|
Post by vaimus on May 28, 2009 9:37:48 GMT -5
Vaimus ansigt forblev uforanderligt da døren blev lukket, han blinkede og vidste straks hvorfor. Han smilede et koldt, tilfreds og måske endda lettet smil, da Druchii bød ham at tale. Der var mange ting han ville sige, de fleste knapt så personlige som ha først havde troet. Han smilede og mærkede igen hvordan alle følelser, forsvandt og blev erstattet af en gennemborende kold følelse, som fyldte ham med en styrke han end ikke selv forstod. ”vi er splittet Druchii” sagde han følelsesløst. ”der er sket ting, det kan vi begge mærke, ting som fortager de ting der retmæssigt tilhøre os” han vidste godt at Druchii også havde mærket det. det havde de alle sammen gjort, men de var også de eneste der vidste det. Ingen andre i kulten vidste det. ”der sker ting vi ikke kan klare alene, vi har brug for dig Druchii, især os der har kendt dig siden gudernes tid” gudernes tid var dengang hvor der stadig var fred og fordragelighed i landet, og der kun havde været folk som dem til at sprede kaos rundt i landet, knuse landsby efter landsby, og knuse hvem en der måtte forsøge at stoppe dem. Han tråde tæt på døren ind til vognen og åbnede den, og gik ind, samtidig med han stadig talte, mest for at undgå at blive afbrudt ”vi må stå sammen Druchii dig og mig, og vi vil være uovervindelige Druchii uovervindelige” sagde han mens han havde ryggen til ham. Det var jo ikke fordi de ikke allerede var uovervindelige, men med IeNefete ved sin side følte han sig stærkere, langt langt stærkere, måske var det bare mentalt, men det gjorde meget, han var jo nærmest som en gud for ham. Han stoppede med at tale og vendte sig mod det stod hvor han vidste IeNefete lå, og vidste godt hvad han skulle til at se. Han smilede.
|
|
|
Post by IeNefete Thirsk on May 28, 2009 9:49:13 GMT -5
Imens Druchii og Vaimus var ude så IeNefete sin mulighed for sig. Hun så over mod den stol hvor Druchii havde efterlagt sine to knive. Besværligt og bestemt ikke smertefrit fik hun drejet sin underdel af kroppen ud over sengekanten, så hun med sine fødder kunne nå stolen og trække den tættere på. Nemt var det ikke, og det gav mere end bare sved på panden.. Men det lykkes, hun fik stolen tæt nok på til, at hun med sin ene fod kunne ved hjælp af sine tæer tage fat om skaftet af kniven. Hun skar endnu en grimasse, men fik trukket foden op til sig med kniven mellem tæerne,.. Dog nåede hun ikke rigtig at foretage sig mere da døren pludseligt gik op og ind kom Vaimus. Det løb koldt ned af nakken på hende, fuck! Hun tabt kniven ned i sengen af ren forskrækkelse og et lille hvin vippede over hendes læber, mest af frygt for kniven ramt hende, hvilket den heldigvis ikke gjorde. Hun så nervøst op og så Vaimus kigge, hun rynkede hidsigt på næsen og hvæste nærmest af ham. ,, glo den anden vej!" beordrede hun.
|
|
|
Post by druchii on May 28, 2009 10:27:17 GMT -5
Druchii lyttede til hvad han havde at sige først. han havde ikke noget imod at han sagde sin mening, bare den ikke modsagde sig Druchii's overbevisning, eller gik på kompromis med hans meninger og planer. han sagde intet, og fulgte blot tålmodigt med ham som han valgte at gå ind i ieNefetes vogn. Druchii havde ikke noget imod det, og IeNefete havde jo ligesom ikke rigtig noget valg. han lukkede døren efter dem og kiggede på Vaimus som han gik længere ind i vognen imod IeNefete. Druchii vidste udemærket godt hvad der var ved at ske, og han havde vidst det allerede inden det skete. Druchii syntes personligt at hans beklagelser begyndte at lyde for svagt, og som noget en meget yngre og svagere person ville sige. Druchii gik langsomt nærmere. "tålmodighed Vaimus, tålmodighed" sagde han roligt og kiggede hurtigt mod IeNefete inden han igen vendte blikket imod Vaimus. "vi skal skabe vores eget guderige, og vi skal uovervindeligt herske" sagde han med et skummelt smil med sin dybe manipulerende stemme. han mindedes alle de guderiger han havde oplevet, og alle de guder han havde set falde én efter én, men sådan ville han ikke falde. "men til den rette tid min ven, så slår vi til" sagde han roligt og så sig omkring i denne sørgelige vogn.
