Nieota Thalia

[Nieota Thalia]

Antal bruger-profiler:
Kun denne

Karakternavn:
Nieota Thalia

Køn:
Hunkøn

Alder:
178, men hun ligner en på de 19 år.

Race:
Halvblods vampyr

Job/Status:
Sangerinde og tyv

Baggrundshistorie:
Fest og sang var prydet i den lille lokale bar. Nieota var blandt publikum, dog ikke som gæst, men som tjener. Hun havde altid et misundeligt glimt til de flotte sangerinder, der altid kunne få smilet frem på mænds læber. Man kunne ikke ligefrem kalde det hendes drømme job, gå blandt fulde og beskidte gamle mænd, der tit lagde en hånd på hendes bagdel idet hun gik forbi, men det gav hende gode penge, og penge havde hun brug for. Engang havde Nieota en familie – en far der altid var fuld og ikke bange for at tage lidt forkert på sin egen datter, en mor der var for svag til at hæve stemmen, og som eneste formål var at lave mad til sin mand og sørge for ham. Nieota var stort set alene helt fra starten, men dette generede hende dog ikke. Hver tid væk fra hjemmet, var gode tider, så hun så sig selv hellere blandt fulde mænd med penge i lommerne, end hjemme blandt hendes fulde far.

-”Giv mig dine penge tøs, den kælling kaldet din mor har glemt at købe øl igen” Nieota nåede ikke engang komme ind ad døren, før hendes far allerede stod over hende – stor som han altid havde været, bred skuldret, en vom der afslørede for mange øl, og det markante og brutale ansigt, med kolde øjne gemt bag et par buskede øjenbryn. Hendes far havde altid været en stor og brutal mand, så det var uden tøven at hun gav afkald på alle de penge hun lige havde tjent. Hun ønskede ikke at vide konsekvenserne hvis hun ikke gav ham pengene, men det betød at Nieota måtte gå sulten i seng - igen. Hendes mor lavede kun mad til hendes far, og kun lige en smule til sig selv, hvis Nieota ville spise, måtte hun selv sørge for sin egen mad.
Nieota havde flere gange styrtet op på sit lille værelse, klar til at pakke sine ting og skride, men ikke engang det turde hun. I stedet, søgte hun tilflugt i nattens lutter mørke. Skyggerne var hendes frelser, der hjalp hende med at skjule sig fra hendes far og hendes liv. Mørket havde altid fået adrenalinen til at blusse op inden i hende, mest af alt for hun følte sig bange og overbegloet, mens hun vandrede gennem de stenbelagte gader, men dette var tråds alt bedre end det der hjemme.

Hun gned hænderne op af begge arme, i et forsøg på at få bare en smule varme. Hun var som sædvanlig let påklædt, i noget der kunne minde om en meget kort kjole, men som egentlig bare var et stykke stof hun havde syet sammen, og som med tiden var blevet så slidt at den gik hende til knæene. Hun kiggede sig tit over skulderen, blot for at sikre sig hun ikke blev forfulgt. Man kunne aldrig vide sig sikker. Skumle skikkelser levede i hvert et hjørne og hver en gyde, klar til at springe ud og overfalde deres offer. Nieota havde bestemt ikke tænkt sig at være et af disse ofre.
Kulden slog hårdt mod hendes bare ben og bare fødder, for ikke at tale om hendes bare arme. Selv når hun trak vejret dybt og åndede ud, dannede hun hvide skyer ud fra sine fyldige læber. Hun havde en svag fornemmelse om at hun blev forfulgt, øjne der kiggede på hende, iagttog hende, fulgte hendes fodspor og kopierede dem i samme tempo. Selv da hun begyndte at småløbe, følte hun andres fodtrin tæt på hende, der fulgte i samme tempo. Hun stoppede op, forpustet og med fugtige øjne, hun var nået sin grænse, hun kunne ikke løbe mere, for ikke at tale om det træ hun nær have løbet ind i, som stod og blokerede hendes vej. Hun havde løbet så stærkt, at hun havde vildledt sig selv. Men blikket hele tiden bag sine skuldre, havde hun ikke engang lagt mærke til at hun havde løbet dybt ind i en mørk skov. I det mindste hørte hun ikke længere fodtrin, og var derfor sikker på hun var ude for fare. Hun sukkede grædefærdig og greb fat i det store træ foran hende, blot for hun ikke skulle falde.
-”Bare rolig, du er ude for fare” En mørk men alligevel blid tone, fløj ind i hendes øre, som var det vinden der talte til hende. Hun mærkede en hånd hvile på hendes skulder. Hun vendte sig hurtigt om, men hånden på brystet, for bange til at trække vejret, ja selv for bange til at blinke.
Et par blide øjne kiggede ind i hendes, men de var helt.. blanke? De virkede hypnotisk på hende, og gjorde hende en smule bedre tilpas. Hun havde aldrig set noget så smukt, og hans ansigt, det var som om noget kun guder kunne skabe. Hun havde lyst til at røre hans hud, den virkede så bleg og for ren til at være sand, men da hun rakte sin hånd ud efter ham, tog han hendes hånd i sin og rykkede sig tættere på hende. –”Vil du rejse med mig ud i livet?” Hans tone var neutral. Der var hverken spor af lykke eller sorg i hans tone, men den var blid som vinden og lige så hypnotiserende som hans blanke øjne. –”Men du må give afkald på sollyset, og på dig selv. Du vil aldrig nogen sinde føle det samme igen, du vil give afkald på dit liv som du kender det, men til gengæld lover jeg dig evigt liv.. sammen med mig” Hans stemme var den samme som før. Uden tøven gav hun hans hånd et klem og nikkede, med en tåre trillende ned af sin kind. Hun forstod ikke hvad han mente, men hendes liv havde ikke nogen støre betydning for hende, så hun så ingen anden grund til hvorfor hun skulle afslå hans tilbud. –”Hvad er dit navn?” Spurgte han, og klemte hende helt tæt ind til sig. Han vippede hendes hoved en anelse på skrå og slikkede hende blidt på halsen. ”May” Hun lukkede sine øjne, og stoppede de sidste tåre i at trille.

