Post by naomi on May 27, 2009 11:41:41 GMT -5
Antal bruger-profiler:
Jeg har Ivy, Daedelus, Rowan og så denne. Dvs. 4.
Karakternavn:
Naomi Paisley
Køn:
Kvinde
Alder:
22
Race:
Menneske
Job/Status:
Frihedskæmper
Baggrundshistorie:
Naomi voksede op på en herregård, hvor hun blev skarpt opdraget af sine forældre, Lord John Paisley og Lady Catherine Paisley. Lige fra hende og hendes søskende (3 andre piger og en dreng) kunne gå, handlede det hele om magt og rigdomme. Der blev altid sagt til dem ”med efternavnet Paisley, kommer et stort ansvar”. Et ansvar de straks skulle leve op til. Fra barnsben af, blev de lovede væk til andre magtfulde familier, så Paisley’erne kunne opretholde magten og alliere sig. Det var et held at Paisley-børnene var kendt for at være brunhårede og blåøjede, smukke børn. Et held for forældrene altså.
Naomi lærte at læse og skrive, styre en herregård, brodere, og ikke mindst alt om hofetikette. Hun blev opdraget til at føle sig hævede over tjenestefolkene, og blev snart meget ubehagelig over for dem. Hendes søskende blev lige sådan. Der blev ikke meget leg rundt omkring. Fra morgenstunden af blev alle søstrene viklede ind i stramme korsetter, og så startede undervisningen. Derefter var der en stor frokost, og så gik eftermiddagen med at holde diverse banketter, eller besøge andre magtfulde familier i området. Det var en af disse gange Naomi mødte sin kommende ægtemand. Hun var dengang omkring de 13 år gammel, og ualmindelig forkælet som den ældste og smukkeste (efter morens mening) pige. Hendes kommende ægtemand hed David, og var ikke det man kunne kalde en skønhed. Derimod var Naomi dybt forelskede i en af faderens gode venner, der var på alder med ham, men utrolig smuk og velset. Det var måske at stile lidt højt for Naomi, men hun var naiv og afviste straks David. Forældrene blev sure over at se dette, men måtte til deres skuffelse indse hvordan de havde opdraget Naomi. Hun vedblev stædigt, at hun aldeles ikke ville sætte sin fod indenfor Davids slot.
Det blev nogle år hvor Naomi var uregerlig. Hun sagde dem imod, undlod at komme til banketterne og gjorde kort sagt hvad der passede hende. En dag blev det for meget for Catherine og John. De slog simpelthen hånden af hende.
Naomi var 15 da hun måtte drage hjemmefra. I lang tid søgte hun omkring på de andre familiers herregårde. Her søgte hun ly, men dem som hun troede var venner, afviste hende uden overhovedet at snakke med hende. Tjenestefolkene bar over, gav hende lidt mad med på rejsen, og så måtte hun ellers drage videre. De små tøfler blev hurtig slidte, kjolen beskidt, og den fine hud fik skrammer. Snart drog hun videre. Der var ikke meget mad, og det var lige ved at være slut da hun mødte en gøglertrup. De var på vej mod landet Lyrana. Naomi spurgte underdanigt om hun måtte følge med dem, til gengæld at hun gjorde hvad de bad om. De sagde ja, og snart var de på vej. Turen tog nogle uger, og undervejs lærte hun en masse. De fortalte blandt andet om landet Lyrana. Om hvordan den onde konge styrede det hele. Det var ting der fik Naomi til at rynke vantro på næsen. Men de fortalte også gode ting. Om hvordan smukke vandfald hvælvede over klippefremspring, om markeder der summede af aktivitet og om skove med trækroner der brusede i vinden og rummede de mest fantastiske, smukke skabninger. Naomi glædede sig mere og mere, og hun hungrede efter mere viden. Derfor lærte de hende om at klare sig i skoven. De lærte hende at hugge brænde, finde spiselige svampe, sætte fælder op til vildtet og tænde bål. Ingen fra den lille gøglertrup spurgte ind om hendes baggrund, hvilket hun var lykkelig for. Flovheden sad dybt i hende, og ville sent forsvinde.
