in the fog...

[ghoul]

det var midt om natten, og månen var fuld, og stjernerne var talrige, og med næsten ingen skyer på himlen. hvis man lyttede ud i mørket kunne man høre ulvehyl, højest sansynligt varulve i denne mørke tid. en mindre tåge have nærmet sig kirkegården fra en nærliggende sø, og det fugtige klima gjorde tågan en smule tyk. en større skikkelse nærmede sig kirkegården, det var Khaine. hans iskolde blik var blevet koldere på det sidste, nu hvor Lord Lanzeiox var død, og disse nye tilflyttere bestemte. Khaine var dog ikke stoppet med hans job som Mørkeridder, han ville blive ved med at bekæmpe disse nykommere indtil han døde. han trådte ind på kirkegården med sine vinger foldet på ryggen og med noget svunget over skuldrene. det var hans nyeste offer. han stoppede og og så sig omkring, selvom det ikke var sigtbart. han smed liget tæt ved en udgravet grav. en han havde gravet. han smed altid sine ofre på kirkegården, der hvor ingen ville lede. hans offer var en af de "nyes" kommandører, en af højere rang. han stod blot og kiggede på liget med sine iskolde øjne, og smilte skummelt.

[Nieota Thalia]

Et smil bredte sig over hendes fyldige læber, og månen skar igennem hendes blanke øjne, så de lyste lige som kattens øjne i natten. Nieota stod på kirkens tag, gemt bag et af dens tårne. Hendes blik var rettet mod jorden, idet en skikkelse havde nærmet sig. Hun bukkede sig lydløst ned på huk, og betragtede ham, mens hun slikkede sig om munden. Selve kirken gav hende gåsehud, men af en eller anden grund havde hun følt sig tiltrukket af den. Hun hvilede en hånd mod tårnet og skar sine lange negle mod stenene. Nok var kirken respekteret, men ikke af en halvblods vampyr som Nieota. ”Jeg vidste ikke manden med leen var så køn” Selvom hun råbte fra toppen af taget, ville hendes stemme i hans øre virke som en hvisken.
Hun grinte lavt, mest af alt til sig selv, inden hun rejste sig op, og skubbede det lange blonde hår, som var tæt sat op i et sort silkebånd, bag over skulderen. Hun smilte lumsk og hoppede let og elegant ned fra taget. ”Eller er du bare endnu en gådefuld morder?” Hun bevægede sig med rolige skridt hen mod ham. Af alle dem hun i sin tid havde slået ihjel, havde hun altid dumpet liget det samme sted hun havde fundet dem, men at han rent faktisk bragte dem til kirkegården? Hvad var han, en eller anden form for præst? Hendes tanker, fik hende til at hæve på smilebåndet og afslørede et par hvide spidse hjørnetænder.

[ghoul]

Khaine skulle lige til at smide liget i graven da han hørte en form for hvisken, en kvindestemme. han rettede sig op og slap liget. han så sig omkring med hans isblå øjne, og kunne ikke se noget. hans skerpede sanser ledte efter svar på vedkomnes position, siden vedkomne i hvert fald ikke var tæt på ham. han kiggede hen imod kirken da han hørte noget ramme jorden. han så en kvindelig skikkelse i tågen, som helt sikkert var hende der havde talt til ham. han vendte sig imod hende og blev stående. han kiggde på hende som hun kom nærmere. han valgte ikke at svare på hendes lidt spydige og yderst provokerende spørgsmål. hun var en køn kvinde, og efter at dømme på hendes lugt og hendes tænder vidste Khaine udemærket godt at hun var en form for Vampyr.

