|
Post by Aiden on Jun 4, 2009 11:09:35 GMT -5
Aiden sad stadig og betragtede alle de mennesker, der gik forbi ham. De fleste skænkede ikke ham og Maggie et eneste blik – de gik bare lige forbi dem med tomme øjne og stenansigter, og lignede mere tomme hylstre end rigtige mennesker. Sådan så de alle sammen ud, syntes Aiden. Ikke bare dem, der gik forbi nu, men alle andre mennesker. Alle i hele verden, vel. De eneste, de bekymrede sig om, var deres egen familie og deres egne venner. Han gav et suk fra sig og lænede sig tilbage på bænken. Han skulle lige til at sende Maggie et afventende blik, for hun var da godt nok lang tid om at svare. Men så fik han øje på tårerne på hendes kinder, og det gav et sæt i ham. Først vidste han ikke rigtigt hvad han skulle gøre. Han havde aldrig nogensinde prøvet at trøste nogen før. Ikke engang sin lillesøster, for hun græd aldrig. Ikke engang hvis hun pludselig faldt og slog sig, så hun begyndte at bløde. Hun havde bare tørret blodet af med et stykke tøj, og fortsat legen. Han sank nervøst en klump og skuttede sig lidt. Det var ikke særlig behageligt at sidde sammen med nogen, der græd, især ikke fordi han ingen anelse havde om, hvordan man trøster dem. "Hvorfor græder du?" spurgte han så i stedet.
|
|
|
Post by Maggie on Jun 4, 2009 11:38:38 GMT -5
Maggie kunne ikke lade være med at bide sig i læben og smile. ,,Jeg.. græder ikke. Eller.. nej jeg gør ikke." Hun prøvede at få det til at lyde henkastet og helt normalt, men hun kunne også selv høre den bævende eftertone. Hun sukkede. ,,Jeg er.. er.. jeg.." Hendes hjerte hamrede. Hvordan ville han reagere? Kunne hun overhovedet få en ven, hvis hun sagde det? Nej. Maggie kiggede ned. Hun turde ikke fortælle det endnu. ,,I-ikke noget alligevel.." Hun krympede sig, da en lille stemme i hendes baghoved fortalte hende, at hun var en svækling og en kryster. Turde hun ikke engang stå ved den hun var? Hvordan kunne hun bringe så stor skam over hendes forældre!?
Maggie rystede irriteret på hovedet og ignorerede den lille stemme. Hun var bare forsigtig, ikke undvigende. ,,Hvad laver du egentlig? Har du et job?" Hun vidste godt, det var et mærkeligt emneskit, men hun trængte til at snakke om noget helt normalt. Hun bed sig i læben og sukkede.
|
|
|
Post by Aiden on Jun 4, 2009 11:52:13 GMT -5
Aidne smilede lidt. Det kunne vel ikke engang kaldes et rigtigt smil. Mere bare en trækning i mundvigerne. "Hvad er det, du er? Vil du ikke nok sige det," sagde han.
Da hun så spurgte, om han havde et job, forsvandt smilet helt, Han kiggede undrende på hende. "Nej, det har jeg ikke, så du ikke da..." Men så gik han i stå. Det var jo ikke sikkert, at hun havde set ham stjæle, for hun havde været så optaget af sin optræden. Og så syntes han heller ikke, at han skulle fortælle hende det. så han holdt sin mund. Hvis hun fik at vide, at han var en dæmon og en tyv, så ville hun da helt sikkert ikke kendes ved ham mere. Desuden skammede han sig en lille smule over det, hvilket han normalt ikke gjorde, for de penge, han havde taget, kunne meget vel have været nogle penge, hun skulle have haft for sit flotte show. Men dem fik hun aldrig, for han havde taget dem, og det var ikke alle folk der havde råd til at give penge til noget så simpelt som en optræden på gaden når de lige havde fået stjålet deres pung.
|
|
|
Post by Maggie on Jun 4, 2009 12:00:15 GMT -5
Maggie gennemborede sin hjerne for at finde et svar. Han ville gerne vide hvem hun var.. Hun var.. Ja, hvem var hun egentlig? en gadedanser? Hun vidste godt hvad hun var, men hvem..
Mens hun sad og grundede over dette svarede Aiden på hendes andet spørgsmål. Hun smilede, og kiggede op i hans øjne. Først nu så hun, at han havde en rød ring omkring pupillen. Hun elskede den. Den var så.. smuk. Rå. Ægte. Speciel. Farlig. Frygtelig farlig. Men alligevel følte hun sig draget af den, for hun havde aldrig før set noget lignende. Men hun rystede sig hurtigt ud af sin trance. ,,Jeg så godt du stjal. Du er god til det. Jeg bliver altid taget." Hun smilede genert og så ned på sine hænder, som lukkede og åbnede ig nervøst. Hun kunne godt lide Aiden. Han var sød og venlig mod hende, men hun var også bange for ham, for hun kunne mærke at han var mere end han så ud til. En lille, spinkel drengekrop med ildrødt hår. Hun vidste, at han vidste, hun vidste det. Det var forvirrende og en smule komisk, men hun kunne mærke kræften fra ham. Han var mere end bare en tyv. Meget mere. Men hvad? Hun tænkte, men kunne ikke komme på noget, der satte de sidste brikker på plads. Mon det kom, hvis hun fortalte..?
Hun kiggede ned. Nej. Hun skulle holde det for sig selv! ,,Jeg er en gadedanser. Jeg.. ehm.. er ret god til det." Hun smilede genert.
|
|
|
Post by Aiden on Jun 4, 2009 12:10:31 GMT -5
Aiden smilede skævt over hendes kommentar med, at hun altid blev taget. Det var han også blevet lige i starten, da han begyndte på at stjæle. Men nu blev han aldrig taget mere, for han var efterhånden blevet så god til det, at det var sjældent folk bemærkede når han tog deres ting.
