|
Post by IeNefete Thirsk on May 24, 2009 13:06:14 GMT -5
Det var aften, skumring, den ellers smukke sol var så småt ved at gå ned bag i sit dække,. Det efterlod himlen utrolig smuk, forskellige farver som dansede hen over himlens skær. IeNefete havde gjort aftens show færdigt, dog havde hun også lavet rag i den,.. Hun hadet at hun var tvunget til at danse til det forbandet åndssvage show, hun var da forhelved ikke en cirkushund de kunne hundse rundt med?!. Tanken gjorde hende endnu mere gal. Til aftens show havde hun midt under sin danseoptræden pludseligt valgt at gøre et forsøg på at stikke af. Druchii var nemlig ikke til aftens forstilling, og kun få af hans skødehunde var tilstede, derfor havde hun gjort et ihærdigt forsøg på flugt. Dette havde skabt total kaos i teltet. Gæster der skreg og gjorde ved, mens IeNefete forgæves forsøgte i kaosset at smutte ud, så blev hun fanget på målestregen af vagterne. Nu sad hun så der.. Ved søbreden med lænken om foden.. Der var nogenlunde styr på kaosset... Gæsterne var taget afsted, men alt i alt havde aftens forstilling gået op i hat og briller pga hendes lille "forsvindings nummer".
|
|
|
Post by druchii on May 24, 2009 13:19:27 GMT -5
Aftenens kaos havde bredt sig til hele pladsen, og ordet var spredt til alle og enhver. Men det var ikke engang så tit at Druchii overhoved befandt sig på selve pladsen hvis han ikke var til forestillingen. ingen havde set Druchii og det var timer tiden hun forsøgte at "forsvinde". der stod omtrændt 5 vagter i IeNefete's nærvær. og de virkede en smule sprælske. siden de vidste at Druchii helt sikkert snart ville komme. og Druchii skuffede aldrig som en mørk, høj skikkelse kunne anes gå langs søens bred. Det var selvfølgelig Druchii som nærmede sig. i nogle få sekunder kunne en isnende kulde føles iblandt IeNefete og hendes vagter. som hurtigt forsvandt igen da Druchii pludselig stod foran hende. han sagde intet men kiggede på hende med sit kolde blik. han vendte sig blik imod vagterne som smuttede. han ville selvfølgelig ikke have at vagterne skulle blande sig i dette. men de skulle nok få deres straf for ikke at have passet på hende. Han vendte sít blik imod IeNefete da vagterne var gået, og stirrede på hende. han sagde intet, men satte sig ned på hug foran hende. han var iført et tykt, flerlags mørkt klæde med hætte. "har du noget at sige? du må jo tydeligvis være utilfreds med noget" sagde han så med sin mørke stemme og stirrede hende stadig ind i øjnene. han var ikke tydeligt vred eller andet, men følelserne var lige under huden på ham, og intet skulle til for at få vendte hans humør.
|
|
|
Post by IeNefete Thirsk on May 24, 2009 13:28:07 GMT -5
Den isne kulde som formede sig omkring søen fik IeNefete til at fremstønne et lille gys. Hun lukkede kort øjnene og kunne høre at vagterne ret hurtigt forsvandt. Det var uden tvivl Druchii som var ankommet. Langsomt åbnede hun sine øjne, og ja.. ganske rigtigt, foran hende stod den høje ranke skikkelse af Druchii. Et kort sekund blev hun mere eller mindre nervøs, selvfølgelig ville aftens begivenhed ikke ligefrem falde i god jord hos ham.. Da han satte sig ned på hug foran hende fulgte hun ham blidt med øjnene og fastholdte kontakten. IeNefete vidste ikke helt om hun skulle vise frygt eller forsøge at snige sig udenom det der skete her til aften.
