|
Post by Aura on May 30, 2009 16:17:23 GMT -5
Aura satte sig op i den lettere rustne seng hun havde sovet hele natten i. Det var langt fra hendes seng. Dette havde været den første nat hvor hun sov i en ukendt seng og det havde ikke ligefrem været en køn oplevelse.. Hele natten havde hun vendt sig frem og tilbage i søvne og havde dårligt nok lukket et øje det meste af natten. Ikke desto mindre tvang hun sig selv ud af de hvide lagner og hen over det kolde gulv imod hendes nøgne fødder. Hurtigt trak hun dog i en mørkeblå jakke, et par sorte bukser og dertil et par varme sokker da kulden efterhånden var ved at nå til hende. Med lettere irriterede brummende lyde gik hun ud af det værelse hun havde lejet og dernæst nedenunder hvor folk allerede var ved at finde sig til rette ved de mange borde. Enten for at få morgenmad eller få en morgen bajer hvis man var den type person.. Hurtigt fandt Aura sig tilpas ved et bord hvorefter hun gabte svagt på trods af hun forsøgte, at undetrykke det. Ærligt talt savnede hun sit gamle liv på trods af det blot var få dage siden det hele forsvandt imellem hendes fingrer.. kongen var faldet.. hendes 'herre' var derved også faldet og hun stod derfor uden hverken husly eller mening eller mål. Det var ærlig talt rimelig trist og sølle.. Og det skammede hende virkelig at sidde i sådan en situation.. uanset hvor meget hun ønskede at ignorere det og begynde et 'normalt' liv kunne hun bare ikke. De gamle vaner og personer sad stadig fast i hendes hoved.. så hellere dø i kongens nu afdøde navn.. det havde hun efterhånden gjort op med sig selv.
|
|
|
Post by Shaun on May 30, 2009 16:36:18 GMT -5
Shaun sad ved bordet overfor hende. Han brød sig ikke meget om at være derinde... Rummet var stort nok i sig selv, men mængden af mennesker omkring ham fik det til at virke mindre, hvilket han langt fra brød sig om... Han havde bestilt en kop te, men sad nu blot og drejede sin ske rundt i den. Teen var dog for længst bleven kold alligevel, og han havde ikke meget lyst til at drikke den. Han stoppede kort med at dreje skeen rundt i den kolde te og betragtede kort sit eget spejlbillede. Blot i stedet for dette, så han et andet velkendt ansigt. Et ansigt som for længst hørte fortiden til, men som ikke ville lade ham være. Han lukkede smertefuldt øjnene og lod sit hoved falde ned i hans åbne hænder. Sådan sad han for et stykke tid, og gemte sig væk fra omverden blot ved at folde sig ind i det beskyttende lag af hans egne hænder. I mørket bag hans øjenlåg var der dog alt andet end beroligene, mens det ene minde efter det andet gik forbi, og for hvert der gik forbi gjorde det mere ondt. Han løftede kort sit ansigt igen og så ned i teen, der var intet andet end spejlbilledet af hans eget ansigt. Der var snart gået flere år end han selv havde styr på det, og alligevel kunne han ikke komme over hendes død. Hans venners død havde han med tiden lært at acceptere, men det var som om at noget i ham ikke ville lade hendes minde slippe, som om at noget ikke ville give slip... Han skubbede langsomt teen væk fra sig og så sig rundt om i lokalet, hans blik virkede tomt, og jaget. Han tænkte kort over hvad han skulle gøre, han havde allerede bestilt et værelse, men han havde ikke meget lyst til at gå derop og imødekomme minderne som bestemt ville jage ham i mørket. Men han havde heller ikke meget lyst til at blive dernede. Han lod kort sit blik falde på kvinden ved bordet overfor ham, noget ved hende havde fanget hans blik, hvad det var vidste han ikke. Han trak modvilligt blikket fra hende igen, hvad det end var, så var det sikkert blot hans fantasi, bildte han sig selv ind...
