The gods won't listen

[Aura]

Aura stod udenfor landsbyens kirke med et roligt blik i sine dybe blå øjne. Klokken var godt og vel 14:35 hvilket gjorde at solen skinnede let ned på hele landbyen og derved også det sted hvor Aura stod. Hun var ikke kommet for at bede i dag. Hun var iklædt en sort hættefrakke der gik hende fra top til tå og derved også skjulte stort set hele hendes petite person. Hvis det ikke havde været fordi man svagt kunne ane hendes blålige hår der ligeså fint tittede ud fra hætten ville man ligesåvel kunne tro at det var en ung mand der stod og kiggede på guds bygning.
I det solen begyndte at komme rigtig frem på himlen tvang Aura sig endelig indenfor og lukkede derefter døren til kirken ganske forsigtigt. Indenfor lugtede der let af en form for røgelse og ellers intet andet. Det var tydeligt at det fornyligt var blevet gjort rent.
For ikke at virke alt for mistænkelig trak Aura sin hætte af sit hoved så de klare blå øjne kom til syne og ligeså det lange hår der var blevet let pjusket under den forhenværende hætte.
Ganske let tog hun fat i kraven på frakken og trak ud i den for at få lidt luft ned til sin hals der var ved at gå til at varme. Dårlig dag at indsamle information måtte hun efterhånden indrømme for sig selv.

[Daedelus]

Daedelus havde trukket den sorte kappe godt op omkring sig. Øjnene var rettede mod jorden, både så folk ikke kunne se de sære, violette øjne, men også fordi han ikke ligefrem brød sig om solen. På ægte cliché vis.
Med lange, rolige, kontrollerede skridt, drejede han om hjørnet, og smuttede ubemærkede ind i kirken. Han havde hørt en lille fugl synge om, at Aura befandt sig i kirken. Og det var tid til at videregive informationer nu. Der var sket alt for meget. Mørkeridderne var rykket sydpå nu da kongen var død. Det gjalt for Daedelus om, at samle sine mest betroede. Aura var helt sikkert en af dem.
Da han kom ind, kastede han et blik i den store kirke med det hvælvende loft. En skygge stod oppe ved alteret, og Daedelus kunne mærke og se at det var Aura.
Hurtigt lukkede han kirkedøren til, og gik så op mod hende. Det var lang tid siden de havde set hinanden, og en meget underlig, uvelkomne følelse steg op i ham.. Det var ikke kærlighed, langt fra.. Det var noget andet, han ikke lige kunne sætte finger på. Hurtigt skubbede han følelsen væk. Det her skulle handle om strictly bussiness.

[Aura]

Aura sukkede ganske diskret for sig selv imens hun hurtigt vendte blikket op på alteret hvor en fin statue var blevet placerte af den såkaldte gud.
Ærligt talt havde Aura aldrig forstået princippet ved guder. Hun kunne på sin vis forstå at de svage behøvede noget at tro på men ofte blev denne tro slæbt til de ekstremer at alt hvad der skete for dem var gudernes skyld. Hvorfor kunne folk ikke bare tage ansvar for deres eget liv?
Var folk simpelthen blevet så svage?
Endnu et lettere opgivende suk undslap hendes læber om hun så ønskede det eller ej. Denne gang var det ikke så meget på grund af folks usikkerhed men det faktum, at hun stod med sit liv i hånden. i 1000 stykker så at sige. Da hun hørte om kongens fald og mørkeriddernes splittelse var aura mildest talt sønderknust. Det var som om en havde revet hele hendes mening med livet ud og ødelagt det for øjnene af hende.
Hvis hun blot kunne få 5 minutter med gerningsmændene ville hun sværge på at stikke hele bundtet ned og torturere dem indtil de tryglede om døden.
Auras indrer vrede var tydelig at spore i hendes øjne eftersom hendes øjne var et specielt tilfælde af 'sjælens spejlbillede'. Om hun var vred kom derfor ofte til udtryk i hendes øjne.
Langsomt vendte hun sig om og skulle til at hive sin store sorte hættefrakke af dels på grund af varmen.. desuden.. hvad nytte var der i at gemme sig mere?

[Daedelus]

Daedelus kunne høre Aura sukke oppe ved alteret. Han spekulerede kort over hvad hun tænkte på. Det måtte være kongens fald der generede hende. Selv havde han også været i sorg, men sorgen var større over, at mange af mørkeridderne var flyttet. Det havde jo været deres ansvar at beskytte kongen. Daedelus' blik blev i et par sekunder mørkt, så rystede han tanken af sig. Det var nu det galdt om handling, ikke om at dvæle i fortiden.
Han tog sin kappe af, og lagde den forsigtigt over en af bænkerækkerne. Så gik han hen til Aura, tog hendes hånd og lod forsigtigt læberne berøre den. "Aura", hilste han, og lod blikket glide op mod hendes øjne. Selv brændte hans violette ind i hendes. Nej, han kunne ikke skjule det. Han følte faktisk en hvis glæde ved at se hende. Alt fra det blå hår, til den vrede og dog kontrol hun havde.

