Optræden

[Maggie]

Maggie svedte, så det drev ned ad hende. Hendes tøj klistrede til hendes krop, så man rigtig kunne se hendes krops smidige spring, oog hendes hår kastede rundt med sveddråberne som når en hund ryster sig. Hun koncentrerede sig fuldt ud, da hun i snørklede mønstre dansede mellem flyvende genstande, som vinden holdt oppe for hende. Folk havde samlet sig i en ring omkring hendes lille plads, og stod med åben mund og gloede på hende. Hun så ikke de mange, betagede ansigter. Hun så ikke regnen af småmønter og ubrugeligt ragelse, der væltede som i et vandfald ned i på hendes lille tørklæde, der lå på jorden. Hun så kun vinden.. Den var blevet helt lysende, så meget svømmede hendes sind over i den, og hun blev ét med sit element.. Hun skreg af fryd, da hun blev kastet op på en luftbølge og svinget rundt som et par visne blade.

Forpustet satte hun sig ned, og åbnede øjnene. Først nu så hun bunken af penge, der lå foran hende, og den store menneskemængde der kiggede på hende. Hun slog genert øjnene ned, og bifaldet bragede da hun tog sig sammen til at rejse sig op og bukke på sine svajende ben.

Da de fleste folk var gået, kunne hun ikke holde sig på benene længere, og klaskede sammen. Hun var så træt og så udmattet, at hun ikke kunne se klart, og alting svømmede sammen for hendes blik. En lille stønnen undslap hendes læber.

[Aiden]

Aiden havde længe sneget sig rundt i mellem forsamlingen af folk, der kiggede på det lille show. Når de var så betagede af at glo på noget, han endnu ikke havde set hvad var, kunne han nemt lade sin hånd glide ned i deres tasker og stjæle deres punge, uden at de bemærkede det mindste, for derefter roligt at forsætte videre til den næste taske.

Efterhånden som det tyndede ud i folkemængden, puffede han sig frem mellem dem for at se, hvad det var de havde været så betagede af. Men det eneste, han kunne få øje på, var en spinkel lille pige der så ud til at være kolapset. Foran hende var der et tørklæde, hvorpå der lå en masse værdigenstande. Hans første tanke var, at han kunne være hurtig til at stjæle hendes penge, mens hun lå der på jorden. Men på en måde syntes han ikke at det var i orden at gøre det, eftersom hun jo ikke rigtigt kunne gøre noget for at forhindre ham i det. Og tænk, hvis hun ligesom ham selv ikke havde så mange penge, og de penge dér måske var dem, der skulle betale hendes aftensmad?
Istedet satte han sig på hug foran hende og ruskede hende forsigtigt i skulderen med en hånd.
"Hallo, er du vågen..?" spurgte han.

[Maggie]

Maggie glippede med øjnene og forsøgte at trække sig væk fra det, der havde fat i hendes skulder, men hun kunne ikke gøre andet end at sætte sig halvt op. ,,Argh.. vand.." stønnede hun, og mærkede hvordan hendes krop gennemrystedes af kuldegysninger. Hendes puls var blevet mindre hurtig, men var stadig galopperende høj, og med hendes allersidste kræfter bad hun svagt om en lille, næsten usynlig vind ville køle hende lidt ned. Heldigvis hørte den hende, og hun mærkede til sin fryd den behagelige følelse af silkeblødt luft, der smøg sig om hende. Hendes hår blev blæst væk fra hendes svedige pande, og hun lukkede øjnene og nød de få sekunder, hvor hun kun mærkede vinden. Hendes krop rystede ganske let, et tydeligt tegn på lavt blodsukker, og hun manglede mad i maven.