Et dybt suk forlød sig ind over hendes læber da Druchii langt om længe talte til hende. Hun vendte blikket væk fra ham og udover søen. Hun rystede på hovedet. ,, Nej..." sagde hun lavt... meningsløst. Hun mente ikke hun havde noget at sige eller tilføje til det der var sket. Men da hun fik vendt hans spørgsmål om i sit indre vendte hun hurtigt blikket tilbage mod hans.. ,, Utilfreds...? " gentog hun... Hun skulle tage sig sammen for ikke at eksplodere af vrede. Hvad troede han selv?! At hun syntes hendes tvangsophold her var morsomt...?!. ,, Ved du hvad..... Bare.. gå!" sagde hun så, modigt og vendte blikket væk igen.
|
|
|
Post by druchii on May 24, 2009 13:47:44 GMT -5
Druchii betragtede hende og fastholdte blikket på hende. han undrede sig over hendes svar. men tog det roligt uden at sige noget. han kiggede på solen som nu stort set var gået ned, og mørket begyndte at tage over efter en noget storslået farvefremvisning af naturen omkring dem. du hun kom med hendes sidste udbrud kiggede Druchii hende dybt ind i øjnene, med et tydeligt vredt blik. i nogle få, men lange sekunder stirrede han på hende, imens han begyndte at sitre en smule af vrede. han tog fat om kæden hendes ankel var spændet fast til, og knuste den i to dele med sin ene hånd. Derefter tog han hårdt fat i hendes overarm og smed hende flere meter ehn ad skovbunden en smule tættere på søen. han kiggede vredt på hende. "så gå selv! ud i mørket og tilbage til din fredfylgte tilstedeværelse!" Druchii var virkelig vred, og denne dag havde ikke været specielt god. han havde netop begravet nogle personer som han havde dræbt tidligere på dagen imens han var væk, og denne episode var han aldeles ikke tilfreds med. "lad os se hvor lang tid du kan klare dig i mørket uden beskyttelse og en hjælpende hånd! alt hvad du kender af smukke skovbryn og søer vil blive ligeså mørke som nattehimlen, og denne verdens håb og drømme vil blive knust!" råbte han efter hende og begyndte at gå faretruende hen imod hende. i et øjeblik havde han slet ikke lyst til at hun var i lejren hos dem. men det ville hurtigt ændre sig.
|
|
|
Post by IeNefete Thirsk on May 24, 2009 13:58:31 GMT -5
IeNefete fastholdte blot blikket væk fra ham, og det overraskede hende lidt, at han først ikke sagde noget, men det var jo kun godt? Dog skulle hun ikke glæde sig for tidligt. Hendes blik blev hurtigt rakt ned mod kæden som han havde grebet fat i,.. Pludseligt gik den over i to delen. Hun så undrende ud og vendte blikket op i hans, og han så bestemt ikke glad ud. Der lød et lille hvin fra hende da han hårdt greb fat i hendes overarm, af ren reaktion lagde hun begge sine hænder omkring ved hans hånd, der hvor han havde taget fat,.. det gjorde ondt!. Et sus fornemmede hun gennem kroppen idet hun blev slynget hen af skovbunden, nær søbreden. Overrasket og lettere skræmt fik hun hurtigt sat sig op, nærmest parat til at rejste sig og løbe. Hun så hen på Druchii og hans vrede øjne. Det tog dog ikke IeNefete mange sekunder om at komme på benene idet hun så hvordan han faretruende kom mod hende. Hun satte i løb ind i skoven, der var mørk og bestemt ikke lige hendes ynglings tilstedeværelse. Hun var faktisk en smule mørkeræf - men lige nu var der andet hun frygtede endnu mere.. Druchii. Uden at se sig tilbage fortsatte hun bare i løb ind mod skoven. Men da hun samtidig havde ondt i kroppen efter hendes "flyvetur" hen af skovbunden, så resulterede det i, at hun faldt. Et skrig kom hylende fra hende og hun blev liggende krøb nærmest sammen.