|
|
|
Post by Aura on May 30, 2009 16:50:51 GMT -5
Aura sad blot i få minutter og ventede på den morgenmad hendes bestilte værelse havde beretiget. Egentlig var hun ikke sulten overhovedet så det ville blot være for at se om de havde noget ordentligt at servere eller om det var fuldstændig uspiseligt.. og så eventuelt.. hvis det ellers var til det spise lidt af tilbehøret og drikke den kop te hun vidste ville komme til maden. I de minutter hun ventede på sin mad lod hun i lettere kedsomhed blikket vile i sit skød. Det var tydeligt at hun ikke var helt på toppen hverken fysisk eller psykisk.. Ærlig talt havde hun det af helvedes til.. Hun kunne ikke få kongens fald ud af sit hoved og på trods af hun netop var stået op skreg hendes krop allerde på at komme tilbage under nogen varme dyner og sove mere. Bare små 3 timer mere ville sikkert gøre godt... Lettere distraheret af denne tilstand førte hun langsomt en hånd igennem sit lange mørkeblå hår der helt sikkert var et stort kendetegn ved hende uanset hvordan man så på det. Allerede dagen efter hun blev smidt på 'gaden' havde hun tænkt på at farve det i en 'normal farve'.. kun af den enkel grund at fortiden måske ville indhente hende og hendes fjender derfor ville kunne genkende det for let. På trods af hun normalt holdt det skjult. Tiden gik og efterhånden fik Aura serveret sit måltid mad imens hun efterhånden havde ignoreret manden foran hende.. Ikke fordi hun havde noget ønske om at være ubehøvlet men fordi hun ikke følte det var nødvendigt at sige noget til en komplet fremmed.. Rigtig nok var maden noget være juks så det endte med at Aura slog blit hænderne om sin kop med te og begyndte at sippe til den imens hendes klare blå øjne vilede faretruende på manden foran hende. Som en eller anden maskine læste hun hans blik og hans kropssprog.. Så hvordan han sank sammen.. hvordan hans øjne flakkede.. og hvordan han virkede utrolig paranoid over sine omgivelser. "Alt vel?" Spurgte Aura pludselig i det den pinlige tavshed der ellers havde været imellem dem blev brudt. Egentlig var der ingen medlidenhed at spore i Auras stemme da den blot var rolig og yderst neutral.. Intet at spore der, der ville kunne fælde en dom til hvordan hun forholdt sig til hans sindstilstand.
|
|
|
Post by Shaun on May 30, 2009 17:08:13 GMT -5
Shaun så ikke ud til at reagere på nogen måde i starten, men sad der blot og betragtede sine egne hænder. Han virkede indelukket, som var han fanget i sin egen verden. Men efter et stykke tid løftede han sit hoved og rettede sit blik mod hende, "Nej..." Det havde vært kort og koldt, hans stemme var ru, og det var tydeligt at han nok ikke havde brugt den særligt meget i længere tid. Han fjernede blikket fra hende igen "Nej... intet er vel... Men det skal du ikke bekymre dig om... Det har intet med dig at gøre alligevel..." tilføjede han kort efter, og så kort på hende med et blik som kun understøttede det sidste han havde sagt. Han virkede ikke som en, som særligt meget havde lyst nogens medlidenhed. "Men, tak fordi at du spurgte. Det er altid dejligt at vide at nogen bekymrer sig, også selvom det er fremmede..." Det havde på en måde virket koldere end det første han havde sagt, som var han nødtvunget til at sige dette, også selvom han ikke havde meget lyst. Han smilte kort til hende, men smilet var tydeligvis falsk, et dække, hvis ikke blot en måde på at virke mindre kold, også selvom det havde næsten virket modsat... Han vendte blikket ned mod sine hænder igen, som lå udfoldet på bordet foran ham. Begge af dem bar små hvide ar, som alle var kommet fra hårdt arbejde, og lignende, huden på dem var hærdet og hård, de var tydeligvis ikke hænderne af en rig mand. Men det var der alligevel ikke nogen som ville lade sig tro at han var, blot alene den måde han gik klædt modsagde muligheden af at han var en rig mand... Han selv var endda i tvivl om han havde råd til at betale sit eget værelse, men han havde dog gjort sig sikker på at han havde nok penge før han havde gået ind på kroen. I modsætning til kvinden havde han fundet det dejligt for en gangs skyld at sove i en seng i stedet for jorden som et koldt, og hårdt underlag. Også selvom sengen ikke havde været noget at prale af, og at værelset havde haft en ubehagelig lugt over sig, og var rimeligt beskidt, så havde det stadigvæk været bedre end så mange andre steder han havde sovet. Han overvejede kort muligheden at få sig noget at spise, men tænkte at det nok ville være en dårlig ide.