Da gruppen endelig nåede til Lyrana, søgte Naomi arbejde forskellige steder. Der var ikke plads til hende i storbyen og hun måtte drage til de små landsbyer. I en af dem henviste de alle til ”Madam Touches balstyrige kro”. Naomi tog derhen, og her lod kromutter blikket glide op af hende. ”Er du jomfru?”, spurgte hun med sin bidske stemme og med hævede øjenbryn. Chokerede slog Naomi vantro hånden op for munden. ”Hvad behager?”, spurgte hun, da hun stadig ikke var sluppet af med overklassesproget. Kromutter rystede opgivende på hovedet. ”Ja, hvad tror du ellers du er her for? Er du måske ikke endnu en skøge der søger job?” Naomi kunne næsten ikke få et ord frem, så meget skammede hun sig. Hun blev kokrød i hovedet, og mærkede raseriet stige op. ”Jeg.. Jeg har aldrig kendt mage! Aldrig om jeg vil være skøge! Jeg håbede blot på et job som tjenestepige eller rengører”, skummede hun, med hænderne i siden. Kromutter slog en latter op. Hvis ikke tøsen havde været køn og ville være god til at tiltrække kunder, havde hun aldrig sagt ja til sådan en uforskammede, forkælet, splejsede pige. Det blev Naomi også mobbet ualmindelig meget for, af de andre piger der arbejdede i kroen. De havde musker som mange af mændene havde, og vidste hvordan de skulle håndtere fulde mænd. Den første gang en af mændene på kroen havde fået lidt for meget at drikke, og havde trukket Naomi hen til sig og knebet hende på bagdelen, havde hun skreget op og smækkede ham en lussing. Det havde forsaget en endnu større lussing af kromutter senere, og hun måtte rasende og skamfuld sige undskyld til manden.
Naomi lærte dog efterhånden det hele, og kromutter var tilfreds.
En dag skete det dog. Kongens hær af mørkeriddere var udsendt til at destruere den lille landsby. Naomi (der på tidspunkt var omkring de 18-19) slap heldigvis væk med nogle af de andre piger fra kroen, men hun var ulykkelig. Nu var hun endelig faldet så godt til og havde fået venner der. Sorgen og raseriet rev i hende, og hun følte sig utrolig magtesløs. En uro plantede sig i hende, og da de andre piger bekendte at de ville søge arbejde på en anden kro de kunne finde, takkede Naomi nej. Så forlod hun dem.
Naomi var selvfølgelig bevidst om, hvor farligt det var for en ung pige at vandre alene rundt, men hun gjorde det alligevel. Stædigheden havde igen fundet sin plads, men Naomi var vendt af med mange af de gamle vaner, som sproget, overlegenheden og naiviteten. Trods og stolthed sad dog plantede for dybt i hende, til hun kunne vendes af med det.
Snart mødte Naomi en gruppe mennesker. De udgav sig for at være skovhuggere, men Naomi erkendte snart, at de ikke var det. Da hun forhørte sig om dette, sagde de, at det skulle hun ikke bryde sit hoved med. Naomi lod derfor vær med at spørge, til gengæld for, at de ikke spurgte om hendes fortid.
Efterhånden som tiden gik, knyttede Naomi sig mere og mere til menneskerne der. De lo og arbejdede sammen. Især en af kvinderne ved navn Louise, knyttede Naomi sig til. De var nogenlunde på samme alder, og fandt hurtigt sammen. Naomi lærte Louise at læse og skrive (hun måtte dog erkende, at hun var blevet lidt rusten til det), og Louise fortalte om de forskellige mennesker.
Der var gået nogle år, da Louise endelig fortalte hende om, hvad det egentlig var de lavede. De kæmpede for friheden, kort sagt. Minderne om landsbyen der var blevet udslettede af mørkeridderne strømmede igennem hende, og målrettede erkendte hun, at hun ville være med!
Snart blev Naomi en integreret del af frihedskæmperne. Hun fik aldrig en af de højeste positioner, da hun jo stadig var en ung pige der næsten lige var kommet til. Naomi var dog tilfreds.
Personlighed:
På trods af, at Naomi ligner en blid, tålmodig, forsigtig pige, er hun snarere det modsatte. På grund af hendes fortid, er hun utrolig stolt anlagt, og har stadig et hidsigt temperament. Hun har lært at være underdanig for de rigtige, men det sidder dybt i hende ikke at bukke under.
Naomi er utrolig målrettede og ambitiøs, og erkender aldrig et nederlag. Derimod kæmper hun for at nå sit mål, lige meget hvad der skal til.
Stolthed er også en stor ting for Naomi. Det er ikke så meget stolthed over sin slægt, men hendes stolthed betyder meget. Der er ingen der kan krænke hende, uden hun giver igen. Det er ikke fordi Naomi bitcher, men hun har bestemt sin mening, og er ikke bange for at sige den.
