Post by Shaun on May 9, 2009 11:21:28 GMT -5
Antal bruger-profiler:
Det her er min anden. Min første karakter er Pen. Det her er således også mit første lysvæsen.
Karakternavn:
Shaun Pravus
Køn:
Hankøn.
Alder:
Menneske år: 29
Rigtige år: 52
Race:
Engel.
Job/Status:
Arbejdsløs
Nødvendig viden:
Al tale med fed og streg under er Shaun som taler, jeg har gjort dette i håb om at det blev lidt lettere at tygge sig igennem.
Våben:
Et sort sværd, som han bærer på ryggen.
Baggrundshistorie:
Shaun blev født i en lille afsides by i udkanten af landet, hans forældre var engle ligesom ham, men det var noget de skjulte for samfundet som var inficeret med mørkets væsener. De havde lært ham at skjule sine vinger, så andre ikke kunne se at han var en engel. Så Shaun voksede op som et normalt barn, han gik i skole med de andre børn og fik venner med de andre børn, alting virkede som det skulle for ingen vidste hvem han var, eller hvad han var.
Shauns liv virkede derfor helt normalt, indtil en dag, han var bleven ca. 17 år et måned tidligere og var for længst bleven færdig med skolen, han havde været ude og gå på gaden, vejret havde været gråligt, tåget, og det var allerede ved at blive mørkt, der var ikke nogen at se i miles omkreds, gaden var tom, forladt. Han havde selv elsket natten, den var rolig, ingen forstyrrede en, ingen stoppede en. Selvfølgelig var der by vagten som skulle sørge for at alle var indendørs på dette tidspunkt, men alle vidste hvor uduelig den vagt var alligevel, han sad sikkert et sted, med en flaske i hånden og snorksov. Han smilede lidt ved tanken af vagten, vagten havde altid været byens joke, ingen kunne tage ham alvorligt, ikke engang børnene. Men alligevel havde Shaun en fornemmelse af at man ikke skulle undervurdere ham, det var noget hans forældre havde lært ham, aldrig at undervurdere andre, nogle folk var i stand til større ting end de så ud til. Der var bare det at den her nat, den her nat var ikke så rolig som den burde være. Han kunne høre stemmer i mørket, stemmer og skridt, som langsomt forvandlede sig om til løb, det mærkelige af det hele var at lydende kom mod ham, men han kunne ikke se nogen. Med et så stoppede lyden, og blev erstattet af lyden af åndedræt. Han kunne mærke deres åndedræt mod sin nakke, og det var næsten som om at han samtidigt kunne mærke deres hjerter banke hurtigere, hurtigere så de kunne pumpe adrenalinen rundt. Nej, det sidste havde været hans eget hjerte. Hans ben havde været på kanten til at løbe. De var mere end en, det var han sikker på. Han havde ingen anelse om hvor længe de havde stået sådan, men det føltes som timer. Pludseligt ud af det blå hørte han en stemme, ”Hvad laver du herude så sent?” stemmen var dyb, og stærk, og på en sær måde, næsten anklagende. Det havde været tydeligt for ham idet at han hørte den stemme, at vedkommende bag ham ikke bar nogen frygt, og at vedkommende bag ham i hvert fald ikke var vagten. Men længere nåede han ikke at tænke over det, for som han havde hørt stemmen blev hans ben sat fri, og han løb. Som var han en løber som lige havde hørt startskuddet. Han løb alt hvad han kunne, alt hvad hans ben tillod ham, og dog alligevel var det som om at han ikke kunne løbe fra lyden af åndedræt bag ham. De var lige bag ham og han vidste det. Han turde ikke tænke på hvad der mon kunne ske hvis de fangede ham. Han havde hørt rygter om folk som forsvandt fordi de havde været ude om natten, dog havde han troet at det blot var rygter og intet andet. Et sted bag ham hørte han stemmen igen ”Hey! Stop!” men det var som om at han ikke registrerede stemmen, som om at hans hjerne allerede svarede på den for ham. Dog alligevel skulle han ikke løbe meget længere, med et forsvandt benene under ham, og han så jorden komme nærmere med utrolig hast. Han havde snublet over noget, hvad det var, vidste han ikke, det havde han ikke tid til at tænke over. I stedet for at krydse sig ind foran hans ansigt, valgte hans hænder at prøve at gribe ud efter noget, at stoppe faldet, hvilket dog var nyttesløst. En skarp smerte mødte hans ansigt som den blev smadret mod vejens hårde overflade, og en varm følelse af væske gled ned over hans ansigt, og mødte hans læber som straks fyldtes med den velkendte smag af jern. Han prøvede at rejse sig op, men med et var de over ham. Hele verden så ud til at bevægede sig, og som blodet gled ned i hans øjne og hans verden blev sort, mærkede han hvordan de greb fat i hans arme og løftede ham op. Han kunne ikke kæmpe imod nu, de var for stærke og han var for svag, i stedet lod han sig falde i en dyb, mørk, drømmeløs søvn.
