Som et spøgelse i natten...

[Cynthia]

”Dumheden er min fejl, så er det mig der dør, men hvad får du ud af det? Okay.. Du får lukket min mund, men så vidt jeg ved, så.. hvis det virkelig genere dig kan du jo bare gå din vej? Eller du kan bede mig om at lukke munden. Der er ikke nogen der forhindre dig i det. Og hvorfor dræbe mig? Hvad får du ud af det? Ikke andet end at du kan snitte endnu en streg i din samvittighed om at du har dræbt en eller anden. Hvis du spørger mig, virker det fuldkommen meningsløst.”
For første gang i lang tid følte Cynthia sig ufuldkommen sikker. Han kunne ikke knække hende, uanset hvad han så end sagde til hende. Hun var ikke bange. Hvis han dræbte hende, var hun fri for alle sine byrder og hvis han ikke gjorde det, kunne hun leve videre.
”Hvad er det egentlig der genere dig ved at snakke med andre? Jeg bryder mig ikke om andre, fordi de altid tror de er bedre end mig selv, men endelig har jeg fundet en grund til at sidde her og snakke. Er det virkelig så slemt at noget er meningsløst? Skal alt absolut have en mening?
Pludselig kiggede hun nærmere på ham. Han var pæn på sin egen finurlige måde. En måde hun på en eller anden måde holdt af. Men hun stolede ikke på nogen. Ingen! Og det ville hun aldrig komme til igen!

[Shaun]

Han grinte kort, det var en underlig latter, måske ikke for hende, men i hvert fald for ham, for det var snart så længe siden han sidst havde hørt den... "Ser du, det er der du tager fejl... Jeg har ikke dårlig samvittighed over dem jeg har dræbt... Tvært imod... Nej... Man vil hurtigt finde at ens samvittighed ikke bliver påvirket af de liv man tager, men af de liv man fejler til at beskytte... Desuden... Måske, men som jeg sagde før, nogle dræber uden mening..." Han så på hende med et blik som var halvt køligt, halvt ligegyldigt, som var han ligeglad med tanken over at tage hendes liv... Det var trods alt det han var trænet til, til at dræbe når det blev nødvendigt, til at tage folks liv, og derefter ikke føle noget... Om det var fordi han var bleven følelsesløs af sine tidligere drab, eller om det var fordi hans personlighed tillod ham at være ligeglad, var ikke til at sige... Men en ting var sikkert, det rørte ham ikke at dræbe... "Jeg ved det ikke... Måske er jeg blot ikke vant til at snakke... Måske har jeg ikke lyst til at snakke... Måske bryder jeg mig ikke om dig... Eller måske bryder jeg mig faktisk om dig, men vil ikke for tæt på... Sjovt hva? Når man endelig står overfor grundlaget så kan man ikke se skoven for bare træer... Der er så mange grunde og alligevel så sidder jeg her og svarer dig, hvordan kan jeg gøre det. uden selv at kende til grunden til hvorfor?" Han så ventende på hende, det føltes snart mere og mere som en konkurrence for ham... Hvem gav sig først, hvem gav først op og indrømmede at den anden havde ret?... Og dog alligevel brød han sig ikke meget om at tænke sådan på det... Det var trods alt det første kvindelige væsen han havde snakket til, virkelig snakket til i langt tid...

[Cynthia]

"Bryder du dig om mig?"Det var lige før kæben nåede Cynthias bryst. Det var de eneste ord hun havde hørt, selvom der havde været en del. "Hvis nu... Nej det er umuligt. Først advarer han mig... Ingen samvittighed, hvordan er det muligt... Men at han måske kan lide mig? Hvornår har der sidst været en mand der sagde de ord til mig og mente det... Vent... Det er aldrig sket.. Hvordan kan jeg så stole på ham?" tænkte hun imens hun tog sig til hovedet. Efter de mange tanker, hørte hun rigtig efter hans ord.
Hvordan kan man ikke have samvittighed over for de liv man ender?"spurgte hun og så grundigt på ham. Det gav ingen mening. Hun havde aldrig stået til ansvar for noget som helst liv, så hun havde svært ved at leve sig ind i hans tankegang. Hun havde aldrig siddet på en gynge og mærkede skubbet som satte gyngen igang. Grinet der ville flyde over hendes læber af ren og skær glæde over den summende fornemmelse i maven. Hun havde aldrig set sin mor, efter den lange tid inde i moderens mave. Hun var blevet født blind.. Var gået glip af så utrolig meget.
"Men hvorfor?" spurgte hun, selvom hun godt vidste at det ikke nyttede noget, når han ingen gang vidste hvorfor han sad her og snakkede nytteløst med hende.

