Post by Aiden on May 16, 2009 10:23:29 GMT -5
Antal bruger-profiler:
Dette er min første bruger.
Karakternavn:
Aiden Su Keahi (Aiden betyder ”lille flamme”)
Køn:
Hankøn
Alder:
Han ligner en på omkring 15 år, men hans præcise alder vides ikke, end ikke af ham selv.
Race:
Ilddæmon
Job/Status:
Han er arbejdsløs og har hverken hus eller hjem, så han overlever på må og få ved at stjæle penge fra folk på gaden eller mad fra forskellige butikker.
Baggrundshistorie:
Han løb afsted så hurtigt han overhovedet kunne, zigzaggede mellem træerne og sprang over sten og buske. Han kunne hele tiden høre deres skridt lige bag sig, de raslede i bladene og der lød høje knæk hver gang de fik trådt på en kvist. Men han løb alt, hvad hans ben kunne bære ham, og snart syntes lyden af skridt bag ham at forstumme. Han skyndte sig at gemme sig i ly af en skrænt. Her kunne de i hvert fald ikke finde ham.
Han sad længe der og gemte sig med et smil på læberne, alt, alt for længe. Efterhånden som tiden gik falmede hans smil. Havde han gemt sig så godt, at de ikke kunne finde ham? Han rejste sig op og forlod sit skjul. Med på rystende ben gik han tilbage gennem skoven til det sted, de havde aftalt at de skulle mødes når de var blevet fundet, ham og Tara, Tuk og Anira. Han vidste ikke, hvorfor hans ben rystede. Var han bange? Eller var det bare fordi han havde siddet på hug i så lang tid, at hans ben var begyndt at sove? Af en eller anden grund følte han sig bange, som om noget var galt. Da han kom tilbage til det aftalte sted, kunne han ikke få øje på de andre. Godt nok går gemmeleg ud på, at man skal gemme sig, men Tuk brude da være til at se – han var jo trods alt den, der skulle finde de andre.
I panik begyndte han at løbe alt hvad han kunne. Selvom hans femårige krop snart ikke kunne holde til mere, blev han ved med at løbe, videre og videre. Pludselig hørte han et højt skrig. Han drejede rundt på hælen og løb imod lyden, næsten ligesom en jagthund der hører bumbet fra en fugl, der falder til jorden. Så fik han øje på dem; to store, bredskuldrede mænd med ringbrynjer stod og pegede deres sværd mod pigerne, der holdt om hinanden, hans søster Tara og lille Anira. De stirrede skrækslagne på noget på jorden. En lille krop, hvis arme og ben sad helt forkert ud til siderne. Det var Tuk… Da Aiden genkendte ham gav han et råbt fra sig og styrrede lige frem imod dem. Det gav et sæt i soldaterne da de fik øje på ham. Og så skete det – den ene af dem slog ud med sit sværd, det svirpede gennem luften og Anira faldt til jorden og landede lige oven på den døde Tuk.
”NEJ!” skreg Aiden, men det var for sent; i et lang sekund, der føltes som timer, fløj Tara gennem luften med blodet flydende ud fra halsen. Som i slowmotion svævede hun i en bue over sine døde kammerater. Hun faldt til jorden med et bump. Aiden følte vreden blusse op i ham. Det var næsten som om en gnist var blevet tændt i ham, den voksede sig større og større, den brændte indeni ham og prikkede i hans håndflader. Snart kunne han også mærke flammerne udenpå, de slikkede op af hans ben og stod ud af hans fingre. Hadet og sorgen lyste op i hans øjne. Mændene, morderne, fik sådan en forskrækkelse at de med det samme hastede fra ham. Men så let slap de ikke. Aiden ville have hævn. Ude af kontrol fik han den til at gå op i flammer. Som et par sortbrændte myrer faldt de sammen, døde ligesom de tre børn.
De næste mange dage var der en trykket stemning i Aidens hjem. Hans mor var ude af sig selv af sorg over tabet af sin datter. Aiden turde næsten ikke tale til hende, for hun brød sammen i gråd hele tiden. Men til sidst tog han mod til sig og spurgte hende, hvad der var sket med ham den dag. Hvorfor han var gået op i flammer. Hans mor tørede sine tåre væk og så på ham med et par krystalblå øjne der var så ulig hans. Langsomt, som om hvert et ord pinte ham, sagde hun: ”Du er en ilddæmon. Ligesom dine forældre.”