|
|
|
Post by vaimus on May 28, 2009 11:27:12 GMT -5
Vaimus så mod Druchii og smilede et smil, der mest lignede en efterligning ad Druchiis. Han følte sig pludselig dum, hvordan kunne han overhovedet have tvivlet? Han kendte jo planen, han vidste jo godt hvad der skulle ske. Han havde opført sig dumt, som et barn, som et tåbeligt lille barn. Det skulle ikke ske igen. det pludselige magtskifte var bare kommet bag på ham, selvom han havde følt dets komme et stykke tid. Han lo lavt, ”du har ret Druchii” skulle han til at sige, men ombestemte sig og så mod IeNefete ”jeg tror vores lille veninde prøvede at stikke af....igen” sagde han koldt og så hånligt på hende. han ville helst blive her så længe som muligt, og håbede ikke Druchii ville smide ham ud, men det regnede han dog ikke med. Det var jo ikke noget nyt, det var jo sket så mange gange før. Han havde bare aldrig forstyrret ham på denne måde før. Han havde aldrig fundet det nødvendigt før, eller haft den store lyst til det.
|
|
|
Post by IeNefete Thirsk on May 28, 2009 11:36:35 GMT -5
IeNefete så lidt væk og var bestemt ikke tilfreds med at hun skulle ligge der, blottet som hun var. Hun kendte godt deres planer, dem havde hun jo hørt så tit, ikke fordi, hun var ligeglad - hun havde sine egne planer. Hun ville stikke af og forsvinde fra dette land,. Hun vendte blikket tilbage mod dem efter Vaimus spydige bemærkning om hendes forsøg på at stikke af. ,,Du skal overhovedet ikke blande dig, bare holde din mund og skride!" snerrede hun og sparkede ud efter Vaimus, nok var hendes hænder bundet, men ikke hendes ben. Da hun først havde følt sig lettet over forstyrrelsen, der havde hun dog ikke lige følt det som en redning af det netop var HAM der var ankommet. Hun stirrede ondt op mod Vaimus, som et eller andet ondskabsfuldt dyr der snart ville overfalde ham. Hun vendte dernæst blikket over mod Druchii, men valgte hurtigt at se væk igen og vende sig halvt om med ryggen mod dem.
|
|
|
Post by druchii on May 28, 2009 12:02:53 GMT -5
Druchii smilte skummelt og tilfredst. han håbede vaimues's hoved igen var blevet klart, og han indså hvad det var de egentlig havde gang i. Druchii vidste altid hvad der skete omkring ham, men han havde ikke forudset denne uvidenhed og tåbelige opførdsel fra vaimus's side, men han var dog tilfreds nu hvor det var overstået. Da Vaimus sagde dette om IeNefete trådte Druchii nærmere, og kiggede koldt på pigen som hun talte spydigt. "I morgen Vaimus, i morgen skal jeg nok rette op på denne tydelige uvidende atmosfære i lejren" sagde han roligt og kiggede på Vaimus. det ville være dejligt hvis han nu ellers kunne få lidt priveatliv med pigen. "men gå nu, og kom til mit telt i morgen" sagde han og lavede en bevægelse imod døren imens han fastholdte sit kolde blik imod IeNefete... han skulle jo havde gjort arbejdet færdigt.
|
|
|
Post by vaimus on May 30, 2009 7:02:12 GMT -5
Vaimus nikkede langsomt og så hen mod IeNefete han brød sig ikke om hendes spydige kommentar. Som om hun foretrak Druchii, men nej…det kunne ikke passe. Måske havde hun bare brug for at køle lidt ned? Det var jo heller ikke fordi hun rigtig havde et valg. Han så kort på Druchii og så tilbage på nymfen, da han talte til ham og nikkede langsomt igen. ”ja jeg efterlader dig her med Druchii, men måske skulle du tage og køle lidt af først” sagde han koldt, før temperaturen i vognen faldt….hurtigt. Han smilede koldt og vendte sig om, og trådte hen mod døren. Rimfristen bredte sig i små fine cirkler omkring hans fødder, og hans ånde lavede tydelige små skyer i luften. Havde han måske overdrevet lidt? Han tænkte sig kort om og smilede så stort. Nej det havde han ikke.