[Shaun]

Han rystede kort på hovedet, "Jeg har aldrig sagt at jeg brød mig om dig... Jeg sagde der var den mulighed, men om det er sandheden tiden måske vise... Men sandsynligheden står for at vi aldrig finder ud af det. sagde han kort med en stemme som var så tom som følelser som en ørken for vand. "Det er nemt nok... Hvordan kan en jæger dræbe et dyr uden at få dårlig samvittighed? Er det ikke det samme? Er en hjort for eksempel ikke også et levende dyr? Har den ikke lige så meget ret til at leve som du og jeg?... Desuden nogen er nødt til at lade livet for at andre skal leve, hvis det ikke er mig må det være nogen anden, sådan er det bare..." sagde han endnu koldere end før, men dog med en fjern vrede for det sidste han sagde. "Desuden, hvis jeg ikke gør det, så er der bare en eller anden som gør det før eller siden... Ser du vi er alle dømt til at dø, om det så er i hænderne af hinanden eller i hænderne af sygdom og elendighed er op til vores omstændigheder... Prøv at se på ham" Han pegede kort på manden i rebbet... "Han har sandsynligvis gjort noget for at ende der. Han har gjort noget for at dø, om det så kun er at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, så ville han nok have været død før eller siden. Spørgsmålet er bare om hvornår..." han så tomt ud i luften... Synet af den døde mand mindede ham kun alt for meget om sin fortid, og minderne begyndt stille at rulle forbi hans øjne i mørket. Blikket fra hans venner, Samantha, og til sidst hans familie, gik revy for hans øjne for at til sidst stoppe på ham selv... Som han havde været engang, og som han nok aldrig skulle blive igen... Han lukkede kort og smertefuldt øjnene, mens en ensom tåre rullede ned langs hans kind, på den modsatte side end hvor hun sad. Det var en tåre af sorg, en tåre af ensomhed, og mest af alt en tåre af skam... Han åbnede igen øjnene og så nu på den døde mand... Rebet knagede ikke så meget mere, nu når vinden havde lagt sig hen...

[Cynthia]

Det var som at få en spand iskoldt vand i hovedet, da han sagde alle de kolde ord om at lade livet. Hvad havde hun overhovedet gjort ham. Hun begyndte at ryste. Så meget at hun ikke kunne på sig selv. Hun tav og vendte blikket væk fra ham. Ikke kunne hun se på ham. Det virkede så forkert overhovedet at kigge på ham. Men hun kunne høre noget var galt med ham. Noget der ikke var som det skulle.
"Vi dør alligevel alle en dag. Men derfor kan vi godt have ansvar for de liv vi slutter," sagde hun med en tør stemme, det virkede næsten som om den svævede igennem mørket, uden at sætte sig nogen steder hen.
Hun kiggede hen på ham. Han virkede pludselig så fjern, som om der var et eller andet der mindede ham om et eller andet. Kunne han virkelig føle?
"Noget galt?" spurgte hun og glemte sig selv. Gemte hans iskolde og følelsesløse stemme væk og tænkte på ham i stedet for hende selv, selvom hun regnede med at han ville afvise hende. Men hvornår havde hun sidst set en mand fælde en tåre? Aldrig!
Hun kunne ikke se tåren, men hun vidste at den trillede ned ad hans modsatte kind.

[Shaun]

Han vendte ikke engang sit hoved for at se på hende... Men så blot ud til at være et fjernt sted for et stykke tid for så langsomt at ryste på hovedet... "Nej..." Sagde han stille, hans stemme var stadig kold... Men det var som om at der var noget andet i den... Noget fjernt, noget fremmed, kunne det være gråd? Sorg?... Nej, eller kunne det? "Men tak for at spørge... Det er snart langt tid siden nogen har spurgt mig om det..." sagde han igen, nu mindre koldt, og nu med en tydeligere dog stadig fjern sorg i stemmen. Endnu en tåre faldt stille ned fra hans kind nu fra den kind der vendte mod hende... Ude i mørket begyndte hans fantasi at køre løbsk... Der hvor den døde mand hang før stod hans venner, og ham selv. Og mens han så sine venner blive hængt en efter en, nærmede det sig langsomt til hans egen tur, dog i stedet blev han trukket væk, han nåede lige at se bødlen tage brændemærket frem fra gløderne, før han tvang sig selv til at lukke øjnene og lægge hovedet ned mellem sine udfoldede hænder... Hans vejrtrækning var bleven hurtigere, mindre rolig, og på grænsen til panisk, som billederne dansede forbi... Gråden nærmede sig op i ham, men han kæmpede imod den, og langsomt som han pressede følelserne tilbage og lukkede dem inde, blev hans vejrtrækning mere rolig og han fandt snart sig selv i en følelsesløs tilstand. Han ville dog ikke løfte hovedet for at se om billederne var væk, nej han var ikke klar, ikke endnu...

