|
Post by Aura on May 25, 2009 12:03:40 GMT -5
Klokken var godt og vel 14:52 en Søndag morgen. Solen stod højt på himmelen men på grund af en klynge af mørke skyer var det ikke nær så varmt som det ellers hurtigt kunne være blevet. Boligkomplekset lå i en svag skygge på grund af dette og stort set ingen mennesker var ude på gaden. Undtagen en person. Tæt op af en lygtepæl og med front rettet imod et lille nydeligt hus stod en kvinde klædt i en lang sort hættefrakke der skjulte stort set alt af hende. Hvis det ikke havde været for hendes petite kropsform og det svage syn af hendes lange hår der flagrede udenfor hætten ville man ligeså godt have troet det var en mand. Langsomt vendte kvinden sine is blå øjne bagud blot for langsomt at vende tilbage til det lille hus. Den måde kun en paranoid person ville gøre det. Selvom det højst sandsynligt ville være uhørligt sukkede hun let for sig selv. Kvindens rigtige navn var Aura på trods af det kun var en brøkdel af hendes omgangskreds der kendte hende under det navn. Hendes noget utradtionele 'job' gjorde nemlig at hun ofte måtte spille med sine kort tæt og ikke give mere end nødvendig information til ikke at virke aaalt for diskret. I hendes branche der havde med spionage, at gøre var det nærmest en balance gang imellem hende og den person hun nu blev sendt ud til. Om hvorvidt de ville stole på hende eller ej. Roligt og med et let køligt blik lod hun sine øjne studere talet på huset hun stod foran. tallet 5 var tydeligt sat op ikke langt fra hoveddøren. *Jeg er det rigtige sted.. Og dog er der ikke dukket nogen op endnu* Lettere utålmodig efter at have ventet i godt og vel 1 times tid placerede Aura sin blege hånd på det nærliggende lygtepæl og mumlede noget uhørligt men dog frustreret.
|
|
|
Post by Shaun on May 25, 2009 12:21:08 GMT -5
Shaun kom stille traskende hen langs boligkomplekset. Han vendte kort blikket mod himlen, en ensom fugl fløj rundt deroppe, som en sort plet, det skar kort i ham, og han vendte blikket ned mod jorden igen. Hans blik virkede tomt, og tungt, som havde han mistet håbet om en bedre tilværelse, men hans måde at gå på passede ikke ind. Hans skridt var lange og beslutsomme, og på sin måde lette. Det var som om hans krop snakkede flere sprog på samme tid, og ingen af dem sagde det samme. Hans halvlange hvide jakke, virkede næsten til at være tungere end noget andet på ham, skidtet på den fik den oven i købet næsten til at se grå ud, det var tydeligt at han ikke var rig, at gætte sig frem til at han var hjemløs var heller ikke særligt svært. Han selv var næsten lige så beskidt som jakken, men alligevel var der en renhed over ham. Hans blik strefjede kort over hende, men det var som om at han ikke lagde mærke til hende, i hvert fald så fjernede han langsomt blikket fra hende igen og fortsatte på sin pointløse gang mod intetheden. Med et, som havde mekanikken i ham impulsivt valgt at ombeslutte sig, stoppede han op, og satte sig på en bænk, ikke særligt langt fra hende. Han satte sig på en foroverbøjet måde, så hans ansigt var skjult, af en skygge skabt af hans eget halvlange upassede hår. Et længere sværd var synligt på hans ryg, men det var tydeligt på hans blik som vendte ubetinget ned mod den støvede jord, at han ikke havde tænkt sig at bruge den mod hende, ikke som det så ud til nu...
|
|
|
Post by Enki on May 25, 2009 12:37:45 GMT -5
Enki betragtede henkastet den grå masse af skyer over sig, men de matte øjne lod ikke til at se noget. En fugls omrids fangede kort hendes blik i sin flugt over himlen, men det nåede aldrig ind til Enkis bevidsthed. Den var langt borte, tilbage over bjerge, guderne måtte vide hvor mange mil derfra. Selvom det kun var få uger siden, at hun var draget tilbage til Jordgængerne, virkede den del af hende - den udgave af hende - som noget helt andet. Ikke af denne verden, men en verden, der forlængt var forgået. Og selvom hun kun var kommet tilbage hertil dage siden, var hendes tanker stadig hos sin familie. Efterladt tilbage, sad den unge dæmons krop med knæene op under sig, som en gargoyel på hustaget. Hun vidste godt, hvad hun skulle gøre, det havde været klart for hende, lige siden hun forlod Jordgængerne igen. Alligevel gjorde hun ikke noget. Den lille lap papir de havde givet hende, hvilede ligeså tungt i hendes lomme, som pentagrammet gjorde mod hendes bryst. Alt for tungt. Hendes nakke gjorde et knæk, idet hun langt om længe vendte blikket væk fra himlen. De ikke-eksisterende farver var alligevel ved at glide ud i hinanden. Langsomt vendte det ufokuserede syn tilbage, og hun blikket glide over den gråtonede jord. Den kappeklædte kvinde havde stået der i noget tid nu, som ventede hun på noget. Eller måske stod hun der bare, selvom de fleste valgte at blive inde. I det vejr. Det varslede ikke godt, afgjorde Enki, idet endnu en kuldegysning løb ned af hendes ryg. Der var forandring på vej, og det mindede hende alt for godt om noget. I et forsøg på at jage sine tanker væk, lod hun blikket hvile på den unge man, der i samme nu nærmede sig.