[Aura]

Aura trak langsomt den sorte hættefrakke over sit hoved blot for at smide den lettere ligegyldigt på gulvet foran sig. I få sekunder stirrede hun is koldt på den som hvis den netop var blevet forvandlet til hendes fjende.
Hun savnede sit gamle liv. Det var et faktum hun havde svært ved at benægte for sig selv.. hun svanede alt fra de ubegavede mørkeriddere til Daedelus til kongen der nu ikke var mere.
Han havde altid været en stor mand i Auras øjne uanset hvordan hun vendte og drejede det.. Hvilket var en stor ting eftersom Aura sjældent beundrede nogen på den måde.
Roligt løftede hun blikket kun for at blive mødt af Daedelus velkendte ansigt... det ville være en løgn at hun ikke havde savnet ham. "Daedelus?" Spurgte hun med et usædvanligt ansigtsudtryk der tydeligt viste undren over hans noget utradtionelle hilsen.
Det lignede ham ikke.
Som gengæld lod hun ganske let blikket glide fra hans øjne og op og ned af ham et par gange... Hun søgte tydeligvis efter sår eller andre former for skader.. Imens forholdt hun sig stille af gammel vane og desuden Som respekt for sin overordnede og afventende på hans ord.

[Daedelus]

Daedelus slap forsigtigt hendes hånd igen, og rettede sig op i sin fulde højde. Han tårnede sig nærmest op over Aura, og satte sig derfor elegant på en stol. Da han så hvordan hendes blik lå på hans bryst, som om hun kiggede efter skrammer, sukkede han. Bebrejdede hun ham virkelig, at mørkeridderne langsomt var svundet ind? Troede hun ikke han havde prøvet? Tænksomt rynkede han panden. Jo, han havde prøvet. Meget. Og han havde selvfølgelig ikke givet op endnu.
Alligevel slap han et lettere suk, og så på Aura igen. "Glem etiketten, Aura. Vi har vigtigere ting nu. Sig blot hvad du mener. Er du også af samme mening, at det er min skyld det hele? At kongens fald skyldes uduelighed?" Tonefaldet var hårdere end han egentlig havde planlagt det skulle være i, og han så i derfor lidt mildere på hende. Det skulle jo bestemt ikke gå ud over hende... Slet ikke.
Selvom Aura ikke kunne se det, havde han skam fået sig et par sår. Blandt andet fordi han var stødt ind i nogle agressive, sultne vampyrer inde i en af de store skove hvor han havde søgt efter en mørkeridder. De havde været temperamentsfulde og utålmodige, og han havde derfor sagtens kunne klare dem. Alligevel havde de nåede og give ham et sorg over brystet. Det var helet en smule, men sårskorpen var der stadig, og sved på trods af den lette skjorte han bar. Men det var ikke et sår han ville vise Aura. Hun skulle ikke tro han var svag. Det havde intet med maskulin svaghed at gøre, mere en psykisk tankegang.

[Aura]

Aura fulgte Daedelus konstant. Ligefra han tårnede sig over hende til at han satte sig ned til han gav slip på hendes hånd. Det var tydeligt at der var noget fuldstændig galt med hele hans person. Ikke så meget i den forstand at de var ekstremt fortrolige med hinanden, men fordi Aura jo som sagt havde levet af hvad folk kunne kalde 'psykologisk krigsførelse' hvor især personkarakteristik spillede en vigtig rolle.
Hvis hun ikke kunne se igennem sine fjender og opførte sig forkert derefter ville det meget vel koste hende livet.. Så derfor var hun selvfølgelig vandt til at se igennem folk.. Ikke blot overfladen der så ofte viste noget andet... Og ligenu minede Daedelus ærlig talt mest om en såret løve der stadig prøvede at holde stand.
Et opgivende suk undslap hurtigt hendes læber efterfulgt af et lettere overbærende blik. "Er det, det du er kommet efter?" Spurgte hun i en rolig tone imens hun hurtigt slog blikket ned i gulvet endnu engang..
At han kunne bebrejde sig selv kongens fald. Det sårede hende faktisk.
"Som Leder af mørkeridderne har du været den suverænt bedste af os alle.. Jeg kunne slet ikke forestille mig en anden have taget din plads"
Ligeså hurtigt som hun havde slået blikket ned i gulvet løftede det sig atter til Daedeluss... Med forsigtig hånd rakte hun ud efter ham og placerede sin yderst blege hånd på hans højrer skulder.
Tydeligvis ment i en form for trøst og for at give ham ro. "Situationen var ude af dine hænder. Der var ligeså intet nogen af os kunne gøre ved det."