Han vågnede igen flere timer senere, det havde dog kun føltes som sekunder for ham, også selvom hans hukommelse var uklar. Med et løftede hans hånd sig op for at undersøge hans hoved, som havde det været en flere timers forsinket refleks som, nytteløst, først satte sig i gang nu. Den ru overflade af bandage mødte med det samme hans hånd, som med det samme fik lyst til at rive det af så den kunne mærke hvor galt det var gået. ”Det ville jeg ikke gøre hvis jeg var dig. Du slog dig ret hårdt, såret har brug for hvile, ligesom dig…” Det havde ikke været den samme stemme som før, den her stemme var lysere, kvindelig, den havde været venlig, men dog på samme tid hård, og strikt. Det tog ham et stykke tid før han kunne se ordentligt igen, og først nu kunne han se at han var indendørs. Det tog ham lidt tid, men snart kom han op med at han sandsynligvis var i en kælder, kvinden som havde talt til ham var bag tremmer. Eller vent, nej, det var ham selv som var bag tremmer. ”hvor er jeg? Og hvad har jeg gjort jer siden jeg fortjener denne behandling?”. ”Du er i sikkerhed, det er det eneste du skal tænke på. Og du vil være i sikkerhed indtil vi ved hvem du er og hvad du er. Indtil da, må du leve med at være hvor du er. Forstår du mig?” Han kunne så småt begynde at se hvem det var der talte til ham, det var en kvinde, hun havde mørkt sort hår og de smukkeste grønne øjne, hun havde et ansigt som havde skarpe kanter, næsten som var hun bleven hugget ud af sten, og dog alligevel havde hun en naturlig skønhed som han ikke havde set magen til før. Hendes krop var perfekt formet, og hun havde et blik i øjnene som lyste af selvsikkerhed. Et smil formede sig let på hendes ansigt, og det var næsten som om at hele rummet lyste op på samme tid. Det var som om at han ikke kunne tale, som var alt luften blevet taget ud af ham. I stedet så nikkede han blot, og betragtede stille alle detaljerne i hendes ansigt. ”Ok. Men hør, jeg kommer med noget mad til dig om en times tid, og så vil jeg og de andre komme ned for at snakke med dig, ok?” Han nikkede blot, og fulgte hende med blikket, som hun forlod rummet. Hun kom tilbage igen, med en tallerken i hånden og et glas vand i den anden hånd, hun skubbede begge dele ind til ham gennem tremmerne og smilte kort, for blot at forlade rummet igen. Han sad tilbage, mundlam, og ude af stand til at tænke. Han rettede kort blikket ned mod maden, og først da slog det ham hvor sulten han egentligt var. Kvinden havde glemt bestik, men han var ligeglad, i stedet skovlede han det ind med sine hænder, det var ikke det bedste mad han havde fået, men det var bedre end han havde forventet. En time senere, kom kvinden tilbage, denne gang med 5 mænd i hælene på hende. De fem mænd, så i sig selv ret ens ud, de var alle groft formet. ”Hmmm… Han ser ret harmløs ud?” Spurgte mand nummer et, som straks rettede blikket til mand nummer to. Mand nummer et havde været den stemme som han havde hørt bag sig ude på gaden, det havde snart følt som flere dage siden nu. Manden havde tykt brunt hår, som var en smule krøllet og pjusket, og et groft ansigt som var hårdt og kontant. Mandens krop havde lige så mange former som en lerklump, men var dog pumpet til overordentligt proportioner, manden virkede mest af alt som en stor muskel, og det var på en måde svært at se hvor han begyndte og hvor han endte. Mand nummer to derimod, var mindre af bygning, faktisk så var alle de andre mænd mindre af bygning hvilket kun fik mand nummer et til at se enorm ud, hvilket han nok også var. Mand nummer to, havde lyst gult hår, og nogle skarpe blå øjne, han var ikke helt uden muskler, men ved siden af mand nummer et virkede han utroligt lille. De tre sidste mænd gik ind i rummet, den ene af dem, mand nummer fire, var lille og splejset, og hvis Shaun havde ment at mand nummer to havde virket lille ved siden af giganten til mand nummer et, så havde det været ingenting i forhold til hvor lille mand nummer fire virkede nu. Der var ikke noget specielt ved mand nummer fire, han havde de mest normale brune øjne, og det mest normale brune hår, sammen med det mest normale blege ansigt, dog var der noget ved hans blik, noget overlegent, og det var straks tydeligt for Shaun at denne mand var meget intelligent, han havde det blik i øjnene som kun en lærd man havde. Mand nummer tre og fem var tydeligvis tvillinger, de havde begge to det samme ildrøde hår, og de samme rødbrune øjne, med den samme gnist af selvsikkerhed og styrke. Mand nummer to vendte sig kort mod