[Cynthia]

Cynthia så det hele ske. Det var som om en eller andet ahvde stukket deres kniv i en ballon og havde ladet alt luft sive ud af ballonen. Hun hørte ham snakke, skrige, græde, mumle. Hun så kampen han havde med sig selv. Stille lagde hun tøvende armene om ham. Lod fingrene cirkle rundt på hans skuldre. Hun mumlede beroligende ord. Nynnede en sang. Og pludselig var det hele ovre. Men hun fjernede ikke de beskyttende arme. Hun lod dem ligge. Så måtte han fjerne dem hvis han ville.
"Hvorfor er det jeg gør det her? Det virker så uendeligt meningsløst at jeg holder om ham og beroliger ham, men han virker så uendeligt fjern. Næsten uhyggelig. Noget går ham på. Han har stået her før. Set noget sket som han måske aldrig nogensinde har talt med andre om. Han har mistet.. Mistet noget som stod ham nær. Den kølighed... Det er blot en maske. Engang har han været en varm og elsket person. Jeg kan se det i hans øjne, jeg kan se det." Tankerne fløj igennem hendes hoved.
"Shhhhh! Det skal nok gå," hviskede hun. Men pludselig var det som om hun havde brændt sig. Hun rejste sig op og sprang bagud, hvad resulteret at hun faldt over endnu en sæk. Hun rejste sig op. Hvordan kunne hun nogensinde stole på noget som helst som var af mandkøn? Hun kunne ikke!
"Jeg kan ikke.." hviskede hun og foldede de smidige fingre beskyttende om hendes ansigt. Hun kunne mærke den krøllede brændte hud. Da hun havde forbrændt sig på de varme plader der havde bagt hende brød. Pludselig smilede hun. Men ingen ville kunne se det, på grund af at hænderne dækkede hendes ansigt.

[Shaun]

Han skulle lige til at have skubbet hendes hånd væk da hun selv hev den væk... Det var som om nogen havde vækket ham fra en drøm, hendes bevægelser havde været pludselige at han næsten fik et chok. Han så lidt undrende på hende, for et kort stykke tid siden havde hun næsten klynget sig op af ham og nu sprang hun væk fra ham som havde han lige forvandlet sig om til et hæsligt uhyre... Der var dog det at han ikke havde forvandlet sig til et hæsligt uhyre, og hvis han var et var det noget han hele tiden havde været... Eller i hvert fald for en lang periode... "Er der noget galt?" spurgte han med den samme kolde stemme, der var ikke nogen bekymring at spore i den blot en fjern nysgerrighed som næsten var usporlig bag den overvældende ligegyldighed... Dog alligevel var der noget ved ham, om det var i hans øjne eller i hans kropsprog, så var der en form for fjern næsten ubetydelig bekymring, dog skar den igennem ham som en kniv, det havde snart været så lang tid siden han havde følt det sådan. Han rejste sig op og trådte langsomt hen mod hende, velvidende om at hun med stor sandsynlighed så ham som noget andet en han var... Han stoppede pludseligt op, tanken havde slået ham at hun måske ikke ville have ham til at gå hende nærmere. En form for usikkerhed klyngede op i hans øjne, det var noget som han ikke havde vist før. Han flyttede langsomt blikket ned mod jorden, et klassisk symbol for usikkerhed... "Hvad er der galt med mig?" spurgte han stille sig selv i sine tanker... Han bakkede langsomt væk fra hende uden at flytte blikket op mod hende... "Jeg burde ikke være her..." mumlede han stille mere til sig selv, men dog ikke lavt nok til at hun ikke kunne høre det...

[Cynthia]

Cynthia rejste sig op. Hun børstede sandet af det mørke tøj. Hun havde hele tiden blikket rettet mod jorden, men da hun endelig løftede det igen, stod han lige der foran hende. Hun gispede. Også slog hun sig selv. Fraværende, på den kind som vendte væk fra ham.
"Der er intet galt," hviskede hun så og vidste at det var sandt.
"Det er bare.. Jeg har aldrig stået et menneske nær. Derfor ved jeg ikke hvordan man gør," Nu hviskede hun. Men så tydeligt at han sagtens kunne høre det. Hun så ham ikke som noget uhyre. Hvorfor skulle han være det? Han havde antydet at hun burde være bange, fordi han ville kunne dræbe hende hvis han ville, men alligevel var hun ikke blevet bange. Ikke sådan rigtigt.
"Hvorfor mener du at du ikke burde være her?" spurgte hun stille, uden rigtig at sige mere. Hvis nu hun aldrig havde haft viljen til at springe vingerne og åbne øjnene, da de andre skubbede hende ud i evigheden, var hun landet på jorden og alle hendes knolger var blevet knust. Så ville hun ikke eksistere nu. Hvad han uanset havde oplevet, var der en grund til at han levede nu. Hun var sikker. Stensikker.