[Nieota Thalia]

Hendes smil blev blot stører nu tættere hun kom på ham. Hun strøg hænderne ned af den sorte lårkorte kjole, i forsøg på at børste skidt væk, som slet ikke var der, det var blot et forsøg på at få han til at lægge mere mærke til hende. Hun stoppede op, lidt fra ham og smilte roligt, men med et lusket glimt i hendes øjne der var tydeligt at spotte. Hendes øjne hvilte ved hans, fast besluttet på ikke at slippe dem igen lige foreløbig. Hun bed sig drillende i læben, og begyndte at bevæge sig rundt om ham, stadig med blikket fast ved hans øjne. ”Nu ikke så genert, jeg bider ikke” Hun smilte drilsk over hendes ord, eftersom hun lige netop havde tænk sig at smage lidt på ham. Men det var nu ikke hvem som helst hun satte tænderne, med mindre det var føde. Hun strøg en finger over hans skulderblade, mens hun bevægede sig rundt om ham, og stoppede op foran ham. ”Hvor sødt” Hendes øjne var dyriske, men hendes smil havde faldet og hendes tone var rolig dog kold.
Selvom liget ved siden af graven fik hendes fingre til at dirre efter blod, lod hun sig ikke vise af sig at det generede hende, også selvom hendes blik forsøgte at vende sig mod liget, fastholdte hun det mod ham.

[ghoul]

Khaine var bare iklædt det klæde han altid havde om livet på sig selv. derfor var der blod på hans ene skulder og brystkasse fra liget han havde båret på. han smilte blot skummelt da hun endelig stoppede op foran ham efter at have gået rundt om ham. Khaine var aldrig bange, og så aldrig nogen som en trussel. dog slog han ikke ihjel uden grund. "jeg har desværre ikke tid til Deres smigren unge frøken" sagde han roligt og med et skummelt smil. han bukkede sig ned og tog fat i liget, som han derefter smed ned i graven. han betragtede det lidt inden han igen vendte sin opmærksomhed imod kvinden. "Og hvad laver en som Dem på en kirkegård?" spurgte han med sin dybe stemme, en stemme som han havde brugt til at manipulere med mange. han havde ordet i sin magt, men det var selvfølgelig ikke alle der var så let-påvirkelige overfor hans stemme.

[Nieota Thalia]

Hun brød sig bestemt ikke om at blive afvist, så hun bed hårdt tænderne sammen, og legede uroligt med spidserne af det lange blonde hår. Hun lukkede kort øjnene, det ville ikke være smart at komme på hans sorte liste, og med så kønt et ansigt ville det være en skam at ødelægge det, så hun sukkede blot, og fulgte efter ham. Hun var dog forbløffet over hans høflighed *Så et stort brød som ham kan alligevel have charme* Hun smilte lumsk ”Jeg kunne spørge dig det samme..” Hun trak på skulderne og kiggede blot på liget. Alt det blod der gik til spilde. ”… lad os bare sige, at når man kommer til et nyt sted må man lære dens fjender” Den eneste grund til hun var ved kirkegården, var på grund af lugten af de døde lig. Desuden så hun altid sine fjender i øjnene, og selve kirken var en af disse. ”Sikke en skam.. Han var så køn” Hendes blik var drilsk. Hun snakkede om liget han havde smidt ned i graven, men bevidst havde hun sagt det vildledende, som om det var Khaine hun snakkede om. Hun smilte rolig, men tydeligt med en bagtanke bag det, og stak en hvid hånd mod ham. Hun vippede hovedet en anelse på skrå og betragtede ham bag de lange vipper ”Mit navn er Nieota” Hendes stemme var blid og feminin, men der skulle nok lidt mere til, før hendes charme kunne røre så stor en fyr.