Lidt efter kunne hun se klart igen. Hun satte sig langsomt op, og kiggede lige op i et drengeansigt. Hun slog øjeblikkeligt øjnene ned og smilede genert. Hendes hjerte hamrede lidt endnu, men det var nok mere følelsen af at være så tæt på et andet væsen, end forpustethed. ,,H-hej," sagde hun, meget stille. Hun flyttede lidt på benene, som prostesterede vildt, så hun kom til at sidde en smule mere behageligt på den ujævne flade. Hendes mønter lå lige foran hende, og selvom hele hendes krop skreg på hvile huggede hun ud efter dem og knugede dem ind til sig, som en mor knuger sit genfundne barn. Hun følte sig så lettet, da hun så at intet - eller ikke ret meget - manglede, så hun endelig kunne få sit velfortjente aftensmad. Hun kiggede op på drengen, som stadig kiggede på hende, og hun smilede genert og så ned. ,,H-hej. Jeg hedder Maggie."

[Aiden]

Aiden kiggede undersøgende på pigen – eller Maggie, som hun lige havde sagt, hun hed. Hun så ærlig talt ikke ud til at have det specielt godt. Han syntes af en eller anden grund at hun så meget skrøbelig ud, sådan som hun sad der på jorden og var helt udmattet. Men måske var hendes størrelse også skyld i det, for hun var meget spinkel, bemærkede han. Hun lignede lidt en lille fugleunge, bare uden alt det pjuskede og de filtrede dun.
"Jeg hedder Aiden," sagde han.
Han kiggede endnu lidt undersøgende på hende, men lagde så undrende hovedet på skrå.
"Hvorfor optræder du sådan, når du bliver så udmattet af det?"
For han syntes ærlig talt, at det var en lidt underlig ting at gøre. Han satte godt nok også selv noget på spil ved at stjæle fra andre - i værste fald kunne han blive dræbt af en af byvagterne - men hun burde da havde stoppet sin optræden, før hun blev så træt.

[Maggie]

Maggie kunne ikke lade være med at se op i hans øjne. De var store og pæne, bemærkede hun, og fyldt med nysgerrighed og undren. Så så hun ned igen, for at skjule et smil. ,,Jeg.. jeg.. det er lidt svært at forklare, men jeg elsker det, og det er som om jeg ikke kan stoppe før jeg dejser omkuld. Som om noget griber mig, holder fast i mig. Jeg.." Maggie gik i stå. Hvorfor endte hun altid i en situation, hvor hun følte sig nødsaget til at fortælle, hvem hun var? Hvad hun var, rettede hun sig selv. Hvad hun var.. Hun rystede på hovedet og forsatte: ,,.. jeg gør det for penge, og jo mere jeg giver i det jo flere penge får jeg - og jo mere mad får jeg." Hun håbede det var svar nok.

[Aiden]

Aidens blik blev om muligt endnu mere undrende.
"Så publikum betaler altså mere for at se dig dejse omkuld?" spurgte han.
Se, dét var endnu mere underligt. Hvorfor kunne de ikke bare nyde at se hendes gøre sin optræden færdig for derefter at bukke, ligesom alle andre normaltfungerende folk ville have gjort det?
"Tror du ikke, du skal købe noget mad for de penge, du lige har tjent? Du ville sikkert have godt af at få lidt i maven," sagde han og mente selvfølgelig, at det ikke var sundt bare at falde om af anstrengelse for derefter ikke at spise noget.

[Maggie]

Hun smilede anstrengt til ham. Han havde fat i en god pointe, og Maggie kunne vride sin hjerne så længe hun ville, hun kunne aldrig finde en god replik uden at røbe, hvem hun var. Hvad hun var, for pokker. Hvornår lærte hun det!?

Det tog lidt tid for hende at komme på benene, og med Aidens hjælp kom hun hele vejen over til den nærmeste markedsbod, og fik købt lidt at spise. Mens hun sad og guffede i sig kantede hun klodset, hun prøvede ellers så meget som muligt at gøre det diskret, et par mønter ned i Aidens hånd. ,,T-tak for hjælpen.. Aiden." Hun mærkede den velsignede følelse af en mæt mave. Lidt efter lidt vendte kræfterne tilbage til hendes slappe lemmer, og hun holdt op med at ryste.