|
|
|
Post by druchii on May 24, 2009 14:14:29 GMT -5
Druchii stoppede op da hun begyndte at løbe og tænkte at det nok var bedst sådan. han betragtede hende og da hun pludselig forsvandt ind i skovens mørke, spærrede han sine øjne op. hun skulle ikke tro hun bare kunne løbe afsted når han passede på hende! Druchii satte i løb, nærmest lynhurtigt og smidigt som om han slet ikke knækkede en eneste gren eller et blad. kun et spørgsmål om sekunder efter havde han indhentet hende. han gik derhen hvor hun lagde sammenkrøllet og kiggede ned på hende. han bukkede sig over hende, og tog fat i hendes hals og løftede hende op. han hævede sin anden arm og med et vredt blik skulle han til at slå hende hårdt på siden af hovedet. men kunne ikke få sig selv til at gøre det. en så smuk skabning fortjente ikke sådan noget. men det ændrede ikke på hvad hun havde gjort. han tog fat i begge skuldre på hende og nærmest hamrede hende op ad et træ og kiggede hende ind i øjnene. "hvad med en smule taknemmelighed!? for at have reddet dig fra den kaotiske verden der omgiver os i dette forbandede land!" råbte han ind i hovedet på hende og bevægede sit ansigt helt tæt på hendes imens han kiggede hende ind i øjnene.
|
|
|
Post by IeNefete Thirsk on May 25, 2009 2:05:35 GMT -5
IeNefete kom med et halvkvalt gisp idet hun mærkede Druchii's hånd om hendes hals. Hun satte neglene i hans arm og spjættede med sine ben for at komme fri. ,, Druchii, Slip!" hvæste hun panisk. Idet hun så han hævede hånden slap hun grebet ved hans arm og stoppede brat med at gøre modspil. Hun lukkede øjnene og sank hovedet af frygt for slaget. Men istedet blev hun overrasket idet hun pludseligt blev hamret op af træet. Trykket fik hende til at spærre øjnene op og udbryde et støn. Hendes øjne søgte hurtigt hans, egentligt vidste IeNefte ikke helt om hun skulle skrige efter hjælp - ikke at det ville gøre så meget forskel, ingen i lejeren modsagde sig deres leder. Nervøst så hun dybt ind i hans øjne mens han råbte af hende, hun spændte i kroppen og borede sine negle ind i sine håndflader mens hun holdte på sit vejr. Hele hans råben gav nærmest genlyd i hele skoven, alt var så stille.. IeNefete turde næsten med sikkerhed sige, at alle i lejeren kunne høre dem i skoven... Ingen turde lave larm eller vise deres tilstedeværelse. Efter hun havde ladet Druchii's ord trænge ind vendte hun hovedet væk fra ham, til den ene side og lukkede øjnene i. ,, I kidnappede mig fra mit hjem.. " sagde hun så.. lavt.
|
|
|
Post by druchii on May 25, 2009 5:26:41 GMT -5
Druchii holdte hende stadig op ad træet og kiggede på hende som hun begyndte og slappe en smule af og vende sit blik fra ham. han var virkelig vred, men han var jo ikke dum, og vidste at hun var stædig. vrede ville ikke hjælpe noget i denne sammenhæng. hun var smuk, og hver gang han så hende blev han mindet om det. på trods af hendes handlinger og hendes noget forstyrrende opførdsel, så kunne han ikke finde på at straffe hende mere end han allerede havde gjort. han salp hende og lod hende langsomt glide ned på sine fødder. han kiggede på hende efter hendes lave kommentar. han kunne selvfølgelig ikke modsige sig dette. han førte sit hoved til hendes kind, og tæt på hendes øre. "du burde være taknemmelig... ja, vi kidnappede dig fra dine tilsyneladende trygge omgivelser" hviskede han først og kiggede imod skoven og imod landsbyen og slottet. han kunne med sit fabelagtige og ovenaturlige blik se og fornemme det kaos der havde omgivet dette land efter de "nyes" kommen. hun vidste højst sansynligt intet om dette, men Druchii vidste det, og ventede blot. han førte sit hoved til det andet øre. "dette land er fyldt med kaos, et kaos som snart vil blive rettet op på... igennem denne verdens aldre har jeg iagtaget tålmodigt, og set dette kaos udvide sig... hvis du er ivrig efter at løsrive dig vores varetægt og vende tilbage til dette kaos må jeg stoppe dig, for det vil opsluge dit naturlige og harmoniske sind... og dette ved du også selv." hviskede han med sin næsten manipulerende stemme. han kiggede hende ind i øjnene, som om han så noget. "det er allerede begyndt ikke? du ser din verden forsvinde og brænde, og dine elskede søer forgiftet med ondskab... dette er hvad jeg vil forhindre... su taknemmelig er hvad du burde være" sagde han lavt og fastholdte sit blik som han tog et skridt tilbage. han betragtede hende og fjernede sin hætte og afslørrede sit ansigt og lod sit lange, hvide hår falde over skuldrene.