Shaun, ”Nårh, så vågnede du endelig?” Han pegede kort over mod mand nummer et, ”Det her er Glorb, han virker meget grov, men han er i virkeligheden ikke farligere end en killing” hele gruppen grinede kort undtagen manden som åbenbart hed Glorb, ”Hey! Jeg er da farligere end en killing!”, ”ja ja, så siger vi det” svarede mand nummer fire, som dog straks blev tysset på af mand nummer to, ”Splejsen derovre bag mig,” sagde mand nummer to, og nikkede over mod mand nummer fire, ”er Slayn, de to tvillinger der i baggrunden, hedder Jim og Matt, jeg selv, hedder Samuel, og den elegante kvinde derovre” han lavede en elegant bevægelse mod kvinden som før havde hentet mad til ham, ”hedder Samantha.” Han så ventende på Shaun, og spurgte da efter et kort stykke tid med stilhed, ”Og du er?”… Det var som om at han ikke kunne tale igen, men så med et åbnede hans mund sig, næsten uden at han selv ville det, ”øhm… Mit navn er Shaun,” sagde han kort og tydeligt forvirret. Det havde været alt for meget information på alt for kort tid til at Shauns hjerne kunne håndtere det, og han prøvede stadigvæk desperat at få fat i alle navnende. ”Ok, Shaun, ser du, det var sådan set ikke meningen at det her skulle ske, men hvis du forstår, så sidder vi ikke i en situation, hvor vi ikke er i stand til at tage nogle chancer, så vi vil spørge dig kort og kontant, hvis side er du på? Og guderne ved at der kun er et rigtigt svar, jeg vil ikke love for konsekvenserne for hvad der vil ske hvis du giver mig det forkerte!” Det havde været Samuel som snakkede, det var tydeligt, både på den måde han bevægede sig på, og måden at han snakkede på, at det var ham som var lederen bag gruppen. Der gik et stykke tid i stilhed hvor Shaun ikke turde sig noget, og før at han kunne så fortsatte Samuel ”har du tænkt dig at svare eller ej?”. Næsten som var han tvunget så åbnede Shaun stille munden for at sige noget, ”Jeg… Jeg ved ikke hvad i snakker om? Hvilke sider?” Fremstammede han kort, han var tydeligvis mere forvirret end han var før, ”Ser du, det svar hjælper os ikke, og jeg er mere end overbevidst om at du ved hvad jeg snakker om. Men for at skære det ud i pap for dig, så hvis du ikke har lagt mærke til det, så er vores verden bleven invaderet af mørkets væsener, og så spørger jeg dig igen, hvem er du med? Dem eller os?”, Shaun så blot på ham med et forpint blik, ude af stand til at svare, og ude af stand til at hjælpe sig selv ”J… Jamen kan i ikke se at jeg ikke ved hvad i snakker om?” Han var på grænsen til gråd nu, tanken om at være indespærret inde i det lille rum skræmte ham mere end noget andet nu, han havde altid været bange for små rum, og først nu, hvor han var under pres, gik det op for ham hvor lille rummet egentligt var. ”Vi kommer ikke nogen veje med det her…” mumlede Slayn kort til Samuel som blot ignorerede ham, ”Hør, er du et væsen af mørket eller et væsen af lyset?” Spurgte han med en stemme som indikerede at det ikke kunne blive mere simpelt. ”Jeg… Jeg… Ved det ikke…” Sagde han og så ned på sine fødder, ”Kan du ikke se at han tydeligvis er i chok?” spurgt Samantha kort med en halvvred stemme, ”Shaun… Vi prøver kun et hjælpe dig her…” sagde hun kort og vendte sig over mod ham… Den her gang svarede Shaun ikke, i stedet blev han ved med at se ned mod sine fødder, mens han mere og mere gik i panik over at rummet var så lille som det var, det var som om at væggene var begyndt at presse sig sammen. Mændene begyndte så småt at samle sig sammen og bevæge sig hen mod døren, ”Fint så må du vel bare blive herinde til i morgen…” Sagde Samuel kort, med en stemme som indikerede at han var skuffet, om det havde været en effekt han selv havde plantet i den eller ej, var ikke til at vide. ”Nej! Lad være, ikke det…” sagde han kort og så desperat frem og tilbage på dem, for så at vende sit blik ned mod sine fødder, han lukkede kort øjnene, og mændene rystede kort på deres hoveder for langsomt at vende sig mod døren igen, de stoppede dog kort i deres gang og stirrede mod Shaun, som Shaun langsomt foldede sine vinger ud, de hvide fjer, fyldte det lille rum med overraskende hast, og det var tydeligt på deres blikke at mændene var mundlamme. Næsten så hurtigt som han havde foldet dem ud foldede han dem sammen igen. Lyden af nøgler mod jern mødte kort hans øre og han åbnede øjnene for at se at døren var åben. ”Velkommen” Sagde Samuel kort, med en halvt overrasket halvt irriteret stemme, ”hvis blot du havde gjort det tidligere så havde du sparet os begge for en del tid.”
