Post by Akila Victoria Maria Dawn on May 27, 2009 15:23:58 GMT -5
Antal bruger-profiler:
Dette er den første/eneste
Karakternavn:
Akila Victoria Maria Dawn.
Køn:
Hun er en kvinde
Alder:
omkring de 18 år.
Race:
Dowvos
Job/Status:
Tyv/Sigøjner
Baggrundshistorie:
Akila er datter af en kvinde hvis navn er ukendt. Hun blev født i en snavset gade en sen aften for mange år siden.
Kvindens skrig flængede natten før det døde ud med lyden af en hylende hund. Akila var født men alene. Hendes mor var død ved fødslen af hende og Akila var alene.
Akila klarede sig igennem de barnlige år da hun blev fundet af en gammel dame som forbarmede sig over hende. Damen døde af alderdom da Akila var omkring 6 år og der efter levede hun alene. Hun havde ikke noget job, ingen status og kun navnet den ældre dame havde givet hende. Hun stjal og tiggede sig til livet som menneske. Levede ikke som andre da ingen andre virkede til at have hvad hun havde. Når hun mødte en pige på hendes alder eller ældre fandt hun altid noget som hun bedre kunne lide end ved sig selv. Hår, fregner, øjne alt. Dagen efter ville hun besidde den ting som hun havde. Hun var naturligt strålende smuk, men alligevel syntes hun altid der manglede noget.. Først da hun nåede 12 års alderen blev hun mere eller mindre tilfreds med sig selv. Men hun var efter hånden frygtet i byen, af menneskerne og dem der så hende skifte udseende fra dag til dag. Hun forstod det ikke. Hun forstod ikke hvor for det var slemt? Hvordan kunne alle andre se ud som de gjorde uden at skifte til det smukkeste de viste? Langsomt gik det op for hende at de andre havde besiddet den naturlige skønhed der var den smukkeste af dem alle.
Hun blev langsomt mere indelukket. For underligt nok havde hun igen naturlig skønhed. Hun havde ikke et naturligt udseende. Ikke hvad hun viste af da.
En dag hvor solen stod lavt på himlen og en kold vind der bragte natten med sig strøg gennem gaderne sad Akila for sig selv og stirrede i et knust spejl. En af de store diamant ligene tåre gled ned af hendes kind da hun ikke kunne finde sig selv i pigen der stirrede tilbage på hende. Hun trak vejret dybt og tørrede tåren væk med et surt blik. Det var ikke fair. Hvorfor havde hun ikke en der kunne forklare hende hvad der var galt med hende? Kunne hun ikke andet end at kopiere folk? Hun ville have sit eget liv ikke leve for andre! Hun rejste sig op og spejlet faldt ned og knustes mod de rå brosten.
- ”Der var lige syv års ulykke til dig..”
En lidt slesk stemme lød fra et sted bag hende og hun vendte sig med et gisp og stirrede lige ind i et par svømmende brune øjne. Hun bakkede et par skridt og skævede til manden som blot fulgte efter hende med en wiskey flaske dinglende fra sin ene hånd. Han grinede hånende og rakte hånden ud og tog fat om en af hendes, fortiden, sorte lokker.
- ”Har jeg ikke set dig før?”
Spurgte han drillende og lagde hånden om hendes nakke og hev hende tættere på ham hun protesterede hun prøvede at gøre sig fri fra hans greb. Han gjorde ikke andet end at grine af hende. Hendes blik sortnede da hans hånd strejfede hendes hofte og ribben. Hun gik i panik, dette kunne ikke ske? Hun havde hørt om de overfald der skete på kvinder på denne tid af dagen, men ikke hende?! Hun var jo bare en kopi. En dum kopi der ikke kunne leve andet end andres liv med andres udseende. Men hvis dette var sket for andre hvorfor så ikke også hende.
Noget dybt i hendes indre strittede i mod. Noget råbte op om at hun kunne slippe væk og at hun kunne finde det udseende og den personlighed der var hendes hvis hun bare ledte. At hun ikke var en kopi og at dette ikke var hende værdigt. Det var der at natten ligesom sneg sig ind på hende. Hun så stjernerne mens hun mærkede mandens berøringer mens han prøvede at finde vej ind under hendes tøj. Hun rynkede brynene. Dette var da ikke rigtigt? Hun lagde hænderne mod hans brystkasse for at skubbe sig væk. Frygten, vreden og angsten bølgede igennem hende da hun mærkede hans fingre snitte hendes bare hud. Hun pressede hænderne mod hans brystkasse og pludselig var det som om hun gik igennem ham. Som om hun så verden med hans øjne. Hun forstod intet da hun mærkede hvordan hendes vrede automatisk bragte ham smerter hun end ikke kunne forstille sig. De sidste ord hun hørte manden sige var.