Nogle af Naomis svagheder er hendes naivitet. Troen på, at folk vil hende det godt, og troen på, at hendes udseende får hende frem i hverdagen. Sidstnævnte har hun dog vendet sig rimelig meget af med. Af skønhed også kan være en ulempe, er ikke noget hun har lært endnu. Kæresterier er ikke noget hun har fumlet rundt med endnu, og hun er stolt af at være en egenrådig kvinde, der kan tage af sig selv. Naomi er stadig jomfru, og er stolt af det.
Udseende:
Det første man lægger mærke til hos Naomi, er det lange, krøllede, brune hår. Det hænger tungt omkring hendes ansigt, og er ofte til gene for hende. Derfor bliver det øverste oftest sat om bag i, eller håret sættes op i en kunstfærdig knold. Naomi er dog på ingen måde forfængelig. Selvfølgelig tager hun sig af, at hun ikke har noget mellem tænderne og den slags, men hun kan sagtens arbejde igennem og blive beskidt. Det får hende til at føle sig stolt af, hvor langt hun er kommet fra at bruge dagen på at brodere.
Naomi er standardhøjde og lidt undervægtig. Det kommer sig af, at hun var lidt kraftig da hun var yngre, og tabte sig drastisk da forældrene slog hånden af hende. Herefter har hun spist for at overleve, ikke for at være høflig til banketterne.
På trods af, at Naomi har fået masser af muskler, er hun stadig utrolig spinkel . Huden er tynd og fin, og nu prydede af små ar visse steder. Den var engang elfensbenhvid, men er blevet solbrun i de mange arbejdstimer om dagen.
Hvis man fokuserer på Naomis ansigt, lægger man sandsynligvis først og fremmest mærke til de lyseblå øjne. De er placeret under de lange, mørke øjenvipper, og de buede, tynde brun. Kindbenene er markerede, og næsen er måske lidt for spids efter nogens mening, men det kendetegner nu engang familien Paisley.
Naomis tøjstil er feminin, men stadig praktisk. Hun går oftest i lette kjoler, da hun ikke kan få sig selv til at gå i bukser som mange af de andre kvinder. Opdragelsen sidder for dybt i hende, til det.
Jeg har Ivy, Daedelus, Rowan og så denne. Dvs. 4.
Karakternavn:
Naomi Paisley
Køn:
Kvinde
Alder:
22
Race:
Menneske
Job/Status:
Frihedskæmper
Baggrundshistorie:
Naomi voksede op på en herregård, hvor hun blev skarpt opdraget af sine forældre, Lord John Paisley og Lady Catherine Paisley. Lige fra hende og hendes søskende (3 andre piger og en dreng) kunne gå, handlede det hele om magt og rigdomme. Der blev altid sagt til dem ”med efternavnet Paisley, kommer et stort ansvar”. Et ansvar de straks skulle leve op til. Fra barnsben af, blev de lovede væk til andre magtfulde familier, så Paisley’erne kunne opretholde magten og alliere sig. Det var et held at Paisley-børnene var kendt for at være brunhårede og blåøjede, smukke børn. Et held for forældrene altså.
Naomi lærte at læse og skrive, styre en herregård, brodere, og ikke mindst alt om hofetikette. Hun blev opdraget til at føle sig hævede over tjenestefolkene, og blev snart meget ubehagelig over for dem. Hendes søskende blev lige sådan. Der blev ikke meget leg rundt omkring. Fra morgenstunden af blev alle søstrene viklede ind i stramme korsetter, og så startede undervisningen. Derefter var der en stor frokost, og så gik eftermiddagen med at holde diverse banketter, eller besøge andre magtfulde familier i området. Det var en af disse gange Naomi mødte sin kommende ægtemand. Hun var dengang omkring de 13 år gammel, og ualmindelig forkælet som den ældste og smukkeste (efter morens mening) pige. Hendes kommende ægtemand hed David, og var ikke det man kunne kalde en skønhed. Derimod var Naomi dybt forelskede i en af faderens gode venner, der var på alder med ham, men utrolig smuk og velset. Det var måske at stile lidt højt for Naomi, men hun var naiv og afviste straks David. Forældrene blev sure over at se dette, men måtte til deres skuffelse indse hvordan de havde opdraget Naomi. Hun vedblev stædigt, at hun aldeles ikke ville sætte sin fod indenfor Davids slot.