|
|
|
Post by IeNefete Thirsk on May 30, 2009 7:52:50 GMT -5
IeNefete så surt på ham og havde den største lyst til at springe på ham,. Hun så lettere overrasket ud over hans kommentar og forstod først ikke helt hvad han mente, lige indtil hun mærkede kulden.. den kom hurtigt, og idet hun lagde nøgen var det temmelig koldt for hende. Hun sagde en lille lyd og forsøgte kort at få sine hænder fri, hvilket hun måtte opgive. IeNefete vendte hovedet hen mod Vaimus ,, Jeg.. hader dig!" Hun så op på Druchii ,, gå.." snerrede hun. Hendes blik var stift og bestemt.. Lige indtil hun mærkede det begyndte at stikke i hjertet og i den ene side. Hun lukkede øjnene og begyndte at småhoste.. Det måtte have været den underlige drik hun fik tidligere der begyndte at virke.. IeNefete var nemlig blevet gravid, hun havde ikke fortalt hverken Druchii eller Vaimus.. og ærligt vidste hun ikke hvem af de to der var faren. Men da hun nægtede at få et barn med en af dem, så havde hun gået til de andre danserinder i cirkuset.. De havde henvist hende til en omvandrende handels mand.. en lille mystisk mand som ofte listede omkring ved cirkuset.. ieNefete havde kontaktet ham og han gav hende en underlig lille drik han sagde hun skulle tage.. Som ville dræbe barnet.. Selvom drikken egentlig kunne være alt muligt andet.. gift, ... ja alt - så havde IeNefete drukket det.. Hun ville aldeles ikke være gravid med en af de to. Men ligenu var følelsen i kroppen yderst ubehagelig.. Hun vendte sig lidt om med ryggen mod dem.. hosten var dog svag og hun forsøgte også at holde den lidt inde.
|
|
|
Post by druchii on Jun 3, 2009 5:54:52 GMT -5
Druchii kunne ikke mærke nogen kulde, men lagde mere mærke til at IeNefete hostede. Druchii kiggede efter Vaimus og vendte hurtigt sit blik imod IeNefete med et ondskabsfuldt blik. han rakte ind i sine klæde og fandt 2 dolke frem, de dolke som blev brugt imod vagterne. han holdte hver af dem i hver sin hånd og smilte ondskabsfuldt. han gik hen imod IeNefete og lænede sig ned over hende med et skummelt smil. han sagde intet, men lavede en hurtig bevægelse med den ene dolk, og skar stoffet over som holdte hende fast. han smilede og kiggede over imod Vaimus. "lad hende sove, placér ekstra vagter omkring vognen" sagde han og rystede hurtigt på hovedet som om han var i smerter. Han så billeder fra fordums tider, af sine utallioge ofre, og det forbandede liv han måtte leve da han forlod de hvide kyster som dengang var elvernes hjemstavn. han stivnede og kiggede forkuseret på dem begge, men rettede sit blik mod Vaimus til sidst. "jeg er væk i noget tid, og jeg stoler på at du vil være i stand til at holde styr på forsamlingen... ingen forestillinger indtil jeg er kommet hjem, og ingen gæster." sagde han da han havde besluttet sig for at træde i aktion, i hvert fald på hans egen måde. han blinkede med et skummelt smil til Vaimus, og forsvandt derefter i en sort sky, hvis stank nærmest skar i lungerne og kradsede i halsen.
//Out
|
|
|
Post by vaimus on Jun 3, 2009 9:41:43 GMT -5
Vaimus skulle til at gå da Druchii talte. Et næsten usynligt smil gled over hans læber. Det glædede ham at han alligevel havde besluttet sig for at droppe det han havde haft gang i. Men hvorfor? Han vendte sig mod Druchii og så på ham, med et lettere ligegyldigt udtryk i ansigtet. Druchii så først ud til at han bare ville gå, eller ikke helt kunne bestemme sig for hvad han skulle gøre. Til sidst da han så på Vaimus løftede han øjnende let. Da Druchii havde talt til ham åbnede han munden for at spørge hvor han skulle hen og hvorfor. Han kunne godt lide at have lidt styr på hvad hans ven lavede, men da han så hans smil, smilede han blot tilbage, og vidste besked, eller rettere han havde en ide om hvad det handlede om, og så var han forsvundet i en røgsky. Han tænkte ikke rigtig over lugten og skyens efterladenskaber i vognen. Han havde sluppet taget i magien der kølede rummet og det varmede ganske ganske langsomt op igen. han så så på IeNefete ”er du ok?” spurte han mere eller mindre uinteresseret. Han havde bemærket hostet og at hun havde ondt, nu havde hun ikke gjort noget dum havde hun?
