En Engel Så Sort....

[kamistra]

En stor mørk skikkelse, kom løbende gennem den store, kolde skov.
Det var midt om natten, men man kunne aldrig vide sig sikker, Der var altid nogen et eller andet sted.
Det var ikke lang tid siden, at de hver især var blevet jagtet ud, en efter en, det var også fejt, at de havde været så mange.
Han havde mistet meget af sin kræft, efter kongens død.
En mærkelig influenza havde hærvet kongefamilien.
Hvad var der sket for Daedelus. Han havde ikke inkaldt til møde eller noget.
Han var sikker på at der var nogen efter ham (det dig Shaun) men hvem vidste han ikke.
Efter kampen mod frihedskæmperne var Kamistra blevet drænet for krafter, han var blevet svag, langsom, og var kommet meget ud af form.

[Shaun]

Shaun løb igennem den mørke skov, skovens bløde bund gav efter mod hans tunge skridt, mens han bevægede sig gennem skoven. Foran ham løb den mørke skikkelse som før havde løbet for ham. Han vidste kun alt for godt at skikkelsen foran ham vidste at han var efter ham, hans hvide jakke var nem at se gennem mørket. Han vidste ikke helt hvorfor han havde fulgt efter skikkelsen foran ham, men der havde været noget underligt ved skikkelsen, og siden han alligevel gik hvileløst omkring havde han besluttet sig for at vide hvad. Desuden havde noget i ham, om det så var instinkt eller frustrationer over hans nuværende situation, tændt en vrede som han kun få gange før havde kendt til. Hans ben var så småt begyndt at gøre ondt, det var længe siden han sidst havde løbet sådan, og det var tydeligt på hans ben at det var alt for langt tid siden. Dog stod det klart i hans tanker hvordan man kæmpede, på en måde havde det altid for ham været noget han aldrig ville glemme, hvordan skulle han også kunne glemme noget der havde forvoldt ham så meget smerte?

[kamistra]

Hvad ville denne mandsperson, var han en frihedskæmper der havde fået færden af ham?
Og i såfald havde han så ikke gjort nok for at nedgøre ham?
"Hvad vil du mig?" råbte Kamistra ud i Skoven, imens han kiggede sig over skulderen for at orientere sig om hvor han var.
Desværre var der en oprørsk gren i skovbunden.
Kamistra slog en slato hen af jorden, og landede flat på ryggen.
nu var der ikke andet for end at vente, måske hvis han var helt stilel ville han ikke ligge mærke til at han var faldet og bare løbe forbi, men sådan et fald giver jo massere lyd fra sig.
Han lå og kiggede lidt op i himlen, den var let overskyet, og stjernerne skinnede klart ned.
Det var lang tid siden han havde været noget så nært som den bare jord han lå på.