[Aiden]

Det gav et lille sæt i Aiden, da han mærkede mønsterne falde ned i sin hånd. Dét havde han ikke regnet med.
"Du må hellere beholde dem selv," skyndte han sig at sige og gav hurtigt mønterne tilbage til Maggie igen. Han havde ikke brug for dem, i hvert fald ikke lige nu, for nu havde han masser af penge. Dem havde han jo "tjent" - eller stjålet - mens Maggie optrådte med sine vind-kunstner. Så på en måde var det vel også lidt hendes skyld, at han havde fået fat i pengene. Derfor lod hans nogle af sine egne mønster følge efter de andre ned i Maggies hånd så diskret og ubemærket han kunne.
"Jeg har penge nok," sagde han og smilede lidt. Han sagde det ikke i et overlegent tonefald, som om han var én, der ejede alverdens penge. Han sagde det bare helt normalt.

[Maggie]

Maggie kiggede overrasket på ham. Hvordan havde han fået fat i alle de penge? Og hvorfor ville han ikke tage imod hendes tak? Hun følte sig faktisk en smule såret, at han følte hun ikke havde råd til at sige ordentligt tak til ham. Hun så mut ned i den halvt knyttede hånd, hvor der nu lå endnu flere mønter end før. ,,Jeg er altså ikke fattig," sagde hun til ham, halvt forsvarsberedt, halvt såret. Hun gjorde sit bedste, da hun sortede mønterne og gav Aiden sine tilbage. ,,Jeg.. jeg er ikke en lille rakkerunge, der ingen penge har." Hun sagde det mere såret, end hun mente det. Hun kunne jo nok godt se, at Aiden kun gjorde det for at være venlig, men hun følte sig alligevel lidt stødt. Hun ville jo også bare gerne være venlig, ikke? Men alligevel fik hun lidt dårlig samvittighed og bed sig i læben. Hun skulede til Aiden, og sukkede så. ,,Ellers.. ellers.. var det pænt af dig. Tak." Det var det tætteste, hun ligenu kunne komme på en undskyldning.

[Aiden]

"Det virkede da ellers sådan," sagde han, måske en lille smule for spydigt.
Han blev ikke såret over at hun ikke ville tage imod hans penge. Tværtimod. Han følte sig mere irriteret over det. Når nu han var så venlig at tilbyde hende penge, så kunne hun da ikke være andet bekendt end at tage imod dem!
Men så igen, han tog jo heller ikke imod hendes mønter.
Så han var jo ikke meget bedre selv.
"Undskyld," lød det lavmælt fra ham. "Jeg mente det ikke."

[Maggie]

Da han svarede igen på hendes svar med rakkerpak, mærkede blodet skyde op i kinderne og hun så ned. Hvad bildte den, den den.. grønskolling sig egentlig ind!? Han vidste ikke, hvad hun havde været igennem - og gjort.
Billeder af Todo og Halls døde kroppe flimrede for hendes indre skærm, og hun rystede hovedet for at blive fri for de frygtelige syner. Hun ville ikke, ikke tænke på det, de havde fortjent det!! Hun lukkede næverne hårdt, så neglene lavede små mærker i håndfladerne, og rystede billederne af sig. Først dér lagde hun mærke til det, Aiden sagde. Hun kiggede på ham. Sagde han lige undskyld? For det.. det.. det han havde sagt? Ville en han virkelig sige undskyld til en af hendes art? Men så huskede hun sig på, at hun endnu ikke havde fortalt ham det, og hendes ksuldre sank. Han skred sikkert, eller i værste fald jagede hende væk, når han fik at vide hvem - hvad for pokker!! - hun var. Men alligevel blev hun rørt, og hun sendte ham et genert og indforstået smil. ,,Så.. så siger jeg også undskyld. Undskyld." Hun tænkte ved sig selv, at hvis hun bare holdt sin mund kunne de måske blive venner.

[Aiden]

Aiden sagde ikke noget. Han trak bare på skuldrene.
Hvad var der egentligt også at sige til det? Hun havde jo bare sagt undskyld.

