|
Post by Shaun on May 25, 2009 14:10:42 GMT -5
Det var så småt ved at blive mørkt, henrettelsespladsen var forlængst forladt, kun skraldet fra de tidligere tilskuere var tilbage overalt på pladsen. En fjern knagen lød fra det stressede reb oppe på platformen, skyggen af en mand hang i den med rebbet stramt om halsen, hans hoved hang i en underlig skæv facon, det var tydeligt at hans nakke var brækket og at han sandsynligvis var død på stedet. Dog alligevel skar det i ham at se på denne livløse skikkelse som hang ensomt oppe i rebet, tanken om at han selv engang havde stået deroppe strejfede ham kort, og fik det til at gøre ondt i ham, dog alligevel var det som om at han ikke kunne stoppe med at stirre på manden, der var noget beroligende ved hans stille rokken som var han et pendul sat igang af den nu næsten døde vind. Han lod langsomt sit ansigt falde ned i den betrykkende sikkerhed bag hans hænder, blind for mørket virkede smerten knap så nær. Et velkendt ansigt kom frem i mørket bag hans øjenlåg, næsten uden at vide det lod han sin ene hånd forlade sin plads for at række ud i mørket efter ansigtet, blot for at føle intet. Et kort stik skar i ham og han vidste igen at han var alene. Nattens stjerner var så småt ved at komme frem på den halvgrå himmel. Den snart velkendte måne dannede langsomt et dødeligt sølvgråt skær over pladsen, mens skyerne langsomt gled forbi den. Selvom det var mørkt var han tydelig i mørket, hans hvide jakke skar gennem det ellers tætte mørke som en kniv igennem smør, som et spøgelse, glemt af omverden og dog alligevel til skue for alle som kom forbi. Der var dog ikke nogen som var vågne på det her tidspunkt og den eneste grund til at han selv var det, var fordi det ikke var ham muligt at sove, og fordi han udmærket vidste at det var pointløst at prøve...
|
|
|
Post by Cynthia on May 26, 2009 5:42:42 GMT -5
Der lød løbende lyd af fødder der smældede mod gruset. Og alligevel virkede det som om at lyden var lydløs. Cynthia stoppede op da hun så hvor hun var. Løb hun i cirkler, eller var det hendes egen forstilling.. Illusionen om at hun løb i cirkler. Hvad flygtede hun fra? Adduco? Det var det eneste logiske svar der var tilbage! Lyset fra et eller andet lyst, skar hende i øjnene. Hun så mod lyset. En skikkelse hang ned fra et reb. Et reb der knagede. Truede med at knække under den tunge vægt. Cynthia gispede. Hvorfor kom døden altid sådan bag på hende? Hun kiggede sig omkring. Så hvor lysets kilde kom fra. En hvid jakke så det ud som. En hvid person i intetheden? Cynthia følte pludselig hvordan angsten fyldte hende igen. Den eneste måde hun kunne komme af med den var at løbe fra den. Hun begyndte at løbe igen. Det eneste mand kunne se af hende, var det lyse hår der var sluppet ud af hætten. Hun løb igennem de mange platforme. Hvor var vejen ud? Hun løb og løb, indtil hun snublede over et eller andet blødt. Fugten fra jorden, trængte op igennem hendes tynde klæder. Luften var blevet slået ud af hende. Hun blev liggende imens hun lyttede til nattens lyde. Den knagende lyd af rebet, satte sig ind på hendes nethinde. Sammen med alle de andre billeder. Billeder af det sorte hår, de hårde hænder og knivene der var ved at gennembore hendes krop. Cynthia skreg, selvom det blot blev en pivelyd. Hun vár sluppet væk fra ham. Var det ikke det eneste der betød noget? "Gå væk," skreg hun. Den skingre stemme lød så svag, fordi vinden blæste den bort.