|
|
|
Post by IeNefete Thirsk on Jun 5, 2009 3:21:36 GMT -5
IeNefete så letter overrasket ud over Druchii pludseligt forsvandt. Lod han hende virkelig være?! Hun sukkede lettet og kom igen med nogle små host. Hold kæft det gjorde ondt i maven og ved hjertet, sådan en ubehagelig stikken.. Men det måtte da snart gå over? Vaimus var den eneste som vidste hun var gravid.. Det havde han fundet ud af den dag i skoven.. Hun tog sig blidt til sine håndled og bed sig i læben, hvor hun dog bare hadet Druchii når han bandt hende fast.. Det var et af IeNefete's ømme punkter.. det med at føle sig forsvarsløs. Hun så op på Vaimus da han spurgte hende om hun var okay. ,, Ja... " sagde hun så bare, lavt. Hun rejste sig og gik hen og tog noget vand fra hanen. Hun følte sig tør i halsen. Efter at have sunket en del vand, så så hun tilbage på Vaimus.. ,, Du hørte hvad han sagde, Vaimus.. Gå og lad mig sove.." sagde hun, lidt beordrende.. Hun gad ikke mere i aften.. Hun ville bare have fred.
|
|
|
Post by vaimus on Jun 5, 2009 4:02:47 GMT -5
Vaimus nikkede roligt. Ja han havde hørt hvad han havde sagt, men han var der ikke, så nu var det ham der bestemte ”jo, men han er her ikke er han? Desuden er du vist ikke den rette til at give ordre er du?” sagde han drillende. Han kunne mærke hvordan hun havde det, og det var ikke en følelse han brød sig om, i alt fald ikke når den kom fra hende. han håbede virkelig ikke hun havde forsøgt at gøre noget dumt, og slet ikke mens Druchii var væk. Så ville der virkelig blive ballade, en anden ting der ville give ballade var når Druchii fandt ud af at pigen var gravid, det ville virkelig ikke være godt. Hans hoved knagede for at regne tingende ud. Han kunne vel næppe dræbe barnet, kunne han? han kunne heller ikke skjule det for Druchii, han kunne måske holde det hemmeligt et par uger mere end normalt, men da ville han også finde ud af det, og så ville der bare opstå endnu større problemer, også selvom det nok ikke var ham det ville gå ud over, så var han alligevel temmelig bekymret for det.
|
|
|
Post by IeNefete Thirsk on Jun 5, 2009 7:26:58 GMT -5
IeNefete så bare ind i hans øjne da han talte. Ja, når Druchii ikk var i lejeren, så var Vaimus leder. Hun sukkede og stilte glasset fra sig på bordet. Hun så lidt rundt og så igen på Vaimus. ,, Jeg er træt.." sagde hun så bare - Hun gik hen til sengen og satte sig. Stadig mens hun holdt blikket på ham,. ,, Jeg vil gerne være i fred.." sagde hun så ligeud. Hun kravlede længere ind i sengen og lagde sig ned, hun lukkede kort øjnene og dækkede sit ansigt med begge arme ind over hovedet. Få sekunder lagde hun bare uden at reagere. Men så syntes hun at hun lagde forkert, hun rykkede lidt med puden og fik den lidt til siden - underr puden lå der en halssmykke, et hun havde fået af pomak da de sagde farvel til hinanden - de kunne jo ikk ses længere. Men derfor stoppede hendes følelser jo ikkel.
|
|
|
Post by vaimus on Jun 5, 2009 9:25:46 GMT -5
Vaimus så roligt på nymfen. Han var egentlig blevet lidt ligeglad med hvad hun sagde til ham. han gad ikke rigtig hendes selskab, faktisk gad han ikke rigtigt nogens selskab lige nu. han smilede roligt til hende. hun havde vel sagtens ret ”undskyld” sagde han og skulle til at vende sig om, lige indtil han så smykket hun havde gemt under puden. Hvor havde hun det fra? det kunne han godt gætte. Han trådte hurtigt hen og snuppede halskæden ”hvor har du den fra” spurte han med lettere vred stemme, ikke fordi det undrede ham så pokkers meget, mere fordi han…..tja han vidste ikke hvorfor.
|
|