Med et suk lænede han sig tilbage på bænken, som de sad på ((for det går jeg da ud fra at de gør, eftersom du skrev at Maggie sad ned xD)). Egentligt ville han meget gerne sige noget, bare et eller andet, for han brød sig ikke om stilheden, der var opstået mellem dem. Egentligt lidt underligt, for normalt talte han ikke så meget med folk - han havde jo ingen familie eller venner her, så hvem skulle han også tale med? - men når han så endelig talte med en, så ville han gerne sige noget. Hele tiden. For han hadede stilheden.

Han skuttede sig lidt, næsten som om et eller andet sad og irriterede ham bag på ryggen.
"Øh," lød det mumlende fra ham.
Men hvad skulle han egentligt sige? Måske skulle han bare holde sin mund, for hun var jo sikkert vred på ham over, at han havde sagt sådan. Men så havde hun jo sagt undskyld...
"Øøh... altså..."
Han gik helt i stå.

[Maggie]

Maggie lukkede øjnene og strakte sig. Hun nød den blide solstråle, der indhyldede hende og Aiden. Hendes hjerteslag var blevet langt roligere, og i flere sekunder af gangen dykkede hun ind i sig selv og puttede sig i det beroligende mørke, der fyldte hende ligenu. Det var dejligt at kunne forsvinde fra de skarpe se-, lugte- og høreindtryk, som mødte hende overalt.

,,Hmm..?" Hun åbnede øjnene og så på drengen, der sad og så helt perpleks ud. Hans røde hår glimtede i solskinnet, og en lille, legesyg vind kastede rundt med lokkerne. Hun smilede og følte sig så fredfyldt, at det næsten gjorde ondt. Vinden kærtegnede hendes ansigt og fik de sidste, klamme fornemmelser vasket væk som ved et trylleslag. Vinden.. Hun længtes efter at løbe med den mellem gader og stræder, mens den hviskede om eventyr langt herfra. Hun ville løbe, så hun næsten svævede, og hun ville være så fri som nogen anden. Hun sukkede og så ned i sit skød, hvor hendes bukser stadig var fugtige af sved. Det ville tage lang tid, før hun havde kræfter til dét.

,,Hvem er du?" Spørgsmålet poppede ud af hendes hals som en fugl kaster sig ud fra en busk, når den bliver forskrækket. Maggie havde slet ikke tænkt det igennem, og hun mærkede blodet skyde op i kinderne og måtte se ned. Hvordan kunne hun spørge om sådan noget!? Men hun kunne ikke lade være med at skæve op til drengen, hvis ildrøde hår og smukke, mystiske øjne virkede dragende på hende. Hun ville virkelig, virkelig gerne høre svaret. Hvem var han egentlig, denne mystiske, venlige Aiden, hvis hår lignede den mystiske, dødbringende Ild? Hvem var han, som ikke tog imod hendes penge og røvede hende bagefter? Hvem var han? Hun ville så gerne vide det, at hun blev helt bange for sig selv. Følelsen var så stærk, at hun ville have hamret sig selv i brystet hvis ikke hun snart besindede sig. Var det frygt? Nysgerrighed? Hengivenhed? Beundring? Hun havde aldrig, følt sådan her, og hun var bange for det.

[Aiden]

Aiden blev helt forvirret. Han syntes da, at han allerede havde præsenteret sig, så hvad mente hun med dét? Hun kunne da ikke allerede have glemt hans navn, kunne hun? Måske var det, fordi han havde været så udmattet lige før, og ikke var helt klar i hovedet endnu. Men hun så nu ikke helt forvirret og forskrækket ud, som om hun havde fået hukommelses tab og slet ikke kunne genkende ham. I hvert fald ikke sådan som hun rødmede og kiggede ned i jorden. Aiden skyndte sig også at kigge væk.