|
|
|
Post by Shaun on May 26, 2009 12:15:09 GMT -5
Lyden af hastige skridt, mødte hans ører og rev ham langsomt ude af den marridtsagtige tilstand han havde fundet sig selv i. Langsomt rejste han sig op med en glidende bevægelse, der var på kanten til at være elegant, men dog med et skær af tyngde. Han stod der kort, og havde han lignet et spøgelse før, så var det intet i forhold til nu. Mørket gjorde det umuligt at se andet end et omrids af hans krop, mens hans jakke blot langsomt svævede i luften. Eller sådan så det ud. Hans halvlange sorte hår gjorde det næsten umuligt at se hans ansigt. Han begyndte at gå over mod hende, hans bevægelser var i en sådan tilpasset fart, at hans skridt mere nærmede sig en glidene bevægelse end den normale klodsede menneskelige gangart, og dog alligevel bevægede han sig med en overraskende hastighed. Et skrig skar gennem natten, men vinden gjorde det umuligt for ham at høre det som andet end et skrig. Han satte farten op mod skriget i troen at nogen var i fare. Han stoppede op foran en skygge på jorden, og så sig kort omkring efter det som havde skræmt hende, uviden om at det kunne have været ham selv. Langsomt vendte han blikket ned mod hende. Hans blå øjne skar igennem nattens mørke, de besad et blik som på et var sørgmodigt og køligt, men også opmærksomt og venligt. De havde en form for glans man ikke tit fandt hos folk. Han stod der blot og betragtede hende kort i et stykke tid og rakte derefter langsomt hånden ud for at hjælpe hende op. Han kunne ikke lade være med at tænke på hvad vedkommende lavede herude, men han kunne heller ikke lade være med at være ligeglad. Han var bleven oplært til at hjælpe folk, også selvom han ikke gad.
|
|
|
Post by Cynthia on May 28, 2009 14:54:19 GMT -5
Alt luft var bogstaveligt talt røget ud af Cynthias lunger. Der var ikke mere luft tilbage. Hun hev luften ind. Desperat over at få kontrollen igen over sin krop. Den hun absolut ikke havde i øjeblikket. Langsomt beroligede den kølige brise hende og hun lagde sig flat på jorden. Endelig kunne hun nogenlunde slappe af, uden at bekymre sig om noget som helst. Stadig stod billedet af Adduco klart i hendes errindring, men detså ud som om det var ved at forblinde. Hun lukkede øjnene og slappede langsomt af. Hun nød lyden af den stille brise der susede forbi hendes øre. Den fraværende lyd af den døde mands rebs knagen, selvom det ikke stod så tydeligt længere. Suset fra vinden bar noget med sig. Noget var på vej hende, men det kunne ikke være Adduco. Han var så klodset i sine bevægelser i forhold til hende! Noget andet! Men hvad? Det lød som en svæven. Hvordan forklare man en svæven? Det lod som en flagren. En flagren af noget der ikke er lavet af stof. Også alligevel ikke. Hun kunne høre de lavmæle, næsten lydløse skridt. Ikke noget der svævede. Cynthia vendte sig rundt. Så pludselig de her kraftfulde øjne, men hun kunne ikke skimte noget ansigt. Et spøgelse! Hun kvalte et gisp, da hun så den fremstrakte hånd. Der var noget over de øjne, som gav hende håb. Hendes arrogante tyste jeg var væk. Måske var det efter hvad Adduco havde gjort mod hende, som havde skræmt hendes jeg væk. Det jeg hun havde ahaft engang var langsomt ved at komme tilbage. Men hvordan kunne en falden engel.. En dødsengel føle frygt fra døden? Når dødsengle selv var den? Aldrig ville hun passe ind. Hun tog imod den fremstrakte hånd og tog i mod den. "Tak," hviskede hun hæst. Hun smilede et lille taknemmeligt smil.
|
|
|
Post by Shaun on May 28, 2009 15:13:01 GMT -5
Shaun trak hende langsomt op og så kort på hende. Han søgte efter hendes øjenkontakt, det var som regel den bedste måde at vide om folk løj eller ej. "Er du ok?" Spurgte han kort efter og lod langsomt sine øjne begynde at undersøge hendes ansigt, og stoppede så igen ved hendes øjne. Han gav langsomt slip på hendes hånd, dog ikke uden først, at være sikker på at hun havde fået balancen, og trådte så et kort skridt bagud... "Sig mig... Hvad skræmte dig? Jeg kan ikke se nogen i nærhed..." Han stoppede kort op og kom i tanke om den hængte mand. Han gav et kort nik over mod liget i rebet... "Var det ham?" Han smilte kort, han kunne ikke lade være med at finde det en smule morsomt, hans smil blegnede dog ret hurtigt, og for enhver som måske kunne have set det, ville nok have tvivlet på at det i det hele taget var sket. Han var ikke typen som smilede, og han var langt fra typen som plejede at finde noget morsomt, dog kunne han ikke lade være med at finde det hele en smule komisk. "Men ting kan vel også se en del mere skræmmende ud om natten..." mumlede han kort efter, mens hans ansigt igen vendte tilbage til den halvsørgmodige, og halvtomme udtryk. "Men, det ved du sikkert godt i forvejen..." Tilføjede han lidt efter og begyndte langsomt at bakke væk fra hende... 1, 2 skridt og han vendte sig om for at fortsætte ud mod mørket. Han var ikke meget for andret nærvær, han havde snart vænnet sig til at være alene, til kun at være afhængig af sig selv...
