder og ragte dem ud mod flammernes varme, hun åbnede ikke øjnene hun vidste hvad hun ville se, et par hænder der ville være smukke hvis de ikke var fyldt med smalle hvide ar, hæslige ar, der ikke efterlod et eneste sted uberørt.
