Solskin.

[Lanthir Cornwallis]

[/color] grinte Lanthir kort, men koldt. "Det er jo dig der er syg i hovedet," lød det iskoldt fra hende, denne gang skar hun ikke nogen grimasse. Hun stod bare og stirrede ned på ham, som om hun var meget større og stærkere end ham - hvilket hun jo på en måde også var, da hun jo lige havde stukket ham med dolken. Hvor hun dog bare hadede når mennesker var sådan mod hende. Hvorfor kunne de ikke bare forstå, at hun ikke gad sælge deres krop til dem?

Alle gav en høj, forskrækket lyd fra sig, da manden pludselig havde styrtet op, med et højt brøl. Han havde sine store arme strakt ud, for at være klar til at klemme den lille krop til døde. Men Lanthir var heldigvis hurtig nok. Hun nåede lige dukke sig, inden hans store hænder mødte hendes lille krop. Et højt brøl forlod hans strube, da han væltede over hende, og smadrede hovedet lige ned i jorden. Det mørkerøde blod gled langsomt ned af hans pande, da der var blevet slået hul. Lanthir fnyste, og smilede koldt, da hun så at han ikke bevægede sig, og åbenbart var besvimet. Ingen mennesker turde bevæge sig frem til manden, heller ikke Lanthir. Der var bare helt stille - bortset fra den summende mumlen fra dem der ikke havde set dette tumulter, og fuglenes kvidren der endelig kunne overdøve snakken.[/ul]

[Aiden]

Aiden var vel en af de eneste mennesker på hele markedet, der ikke var blevet tiltrukket af det lille optog. Næh, han havde masser af andre ting at tænke på end hvilke underlige ting, folk foretog sig.
Han gik lige forbi menneskemængden uden overhovedet at skæve det mindste til dem. Hans opmærksomhed var et helt andet sted – nemlig på den lille bod, der var længere fremme. Den bod, han havde udvalgt. Den var malet gul som en mælkebøtte og så næsten helt gylden ud i solskinnet, og var udsmykket med farvestrålende maleriet af landskaber, himle og magiske væsner, som drager og vandnymfer. Den så ud til at handle med dyre varer, men Aiden havde jo penge nok. Hans lommer var fyldt til randen med punge og småmønter, som han havde stjålet tidligere på dagen. Da havde der også været en stor forsamling af mennesker, præcis ligesom nu, og han havde udnyttet det til at få lidt penge i lommerne. Han kunne jo selvfølgelig også stjæle lidt nu, hvor han igen havde chancen - bare en lille bitte smule, det kunne man altid bruge - men han lod være. Hvad ville vagterne på markedet ikke tænke, hvis de fangede en lille gadeunge som ham og fandt ud af, at han havde lommerne fyldt med guld? Fremtidig ville i så fald ikke se specielt lys ud for ham.
Da han nåede frem til boden, gloede manden bag den på ham, som om han var morderisk kriminel der var undsluppet fra fængslet. Men det var der nu heller ikke noget at sige til, for Aiden var klædt i hans sædvandlige hullede tøj og lignede ikke en, der havde råd til at købe noget som helst.
"Jeg skal bare have sådan en," sagde han og ignorede fuldstændig manden. Han pegede på et brød med nogle underlige nødder i og rakte et par mønter frem til manden, som skeptisk tog imod dem og gav ham brødet. Derefter drejede Aiden rundt på hælen og begyndte at gå væk derfra igen. Nu begyndte det endelig at interressere ham, hvad der skete inde midt i rundkredsen af folk. Det var sikkert et slagsmål eller sådan noget. Den slags ting skete her på markedet hver dag.

[Lanthir Cornwallis]

[/i] fik ham til at besvime! Åh..".

I to langsomme bevægelser tørrede Lanthir sin blodige dolk af i sin kjole. Først lod hun den ene side af bladet glide ned af det brune stof, derefter den anden side, så det halvstørknede blod næsten kom af, og satte sig på kjole i stedet. Så stak hun dolken ned i den lille skede der sad på hendes bælte. I nogle få sekunder stod hun blot og kiggede ned på manden, som nu var omringet af et par få personer, der prøvede at få liv i ham igen. Så vendte hun sig brat om, og begyndte med raske skridt at gå ud af cirklen, og mase sig gennem folkemængden. Mange mumlede spottende noget til hende da hun gav dem et lille puf, for at kunne komme forbi, men hun ignorerede dem, da det ikke påvirkede hende det mindste. Ord havde Lanthir aldrig rigtig ladet sig ramme af. Hun kunne ikke helt forstå hvordan mennesker kunne blive så såret over at blive kaldet noget, der måske passede, eller ikke. Ord der så kunne få en til at blusse op af vrede, kunne hun dog godt forstå sig på. Det havde hun prøvet så mange, mange gange. Men at lade tristheden overtage en efter det pludselige vredesudbrud, havde Lanthir heller aldrig rigtig forstået.

Lanthir væltede næsten da hun bragede ind i en høj, rødhåret fyr (Aiden), der pludselig stod i vejen for hende, mens hun hurtigt bevægede sig frem. Et irriteret suk forlod hendes læber, inden et svagt, "Undskyld" forlod hendes læber, i en lys og blød tone. Selvom hun var en hård og bestemt pige, var hun alligevel høflig, undskyldte og hilste folk, selvom de måske var nogen hun hadede. Da Lanthir fangede hans specielt farvede øjne med sine egne nøddebrune, kneb hun meget let øjnene sammen. Hun kunne ikke lade være med at rykke en smule i højre mundvig, da hun lagde mærke til den røde ring han havde rundt om hans pupiller. Det var ikke de fleste der havde sådanne øjne - Lanthir havde i hvert fald ikke set så mange. Det kunne så også være fordi Lanthir aldrig kiggede så mange dybt i øjnene, da de altid flyttede blikket, fordi de syntes hendes blik var for hårdt eller nedladende, eller hvad det var de end syntes. Hun fik i hvert fald aldrig øjenkontakt med sine kunder, da hun simpelhent ikke kunne holde det ud. Hendes job var så ækelt i forvejen, så at se dem i øjnene mens hun udførte det, ville bare gøre det mere ækelt. Måske så klamt at hun ville få kvalme. Det kunne hun nemt få. Nogle gange havde hun sådanne klamme kunder, at de var lige til at brække sig over. Det havde hun faktisk gjort en gang. Manden stank så klamt, og så bare så ulækker ud! Det fik hun selvfølgelig intet guld for. Lidt trist, for da hun kom hjem, blev hendes forældre utrolig vrede, og hun fik slag af sin far. Hvor mange gange kunne hun ikke huske.

Da Lanthir igen, efter et lille stykke tid, kom tilbage til virkeligheden, efter at have tænkt færdigt, rystede hun let på hovedet. "Goddag," sagde hun, igen med den lyse stemme. Hun nikkede én gang med hovedet, istedet for et nej, som mændene jo nok foretrak at kvinderne skulle gøre når de mødtes. Det var jo finest at neje, og så blev man set som en meget velopdraget, fin og smuk kvinde. Så afhang det jo også meget af udseendet. En mand der mødte Lanthir nejende, ville nok ikke se hende så velopdragen, fin og smuk. Nok mere som en uvelopdragen, ufin og usmuk tøs, der nok var fattig - hvilket hun jo ikke var - og levede på gaden, og overlevede ved at stjæle og sælge sin krop - hvilket hun jo også gjorde, men det var jo hendes forældre der tvang hende til det.[/ul]