|
|
|
Post by Cynthia on May 28, 2009 15:29:13 GMT -5
"Vent.." Stemmen lød næsten desperat. Hvordan kunne han bare gå. "Det er ikke ham som skræmmer mig, det er en længere hístorie." Der var et eller andet mystisk over denne person som var hende meget mystisk. Hun vidste ikke hvad det var, men det var som om han havde overskredet sine grænser for hvordan han skulle opføre sig i offentligheden. Som hun havde det, ved overhovedet at henvende sig til ham. "Du må ikke bare gå, jeg tør ikke at blive stående her i intetheden og vendte på solen.. Jeg er ikke bange for den mand! Han er jo død, ikke?" Hun gik lige efter ham og tog så fat i hans arm, men slap den hurtigt igen, og bakkede bag ud som om hun havde brændt sig. Nærhed fra andre mennesker var hun ikke spor vant til, så det føltes helt underligt. Samtidig med at han havde det på nøjagtig samme måde. Hun så ham stille an i mørket. Hun kunne godt skimte et par vinge, ikke se dem, men det var som om de alligevel var der. Hun kiggede kort på sine egne over skulderen, som var kulsorte af skygge og død. Engang havde de været snehvide. Det var det ikke længere.. Det var fortidens minder til. Fortidens minder som aldrig gik hende på. De var blæst væk som vinden. "Du.. du vil ikke have selskab af andre vel? Men vil du ikke blive lidt?" bad hun hvor efter hun så forskende på ham. Ventene efter et svar hun kunne bruge til noget.
|
|
|
Post by Shaun on May 29, 2009 14:26:11 GMT -5
Han stoppede op og drejede sit hoved med en pludselig vending, og med et stop som var næsten lige så pludseligt. Han så på hende med et blik som var mere end nok til at konstatere at han ikke havde meget lyst til selvskab... Hans blik klarede dog lidt op og han drejede hovedet væk mod hende igen og sagde "I modsætning til hvad de fleste tror, så dør man overraskende hurtigt..." sagde han kort og nikkede op mod manden... Han havde ikke engang gidet at vende sig mod hende, og stod nu stadigvæk med ryggen til hende... På hans ryg hang hans lange sorte sværd, den var svær at se i natten, men den stod i tydelig kontrast til hans jakke... "Rebet sider sådan at man brækker nakken. Dog, når man står deroppe, så går det så meget langsommere... Men det er svært at forestille sig... Hvordan det er, altså... Når folket ser op på en, med had, kulde og vrede, det er tydeligt at de alle ønsker en død, og når du ser ud i mængden, ser på menneskerne, dem som du kendte, dem som du elskede, ser dem alle hylde bødlen, så er det at man begynder at ønske at ens død er hurtig. Det er dog ikke altid sådan, ser du, nogle gange kan bødlen have bundet rebet forkert, så ens nakke ikke brækker. I det tilfælde kan det tage langt tid. Som ilten ikke længere bliver transporteret rundt i kroppen, så er det at hjernen vil begynde at langsomt at dø. Men ja, det er svært at forestille sig..." Han havde virket fjern, på et vidst punkt vred og kold, som han snakkede, og nu når han var færdig lignede han mest af alt en som var på kanten til at eksplodere. Han havde ubevidst knyttet sine hænder sammen, og nu, når han stoppede med at tale, kunne han begynde at mærke den fjerne følelse af smerte og den våde følelse af blod mod indersiden af hans hånd... Han rakte langsomt sin hånd ud ind foran sig og åbnede den med en langsom bevægelse. Han betragtede kort blodet, smerten var tydelig, og skarp, men han havde for længst vænnet sig til den... "Men, som sagt, det er ikke til at vide hvordan det er..." sagde han kort og fortsatte langsomt med at gå... Han ville ikke engang til at svare på hendes andre spørgsmål, de virkede ubetydelige og fjerne, som havde hendes stemme rejst en længde som var umulig at forestille sig, blot for at nå til ham.