((Undskyld ventetiden ^_^''))
|
|
|
Post by Aura on May 25, 2009 12:49:26 GMT -5
Aura sukkede endnu engang halv tungt i det et let vindpust ramte hende og fik den lidt for store hættefrakke til at blæse omkring hende og derved også udsætte hendes hud for en let kulde. *Hvis det begynder at trække op bliver det for mistænksomt at jeg står her uden videre..* tænkte hun for sig selv i det en ung mand vadede forbi hende. Tydeligvis undrede han sig også en anelse over af hvilken grund hun stod der. Af gammel vane lod hun hurtigt sit blik glide op og ned af ham som han langsomt passerede hende. Både hans udseende, kropsholdning og blik i øjet fik hun hurtigt husket hvorefter hun let lukkede sine øjne for ikke at virke alt for anmassende eller pågående overfor den fremmede. Var dette en af de personer hun skulle skygge? Tidspunktet passede og da hun ikke havde nogen fysisk beskrivelse kunne det jo ligeså godt være hvem som helst af hankøn der kom vandrende lige pt. Efter en kort overvejelse kom hun frem til at det nok var bedst at skifte postion før folk blev alt for misænksomme. Derfor vendte hun roligt kroppen imod manden der netop var gået forbi hende og vadede med lange og dog lette skridt imod den bænk personen havde sat sig på. I det hun nåede helt hen til den fremmede stilte hun sig foran ham, som om det var det mest normale at gøre.. hvorefter hun bukkede let for ham. "Godaften" Sagde hun høfligt i det førstehåndsindtryk selvfølgelig var en vigtig ting. Efter hun havde gjort sig klar at han havde set hende satte hun sig vedsiden af ham med et lille bumb. Roligt scannede hendes isblå øjne omgivelserne og derved også for eventuele andre væsner i området.. Kun en meget ung pige så vidt hun kunne se.
|
|
|
Post by Shaun on May 25, 2009 13:00:56 GMT -5
Han løftede langsomt hovedet dog ikke mere end til at han lige kunne se ansigtet af hvem der snakkede til ham, ud af øjenkrogen... Næsten lige så langsomt som før lod han sit blik glide let fra side til side, som for at undersøge om der var andre hun kunne have talt til. Han sank langsomt blikket igen uden at svare hende og begyndte stille at massere sine tindinger som havde han en hovedpine, om han havde var han ikke engang selv klar over, alting føltes som en smerte nu, selv det at trække vejret føltes på en underlig måde som en smerte, om det var fordi at hans krop havde været udsat for lidt af hvert, eller om det var på grund af hans psykiske tilstand var ikke til at sige. Han løftede kort blikket igen og fulgte hende mens hun satte sig ned på bænken igen, et sted ude i hans øjenkrog lagde han mærke til kroppen af en anden person, om det var en kvinde eller en mand kunne han ikke nå at konstatere på den korte tid han lod sit blik glide over hende. Langsomt stoppede han blikket på kvinden ved siden af ham og han undersøgte hende kort... "Godaften..." sagde han langsomt, hans stemme lød ung og stærk, som ville den næsten med vilje modsige alt hvad hans krop havde vist til omverden... Han vendte langsomt og ligegyldigt blikket fra hende igen, "For hvad fortjener jeg æren?" Spurgte han langsomt, om det var for at udspørge hende om hvorfor hun havde sat sig ved siden af ham, eller om hvorfor hun havde snakket til ham, eller måske begge dele, var ikke til at sige...
|
|
|
Post by Enki on May 25, 2009 13:13:28 GMT -5
Dæmonens trætte blik kunne ikke undgå at live lidt op, i takt med at hun betragtede scenen under sig. Tænk, at der var andre ude en aften som denne, funderede hun. Det virkede ellers så ensomt, selvom de var to sammen. Skyerne over dem trak stadig tættere sammen, og trods årstiden, havde Enki en fornemmelse af, at det skulle til at sne. Eller i det mindste regne, måske, men eller anden nedbør måtte der komme. Så meget havde hun i det mindste lært at læse naturen. Men foreløbig kom ingen sne, og en støvet stemning lod til at lægge sig som et tæppe over byen. Roligt og lydløst kravlede den rundt langs hustagene, og Enkis øjne og hals begyndte at svie. Hun ville hoste, men den hæse stemme tillod det ikke. Ingen regn kom og vaskede støvtæppet væk.