Derefter forsvandt hendes verden, men så startede en ny.

150 år efter havde May glemt alt om sit tidligere liv og sin familie. Hun havde endda glemt sit eget navn og kaldte sig derfor for Nieota. Hun havde længe vandret på egen hånd, og var nu vant til livet som vandrende – nyt sted, nye oplevelser, nye ofre.


Personlighed:
Nieota er lid en enspænder. Hun blander sig ikke så tit med mængden, faktisk så hader hun når der er flere end én omkring hende. Og denne ene skal helst være af hankøn. Hun har meget beskidte læber, med den betydning at hun siger det første der falder hende ind, uanset hvad det er. Hun holder sjældent et ord i sig af bekymring for hvad det måtte føre til, også selvom det tit har kostet hende ballade.
Hun har altid ønsket at være sangerinde, og eftersom Nieota blev født men en køn stemme, er det blevet hendes passion at synge, også selvom det betyder hun er blandt mange mennesker. Hun har altid elsket at blive hørt, og have alles øjne omkring hende. Hun ønsker at være midten af centrum.
Hun stråler af selvtillid, og hun elsker at sno drenge omkring sine feminine fingre. Hun er ikke bange for at komme for tæt på, og hun bryder uden tøven en hver form for grænse. Det er hendes sus, at bryde grænser, om det er hendes egne eller andres. Hun søger spænding, modstand, lysten er tydelig i hendes øjne, og hendes kønne smil er tit kilden til hendes succes.

Dog er hun meget arrogant og ikke just venlig. Smilet former sig gerne på hendes læber, men det er som regel aldrig oprigtig. Hun hader alle former for svagheder, som i hendes tilfælde er følelser. Sorg, kærlighed, en tåre trille ned af en kind er nok for hende til at holde sig på afstand, som var det pesten selv der ville ramme hende. Selv viser hun sjældent følelser, og hun snakker aldrig om sig selv eller sin fortid.

Hendes største svaghed er underholdning. Hun roder sig tit ud i ballade, blot for underholdningens skyld, og hun gør gerne alt for en smule ondskabsfuld latter. Hun bliver tiltrukket af spænding, og bliver tit fanget. Hun kræver morskab, uanset hvilke midler hun måtte bruge for at få det. Drenge har altid været en anden stor del af hendes svaghed. Et kønt ansigt er nok til at gøre hende blind. Hun bruger tit charme som våben og blide, hypnotiserende berøringer. Når først hun har set sig for noget hun vil have, sætter hun sine spidse negle i det og giver sjældent slip igen, uanset hvad. Får hun ikke det hun vil have, ville man ikke ønske at være for tæt på hende.



Udseende:
Hun har aldrig været særlig høj af sin alder, men med et par høje hæle har hun en passende størrelse. Hendes lange blonde hår går hende til hofterne, men er altid bundet op med et sort bånd. Hun har altid gået højt op i sit udseende, specielt hendes lange blonde lokker. Hvis der så meget som kom bare en lille skade på hendes smukke hår, ville hun gå så meget amok, at ingen kunne stoppe hende igen. Hun har fyldige læber, der engang var lige så rød som rosen selv. Hun har altid haft en smule buttede kinder. Hun er tynd af natur, men heller ikke for tynd, men de kvindelige former ses tydelig på Nieota. Hendes hud er bleg og meget fin, den ser næsten skrøbelig ud, som ville den knække hvis man rørte ved den. Hendes hænder er hendes bedste legetøj, fordi de altid har været meget feminint bygget, lange, fine, blød som silke prydet med spidse negle der kunne pierce enhver hud. Hendes øjne var engang helt krystal blå, hun var den typiske blondine, men efter forvandlingen blev hendes øjne mere matte og blanke. I dag virker hendes øjne næsten helt sorte dog antager de tit en rødlig og vild form, der lyser langt ud af hendes øjne, ser man i dem for længe, vil man være fanget for evigt, i det mysterium af hendes øjne.

[Lucas Mattheuz]

Godkendt med 17 Points
- Velkommen til ^^