Det blev nogle år hvor Naomi var uregerlig. Hun sagde dem imod, undlod at komme til banketterne og gjorde kort sagt hvad der passede hende. En dag blev det for meget for Catherine og John. De slog simpelthen hånden af hende.
Naomi var 15 da hun måtte drage hjemmefra. I lang tid søgte hun omkring på de andre familiers herregårde. Her søgte hun ly, men dem som hun troede var venner, afviste hende uden overhovedet at snakke med hende. Tjenestefolkene bar over, gav hende lidt mad med på rejsen, og så måtte hun ellers drage videre. De små tøfler blev hurtig slidte, kjolen beskidt, og den fine hud fik skrammer. Snart drog hun videre. Der var ikke meget mad, og det var lige ved at være slut da hun mødte en gøglertrup. De var på vej mod landet Lyrana. Naomi spurgte underdanigt om hun måtte følge med dem, til gengæld at hun gjorde hvad de bad om. De sagde ja, og snart var de på vej. Turen tog nogle uger, og undervejs lærte hun en masse. De fortalte blandt andet om landet Lyrana. Om hvordan den onde konge styrede det hele. Det var ting der fik Naomi til at rynke vantro på næsen. Men de fortalte også gode ting. Om hvordan smukke vandfald hvælvede over klippefremspring, om markeder der summede af aktivitet og om skove med trækroner der brusede i vinden og rummede de mest fantastiske, smukke skabninger. Naomi glædede sig mere og mere, og hun hungrede efter mere viden. Derfor lærte de hende om at klare sig i skoven. De lærte hende at hugge brænde, finde spiselige svampe, sætte fælder op til vildtet og tænde bål. Ingen fra den lille gøglertrup spurgte ind om hendes baggrund, hvilket hun var lykkelig for. Flovheden sad dybt i hende, og ville sent forsvinde.
Da gruppen endelig nåede til Lyrana, søgte Naomi arbejde forskellige steder. Der var ikke plads til hende i storbyen og hun måtte drage til de små landsbyer. I en af dem henviste de alle til ”Madam Touches balstyrige kro”. Naomi tog derhen, og her lod kromutter blikket glide op af hende. ”Er du jomfru?”, spurgte hun med sin bidske stemme og med hævede øjenbryn. Chokerede slog Naomi vantro hånden op for munden. ”Hvad behager?”, spurgte hun, da hun stadig ikke var sluppet af med overklassesproget. Kromutter rystede opgivende på hovedet. ”Ja, hvad tror du ellers du er her for? Er du måske ikke endnu en skøge der søger job?” Naomi kunne næsten ikke få et ord frem, så meget skammede hun sig. Hun blev kokrød i hovedet, og mærkede raseriet stige op. ”Jeg.. Jeg har aldrig kendt mage! Aldrig om jeg vil være skøge! Jeg håbede blot på et job som tjenestepige eller rengører”, skummede hun, med hænderne i siden. Kromutter slog en latter op. Hvis ikke tøsen havde været køn og ville være god til at tiltrække kunder, havde hun aldrig sagt ja til sådan en uforskammede, forkælet, splejsede pige. Det blev Naomi også mobbet ualmindelig meget for, af de andre piger der arbejdede i kroen. De havde musker som mange af mændene havde, og vidste hvordan de skulle håndtere fulde mænd. Den første gang en af mændene på kroen havde fået lidt for meget at drikke, og havde trukket Naomi hen til sig og knebet hende på bagdelen, havde hun skreget op og smækkede ham en lussing. Det havde forsaget en endnu større lussing af kromutter senere, og hun måtte rasende og skamfuld sige undskyld til manden.
Naomi lærte dog efterhånden det hele, og kromutter var tilfreds.
En dag skete det dog. Kongens hær af mørkeriddere var udsendt til at destruere den lille landsby. Naomi (der på tidspunkt var omkring de 18-19) slap heldigvis væk med nogle af de andre piger fra kroen, men hun var ulykkelig. Nu var hun endelig faldet så godt til og havde fået venner der. Sorgen og raseriet rev i hende, og hun følte sig utrolig magtesløs. En uro plantede sig i hende, og da de andre piger bekendte at de ville søge arbejde på en anden kro de kunne finde, takkede Naomi nej. Så forlod hun dem.