|
|
|
Post by IeNefete Thirsk on May 25, 2009 12:01:03 GMT -5
Igen holdte IeNefete på sit vejr da hun hørte Druchii's hvislende stemme tæt ved hendes øre. Hun sank en klump i halsen og kunne ikke lyve sig fra, at hun var mere eller mindre bange for ham,. Hun så ham ind i øjnene da han trådte et skridt bagud og tog hætten af, så hans ansigt kom til syne. Hun bed sig let i læben og rystede på hovedet. ,, Nej... Jeg.." mere kunne hun ikke få sagt. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre. Men der var ikke noget hun hellere ville end at komme væk fra ham og de andre... langt langt væk!. ,, Undskyld.." sagde hun så og tog rundt om ham og lagde hovedet ind til hans nakke/hals. Hun tænkte at det nok ikke var så smart at gøre ham mere vred. Så hellere bukke under, som hun også tit gjorde, blot for at få ham til at falde til ro.
|
|
|
Post by druchii on May 25, 2009 12:19:15 GMT -5
Druchii hørte ikke engang på hvad hun sagde, og behøvede ikke engang da han nemt kunne fornemme at hun var ved at bukke under. en følelse af kontrol over et andet individ som han nød meget. men så følte han dog ikke sådan ved IeNefete. Han følte i stedet at hun gjorde det for hans skyld i stedet for hendes egen, en sørgelig svaghed ved hans forelskelse. da hun tog om ham følte han intet, han følte ikke hendes varme mod hans krop, eller hendes vejrtrækning imod hans hals. han følte intet, sådan var han, følelseskold. han lagde roligt sine arme om hende og faldt hurtigt til ro og kiggede op. det var mørkt, og de havde tændt bål adskillelige steder i lejren. han blev grebet af øjelikket, og lod en hånd glide under hendes hage, og førte hendes hoved op til hans. han kyssede hende hedt med en vis intensitet, men dog stadig blidt. han kunne ikke lade være med at forestille sig ham selv siddende på tronen med hende på sin side. han kendte utallige måder hvorpå man kunne vende en sjæl som hendes mod ondskaben og med utallige besværgelser at få hende til at mærke lysten til ham og lade hende forføre. men dette ville han ikke gøre mod hende, da han troende i sit forskruede sind troede på at dette ville komme af sig selv.
|
|
|
Post by IeNefete Thirsk on May 25, 2009 12:26:40 GMT -5
IeNefete så lidt på ham stadig uden at sige noget, hun kiggede ham ind i øjnene, hans dybe, mørke og kolde øjne. Da han så kyssede hende gav det et lille spjæt i hende, hun havde lyst til at skubbe ham væk, men hun turde ikke. Hun lukkede istedet derfor sine øjne blidt i og gengældte hans kys, dog ikke nær så meget intensitet som han lagde i det. Hun gjorde blot hvad hun følte hun var nød til, for at undgå hans vrede komme igen. Efter lidt tid brød hun kysset og så kort på ham.. ,, Det er sent..." sagde hun roligt og kiggede lidt op mor himlen.. Roligt slap hun taget om ham og trådte lidt væk, forsigtigt og ydmygt. Hun så ham ind i øjnene. ,, Måske vi.. skal gå tilbage til lejeren? Jeg er ved at være træt..." forsøgte hun sig med.