[Daedelus]

Daedelus lyttede omhyggeligt til hendes ord, og hans violette blik fulgte hende nøje. Ved hendes ros, rynkede han let panden. Det var fine ord, og ubevidst sendte han hende et blik der rummede taknemmelighed.
Da hun holdt hendes tynde hånd på hans skulder, sagde han, meget bevidst om hånden, tak. Så blev hans blik fjernt igen. Tankerne svirrede altid om fremtiden og hvad der måtte komme, og det var sjældent han bekymrede sig om fortiden. Også hen af hans svagheder. Mindet om den kvinde han elskede så højt, var langsomt blegnede, men fordi han aldrig så sorgen helt i øjnene, var det stadig som det åbne sår han havde i brystet. Sved og rev når han tænkte på det, men ellers lå det ubemærkede hen.
Derfor overvejede Daedelus nu hvad han skulle gøre. Der var selvfølgelig muligheden for at samle dem alle sammen igen. Men så var de tilbage til urespektløshed og egoisme. Selvfølgelig ikke fra alle mørkeridderne, men de fleste var nu engang enere.
Demokratisk lod han blikket hvile på Aura, og sagde "hvad mener du så vi skal stille op nu?".

[Aura]

Aura smilte ganske svagt til ham og fjernede derefter sin hånd fra hans skulder i det øjeblik han så ud til at forstå hende. At det slet ikke var et spørgsmål om uduelighed men rettere et spørgsmål om dem de havde været oppe imod.. De foretog deres træk og det kunne ingen under kongen gøre noget ved uanset hvor meget man ønskede det.
Tingene gik deres gang.
Langsomt bukkede Aura sig ned, samlede sin sorte hættefrakke op og satte sig derefter på bænken vedsiden af Daedelus da hun mente det var uhøfligt at være den eneste som stod op.
"Jeg vil lade det være op til dig.."
Hviskede hun halv lavt af gammel vane. Aura var bestemt en diskret kvinde når det kom til at dele informationer så på trods af ingen ville kunne bruge deres samtale noget foretrak hun at holde lav profil. Roligt vendte hun sine klare blå øjne imod Daedelus og svarede:
"Hvis du beslutter at samle mørkeridderne igen vil jeg følge dig.. Hvis du vælger at vi skal splittes vil jeg også acceptere det og holde øje med dig fra skyggerne.."
Et lille smil spillede på hendes blege læber hvorefter hun sagde med en lettere bekymringsfri stemme: "Hvad end du gør så lover jeg at følge dig"

[Daedelus]

Det var lang tid siden Daedelus havde smilet. Han havde ikke haft nogen grund til det med kongens død og mørkeriddernes forsvinden.. Men nu, nu mærkede han det trak i mundvigen, og det stive knogler blev til en lille grimasse der skulle ligne et smil. "Aura... Du har altid fulgt mig tro. Det er et held for mørkeridderne, at have en som dig... Og for mig", sagde han, uden at kunne stoppe ordene. Han fortrød dem dog ikke. Der lå jo ikke noget bag ved, kun en form for stolthed. Tænk, han havde udviklede og trænede den form for krigere. Det kunne man kun være stolt af.
Øjnene hvilede i hendes klare, og hans egne afslørede intet. Det havde altid morede ham at se hvordan Aura så let kunne læse på fjendens øjne. Det havde de altid haft meget glæde af.

[Aura]

Aura kunne ikke undgå at holde te lille grin tilbage i det Daedelus slog op med et noget spøjst smil. Alt i alt fordi det ikke var noget man så ofte.. måske aldrig nogensinde i ekstreme tilfælder.
Måske havde jobbet som mørkeriddernes leder bare været for stresset nogen gange? han havde ikke haft tid til at se udenfor de mørke mure og opdage nogen af de gode ting ved livet?
"Du har trænet mig godt, det er det hele"
Kommenterede hun roligt i det hun hurtigt vendte blikket op imod kirkens store glas vinduer der strålede i alskens forskellige farver.
"Men.. du har stadig ikke svaret på mit spørgsmål.. hvad vil du gøre fra nu af? Nu hvor alting er et stort rod?"
Aura var faktisk en anelse bekymret for ham.. selvom hun nok aldrig helt ville indrømme det. En ting var dog sikkert og det var at uanset hvad han valgte at gøre ville hun være vilig til at følge de ordrer. Selvom Aura ærlig talt mest havde lyst til at finde de ukendte fremmede og skære halsen over på dem alle sammen.
Øje for øje og et liv for et liv, tak!.