|
|
|
Post by Cynthia on May 29, 2009 14:52:37 GMT -5
At høre denne mands udtalelse om noget der var så nær døden var frygteligt, fordi det gik op for Cynthia at hun havde haft det sådan da hun stod ved himmerigets port og måtte forlade hendes hjem, fordi hun var blevet beskyldt for noget hun aldrig havde gjort. Fint. Han ville ikke have selskab men hun kunne ikke lade ham gå. Ikke nu. "Jeg har også følt følelsen af had fra alle de mennesker jeg troede stod mig tæt," hviskede hun. Cynthia så ned på sine blege negle i mørket. Pludselig mærkede hun en følelse af frustration. Vrede. Sorg. Det hele væltede pludselig over hende. "Du ved måske hvordan det er at føle sig alene, men når man så er alene, hvordan føles det så? Når man pludselig ser realiteten i øjnene og forstår at ingen elsker en." hun talte højere, samtidig med at stemmen lød mere og mere skinger, for hvert ord der røg ud af hendes mund. Hun knyttede hænderne så hårdt at hun kunne mærke den svidende smerte. Hun blev ramt af et eller andet. Denne mand havde oplevet noget af det samme som hun selv havde, bare på to forskellige måder. Had. Hvordan kunne et andet væsen hade et andet? Var det fordi man var anderledes, eller fordi man måske havde gjort noget uansvarligt som at dræbe et andet væsen? "Du har prøvet det ikke? Prøvet at gå op til platformen, med hænderne lænket. Du har set hadet i de mennesker du holdt af. Men hvordan kan det så være at du slap væk fra døden?"
|
|
|
Post by Shaun on May 29, 2009 15:26:00 GMT -5
Han stoppede op endnu en gang og sukkede kort... Han stod blot for et stykke tid uden at sige noget. Stilheden blev kun afbrudt af den fjerne knagen fra rebbet, og vinden som langsomt susede forbi dem. "Det kommer vel an på om man vil se realiteten i øjnene... Hør, dame, jeg ved ikke hvem det er du tror du er, eller hvad det er du tror jeg har gået igennem eller ej. Jeg er blot en fremmed, du kender mig ikke, jeg kender ikke dig. Hvis du virkelig er så bange for mørket, og har brug for nogen i dit nærvær, så fint, men min fortid har intet med dig at gøre, og sådan skal det forblive..." sagde han kort med en underlig kulde i sin stemme, "Desuden, du vil finde at nogle ting er værre end døden..." Tilføjede han kort efter i en mumlen... Han begyndte langsomt at gå og satte sig på en bænk ikke langt fra platformen med den døde mand... Han lod langsomt sit blik falde over mod det døde lig i rebet. Den mindede ham alt for meget om noget han havde set før, og mens hans tanker faldt på hvad der var sket den gang for længe siden, begyndte han langsomt at få et underligt fjernt blik i øjnene, som var han ikke psykisk til stede. Han vendte kort blikket over mod hende for at se hvad hun havde tænkt sig at gøre, men vendte dog hurtigt blikket fra hende igen... "Jeg har ikke brug for andre end mig selv, jeg har for længst vænnet mig til ikke at have nogen i mit nævær, og jeg er begyndt at tænke at det også er for det bedste..." mumlede han kort til hende... Fortiden havde lært ham ikke at komme for tæt på folk, det havde været en fejl, og at komme tæt på nogen igen, vil blot værre endnu en fejl, det var han sikker på... Ret sikker på...
|
|
|
Post by Cynthia on Jun 1, 2009 13:32:41 GMT -5
Cynthia følte det ærlig talt som et møgfald da han åbnede munden. Hun som bare var ensom og plaget af den fortid der nærmest stod på hendes skuldre. Hvæsede hende i ørene og bekendtgjorde at hun var et dårligt menneske. Hun havde det ikke nemt med fremmede. Det havde været en udfordring at henvende sig til den mand, der stod foran hende. Hvis han ikke havde sat sig ned, var hun gået videre, uden at sige et ord. Men han stoppede og satte sig ned på en bænk. Ville det sige at han gerne ville snakke? "Til tider har jeg ønsket at døden blot var en omvej," hviskede hun og satte sig forsigtigt ved siden af ham. Yderst på kanten. Langt fra ham. "Jeg prøver ikke at gøre mig klog på Deres liv. Det er bare det.. Nogen gange samler man de samme følelser og erfaringer.." Hun kiggede ud i natten. Der var intet at kigge på, men det var som om der stadig var svar derude et sted. Derude hvor intetheden og alting fandtes. Hun havde stadig et liv. Hun var stadig kok på slottet. Lavede det hun var bedst til. Ingen skulle manipulere med hende mere. Slet ikke de væsner som havde ladet hende falde engang. Gået deres vej og ladet hende blive fortabt tilbage.. Til tider ønskede hun sig blind igen. Lukkede ude fra den omverden hun hadet.