- ”Hvor blev hun af?”
Så hun var altså inde i ham. Inde i hans hoved og torturerede hans følelser og tanker. Gav ham ar man ikke kunne se og fik ham til at skrige så højt at hun syntes at kunne huske noget lignene. Hun mærkede den krop hun var i falde sammen på jorden. Men det gjorde ikke ondt. Underligt nok var det som at flyve og da hun så ned igen så hun manden ligge på jorden for hendes fødder. Hun kikkede på sine hænder. Men så ikke andet end en svag skygge som kunne ligne tynde grene på en storm vejrs aften. Skyggerne bevægede sig og samlede sig så det ikke var helt tydeligt hvad der var hende og hvad der var skygge.
Hun løb. Løb gennem gaderne, snittede et hjørne men mærkede intet. Mærkede ikke da hun nåede skoven eller løb over søen. Mærkede ikke kulden da hun nåede bjergenes fod. Først der stoppede hun og så ned af sig selv. Hun var stadig skygge. Ikke menneske. Ville hun nogen sinde blive menneske igen? Hun forstod ikke. Hvorfor var hun sådan? Hvilket væsen havde besat hende og med hvilket formål.
Først senere på aftenen faldt hun ned på jorden igen. Hun kunne ikke skaffe sig af med den evne hun havde så derfor måtte hun lære at leve med den. Som den. Hun satte sig ved kanten af den kolde sø og så ned på sit spejlbillede. Hun kunne intet se. Ville hun få et menneskeligt udseende igen. Måske kunne hun selv lave det. Måske kunne hun selv sørge for at få et. Hun hævede langsomt sin hånd. Eller det hun formodede var hendes hånd. Langsomt lukkede hun øjnene og forstillede sig et menneskes hånd hvordan fingrene sad og hvordan huden stragte sig over de lange pæne fingre. Hun måtte prøve adskellige gange før hun pludselig mærkede det der kunne være blod strømme gennem sine fingre. Hun åbnede øjnene og smilede stort. Det var lykkes!.
Hun levede i skovene det meste af de næste år. Holdte sig væk fra mennesker og ændrede udseende som det passede hende. Hun lærte at bruge skyggerne som sit våben og se dem som sin ven og beskytter. Hun kunne nu til hver en tid gå i et med dem, eller end dog trænge ind i hovedet på folk der generede dem og overtage kontrollen for en kort tid. Men hun så ingen grund til det. Hun havde fundet sig selv og freden havde sænket sig over hende.
Personlighed:
Akila er en stille og lettere tilbage holden pige. Hun er ikke meget for at snakke med andre mennesker eller væsner men hvis hun først kommer i kontakt med dem vil hun hurtigt vise stor nysgerrighed. Hun er meget nysgerrig men tør aldrig spørge eller lignene da hun er bange for at folk vil hende ondt. Når hun knytter sig til folk er hun meget loyal og vil sætte sit eget liv til side for at redde deres. Det kræver dog meget før at hun føler sig knyttet til nogle. Hendes højeste ønske er en familie, men da hun ikke tør møde nogle er mænd ikke noget hun omgiver sig med. Hun har aldrig elsket og er bange for at blive misbrugt. Hun drømmer om kærligheden men ved at det er en umulighed. Hun er mest i skyggerne hvor hun kan være som hun føler hun er skabt til. En skygge. En skygge man ikke ser eller høre men som blot har sine øjne hvilende på en. Hun kan af og til virke lidt som om hun har taget skade af ensomheden. Som om hun hellere vil snakke med skyggen af en person end personen selv. Hun er meget fascineret af skygger og vil hellere se på dem end på hvad der kaster dem. Skyggerne er hendes eneste familie og hun er tavs som dem. Hun er ydermer meget stædig hvilket ødelægger stort set alle forhold til andre .
Udseende:
Akilas ”normale” udseende er en køn pige med kangt flammede rødt hår. Hun har spillende skovgrønne øjne. Håret er som levende selv og danser som flammer ned af hendes ryg og til hendes talje. Hendes øjne spiller og viser hendes føleser. Hun kan ikke skjule hvordan hun har det og det eneste man skal er at se på hendes øjne. Hun har en fin lidt lys honningbrun hud. Hun har et tydeligt kraveben og er af almindelig bygning. Hun ligger i underkanten af den normale vægt og det kan ses på hendes ribben. Hun har fine røde kinder og en lige næse og et par fyldige læber som ikke er vildt røde. Hendes grønne øjne er indrammet af lange sorte øjenvipper og hendes røde bryn er fint formede og tynde. Hun har en lidt spids stædig hage.
Hun har små fødder og hænder, lange fingre med rimeligt lange negle også. Hun skifter af og til udseende men hun betragter dette som hendes.