Naomi var selvfølgelig bevidst om, hvor farligt det var for en ung pige at vandre alene rundt, men hun gjorde det alligevel. Stædigheden havde igen fundet sin plads, men Naomi var vendt af med mange af de gamle vaner, som sproget, overlegenheden og naiviteten. Trods og stolthed sad dog plantede for dybt i hende, til hun kunne vendes af med det.
Snart mødte Naomi en gruppe mennesker. De udgav sig for at være skovhuggere, men Naomi erkendte snart, at de ikke var det. Da hun forhørte sig om dette, sagde de, at det skulle hun ikke bryde sit hoved med. Naomi lod derfor vær med at spørge, til gengæld for, at de ikke spurgte om hendes fortid.
Efterhånden som tiden gik, knyttede Naomi sig mere og mere til menneskerne der. De lo og arbejdede sammen. Især en af kvinderne ved navn Louise, knyttede Naomi sig til. De var nogenlunde på samme alder, og fandt hurtigt sammen. Naomi lærte Louise at læse og skrive (hun måtte dog erkende, at hun var blevet lidt rusten til det), og Louise fortalte om de forskellige mennesker.
Der var gået nogle år, da Louise endelig fortalte hende om, hvad det egentlig var de lavede. De kæmpede for friheden, kort sagt. Minderne om landsbyen der var blevet udslettede af mørkeridderne strømmede igennem hende, og målrettede erkendte hun, at hun ville være med!
Snart blev Naomi en integreret del af frihedskæmperne. Hun fik aldrig en af de højeste positioner, da hun jo stadig var en ung pige der næsten lige var kommet til. Naomi var dog tilfreds.
Personlighed:
På trods af, at Naomi ligner en blid, tålmodig, forsigtig pige, er hun snarere det modsatte. På grund af hendes fortid, er hun utrolig stolt anlagt, og har stadig et hidsigt temperament. Hun har lært at være underdanig for de rigtige, men det sidder dybt i hende ikke at bukke under.
Naomi er utrolig målrettede og ambitiøs, og erkender aldrig et nederlag. Derimod kæmper hun for at nå sit mål, lige meget hvad der skal til.
Stolthed er også en stor ting for Naomi. Det er ikke så meget stolthed over sin slægt, men hendes stolthed betyder meget. Der er ingen der kan krænke hende, uden hun giver igen. Det er ikke fordi Naomi bitcher, men hun har bestemt sin mening, og er ikke bange for at sige den.
Nogle af Naomis svagheder er hendes naivitet. Troen på, at folk vil hende det godt, og troen på, at hendes udseende får hende frem i hverdagen. Sidstnævnte har hun dog vendet sig rimelig meget af med. Af skønhed også kan være en ulempe, er ikke noget hun har lært endnu. Kæresterier er ikke noget hun har fumlet rundt med endnu, og hun er stolt af at være en egenrådig kvinde, der kan tage af sig selv. Naomi er stadig jomfru, og er stolt af det.
Udseende:
Det første man lægger mærke til hos Naomi, er det lange, krøllede, brune hår. Det hænger tungt omkring hendes ansigt, og er ofte til gene for hende. Derfor bliver det øverste oftest sat om bag i, eller håret sættes op i en kunstfærdig knold. Naomi er dog på ingen måde forfængelig. Selvfølgelig tager hun sig af, at hun ikke har noget mellem tænderne og den slags, men hun kan sagtens arbejde igennem og blive beskidt. Det får hende til at føle sig stolt af, hvor langt hun er kommet fra at bruge dagen på at brodere.
Naomi er standardhøjde og lidt undervægtig. Det kommer sig af, at hun var lidt kraftig da hun var yngre, og tabte sig drastisk da forældrene slog hånden af hende. Herefter har hun spist for at overleve, ikke for at være høflig til banketterne.
På trods af, at Naomi har fået masser af muskler, er hun stadig utrolig spinkel . Huden er tynd og fin, og nu prydede af små ar visse steder. Den var engang elfensbenhvid, men er blevet solbrun i de mange arbejdstimer om dagen.
Hvis man fokuserer på Naomis ansigt, lægger man sandsynligvis først og fremmest mærke til de lyseblå øjne. De er placeret under de lange, mørke øjenvipper, og de buede, tynde brun. Kindbenene er markerede, og næsen er måske lidt for spids efter nogens mening, men det kendetegner nu engang familien Paisley.
Naomis tøjstil er feminin, men stadig praktisk. Hun går oftest i lette kjoler, da hun ikke kan få sig selv til at gå i bukser som mange af de andre kvinder. Opdragelsen sidder for dybt i hende, til det.