[Daedelus]

Daedelus nikkede som tak af hendes ord, og morede sig indvendig over hendes perlende latter. Tankerne ledte uvilkårligt hen på en bæk der sprang afsted gennem træerne og... Hurtigt blinkede han et par gange.
Blikket hvilede stadig gennemtrængende på Aura, som kiggede op i loftet. Han lyttede til hendes ord, der lød på det han havde spurgt sig selv om så mange gange.
Han rynkede tænksomt panden. Normal afslørede hans ansigt aldrig nogle følelser eller tanker, men han følte intet behov for at skjule det for Aura. Hun kunne alligevel som regel se lige gennem ham, både med hendes evner, og da hun trods alt var en kvinde.
"Indtil videre vil jeg sikre mig, at de andre mørkeriddere ikke er i fare. Hvis de har fravalgt jobbet, er der intet at gøre ved deres valg. Derudover vil jeg samle masser af informationer om disse nye...", sagde han. Det var ikke meget han vidste om dem. Han havde haft for travlt, men nu måtte han se det i øjnene.

[Aura]

"Aaaah" Mumlede hun lettere overvejende som for at overveje hans ord. På de punkter var hun enig.. Selvom de andre mørkeriddere i fleste tilfælde var dumme i bolden så betød det stadig noget for Aura at få dem i sikkerhed. Ikke fordi hun holdt af dem eller noget sentimentalt pjat som det, men for det gamle fællesskab.
Det fællesskab kom hun nok til at savne en smule medmindre de imod alle odds skulle finde sammen igen. Og den mulighed var minimal mente Aura desværre.
"Hvis du skal bruge informationer står jeg til rådighed" Svarede Aura øjeblikkeligt derefter imens hun af ren refleks lagde hovedet let på skrå som hun så på ham. Hendes øjne var dog altid lige rolige som de så ofte var.
"Ellers ender det bare med at jeg vader rundt i gaderne og aflytter folk af ren kedsomhed.." Hun smilte ganske kort af sig selv og vendte et kort sekund blikket imod døren der førte ud af kirken.. Noget var netop gået op for hende.
"Desuden.. står jeg uden hjem ligenu.. efter kongens fald"

[Daedelus]

Daedelus smilede af hendes ord. Det skulle ikke undre ham, hvis Aura brød til de grovere metoder. Der var bestemt ikke noget kvindelig svaghed ved hende. "Du ved du altid er velkommen i mit hus", sagde han så, og hentydede både til, at hun kunne fortsætte med at finde informationer og arbejde for ham, (eller måske snarere sammen med ham) samt hvis hun ville bo hos ham.
Da det var højlys dag ville det undre Daedelus hvis der ikke kom nogle, og snart kunne han både lugte og høre mennesker. Da de var trænede vampyrer, var det ikke noget problem for Daedelus og Aura at glide ind i en af skyggerne i en niche. Det var et ældre ægtepar der kom gående op af kirkegulvet, mod alteret. Daedelus så kort på parret, hvorefter han vendte de lysende violette øjne mod Aura.

[Aura]

"Jeg vil ikke presse mig på, det ved du godt"
Kommenterede hun kort af ren høflighed. Hun kom nu også til at savne kongens slot en smule.. godt nok følte hun sig lidt som en fugl fanget i et bur derinde men ikke desto mindre bugnede stedet af minder. Hun havde jo tilbragt det meste af sit liv derinde og det havde bestemt ikke været noget kort liv ville de fleste mene.
Roligt vendte hun blikket til siden i det et ældre ægtepar vadede hen af kirkegulvet. Tydeligvis ikke noget at tage sig af medmindre deres samtale gik hen og blev fortroelig.
"Jeg kan bare bo på et værelse i en kro eller sådan noget.. så længe pengepungen er til det" Hun rullede ganske kort med øjnene hvorefter hun vendte blikket fra det gamle ægtepar der havde sat sig på knæ foran alteret og begyndte at bede om fremtidigt godt helbred.
Aura vidste skam godt at der ikke ville gå længe før hun ville blive tvunget til at leve på gaden.. Det var jo ikke ligefrem billigt at leje et værelse hver dag og der var ofte problemer med alt fra træk til larm til når værelserne var optagede.
"Jeg ville ikke have det godt med at vade ind hvor du bor sådan uden videre.. Og slet ikke når jeg ikke har noget at bidrage med udover de få penge jeg har"
Hun fnøs ganske kort da hun ikke liiigefrem var den store husmor på det plan.. så ikke engang rengøring ville hun kunne hjælpe med.