[Shaun]

Han bakkede langsomt længere væk fra hende... "Fordi..." Startede han ud og holdte en kort pause, som skulle han tænke over det han skulle til at sige... Han vendte langsomt ryggen til hende... "Fordi det gør ondt... Fordi jeg har gået så længe i smerte at jeg ikke længere kan kende forskel på det... Fordi jeg ved at det gør ondt hver gang jeg kommer her, men alligevel kan jeg ikke løsrive mig selv fra dette sted... Som ville jeg føle smerten af stadig at være i live mens de andre ikke er... Smerten af at være alene og ude af stand til at indse at der stadig er meget at tabe..." Han begyndte stille at gå væk fra hende... Det var tydeligt at høre på hans stemme at det var et emne som tyngede ham en del, et emne som han bar en del sorg over, men alligevel var der ingen gråd i hans stemme, og ingen tårer på hans kinder... Men hans krop sagde det hele... Hans tunge skridt, hans bøjede hoved, som havde nogen bundet en stor vægt om hans hals... Elegancen som havde været over ham tidligere, den svævende måde han havde bevæget sig på, var væk. Som havde det været en hel anden person. Som havde den stærke, selvsikre person som havde hjulpet hende op for ikke mere end 10 minutter siden, forsvundet, erstattet af denne hjælpeløse skygge af en mand, denne tomme skal af en mand... Det var næsten underligt at se, som en forvandling, og selvom han selv vidste at det ikke var sådan han normalt var, og at han havde ret i det han havde sagt, at han havde ret i at han ikke kunne blive ved med at leve sådan, så vidste han at dagen efter ville han være den samme, mystiske, stærke mand igen, som ville benægte enhver udstrakt hånd af ren og skær stædighed...

[Cynthia]

”Det handler om at give slip. Gøre modstand. Det kan godt være at du ikke føler at du har fortjent at være her længere, men vi mennesker er skabt til at overleve, derfor er der intet mellem himmel og jord der ligefrem ønsker at du skal forlade denne jord. Kun… hvis du har gjort dig fortjent til det og det kan du enten mærke eller andre kan, fordi du måske har revet hul på din samvittighed, så den er synlig for en hver.” Egentlig så vidste Cynthia godt at det hun fyrede af måske var det rene volapyk for Shaun, men på en eller anden led, så var det bare ord der flød ud af hendes mund. ”Det er dit valg om du vil blive.. Har du opnået det du ville? Ville du vende om hvis du havde chancen? Eller har du i virkeligheden svært ved at stå her, fordi der hviler en eller anden forbandelse der river i dine erindringer og minder dig om noget der er sket på dette sted?” Hendes stemme var fraværende. Som om hun egentlig ikke rigtig var til stede. Hun fulgte efter ham.. Ikke fordi hun ville, men fordi hendes fødder begyndte stædigt at gå efter ham. Hun skreg et nej indvendigt, men hendes krop hørte ikke på hende. Der var noget som tyngede ham. Og lige nu rev hun hans sår op. Selvom hun havde talt hviskende, kunne han jo ikke undgå at høre hende. Det var hun jo udmærket klar over. Det var svært at se sådan en mand falde sammen. Visne, når han egentlig burde blomstre.
Hun indhentede ham. Men blev stående lige bag ved ham, uden at sige mere.

[Shaun]

Han fortsatte med at gå lidt, men langsomt for hver skridt, var det ligesom om at det blev hårdere og hårdere at tage det næste. Og før han vidste af det begyndte hans ben at ryste under ham som var han en uendelig tung vægt som han kun lige kunne løfte. Et. To. Tre skridt og han faldt. Han gispede efter luft som han lå på jorden kun holdt oppe med sine egne hænder, som nu også rystede hysterisk under en lavmælt hulken. Det var som om at noget havde revet sig ind gennem hans hud og åbnet for såret som havde lukket alt smerten inde, og nu kunne han ikke holde styr på det længere. Da han endelig følte at han havde fået luften tilbage begyndte han stille at samle modet sammen til at sige noget. "Ingen kan forberede en for den slags smerte. Vi vidste at det nok ville ske før eller siden. Men lige meget hvad vi gjorde så var der ikke noget der kunne forberede en. Vi troede vi havde dem, vi troede vi havde vundet, men de kendte til det hele. De vidste alt... Det underlige var at, selvom jeg stod deroppe, så følte jeg ingen frygt, for selvom vi skulle til at dø, så skulle vi dø sammen. Men selv det tog de fra mig..." han tav lidt... Det var noget han ikke havde snakket til nogen om i flere år, og det virkede underligt at lukke det ud nu, og dog så lettede det, hvis ikke kun en smule. "Hvorfor... Følger du efter mig?" Spurgte han kort, hans ord virkede tunge, som var hvert ord en kamp for ham.