|
|
|
Post by Shaun on Jun 1, 2009 13:58:10 GMT -5
Han så ikke ud til at reagere på at hun havde sat sig ved siden af ham. Om det var fordi han var ligeglad eller om det var fordi han ville have hende til at være der, var ikke til at sige. "Døden er en omvej. Den eneste omvej, den nemmeste omvej, og dog den sværeste at tage. Valget er dit, men du ved aldrig om du er i stand til at tage den før du står overfor valget..." han snakkede som var det noget helt almindeligt han snakkede om... Han havde utallige gange selv tænkt på døden som en udvej, men havde hver gang fundet det umuligt at tage det sidste skridt. Ikke fordi han var bange, nej... Han var ikke bange for døden, der var ikke noget at være bange for, han havde på et hvert tidspunkt tænkt på blot at træde ud i det uendelige mørke, men hver gang havde det virket nytteløst, uden mening. "Nej, vi har det nemmere med at tage andres liv end vores eget. Nemmere ved at udsætte andre for smerte, end at udsætte os selv for smerte..." Han vendte kort blikket mod hende... "Gør det os onde? Eller gør det os bare mere til dyr? Er vi virkelig nået til det punkt, hvor vi er nødt til at se vores værste frygt i øjnene og erklære os på samme stadie som dyr? Men det er vel op til en selv at vurdere." Han fjernede langsomt blikket igen. "Vi samler hver de følelser og erfaringer som kommer på vores vej, blot fordi vi er kommet ud for noget ens er det ikke ens betydende med, at vi har fået de samme erfaringer. En mand som har brændt sig på gløderne kan enten tænke at han næste gang går udenom, eller at han næste gang går hurtigere..."
|
|
|
Post by Cynthia on Jun 1, 2009 14:22:40 GMT -5
”Men samtidig er der også noget der hedder kærlighed, sorg, glæder, ulykke, had og opdagelser. Der findes ting der ligger under det. Det er det som vi kalder erfaringer, fordi måske.. kærlighed. Vi alle har oplevet kærlighed på et eller andet tidspunkt siger vi. Alle har forskellige erfaringer med kærlighed. Nogen vælger at gå uden om.. vent… Det er det samme med manden der brændte sig på gløderne” Hun smilede og mødte stille hans blik. ”Uanset hvad vi væsner er styret af er det begæret efter at eje mest. Rigdomme, kærlighed, ulykke, sorg, glæder og had til andet. Hvad vi er ved at blive er helt op til os selv.” Hun så ham ind i øjnene, hvad virkede underligt. Havde hun allerede fundet lykken, eller gemte den sig stadig? Stille satte hun sig mere ind på kanten. Det var ubehageligt at sidde som hun gjorde, fordi hun anstrengte hele kroppen. ”Jeg lever under frygt. Den frygt gør at jeg ikke kan rette ryggen og være den jeg er… Det jeg ikke fatter er hvorfor folk ønsker at skade andre.. Er det for at få mere end de har?” Det var hårdt pludselig at være så forbandet personlig, men det var som om hun ikke havde noget at miste. Det var der jo heller ikke. Hun havde gemt alt væk i en fin lille æske og gemt den væk.