"Du behøver da heller ikke at stjæle. Du kan jo tjene penge på andre måder. Ved at danse, for eksempel," sagde han. Han forstod egentligt ikke hvorfor hun dansede på gaden, for det var jo ikke sikkert, at hun ville få så mange penge ind hele tiden. Der måtte da være andre måder for hende at tjene penge på. I modsætning til ham, som ingen ville have, så måtte hun da kunne få et job. Hun var køn, og lignede ikke en rakker ligesom han gjorde.
"Det så jeg," sagde han, selvom det jo var lidt en løgn - han havde ikke set hendes dans, kun små bider af den, som ikke rigtigt hang sammen.
|
|
|
Post by Maggie on Jun 4, 2009 12:25:39 GMT -5
Hun smilede glad til ham. ,,Tak!"
Så sad de lidt. Uden at sige eller gøre noget. Hun så på ham ud af øjenkrogen, men holdt mest øje med menneskene omkring hende. De skyndte sig afsted - uden at se hverken til højre eller til venstre. Dem der solgte ting fra boderne gjorde nogle sidste, desperate forsøg på at få solgt de sidste varer, men det var kun få der havde held til det. Hendes mave begyndte at rumle ligeså sagte. Hun kunne kun lige høre den. ,,Jeg er sulten. Vil du have noget med?" Hun rejste sig op og mærkede stolt ned i lommen efter småmønterne, der lå og raslede. Hvor var der mange! Hun blev varm i kinderne af stolthed. det var hendes penge. Hun havde selv tjent dem.
|
|
|
Post by Aiden on Jun 4, 2009 12:37:07 GMT -5
Det er sjovt, som man først begynder at mærke at man er sulten, når nogen nævner et de selv er sultne. Sådan havde Aiden der i hvert fald. Nu havd ehan gået rundt på de varme gader hele dagen udn at spise noget som helst, og han havde næsten helt glemt sulten, der gnavede i maven. I hvert fald lige indtil nu, hvor Maggie nævnte det. Hans mave begyndte at rumle lavmælt. Råååååååååuuuuuurh... Han skyndte sig også at rejse sig op.
"Er du allerede blevet sulten igen?" grinede han, for hun havde jo lige spist lidt for ikke så lang tid siden. Men så smilede han, og nikkede. "Det vil jeg gerne."
|
|
|
Post by Maggie on Jun 11, 2009 13:46:09 GMT -5
Hun grinede og nikkede. ,,Ja, jeg er et muldyr! Jeg æder alt!" spøgte hun, og smilede til ham. Hun så sig lidt omkring. Det var tidlig aften, og den travle handel var afløst af et lidt mere løst. Der var ikke ret mange købere, og de sidste boder havde lidt opgivet af få solgt det sidste. Hun strøg hen til en med store, saftige æbler og andre frugter, bær, nødder og andre lækre ting. Der var ikke flere vandmeloner og kun nogle få æbler, men de var helt røde og friske, så Maggie købte 2. ,,2 tak," sagde hun og rakte ud efter dem. En lidt buttet kvinde smilede et strålende smil til hende og rakte hende dem. Da Maggie lænede sig ind over disken for at lægge pengene hviskede kvinden grinende i hendes øre: ,,Jeg spekulerede på, hvornår du kom og købte dem. Jeg gemte dem til jer - det er de to bedste."Så blinkede hun hemmelighedsfuldt og begyndte at pakke sammen. Maggie strålede, da hun sagde farvel og hoppede over til Aiden. ,,Se, Ai!" sagde hun henrykt, da hun viste ham de to store, fede, blodrøde, sprøde, lækre æbler, som var større end hendes knyttede hånd.
|
|
|
Post by Aiden on Jun 11, 2009 14:06:30 GMT -5
Aiden havde god tid til at kigge sig lidt omkring mens Maggie gik over for at købe noget mad. Desværre for ham var der bare ikke så meget at kigge på. Folk var begyndt at tage hjemad, sikkert for at spise aftensmad for det var jo omkring det tidspunkt, hvor de fleste folk spiste for nu var dagens arbejde over. De sælgende ved boderne var ved at pakke deres ting sammen, så nu hvor alle de fine ting var pakket ned, var markedspladsen straks blevet lidt mindre farvestrålende og livlig. Aidens blik vandrede over mod Maggie. Han kunne ikke høre, hvad det var hun sagde, man han bemærkede godt at den buttede dame bag disken hviskede et eller andet i hendes øre. Da hun kom tilbage med to æbler, spurgte han hende: "Hvad sagde hun til dig?" Og så fik han øje på de to æbler, hun havde i hænderne. De var helt blodrøde - og kæmpe store! De var garanteret også helt friske. "De er godt nok røde!" udbrød han.
|
|
|
Post by Maggie on Jun 11, 2009 14:24:35 GMT -5
Hun grinede og strålede som en lille sol. ,,Jeg ved ikke hvem det var, men jeg kan godt lid!e hende!" Det sidste kom i et drillende tonefald, så Aiden skulle få vagt sin nysgerrighed og spørge endnu mere. Hun elskede at drille, og specielt gøre folk nysgerrige og utålmodige. Det var sjovt at tirre dem, så de til sidst var ved at springe. Men den her gang var det Maggie, som var lige ved at springe, så hun busede ud med det med det samme: ,,Hun havde gemt dem til os Ai! Hun sagde, det var de bedste æbler hun havde, og hun gemte dem til os! Os!" Maggie var lykkelig.
|
|