Dette er den første/eneste
Karakternavn:
Akila Victoria Maria Dawn.
Køn:
Hun er en kvinde
Alder:
omkring de 18 år.
Race:
Dowvos
Job/Status:
Tyv/Sigøjner
Baggrundshistorie:
Akila er datter af en kvinde hvis navn er ukendt. Hun blev født i en snavset gade en sen aften for mange år siden.
Kvindens skrig flængede natten før det døde ud med lyden af en hylende hund. Akila var født men alene. Hendes mor var død ved fødslen af hende og Akila var alene.
Akila klarede sig igennem de barnlige år da hun blev fundet af en gammel dame som forbarmede sig over hende. Damen døde af alderdom da Akila var omkring 6 år og der efter levede hun alene. Hun havde ikke noget job, ingen status og kun navnet den ældre dame havde givet hende. Hun stjal og tiggede sig til livet som menneske. Levede ikke som andre da ingen andre virkede til at have hvad hun havde. Når hun mødte en pige på hendes alder eller ældre fandt hun altid noget som hun bedre kunne lide end ved sig selv. Hår, fregner, øjne alt. Dagen efter ville hun besidde den ting som hun havde. Hun var naturligt strålende smuk, men alligevel syntes hun altid der manglede noget.. Først da hun nåede 12 års alderen blev hun mere eller mindre tilfreds med sig selv. Men hun var efter hånden frygtet i byen, af menneskerne og dem der så hende skifte udseende fra dag til dag. Hun forstod det ikke. Hun forstod ikke hvor for det var slemt? Hvordan kunne alle andre se ud som de gjorde uden at skifte til det smukkeste de viste? Langsomt gik det op for hende at de andre havde besiddet den naturlige skønhed der var den smukkeste af dem alle.
Hun blev langsomt mere indelukket. For underligt nok havde hun igen naturlig skønhed. Hun havde ikke et naturligt udseende. Ikke hvad hun viste af da.
En dag hvor solen stod lavt på himlen og en kold vind der bragte natten med sig strøg gennem gaderne sad Akila for sig selv og stirrede i et knust spejl. En af de store diamant ligene tåre gled ned af hendes kind da hun ikke kunne finde sig selv i pigen der stirrede tilbage på hende. Hun trak vejret dybt og tørrede tåren væk med et surt blik. Det var ikke fair. Hvorfor havde hun ikke en der kunne forklare hende hvad der var galt med hende? Kunne hun ikke andet end at kopiere folk? Hun ville have sit eget liv ikke leve for andre! Hun rejste sig op og spejlet faldt ned og knustes mod de rå brosten.
- ”Der var lige syv års ulykke til dig..”
En lidt slesk stemme lød fra et sted bag hende og hun vendte sig med et gisp og stirrede lige ind i et par svømmende brune øjne. Hun bakkede et par skridt og skævede til manden som blot fulgte efter hende med en wiskey flaske dinglende fra sin ene hånd. Han grinede hånende og rakte hånden ud og tog fat om en af hendes, fortiden, sorte lokker.
- ”Har jeg ikke set dig før?”
Spurgte han drillende og lagde hånden om hendes nakke og hev hende tættere på ham hun protesterede hun prøvede at gøre sig fri fra hans greb. Han gjorde ikke andet end at grine af hende. Hendes blik sortnede da hans hånd strejfede hendes hofte og ribben. Hun gik i panik, dette kunne ikke ske? Hun havde hørt om de overfald der skete på kvinder på denne tid af dagen, men ikke hende?! Hun var jo bare en kopi. En dum kopi der ikke kunne leve andet end andres liv med andres udseende. Men hvis dette var sket for andre hvorfor så ikke også hende.
Noget dybt i hendes indre strittede i mod. Noget råbte op om at hun kunne slippe væk og at hun kunne finde det udseende og den personlighed der var hendes hvis hun bare ledte. At hun ikke var en kopi og at dette ikke var hende værdigt. Det var der at natten ligesom sneg sig ind på hende. Hun så stjernerne mens hun mærkede mandens berøringer mens han prøvede at finde vej ind under hendes tøj. Hun rynkede brynene. Dette var da ikke rigtigt? Hun lagde hænderne mod hans brystkasse for at skubbe sig væk. Frygten, vreden og angsten bølgede igennem hende da hun mærkede hans fingre snitte hendes bare hud. Hun pressede hænderne mod hans brystkasse og pludselig var det som om hun gik igennem ham. Som om hun så verden med hans øjne. Hun forstod intet da hun mærkede hvordan hendes vrede automatisk bragte ham smerter hun end ikke kunne forstille sig. De sidste ord hun hørte manden sige var.