”Jeg har jo allerede sagt, at jeg hedder Aiden,” sagde han.
Men måske var det slet ikke det, hun havde ment. Måske var det rettere: hvad han var. Men skulle han så fortælle hende, hvad han var? En dæmon. Ufrivilligt vred han sig uroligt. Hun ville sikkert blive bange og løbe sin vej, for det var jo ikke alle, der brød sig om dæmoner. 'Brød sig om' var måske lidt for mildt sagt, for de fleste hadede dæmoner. Der var endda nogen, der ville dræbe dem, hvis de fik chancen.
Sådan noget havde Aiden aldrig været ude for før, heldigvis. De folk, som en sjælden gang havde fundet ud af, at han var en dæmon, havde nøjedes med bare at løbe væk. Men det var også slemt nok i sig selv. Og Aiden ville i hvert fald ikke have, at Maggie løb sin vej.

"H-har du allerede glemt dét?" spurgte han, selvom han nu tvivlede på det. Men et eller andet måtte han sige for at få afledet sin opmærksomhed fra de tanker, der fløj gennem hovedet på ham.
Han havde fortsat sit blik vendt i den modsatte retning end Maggie, for han ville ikke have, at hun skulle se hans ansigt. Hans ansigtsudtryk var altid så afslørende, og det hadede han. I stedet gav han sig til at stirre på en ældre kvinde, der gik rundt med en stribet kat lige i hælene.

[Maggie]

Maggie sukkede og kæmpede en brav kamp for ikke at komme til at græde. Hun kom hele tiden til at tænke tilbage på sine forældre, da de blev brændt. Hun knyttede næverne hårdt, og lod hendes hår dække hendes ansigt, mens hun kneb øjnene hårdt sammen. Hun ville ikke tænke på det, hun ville ikke!!

,,Maggie var glad. Hun havde lige været ude i skoven og samle bær til aftensmaden derhjemme, og glæden ved at Todo og Hall var væk fyldte hende helt ud til fingerspidserne. Men bag glæden, der nagede frygten. Frygten for konsekvenserne af hendes udåd. Frygten for fremtiden, som hun vidste ville blive helt anderledes. Men mest af alt frygten for, hvad hendes forældre sagde til hendes udåd. Hvordan ville de mon reagere? Hun turde ikke gætte, og derfor skubbede hun det hele langt, langt væk ind i hendes sind.

Maggie var nået til starten af byen, og hun kunne allerede mærke, at noget var galt. Der lød vrede skrig og råb inde fra midten, og lugten af brændt træ og olie nåede hendes næsebor. Maggies hjerte hamrede, og frygten tog overhånd. Den gennemsyrede hende og fik hendes hjerte til at hoppe så vildt, at det snart hoppede ud af hendes bryst. Det blev sort for hendes øjne, og hendes krop blev helt tung. Hun fik en metallisk smag i munden. ,,Mor! Far!" Hun kaldte og kaldte, men intet svar. Så løb hun. Hun spænede ind mellem de faldefærdige huse og gled næsten i de smattede gader. Hun løb som en rasende hvirvelvind, men alligevel nåede hun forsent frem..

Maggie stoppede op. Den rasende folkemægdes skrig og skrål var øresønderrivende, men Maggie hørte den ikke. En mur var klappet sammen om hende. Hendes øjne blev sorte. Frygten gjorde hendes hjerte til is. Blodet standsede og blev stift som frossent vand. Hun mærkede kulden helt op til hjernen, hvor tankerne gik i stå. Hun var ikke andet end en tom skal. Hendes mor.. hendes far.. Begge stod bundet forsvarligt fast til to tykke pæle, der var overhældt med olie, mens flammerne slikkede op af dem. Maggie skreg. Fortvivlelsen og smerten fordrejede hendes forældres ansigter, mens de så ned som ét par øjne på deres datter. Maggie faldt på knæ. Hun lod armene hænge dvask ud til siderne, mens tårerne trillede. Kulden bed i hende.. Hun havde dræbt sine egne forældre.."

Maggie røg med et ryk tilbage til virkeligheden igen. Hun rystede let, og hendes hænder var helt hvide af at holde så hårdt. Der hvor neglene havde boret sig ind var der begyndt at løbe små bloddråber, og Maggie slikkede en enkelt tårer af sin kind.