Lettere nedtrykt lod hun tavst det mørke blik følge de to personer, i takt med at de startede en samtale op. Mon de kendte hinanden? Det var trods alt sjældent, at man tog kontakt til andre på den måde, især i så mennesketomme gader. Men han, den englelignende dreng, havde ikke hilst, da han gik forbi. Måske kendte de ikke hinanden. Måske var kvinden et sendebud og skulle overrække en eller anden besked. Langsomt formede sig en historie i Enkis tanker, og fokuset forsvandt langsomt væk fra hendes egen. Hverken pentagrammet, eller det lille stykke papir vejede så tungt som før, længere.
|
|
|
Post by Aura on May 25, 2009 13:24:55 GMT -5
Aura lænte sig langt tilbage på bænken så hendes krop mere hang over bænken end hun sad på den. Hun sukkede små træt imens hendes hætte langsomt gled svagt af hendes hoved hvilket også synliggjorde hendes lange blålignende hår og de isblå øjne der for et kort øjeblik siden havde spejdet is koldt over situationen. Roligt lod hun disse øjne glide tilbage på den fremmede person i det han tydeligvis var interesseret i hendes motiv til at sætte sig vedsiden af ham. "Jeg blev blot træt af at stå og vente på at min familie skulle lukke mig ind.." Mumlede hun i en let tone der mere var neutral end noget andet. Løgne. "Og så besluttede jeg mig for at gøre dem selvskab, eftersom de så ud til at være en smule nedtrykt?" Selv Aura var lidt i tvivl om hvorvidt hun skulle spørge så åbensindet om dette men af ren nysgerrighed og for at få bestemt hans position og sindstilstand var det en nødvendighed. Især når alt ved ham snakkede så stærkt imod hinanden. Alt fra holdning til blik til ord snakkede fuldstændig imod hinanden som hvis 3 forskellige personer styrede hver sin del af ham. Velovervejet og diskret lod hun sit blik vandre tilbage på den unge pige der tydeligvis var meget interesseret i deres samtale. Selvom deres samtale hverken var hemmelig eller havde nogen betydning som sådan brød Aura sig ikke om at blive stirret på. Uanset om det var gamle eller unge mennesker hadede hun det. Måske var denne følelse startet ved de mange forfølgelser hun havde oplevet i sit liv Og de evige øjne der holdt øje med hende.. De blot ventede på at slå ned og skære hendes trube over når hun var uopmærksom.. Ude af sine tanker sukkede hun og rystede på hovedet af sig selv. Paranoid var hun ihvertefald blevet.. At en så lille pige ville spionere eller være i stand til sådan noget ville næppe være realistisk nogen steder.
|
|
|
Post by Shaun on May 25, 2009 13:39:48 GMT -5
"Og hvad får dig til at tro at jeg vil være i dit selvskab?" Spurgte han kort, med den samme stemme som før, blot med en strejf af ligegyldighed. Der var ikke nogen spor af nysgerrighed i hans stemme, som havde hans spørgsmål blot været uden mening, eller retning. Det var dog tydeligt på ham at han havde ikke tænkt sig at svare på hendes spørgsmål, nærmere havde han tænkt sig at stille hende spørgsmål, "Ser jeg nedtrykt ud? I så fald er det uden grund..." konstaterede han kort, selvom det også havde været en tydelig løgn, han havde ingen interesse i at fortælle hende om sig selv. Det var dog ikke fordi han ikke ville have hendes selvskab, tvært imod, han undrede sig blot over den, det virkede unaturligt at nogen skulle sætte sig hen til en fremmed uden grund... Men hvem ved? Nogle gang opførte folk sig blot unaturligt. "Mit navn er Shaun..." sagde han kort og vendte det samme tomme blik mod hende igen, en lok af hans ravnsorte hår faldt ned over hans ansigt i bevægelsen og han skubbede den kort bort med en hurtig bevægelse med sin ene hånd. Han havde godt lagt mærke til den anden persons ivrige iagtagelse af deres samtale, det hele virkede mere og mere bizart for ham, som befandt han sig i en drømmeverden hvor alting opførte sig anderledes end det skulle...
|
|