”M-mine forældre?” spurgte han. Hun nikkede. Men det betød jo… Det betød, at hun ikke var hans mor. At hans søster ikke var hans søster. Han rejste sig brat op fra spisebordet med knyttede næver. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, han havde lyst til at råbe og skrige og stikke af. Og det var lige netop hvad han gjorde. Han løb ud af døren, gennem urtehaven imod skoven, men han nåede aldrig særlig langt. Han mærkede en hånd på sin arm og faldt sammen lige på stedet med tårerne løbende ned af kinderne. Hun satte sig ned ved siden af ham og knugede ham ind til sig på en måde, som kun en mor kan. ”Tror du virkelig, at jeg ville have elsket dig mere hvis du var min rigtige søn?” hviskede hun ned i hans hår. Nej. Det troede han ikke.
Aidens mor døde af sygdom da han var ni år gammel. Det kom ikke som noget chok. I lang tid havde hun gået rundt med tunge poser under øjnene, og hun var blevet svagere og svagere med tiden. Eftersom Aiden aldrig havde haft nogen far, kun sin mor og Tara, måtte han nu klare sig selv. Ingen af boberne havde nogensinde brudt sig særlig meget om ham, for han var ikke ligesom dem. Han var blot en unge, de engang havde fundet i ruinerne af en nedbrændt landsby, og de ville have efterladt ham hvis ikke det var for hans mor, der havde besluttet sig for at tage sig af ham. Lige siden den dag havde de set skævt på ham, og da hans smukke mor døde, jagede de ham væk. De troede, at han var skyld i hendes død, fordi han altid lavede så meget ballede og altid var til besvær, og at det var alle hans ugerninger der havde slidt hende op.
Derfor rejste han til byen for at finde sig et arbejde. Men det viste sig at være en del sværere end han havde troet det var. I de første to år arbejdede han hos en smed, men den gamle smed døde af alderdom og hans søn, der skulle arve stedet, ville lukke det ned og i stedet starte en bagerforetning op og dér skulle Aiden i hvert fald ikke arbejde, for han var en bekidt lille forældreløs unge, der hørte til på gaden! Med de ord smidt i nakken måtte Aiden gå på jagt efter et nyt arbejde, for han havde hårdt brug for pengene. Hos den gamle smed havde han fået lov at sove på gulvet i smedjen eftersom han intet hjem havde, men det lod ikke til, at der var andre der kunne tilbyde ham et sted at sove.
Til sidst gav han op. Han måtte se i øjnene, at ingen ville ansætte ham. Han så ingen anden udvej end at bo på gaden, men ikke som tigger, for det var han alt for stolt til. Derfor måtte han stjæle hvis han ville have mad.
Personlighed:
Aiden lider af humørsvingninger. Som en lille gnist der vokser sig til en altødelæggende flamme, kan han gå fra at være dødsens alvorlig til at more sig over alting på bare et splitsekund. Han går fra at føle det ene til at føle det andet i så rivende en fart, at de fleste mennesker ikke kan følge med. Derfor er han meget uforudsigelig – man ved aldrig, hvad hans næste træk vil være.
Han er dygtig til at spille skuespil, hvilket er en stor fordel for ham når han stjæler fra menneskerne på gaden. Når folk render rundt i mellem hinanden og råber ”tyveknægt!” efter alt og alle fordi de ikke ved, hvem der huggede deres pung, kan han gå rundt og se nok så uskyldig ud velvidende om at den stjåldne pung ligger trygt og varmt i hans lomme.
Men selvom han er så god til at spille skuespil så er det ikke altid, at det lykkes for ham. Han har nemlig meget svært ved at skjule sine følelser. Nogen gange vælder de bare op i ham, som om en stor flamme med ét tændes inden i ham, og der er så mange af dem, at han bliver nødt til at lukke dem alle sammen ud. Det ender som regel med, at han begynder at råbe op og nogen gange går det endda så vidt, at han ikke ser nogen anden løsning end at begynde at slå og sparke det bedste han har lært.
Han har et stort temperament og bliver meget let hidsig, især hvis der er noget han ikke forstår. Så blusser hans kinder op i en rødlig farve og hans øjne skifter til at blive helt rødgyldne, så man tydeligt kan se på ham, at han er helt ude af flippen.