|
|
|
Post by druchii on May 27, 2009 7:56:38 GMT -5
Druchii lod hende slippe ham, og lod hende gå lidt tilbage uden at sige noget til det, men sendte hende dog stadig sit sædvanlige skeptiske blik. han så sig omkring på ligegyldige ting i skoven, ting som kunne virke en smule mistænktsomme. hans liv havde altid været fyldt med paranoia, en paranoia som var anderledes, som gjorde ham vagtsom og opmærksom, siden han brugte den til hans egen fordel. det var det eneste som stadig beslægtede ham med hans gamle slægt, elverne, som altid var vagtsomme. han vendte sig blik lejren og kneb sine øjne. "ja... der er ting som skal rettes op" sagde han roligt med blikket fokuseret på noget bestemt. Han begyndte roligt, men bestemt at gå op imod lejren. han regnede med at hun ville følge efter og gå over til hendes vogn, siden hun ikke havde en realistisk chance for at slippe væk alligevel. han gik hen til de vagter som havde vogtet over IeNefete hele dagen. han var vred, vred over at de lod hende slippe væk, og de skulle bøde for det. der var 5 vagter som stod i en klump der hvor IeNefete tidligere var lænket, og rettede forskrækket blikket imod Druchii som gik beslutsomt hen imod dem. han tog et par skridt tilbage. "sir?" sagde den ene af dem med øjnene spærret op. Druchii hævede sin hånd da han var få meter fra dem, og en sort sky dannede sig omkring den ene vagt, en giftig gas som kvalte vagten på sekunder. de andre rettede forskrækket deres blik imod den døde vagt og inden de nåede at kigge på Druchii igen var de alle døde. 2 af dem havde fået hugget hovedet over, og de sidste to havde en dolk kastet i brygtet af dem. da de lagde døde og kolde på jorden stod Druchii over dem og kiggede på dem med sine kulsorte øjne. og pludselig og langsomt forsvandt vagternes lig som støv i vinden.
|
|
|
Post by IeNefete Thirsk on May 27, 2009 10:06:59 GMT -5
IeNefete fulgte roligt med tilbage til lejeren, dog kom hun lidt senere til lejeren, da hun holdte sig få meter bag ham. Hun hørte pludseligt lyden af noget.. nogle? Hun satte farten op og nåede lige rundt til pladsen som hun så drabet på vagterne. IeNefete skreg og holdt sig for munden mens hun gik bagud. Hun så stift på de døde lig og vendte dernæst blikket til Druchii.. ,, Du.. du.. syg!" råbte hun og løb hen til vognen for at komme ind. Ikke tale om hun ville være et enkelt sekund mere nær ham.. Han var en koldblodig morder.
|
|
|
Post by druchii on May 27, 2009 10:22:19 GMT -5
Druchii smilte skummelt da ligene var forsvundet og da blikkene vendtes imod ham. han hørte IeNefetes skrig, og så hende løbe hen imod hendes vogn. Druchii's skumle smil blev bredere og hans sorte øjne spærrede op. han tog knivene fra de forsvundne lig, og puttede dem ind under sine sorte klæder. han vendte sit blik rundt for at se om der var orden, eller om hans handling havde skabt en smule panik. nej, godt. Druchii var mere end parat på at ofre halvdelen af denne lejrer for at få sin vilje opfyldt. han vendte sit kolde blik imod IeNefete som nu stod ved vognen. han satte farten op og løb hen imod hende, og inden hun selv kunne nå at åbne døren, greb han fat i hende, og åbnede døren ind til vognen. han trak hende ind og slap hende da de var inde, og lukkede og låste døren. han vendte sit blik imod hende og begyndte langsomt at gå hen imod hende uden at sige noget. efter han havde slået vagterne ihjel havde hans mere eller mindre "rigtige" side vist sig. en side styrret af lyster i stedet for at følge normer og hæmninger.
|
|
|
Post by IeNefete Thirsk on May 27, 2009 10:33:05 GMT -5
Endnu et skrig forlød over hendes læber da hun overrasket blev indhentet af Druchii og trukket ind i vognen. Idet han slap taget skyndte hun sig at "springe" væk fra ham og bakkede bagud, ikke fordi vognen var særlig stor alligevel. Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte pludseligt begyndte at hamre hurtigt. Hun så ind i hans øjne og bakkede blot så langt hun nu kunne komme bagud mens hun med stort frygt så på ham. ,, Hv... hvad er det du-gør.." stammede hun. Selvfølgelig var IeNefete bange.. meget endda! Hun vidste dog ikke helt hvad hun frygtede mest.. Lige efter synet af de drabte vagter, så frygtede hun at han ville slå hende ihjel.
|
|