|
|
|
Post by Shaun on Jun 1, 2009 14:48:19 GMT -5
Han så lidt på hende... "Vi har alle følt kærlighed? Hvad prøver hun på? Hvad prøver hun at opnå ved at sige det?" tænkte han kort og fjernede blikket fra hende igen... "Vi er kun hvad vi selv gør os til, og ligeså med vores omverden. Vores følelser er kun hvad vi selv gør dem til... Og kærlighed... Ja... Kærlighed... Kærlighed er blot en illusion, et desperat forsøg på at give vores liv den mening den ikke har, og så bilde og selv ind at det er ægte..." han havde sagt det med en kold, ligegyldig stemme... Og dog var der noget i ham der sagde, nej skreg, at det han lige havde sagt ikke var sandt. Men han ignorerede stemmen som et bevis for at det han sagde direkte var sandt, for hvad gjorde ham anderledes fra de andre, hvad ville få ham til ikke at søge den samme illusion som alle andre?... Nej hvad han havde sagt kunne kun være sandt, overbevidste han sig selv om... "Folk skader andre af mange grunde... Hævn, begær, tro, endda af frygt selv, det vil faktisk overraske dig hvor sjældent det er at folk skader andre af blot ren ondskab... Lad dog være med at tro at det er fordi folk i bund og grund er gode, nej sådan er det sjældent... Vi er alle i stand til at skade, vi er alle i stand til at dræbe, både dig, mig, og manden oppe i rebet, det er blot om at være i den rette situation, på det rette tidspunkt og i den rette tilstand... Intet andet, intet mindre..." Han så lidt undrende over mod hende og spurgte så "hvorfor udfolder du dig i det hele taget sådan overfor mig? Hvad får dig til at tro at jeg på nogen måde er bedre end de andre, at jeg ikke også vil gøre dig ondt?"
|
|
|
Post by Cynthia on Jun 1, 2009 15:05:53 GMT -5
”Hvis vi ikke føler kærlighed, går vi ikke i seng med hinanden og fører familien videre. Kærlighed er en nødvendighed for alle og en hver. Ikke en form for illusion, selvom det til tider virker sådan..” sagde hun med en heftig, næsten hård, men også irettesættende. Var det en form for vanvid hun så i hans øjne, fordi han var bange for at lade alting gå som det ville? Det var som om at selv han havde puttet alle følelser ned i en lille æske. ”Vi er ligesom dyr. Vi dræber for at kunne overleve, hvor hvis vi ikke kæmpede for at komme op over alle andre, ville vi ende i kulkælderen. Så ville ingen kunne rejse sig og verden ville falde sammen.. Nej…. Du har ret. Alle skader af unævnelige grunde. Men måske er det fordi de er bange og ikke kan se den frygtelige frygt eller fattigdommen, døden i øjnene. Det er vores overlevelsesinstinkt der altid overtager vores frygt..” Hun holdt hans blik fast. ”Hvis du var ude på at gøre mig ondt, havde du allerede gjort det. Eller også havde du aldrig spurgt mig om dette spørgsmål, fordi mordere, dræbere ikke siger noget, når de vil slå til, men måske har du fundet en ny metode? Måske tager du dit sværd frem og gennembore mit bryst? Hvad kan jeg så gøre? Intet. Jeg kan blot vente på at dø,” sagde hun med en kold og ligegyldig stemme, dog kunne man godt høre stemmen var præget af drilleri.
|
|
|
Post by Shaun on Jun 1, 2009 15:20:46 GMT -5
Han så på hende med et halvt opgivende blik... "Det er lige netop det der gør os anderledes fra dyr. I modsætning til hvad de fleste tror er det ikke vores intelligens som gør os anderledes, det er måden og grundlaget for hvordan vi dræber og hvorfor vi dræber... Ser du i modsætning til dør, så dræber vi nemlig ikke for at overleve, vi dræber uden grund, uden hæmninger og mest af alt, meningsløst..." han kunne ikke forstå hvad det var hun prøvede at opnå ved dette, det virkede pointløst, blot at snakke... At snakke om ting som ikke havde nogen sammenhæng, eller nogen mening, og dog så var det sikkert fordi han ikke havde haft en samtale så længe at han snart havde glemt hvad det ville sige at være i nogens selskab... "Lad være med at tirre mig... Måske, måske ville jeg faktisk gøre det... Gud ved at det ikke ville være første gang at mit sværd ville smage blod, og at det sikkert heller ikke ville være sidste gang... Faktisk, nu når du snakker om det ville det måske ikke være så dumt, så kunne jeg måske slippe for denne endeløse samtale..." Hans stemme havde selv haft en form for drillende stemmeleje, og dog havde den lydt næsten helt seriøs, som mente han det virkelig. Dog kunne det ikke passe... Kunne det? "Men ja, du kan intet gøre, dit liv er mine hænder og dog alligevel vælger du at blive siddende... Spørgsmålet er om det er modigt eller blot ren dumhed..."
|
|