Han har det svært med at have tilid andre mennesker. Han er blevet svigtet så mange gange før, at han efterhånden har lært ikke at binde sig til andre mennesker. Derfor er han ikke rigtigt til at stole på, da han er noget af en enspænder der går sine egne veje. Han lytter ikke til hvad andre fortæller ham og det sidste, han vil gøre, er da at følge andres ondrer. Aldrig vil han lade nogen bestemme over sig. Han har kun sig selv og behøver ingen andre.
I sin gamle landssby blev han betragtet som en balledemager, fordi han altid skulle prøve grænser af. Noget af det vovemod, det tog at gøre de ting han gjorde, har han stadig i sig. Han sætter tit sit liv på spil ved altid at gå på kanten af de høje bygninger, stikke af med tyvekoster lige for næsen af byvagterne og drille de vagthunde, der vogter palæerne i byen, så han ender med at løbe grinene væk med vagter og frådende hunde lige i hælene på sig.
Udseende:
Aiden er temmelig tynd og spinkel af bygning. Han har en nogenlunde normal højde på omkring de 1,70 centimeter, så han er hverken specielt høj eller specielt lav, selvom han godt kan virke en anelse mindre end han egentligt er, fordi hans kropsbygning er så spinkel i det. Han har det fint med sin højde, da der ikke er noget særligt ved den som gør, at han falder ud fra resten af menneskemængden – dette er en stor fordel for ham, når han sniger sig rundt mellem folk på gaden og stjæler deres punge for derefter at liste sig ubemærket væk derfra igen.
Hans hænder er en smule store i forhold til hans krop, og ligeså er hans fødder. Dette får ham til at se en smule klodset ud og det er faktisk overraskende, at han kan bevæge sig så smidigt og glidende afsted, som om det slet ikke påvirker ham det mindste.
Han har et spids ansigt der ender i en lille halvrund hage. Hans kinder er en anelse runde hvilket gør, at hans ellers så spidse ansigtsform samt med den tynde krop ikke får ham til at ligne en udhungret dreng.
Hans øjne er alle nuancer lige fra mørkebrun til gyldenbrun. De synes at skifte farve alt efter hans humør. Når han er vred foreksempel, blusser de op i en rødgylden farve, og når han så tilgengæld er trist, er de helt mørkebrune og matte og følelsesløse. Rundt om pupillen er der en tynd lille ring der er helt rød. Det er ikke noget, man sådan lige ligger mærke til ved første øjekast. Man skal kigge godt efter, hvis man vil have en chance for at se det. Mystisk ser det ud, men det er nok den ting, han allerbedst kan lide ved sig selv. Det er ligesom en af de eneste ting ved ham der noget udover det sædvanlige.
Altså lige pånær hans hår.
Det har en flammende rød farve, der står godt til hans gyldne øjenfarve. Håret lever sit helt eget liv; det er altid pjusket og uglet og sidder som det nu har lyst til – og hvis det har valgt at stritte lidt i nakken, så er det umuligt at få lagt det ned igen. Meget af håret hænger ham lige ned i ansigtet, men dog på en måde så hans øjne stadig er frie og han kan se.
Hans hudfarve er meget lys, men ikke helt mælkehvid. Henover næseryggen har han hundredvis af fregner, der ligner småbitte perler. De er ikke nær så tydelige om vinteren som om sommeren, hvor de er helt gyldenbrune.
Men det mest mærkværdige ved ham er nok huden på hans ryg og mave. Hele vejen ned af ryggen, helt oppe fra hårgrænsen af og ned, har han et underligt sort mærke. Det ligner en tyk sort streg, der nogle steder er bredere end andre. Sådan et mærke har han også på maven. Han ved ikke, hvad mærkerne er for nogen, men de er bestemt ikke noget, han bryder sig om. Derfor kan han bedst lide at have mange lag tøj på, så man ikke kan se dem.
Hans tøj er for det meste holdt i støvede vinrøde, orange og jordbrune farver. Han går altid med bluser der har så lange ærmer, at de når ham langt ned over håndledene. Over alt sit tøj bærer han normalt en rødbrun kappe, hvis lukning omkring halsen besår af et lille sølvfarvet spænde udsmykket med en orange ædelsten.
