The tongue like a sharp knife...

[Rehael]

Kills without drawing blood,

... Kling, kling, kling, rang hvert et skridt Rehael tog ned ad den grusbelagte gade. Det var sværdet i sin skede der slog mod hans lange, sorte støvle der gav den øreskærende ringen. Men det var ikke denne ringen der fulgte Rehael, som fik folkene på gaden til at vende sig. Sjældent forlod denne engel sin bod på markedet, og passede han ikke denne var han sjældent til at finde i byen, men det var nok også nærmere synet af denne engel, den prægtige fjerpragt der spredte sig mange meter fra hans ryg, de kraftige blå øjne og hans høje væsen. Han var iført en cremegul skjorte der sad løst på hans krop og et par lærredsbukser der var brune. Støvlerne kravlede et stykke op af hans skinneben og sluttede lige under knæet. Omkring halsen bare han et kors på størrelse med en kvindes knytnæve, men det var nok nærmere sværdet, der næsten skrabede mod jorden som tiltrak mest opmærksomhed.

... Rehael drejede om hjørnet i retningen af smeden. Uden så meget som et ord til smeden lagde han sværdet på bænken og smed en lille sum ved siden af. »Hun er sløv,« konkluderede han som svar på hvad han ønskede af smeden. Med dette sagt begav han sig ud i solen på ny. Han skærmede mod de stærke stråler han kiggede på. Luften virkede frisk mod hans varme hud, og med nok plads tillod han sig at spræde vingerne og baske med dem en enkelt gang. Det var så lang tid siden at han havde brugt dem. Det var bare så meget lettere at gå når man ønskede ikke at blive bemærket, men der var stadig en del af ham der hungrede efter at svæve langt over byen, nyde overblikket og glemme alle bekymringer.

[Lanthir Cornwallis]

[/b] lød der svagt fra Lanthir, mens hun satte en tot af hendes ustyrlige hår om bag øret. En blomst som hun havde sat der i tidligere, faldt langsomt ned mod jorden, og 2 af bladene faldt af, da den med et lille bump ramte jorden. At sætte småting i håret, havde altid været noget Lanthir godt kunne lide. Hun syntes det beskrev hvordan hun var, og viste at hun var fri, og der ikke var nogen der bestemte over hende - men det var der desværre nogen der gjorde, og de gjorde det groft.[/ul]

[Rehael]

... Rehaels reaktion fejlede ingenting, men han havde været for betaget af solen og tanken om at lette fra jorden til også at åbne sindet for hans omgivelser. Han havde afleveret hvad han skulle og videre omtanke havde han ikke givet det. Et sted i hans ubevidste havde han dog hørt døren smække bag ham og noget lyserødt havde gjort sig bemærket i krogen af hans øjne, hvor dét som det eneste stod ud blandt alt andet hos smeden, der enten var brunt, gråt eller sort og blandinger der imellem. Det var først da hun gjorde kontakt at han brød hans trance.
Rehael snurrede omkring på stedet han stod uden at bevæge sig den mindste tomme ud af stedet. Vingerne foldede sig tæt ind til hans krop og snurrede en smule forsinket med ham mens de løftede op i støvet omkring ham.
»Er De okay?« spurgte han en smule bekymret. Intet gik hans observante øjne forbi. Hendes usikkerhed på benene, det flakkende blik og det faktum at farven i et splitsekund havde forladt hendes hud, selvom det i øjeblikket var vendt tilbage.

... Han bukkede sig ned og samlede blomsten op. Han havde en hvis forkærlighed til denne form for liv, og synet af de to mistede blade kunne næsten gøre ham deprimeret. Han holdte den i flad hånd mens han rettede sig op. Havde han bare haft evnen til at give den nyt liv, men det var kun forventet, da man, fra det øjeblik man berøvede den forbindelse til jorden, slog blomsten langsomt ihjel. »Jeg tror ikke at denne holder meget længere,« tilføjede han varsomt, som ville hans stemme forsage den mere skade.
Han tog hendes hånd uden tilladelse og lagde blomsten hos hende. »Kan jeg bede om et glas vand, tak,« spurgte han over skulderen på Lanthir, dog uden at flytte blikket fra hendes glansfulde, brune øjne. Hans stemme var fast og kommanderende, som var der flere der snakkede i én synkronisering. Smeden kunne ikke gøre andet end kort at beklage sig og forsvinde ud i baglokalet.

... Kun et par sekunder efter vendte han tilbage med et halvsmudset glas i hånden og rakte det over skulderen på Lanthir til Rehael. »Her,« sagde han og rakte glasset frem i befaling på at hun drak bare en smule af den livgivende væske.

[Lanthir Cornwallis]

[/b] sagde hun med sin lyse stemme, og lod sine tynde fingre glide halvvejs gennem det halvmørke hår, for at holde det tilbage, så det ikke røg ned foran hendes øjne, og irriterede hende, som det altid gjorde.

Solens skarpe stråler fra den langsomt nedgående sol, skar i Lanthirs mørkebrune øjne, da englen pludselig ikke skyggede for hende mere, og fik hende til at knibe øjnene sammen, så solen ikke skar lige så skarpt. Hånden hun havde i sit hår lod hun glide ned på panden i stedet, så hun skyggede for øjnene fra solen, så hun ikke behøvede at knibe øjnene lige så meget sammen. Hun vendte blikket ned på ham, og hævede let øjenbrynene. Hendes blik fulgte ham, da han rejste sig op, og hun fangede hurtigt hans blik igen, da han igen var fuldt oprettet. Hun kunne ikke lade være med at grine kort, da hun så den visne blomst i hans flade hånd. Det gav et lille ryk i Lanthirs armmuskler, da han pludselig tog fat i hende. Hun var på nippet til at hurtigt hive den til sig, men lod være, da han åbenbart blot ville lægge blomsten i hendes lille hånd. Endnu et kort grin forlod hende. "Jeg plukker bare en ny," sagde hun smilende, og kiggede op på ham. I hvert fald hvad Lanthir havde oplevet ind til nu, virkede han som en meget speciel person. Han havde vel nok en eller anden svaghed for blomster, for han behandlede den simple blomst, som om det var en dyrebar diamant.

Da englen pludselig i en høj tone sagde noget, troede hun at det var rettet mod hende, men da hun så hans blik var rettet et helt andet sted hen, mod smeden, kiggede hun over sin skulder. Synet af det halvsmudsede glas, og smedens svedlugt, fik hende til at rynke meget svagt på næsen. Hun var jo vant til helt rene glas, og rene lugte. Hendes forældre var jo så perfekte - mente de. Hun tog blidt fat i glasset, og kiggede ned på vandet, som heldigvis var rent - og koldt. "Tak," sagde hun stille, inden hun satte glasset mod hendes læber, og hældte lidt af væsken ned i munden. Det kolde vand føltes godt mod tungen, og fik hende til at drikke alt, da det pludselig gik op for hende, at hun var rigtig tørstig. Et svagt suk forlod hendes læber da hun havde drukket alt, og derefter lod hun sin håndryg strejfe sine fugtige læber. Faktisk når hun tænkte på det nu, havde hun jo ikke drukket noget i et godt stykke tid.

Da hun havde stillet glasset fra sig, på et gammelt træbord, satte hun igen et tot hår om bag håret i en hrutig bevægelse, og fangede derefter hans blik, med sit eget. Hun lod igen et svagt smil forme sig på hendes læber. "Hvad hedder De så?" spurgte hun svagt, med en undertone af venlighed og en smule bestemmelse, som hun altid snakkede med.[/ul]