|
|
Post by ghoul on Jun 5, 2009 13:19:37 GMT -5
Det var midt på dagen, og en rimelig varm dag med solen højest på himlen. Folk var samlet ved henrettelsespladsen, eftersom der var endnu en af de ofte henrettelser. der var hundredevis af mennesker, da denne form for underholdning især var populær hos den menneskelige race. på selve platformen stod der 5 vagter, to bødler, og en magistra; et religiøst overhoved hos de nye herskere. folk råbte og skreg ting som de ellers aldrig ville råbe, og ellers fredelige mennesker blev grebet af stemningen og råbte selv. Khaine stod i udkanten af mængden og betragtede ceremonien. han nød jo ærlig talt dette, og havde selv udført en del henrettelser selv i sin tid. men nu hvor mørkeridderne blev jaget væk, og Lord Lanzeiox var død, var Mørkeridderne, deriblandt khaine bare som skygger. Khaine var iklædt noget ektravagant denne dag, sit klæde om livet, og en lang kappe/jakke, som skuldte hans arme i nogle ærmer, og det meste af hans bare overkrop. dog ikke hans vinger, som stadig var fuldt synlige gennem huller i den ellers slidte kappe. hætten var taget over hovedet og hans iskolde øjne fokuserede på platformen. 2 personer stod på nogle stole, og den nye magistra var igang med en lang tale som ikke syntes at ville få ende.
|
|
|
|
Post by Rehael on Jun 5, 2009 13:34:41 GMT -5
... Endnu en skikkelse stod gemt i mørket, selvom denne intet havde at skjule af samme karakter, som en mørkeridder ville have. Iført hans typiske cremegule skjorte, der stod vidt åben i halsen og et godt stykke ned ad hans bryst, hvor man kunne ane det store kors, og hans mørkebrunne lærredsbukser samt de lange støvler, var han ikke en skikkelse der kunne gemme sig godt i mørket. Men også de store, prægtige hvide vinger gjorde dette en umulig opgave.
Han havde foldet hænderne helt oppe ved hovedet med pegefingrene fri og i kontakt med hans næseryg. Fra tid til anden kunne man netop skimte hans læber bevæge sig i en stille bøn for den stakkels sjæl, men selvom hans øjne var lukket og man ville tro, at hans parader var sænket, var han et hvert sekund klar til at gribe om hans sværd han havde ved siden.
... Han kiggede op og slog korsets tegn. Med tiden havde han lært, at det ikke var alle sjæle han kunne redde, og at der var visse der ikke havde retten, men stadig var henrettelsen et modbydeligt syn.
Han bevægede sig langs kanten, hans blå øjne pludselig fokuseret på et punkt et stykke frem for sig. Han havde låst blikket fast på Khaine, udmærket klar over hans eksistens og hvor meget den var eftersøgt. |
|
|
|
Post by ghoul on Jun 5, 2009 13:51:28 GMT -5
Khaine stod og mumlede nogle ord som ikke ret mange ville kunne forstå, og folk som stod omkring ham kiggede fra tid til anden. Khaine var, påtrods af hans udseende, et individ af respekt og ære. han troede ikke på at uskyldige ofre skulle lide, og alle hans egne ofre, havde fortjent det, i hvert fald efter Khaine synspunkt. Khaine kunne udemærket godt føle tilstedeværelsen af "gode sjæle" som engle og nympfer. men intet skræmte ham. Khaine var barnebarn af en ærkeengel ved navn Nathaniel, da hans far var en fallen engel af paradis. men den ild som fyldte faderen, og Nathaniels sind, var transformeret til et iskoldt sind i Khaine. hans blik var nu fokuseret på de to ofre som stadig stod afventende på stolene med løkkerne om halsen. han fornemmede deres rene sind, og fornemmede deres uskyld af handlinger. Khaine vidste godt at disse to ikke havde gjort noget uret, men at de var farlige alligevel. Khaine spærrede sine øjne op da begge ofre åbnede deres munde i kor og derved afbryde Magistraens tale. da fremsagde en ældgammel salme, som Khaine havde lært da han var ung i nordens bjerge. Davids Salme 23. Khaine bar hverken nogle former for sværd eller dolke, eller rustning. han var født med knivskarpe klør og stenhård hud, som var de perfekte naturlige redskaber for drab og forsvar. Khaine var altid opmærksom, og han vidste stort set altid hvad der foregik omkring ham ved hjælp af hans sanser.
|
|
|
|
Post by Rehael on Jun 6, 2009 12:41:46 GMT -5
... Med skridt der næsten kunne have fået Rehael til at lette fra jorden søgte han nærmere og nærmere Khaine. Ballade var det sidste han søgte, i sær en tæt befolket mængde som denne, men han havde dog tænkt sig at lade Khaine vide af hans eksistens, og at han havde tænkt sig at træde i vejen hvis han blot lavede den mindste antydning til ballade.
»Da sagde Gud Herren: "Min livsånde skal ikke for altid blive i menneskene. De er jo dødelige, og derfor vil jeg højst give dem 120 år at leve i."« citerede Rehael stille fra første Mosebog, sjette kapitel alt i mens han tog de sidste afgørende skridt mod Khaine. Hans venstre hånd greb om skaftet på hans sværd. Han knugede tæt, parat til at trække sværdet fra skeden.
... Selvom Khaine kunne betegnes som hans 'egen slags' havde han tanker, urene sindsstemninger som Rehael aldrig kunne enes med. Hvor Rehael kiggede op i lyset, så Khaine ned i mørket. De var modsætningen, som nat og dag og skæbnebestemt at skulle bekæmpe hinanden for den forskel imellem dem. »Der er aldrig noget som en henrettelse der kan få folk til at møde op,« og Rehael havde ret. Alle kunne enes i et øjeblik som dette, hvor en anden stod for at møde sin skæbne. Der var intet som at lide kvæstelser under årvågne blikke fra fremmede, og måske endda også familie. |
|
|
|
Post by ghoul on Jun 6, 2009 16:21:43 GMT -5
Da de to ofre på platformen fremsagde deres salme, begyndte khaine at væmmes. en samle fra fordums tider som end ikke faldt i godt jord hos Khaine. Khaine fornemmede at en engel trådte nærmere, men han kiggede ikke, og brugte blot hans andre sanser for ikke at fjerne sit iskolde blik fra platformen. Khaine hørte ordene som Rehael fremsagde, og væmmes igen. Khaine havde respekt for selv engle og deres ældgamle salmer, indtil de stilte sig i vejen for ham. Da Rehael, den fremmede engel nu var nær Khaine, skærpedes hans sanser, men han lod blot roligt sine hænder hvile bag ryggen på ham. Khaine lyttede intens da engel pludselig talte med sin silkebløde stemme. Khaine tog en dyb indånding og kiggede på publikum og spektørerne til henrettelsen, han fornemmede deres ivrighed og deres mindre "mørke" side som viste sig i sådanne øjeblikke. "Den menneskelige race er primitiv, og vold vil for altid fylde deres liv... ved et åndedræt af ren luft, vil der altid sive giftige gasser med ind." Sagde Khaine blot med sin rolige og mørke stemme, og med en hæs form for accent. hans stemme havde skåret sig igennem mange af hans tidligere ofre, og fået dem til at miste deres sind i det givne øjeblik. Khaine havde ordet i sin magt, en egenskab han havde arvet efter sin far. Khaine kiggede end ikke på englen, selv om hvor tæt han nu ellers stod. Magistraen på platformen så forfærdet ud over fangernes respons og deres afbrydelse af hans lange og ligegyldige tale.
|
|