Dette er min første bruger.
Karakternavn:
Aiden Su Keahi (Aiden betyder ”lille flamme”)
Køn:
Hankøn
Alder:
Han ligner en på omkring 15 år, men hans præcise alder vides ikke, end ikke af ham selv.
Race:
Ilddæmon
Job/Status:
Han er arbejdsløs og har hverken hus eller hjem, så han overlever på må og få ved at stjæle penge fra folk på gaden eller mad fra forskellige butikker.
Baggrundshistorie:
Han løb afsted så hurtigt han overhovedet kunne, zigzaggede mellem træerne og sprang over sten og buske. Han kunne hele tiden høre deres skridt lige bag sig, de raslede i bladene og der lød høje knæk hver gang de fik trådt på en kvist. Men han løb alt, hvad hans ben kunne bære ham, og snart syntes lyden af skridt bag ham at forstumme. Han skyndte sig at gemme sig i ly af en skrænt. Her kunne de i hvert fald ikke finde ham.
Han sad længe der og gemte sig med et smil på læberne, alt, alt for længe. Efterhånden som tiden gik falmede hans smil. Havde han gemt sig så godt, at de ikke kunne finde ham? Han rejste sig op og forlod sit skjul. Med på rystende ben gik han tilbage gennem skoven til det sted, de havde aftalt at de skulle mødes når de var blevet fundet, ham og Tara, Tuk og Anira. Han vidste ikke, hvorfor hans ben rystede. Var han bange? Eller var det bare fordi han havde siddet på hug i så lang tid, at hans ben var begyndt at sove? Af en eller anden grund følte han sig bange, som om noget var galt. Da han kom tilbage til det aftalte sted, kunne han ikke få øje på de andre. Godt nok går gemmeleg ud på, at man skal gemme sig, men Tuk brude da være til at se – han var jo trods alt den, der skulle finde de andre.
I panik begyndte han at løbe alt hvad han kunne. Selvom hans femårige krop snart ikke kunne holde til mere, blev han ved med at løbe, videre og videre. Pludselig hørte han et højt skrig. Han drejede rundt på hælen og løb imod lyden, næsten ligesom en jagthund der hører bumbet fra en fugl, der falder til jorden. Så fik han øje på dem; to store, bredskuldrede mænd med ringbrynjer stod og pegede deres sværd mod pigerne, der holdt om hinanden, hans søster Tara og lille Anira. De stirrede skrækslagne på noget på jorden. En lille krop, hvis arme og ben sad helt forkert ud til siderne. Det var Tuk… Da Aiden genkendte ham gav han et råbt fra sig og styrrede lige frem imod dem. Det gav et sæt i soldaterne da de fik øje på ham. Og så skete det – den ene af dem slog ud med sit sværd, det svirpede gennem luften og Anira faldt til jorden og landede lige oven på den døde Tuk.
”NEJ!” skreg Aiden, men det var for sent; i et lang sekund, der føltes som timer, fløj Tara gennem luften med blodet flydende ud fra halsen. Som i slowmotion svævede hun i en bue over sine døde kammerater. Hun faldt til jorden med et bump. Aiden følte vreden blusse op i ham. Det var næsten som om en gnist var blevet tændt i ham, den voksede sig større og større, den brændte indeni ham og prikkede i hans håndflader. Snart kunne han også mærke flammerne udenpå, de slikkede op af hans ben og stod ud af hans fingre. Hadet og sorgen lyste op i hans øjne. Mændene, morderne, fik sådan en forskrækkelse at de med det samme hastede fra ham. Men så let slap de ikke. Aiden ville have hævn. Ude af kontrol fik han den til at gå op i flammer. Som et par sortbrændte myrer faldt de sammen, døde ligesom de tre børn.
De næste mange dage var der en trykket stemning i Aidens hjem. Hans mor var ude af sig selv af sorg over tabet af sin datter. Aiden turde næsten ikke tale til hende, for hun brød sammen i gråd hele tiden. Men til sidst tog han mod til sig og spurgte hende, hvad der var sket med ham den dag. Hvorfor han var gået op i flammer. Hans mor tørede sine tåre væk og så på ham med et par krystalblå øjne der var så ulig hans. Langsomt, som om hvert et ord pinte ham, sagde hun: ”Du er en ilddæmon. Ligesom dine forældre.”