|
|
|
Post by Aura on May 31, 2009 3:40:37 GMT -5
Aura lyttede opmærksomt og ikke mindst høfligt til alt hvad den fremmede havde at sige.. Selvom det mest af alt lød som en rigtig dårlig medynk historie fra en meget svag person. Ønskede han medynk? Sådan virkede det på hende eftersom han blev ved med at forsikre hende om at hun ikke skulle blande sig og derefter at det faktisk var rart at hun 'bekymrede sig' Hvad hun langt fra gjorde. "Jeg bekymrer mig ikke om dig" Kommenterede hun kort og en anelse mere koldt end hun egentlig havde tænkt sig. Hun ønskede blot at slå dette fast før personen foran hende ville få de tanker. "Jeg bekymrer mig ikke om fremmede... Ikke før de gør sig fortjent til min bekymring" Hendes klare blå øjne vilede roligt på ham med disse ord og stemmen var hurtig slået over i en neutral tone. Egentlig var det sådan at Aura stort set ikke bekymrede sig for nogen.. De eneste hun bekymrede sig for var til en vis grad mørkeridderne der var splittet i alle vinde.. og så især Daedelus som havde været deres leder. Hun havde tydeligt set hvordan kongens fald og deres splittelse havde taget utrolig hårdt på ham.. og det slog hårdt ned på hende at se en ellers så stærk mand stort set bukke under og stadig forsøge at stå op som den stolte løve han nu var i hendes øjne. "Jeg synes at hvis du har problemer burde du løse dem istedet for at sidde og have medlidenhed med dig selv" Lidt mere uinteresseret i at se på den fremmede løftede hun sin kop med te og førte den op til sine blege læber. Hurtigt tog hun et lille sip af den eftersom te'en stadig var en anelse for varm til at blive drukket rigtig af.
|
|
|
Post by Shaun on May 31, 2009 4:54:39 GMT -5
Han rettede langsomt sit blik op mod hende igen. Denne kvinde så ikke ud til at ville give op. Han sukkede kort og så lettere irriteret på hende. "Fint, så lad være med at bekymre dig..." sagde han lettere irriteret og fjernede blikket fra hende igen. "Hvad er der med den her kvinde?" tænkte han og så lidt på hende igen, "og hvorfor er hun så ivrig efter at slå det klart overfor mig at hun ikke bekymrer sig?" han rystede let på hovedet og fjernede blikket fra hende igen... "Desuden, hvis du ikke bekymrer dig, hvorfor bliver du så ved med at udspørge mig?" spurgte han med en stemme som tydeligvis nu både var træt og lettere irriteret. "For har jeg ikke gjort det klart at de ikke er dine problemer at spekulere i? Eller nåede jeg blot ikke igennem til dig?" Han rystede let på hovedet igen. Folk var så nysgerrige nu om dage, og de troede altid at de kunne komme med gode råd, men nogle ar healer sig blot ikke med tiden. "Iøvrigt, blot så du ved det. Jeg har ikke medlidenhed med mig selv, jeg har medlidenhed med dig... Ikke at være i stand til at bekymre sig for fremmede, eller for andre i det hele taget, for som jeg forstår det, så behøver det vel ikke at være fremmede så længe de ikke har gjort sig fortjent til din bekymring? Medmindre der selvfølgelig ikke er andet end fremmede, og i det tilfælde har jeg endnu mere medlidenhed med dig." det føltes næsten helt ironisk at sige det til hende, men på et vidst punkt kunne han ikke lade være med at være ligeglad. Han vidste hvilken situation han stod i, men som hun fortsatte med at tale, blev han mere og mere overbevist over at hun ikke havde nogen anelse om hvordan hun begravede sig selv, med sine egne regler. Han sukkede kort igen, og lænede sig tilbage i den ellers ret ubehagelige stol, og betragtede hende kort. Hvem var denne kvinde? Og hvad regnede hun med at hun ville få ud af at slå det klart overfor ham, at hun ikke bekymrede sig på nogen måde? Regnede hun med en eller anden såret reaktion fra ham? Nej... Måske regnede hun ikke med noget... Han fjernede blikket fra hende igen og rettede blikket mod sine egne hænder som han nu havde foldet sammen over bordet...
|
|