[ghoul]

Khaine så sig omkring, og nød stilheden der var midt om natten, og især den stilhed og ro der fylgte kirkegården. han havde skam intet imod at snakke eller føre en samtale med en person, men han ville foretrække ikke at gøre det. han kiggede igen på kvinden og smilte skummelt og skævt. "jeg kunne forestille mig at De allerede har en anelse om hvad mine erinder er" sagde han blot og kiggede igen ned på liget. han tænkte over om han mon burde dække den til nu, eller om han kunne komme tilbage senere og gøre det. "hvis De er ny her, vil De sikkert ikke finde ret meget andet end fjender i dette land" sagde han roligt med sin dybe stemme og lagde sine hænder om bag ryggen. han ignorerede hendes sidste kommentar, og var skam i grunden ligeglad med om det var ment til ham, eller liget. han gik nu ud fra at det var liget, siden ikke ret mange sagde sådan noget til Khaine. Han kiggede på hendes hånd da hun præsenterede sig, hanvar lidt skæptisk, men tog nu imod hånden med et fast, men stadig roligt håndtryk. hans hænder var med lange klør/negle og utrolig hårde og ru. han betragtede hende med sit kolde blik. "De kan kalde mig Khaine" sagde han blot bagefter, og lagde igen sin hånd om bag ryggen, da han ikke kune lide hvis de bare hang.

[Nieota Thalia]

”Khaine…” Hun måtte sige det selv, smage på hans navn. Hun slikkede sig diskret omkring de fyldige læber og rykkede helt tæt på ham. Hun strakte sig mod ham, hun måtte gå helt på tå bare for at komme på højde med hans skulder. Hun bed sig drillende i læben, og kom til at punktere dem en smule. Hendes eget blod flød ind i munden på hende, også selvom det kun var en enkelt dråbe. Hun hvilte begge hendes arme mod hans skulder, eftersom hun stadig stod ved siden af ham. ”Og hvad er du så…” Hun sendte et uskyldigt blik, mens hun vippede hovedet en anelse på skrå. Hun førte hendes lange tynde fingre mod hans kindben, og lod let en pegefingernegl rører hans hud ".. Ven eller fjende?" Mens ordene passerede hendes læber, lavede hun et lille hul i hans kind, nok til at en dråbe kunne få frit løb. Personligt håbede hun mere på fjende, end som ven. Venner kunne hun ikke bruge til noget, men fjender der imod, de var altid så sjove at lege med. Lige som Khaine. Hun kunne godt se sig selv lege længe med ham. Der var noget over ham hun fandt yderst tiltrækkende, om det var hans store muskler, hans dybe stemme, eller mystikken der svævede omkring ham. Hun kunne mærke hvordan hun allerede var ophidset, bare af den enkelte dråbe på hans kind.

[ghoul]

Khaine blev blot stående og mere ller mindre ignorerede hendes ord og hvad hun sagde, han var aldrig rigtig i humør til "small-talk". Da hun placerede hendes hænder på hans skulder vendte han sit hoved imod hende og kiggede fokuseret ind i hendes øjne med hans is-blå blik. han så lige igennem hende, som var hun en åben bog, dog uden den store sammenhængende skrift på siderne. da hun pludselig lod hendes fingre køre mod hans kindben overvejede han grunddigt at reagere, men valgte ikke at gøre noget indtil videre. da hun prikkede hul rørte han ikke på sig, og mærkede det sådan set ikke indtil han lod sin egen hånd tage fat i hendes og fjerne den fra hans kind. "Deres opførdsel opfordrer ikke ligefrem til et venskabeligt forhold" sagde han bare som svar på hendes spørgsmål. Khaine havde ingen venner, og havde aldrig haft nogen. der var visse personer som han respekterede mere end andre, men han kiggede stadig ned på dem. da hendes hænder hvilede på hans skulder strammede han sine muskler for at sende en elektrist strøm igennem hans krop, en evne han havde haft siden barnsben. siden det var det væsen af elementerne han først beundrede. efter dette trådte han helt hen til hende og kiggede ned på hende med bøjet hoved da hun var en del mindre end ham. "for dig, er jeg intet" sagde han resolut da han hverken havde respekt for hende, eller frygtede hende. han var født med en iskold hud, og han havde næsten en form for aura af kulde, men dog stadig af voldsom aktivitet og mørke. han var ikke den person som folk hverken elskede eller så op til, rent metaforisk, og alle dem som han igennem tidens løb havde ladet komme tæt ind på hans sind, var nu døde.