”M-mine forældre?” spurgte han. Hun nikkede. Men det betød jo… Det betød, at hun ikke var hans mor. At hans søster ikke var hans søster. Han rejste sig brat op fra spisebordet med knyttede næver. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, han havde lyst til at råbe og skrige og stikke af. Og det var lige netop hvad han gjorde. Han løb ud af døren, gennem urtehaven imod skoven, men han nåede aldrig særlig langt. Han mærkede en hånd på sin arm og faldt sammen lige på stedet med tårerne løbende ned af kinderne. Hun satte sig ned ved siden af ham og knugede ham ind til sig på en måde, som kun en mor kan. ”Tror du virkelig, at jeg ville have elsket dig mere hvis du var min rigtige søn?” hviskede hun ned i hans hår. Nej. Det troede han ikke.
Aidens mor døde af sygdom da han var ni år gammel. Det kom ikke som noget chok. I lang tid havde hun gået rundt med tunge poser under øjnene, og hun var blevet svagere og svagere med tiden. Eftersom Aiden aldrig havde haft nogen far, kun sin mor og Tara, måtte han nu klare sig selv. Ingen af boberne havde nogensinde brudt sig særlig meget om ham, for han var ikke ligesom dem. Han var blot en unge, de engang havde fundet i ruinerne af en nedbrændt landsby, og de ville have efterladt ham hvis ikke det var for hans mor, der havde besluttet sig for at tage sig af ham. Lige siden den dag havde de set skævt på ham, og da hans smukke mor døde, jagede de ham væk. De troede, at han var skyld i hendes død, fordi han altid lavede så meget ballede og altid var til besvær, og at det var alle hans ugerninger der havde slidt hende op.
Derfor rejste han til byen for at finde sig et arbejde. Men det viste sig at være en del sværere end han havde troet det var. I de første to år arbejdede han hos en smed, men den gamle smed døde af alderdom og hans søn, der skulle arve stedet, ville lukke det ned og i stedet starte en bagerforetning op og dér skulle Aiden i hvert fald ikke arbejde, for han var en bekidt lille forældreløs unge, der hørte til på gaden! Med de ord smidt i nakken måtte Aiden gå på jagt efter et nyt arbejde, for han havde hårdt brug for pengene. Hos den gamle smed havde han fået lov at sove på gulvet i smedjen eftersom han intet hjem havde, men det lod ikke til, at der var andre der kunne tilbyde ham et sted at sove.
Til sidst gav han op. Han måtte se i øjnene, at ingen ville ansætte ham. Han så ingen anden udvej end at bo på gaden, men ikke som tigger, for det var han alt for stolt til. Derfor måtte han stjæle hvis han ville have mad.
Personlighed:
Aiden lider af humørsvingninger. Som en lille gnist der vokser sig til en altødelæggende flamme, kan han gå fra at være dødsens alvorlig til at more sig over alting på bare et splitsekund. Han går fra at føle det ene til at føle det andet i så rivende en fart, at de fleste mennesker ikke kan følge med. Derfor er han meget uforudsigelig – man ved aldrig, hvad hans næste træk vil være.
Han er dygtig til at spille skuespil, hvilket er en stor fordel for ham når han stjæler fra menneskerne på gaden. Når folk render rundt i mellem hinanden og råber ”tyveknægt!” efter alt og alle fordi de ikke ved, hvem der huggede deres pung, kan han gå rundt og se nok så uskyldig ud velvidende om at den stjåldne pung ligger trygt og varmt i hans lomme.
Men selvom han er så god til at spille skuespil så er det ikke altid, at det lykkes for ham. Han har nemlig meget svært ved at skjule sine følelser. Nogen gange vælder de bare op i ham, som om en stor flamme med ét tændes inden i ham, og der er så mange af dem, at han bliver nødt til at lukke dem alle sammen ud. Det ender som regel med, at han begynder at råbe op og nogen gange går det endda så vidt, at han ikke ser nogen anden løsning end at begynde at slå og sparke det bedste han har lært.
Han har et stort temperament og bliver meget let hidsig, især hvis der er noget han ikke forstår. Så blusser hans kinder op i en rødlig farve og hans øjne skifter til at blive helt rødgyldne, så man tydeligt kan se på ham, at han er helt ude af flippen.