- ”Hvor blev hun af?”
Så hun var altså inde i ham. Inde i hans hoved og torturerede hans følelser og tanker. Gav ham ar man ikke kunne se og fik ham til at skrige så højt at hun syntes at kunne huske noget lignene. Hun mærkede den krop hun var i falde sammen på jorden. Men det gjorde ikke ondt. Underligt nok var det som at flyve og da hun så ned igen så hun manden ligge på jorden for hendes fødder. Hun kikkede på sine hænder. Men så ikke andet end en svag skygge som kunne ligne tynde grene på en storm vejrs aften. Skyggerne bevægede sig og samlede sig så det ikke var helt tydeligt hvad der var hende og hvad der var skygge.
Hun løb. Løb gennem gaderne, snittede et hjørne men mærkede intet. Mærkede ikke da hun nåede skoven eller løb over søen. Mærkede ikke kulden da hun nåede bjergenes fod. Først der stoppede hun og så ned af sig selv. Hun var stadig skygge. Ikke menneske. Ville hun nogen sinde blive menneske igen? Hun forstod ikke. Hvorfor var hun sådan? Hvilket væsen havde besat hende og med hvilket formål.
Først senere på aftenen faldt hun ned på jorden igen. Hun kunne ikke skaffe sig af med den evne hun havde så derfor måtte hun lære at leve med den. Som den. Hun satte sig ved kanten af den kolde sø og så ned på sit spejlbillede. Hun kunne intet se. Ville hun få et menneskeligt udseende igen. Måske kunne hun selv lave det. Måske kunne hun selv sørge for at få et. Hun hævede langsomt sin hånd. Eller det hun formodede var hendes hånd. Langsomt lukkede hun øjnene og forstillede sig et menneskes hånd hvordan fingrene sad og hvordan huden stragte sig over de lange pæne fingre. Hun måtte prøve adskellige gange før hun pludselig mærkede det der kunne være blod strømme gennem sine fingre. Hun åbnede øjnene og smilede stort. Det var lykkes!.
Hun levede i skovene det meste af de næste år. Holdte sig væk fra mennesker og ændrede udseende som det passede hende. Hun lærte at bruge skyggerne som sit våben og se dem som sin ven og beskytter. Hun kunne nu til hver en tid gå i et med dem, eller end dog trænge ind i hovedet på folk der generede dem og overtage kontrollen for en kort tid. Men hun så ingen grund til det. Hun havde fundet sig selv og freden havde sænket sig over hende.
Personlighed:
Akila er en stille og lettere tilbage holden pige. Hun er ikke meget for at snakke med andre mennesker eller væsner men hvis hun først kommer i kontakt med dem vil hun hurtigt vise stor nysgerrighed. Hun er meget nysgerrig men tør aldrig spørge eller lignene da hun er bange for at folk vil hende ondt. Når hun knytter sig til folk er hun meget loyal og vil sætte sit eget liv til side for at redde deres. Det kræver dog meget før at hun føler sig knyttet til nogle. Hendes højeste ønske er en familie, men da hun ikke tør møde nogle er mænd ikke noget hun omgiver sig med. Hun har aldrig elsket og er bange for at blive misbrugt. Hun drømmer om kærligheden men ved at det er en umulighed. Hun er mest i skyggerne hvor hun kan være som hun føler hun er skabt til. En skygge. En skygge man ikke ser eller høre men som blot har sine øjne hvilende på en. Hun kan af og til virke lidt som om hun har taget skade af ensomheden. Som om hun hellere vil snakke med skyggen af en person end personen selv. Hun er meget fascineret af skygger og vil hellere se på dem end på hvad der kaster dem. Skyggerne er hendes eneste familie og hun er tavs som dem. Hun er ydermer meget stædig hvilket ødelægger stort set alle forhold til andre .
Udseende:
Akilas ”normale” udseende er en køn pige med kangt flammede rødt hår. Hun har spillende skovgrønne øjne. Håret er som levende selv og danser som flammer ned af hendes ryg og til hendes talje. Hendes øjne spiller og viser hendes føleser. Hun kan ikke skjule hvordan hun har det og det eneste man skal er at se på hendes øjne. Hun har en fin lidt lys honningbrun hud. Hun har et tydeligt kraveben og er af almindelig bygning. Hun ligger i underkanten af den normale vægt og det kan ses på hendes ribben. Hun har fine røde kinder og en lige næse og et par fyldige læber som ikke er vildt røde. Hendes grønne øjne er indrammet af lange sorte øjenvipper og hendes røde bryn er fint formede og tynde. Hun har en lidt spids stædig hage.
Hun har små fødder og hænder, lange fingre med rimeligt lange negle også. Hun skifter af og til udseende men hun betragter dette som hendes.