Han har det svært med at have tilid andre mennesker. Han er blevet svigtet så mange gange før, at han efterhånden har lært ikke at binde sig til andre mennesker. Derfor er han ikke rigtigt til at stole på, da han er noget af en enspænder der går sine egne veje. Han lytter ikke til hvad andre fortæller ham og det sidste, han vil gøre, er da at følge andres ondrer. Aldrig vil han lade nogen bestemme over sig. Han har kun sig selv og behøver ingen andre.
I sin gamle landssby blev han betragtet som en balledemager, fordi han altid skulle prøve grænser af. Noget af det vovemod, det tog at gøre de ting han gjorde, har han stadig i sig. Han sætter tit sit liv på spil ved altid at gå på kanten af de høje bygninger, stikke af med tyvekoster lige for næsen af byvagterne og drille de vagthunde, der vogter palæerne i byen, så han ender med at løbe grinene væk med vagter og frådende hunde lige i hælene på sig.
Udseende:
Aiden er temmelig tynd og spinkel af bygning. Han har en nogenlunde normal højde på omkring de 1,70 centimeter, så han er hverken specielt høj eller specielt lav, selvom han godt kan virke en anelse mindre end han egentligt er, fordi hans kropsbygning er så spinkel i det. Han har det fint med sin højde, da der ikke er noget særligt ved den som gør, at han falder ud fra resten af menneskemængden – dette er en stor fordel for ham, når han sniger sig rundt mellem folk på gaden og stjæler deres punge for derefter at liste sig ubemærket væk derfra igen.
Hans hænder er en smule store i forhold til hans krop, og ligeså er hans fødder. Dette får ham til at se en smule klodset ud og det er faktisk overraskende, at han kan bevæge sig så smidigt og glidende afsted, som om det slet ikke påvirker ham det mindste.
Han har et spids ansigt der ender i en lille halvrund hage. Hans kinder er en anelse runde hvilket gør, at hans ellers så spidse ansigtsform samt med den tynde krop ikke får ham til at ligne en udhungret dreng.
Hans øjne er alle nuancer lige fra mørkebrun til gyldenbrun. De synes at skifte farve alt efter hans humør. Når han er vred foreksempel, blusser de op i en rødgylden farve, og når han så tilgengæld er trist, er de helt mørkebrune og matte og følelsesløse. Rundt om pupillen er der en tynd lille ring der er helt rød. Det er ikke noget, man sådan lige ligger mærke til ved første øjekast. Man skal kigge godt efter, hvis man vil have en chance for at se det. Mystisk ser det ud, men det er nok den ting, han allerbedst kan lide ved sig selv. Det er ligesom en af de eneste ting ved ham der noget udover det sædvanlige.
Altså lige pånær hans hår.
Det har en flammende rød farve, der står godt til hans gyldne øjenfarve. Håret lever sit helt eget liv; det er altid pjusket og uglet og sidder som det nu har lyst til – og hvis det har valgt at stritte lidt i nakken, så er det umuligt at få lagt det ned igen. Meget af håret hænger ham lige ned i ansigtet, men dog på en måde så hans øjne stadig er frie og han kan se.
Hans hudfarve er meget lys, men ikke helt mælkehvid. Henover næseryggen har han hundredvis af fregner, der ligner småbitte perler. De er ikke nær så tydelige om vinteren som om sommeren, hvor de er helt gyldenbrune.
Men det mest mærkværdige ved ham er nok huden på hans ryg og mave. Hele vejen ned af ryggen, helt oppe fra hårgrænsen af og ned, har han et underligt sort mærke. Det ligner en tyk sort streg, der nogle steder er bredere end andre. Sådan et mærke har han også på maven. Han ved ikke, hvad mærkerne er for nogen, men de er bestemt ikke noget, han bryder sig om. Derfor kan han bedst lide at have mange lag tøj på, så man ikke kan se dem.
Hans tøj er for det meste holdt i støvede vinrøde, orange og jordbrune farver. Han går altid med bluser der har så lange ærmer, at de når ham langt ned over håndledene. Over alt sit tøj bærer han normalt en rødbrun kappe, hvis lukning omkring halsen besår af et lille sølvfarvet spænde udsmykket med en orange ædelsten.