Senere havde Samantha forklaret ham at de var en gruppe af frihedskæmpere, som i længere tid havde samlet mænd sammen for at gøre klar til et større oprør, de havde snart samlet over hundrede mænd og var stadigvæk ved at samle oprører sammen. Hun forklarede ham også at de snart skulle ud på nogle små missioner for at samle mad, og drikke. De var mange mænd men de havde ikke mange penge, så at stjæle var så småt begyndt at blive deres eneste mulighed for at brødføde de mange munde.
Som årene gik, fik de samlet sig flere og flere mænd, og Shaun var bleven mere og mere interesseret i Samantha, og Samantha var bleven mere interesseret i Shaun. De havde nu samlet en hær på over trehundrede mænd, og var så småt begyndt at planlægge hvor og hvornår de skulle angribe først. Det blev aftalt at de skulle angribe ved nattetid, ved slottet. Så ved nattetid samlede de deres mænd, og begyndte at bevæge sig over mod slottet. Selve gåturen havde virket som uendeligt lang, og hvis Shaun havde vidst at de aldrig ville nå frem til slottet, ville den også have virket håbløs, men nu som de gik, så var de fleste af dem i godt humør, tiden var endelig kommet og de var mere klar end de nogensinde ville blive, det var nu eller aldrig. Men efter et stykke tid havde Slayn forsvundet, men før de kunne tænke nærmere over det så blev de mødt med en larm af sværd som blev trukket og krigsråb som blev råbt ud i natten, som kort efter blev efterfulgt at skrig af smerte, som deres egne mænd faldt. Shaun nåede at trække sig sværd og slå tilbage, men var snart omringet. Et skrig skar sig igennem natten og Shaun så med forskrækkede øjne som Samantha faldt få meter fra ham. En vrede og desperation fyldte ham som han begyndte at løbe over mod hende, hvordan han nåede frem til hende vidste han ikke, men kort efter holdte han hende i sine arme. Blod strømmede ud fra hendes bryst, hvor en pil sad dybt boret ind mod hendes hjerte. Hun så kort mod ham, og åbnede kort munden. Han lagde stille en finger mod hendes læber som tårerne langsomt faldt ned over hans kinder. Det var som om at tiden stod stille rundt om den, og råbene var bleven fjerne. Han lænede sig kort ned for at kysse hende, men som han kyssede hende blev hun slap i hans arme. Han så kort på hende og vidste med det samme at hun var død. Han trykkede hende ind til sig, og skreg af smerte, ikke fordi han var såret, men fordi han aldrig havde nået at fortælle hende hvordan han elskede hende. Han mærkede kort efter nogen tage fat i ham, og prøvede at hive ham væk, men han ville ikke, i stedet blev han knælet ned foran hende og holdte hendes blødende krop, som langsomt blev koldere. Det lykkedes vedkommende som hev i ham at hive ham væk fra hende, selvom han kæmpede imod alt hvad han kunne. Kort efter blev alt mørkt.
Han kom til bevidsthed igen, på en platform foran hundredvis af mennesker inde i byen, ved siden af ham stod fire andre mænd, det var Samuel, Glorp, Matt og Jim, Slayn var der ikke. Foran dem hang nogle reb, og en mand som var klædt i sort begyndte at skubbe deres hoveder ind i løkken for enden af rebende, en stemme bag ham råbte noget som han ikke kunne høre, men bødlen lod være med at sætte hans hoved i løkken foran ham. Det hele havde virket som en evighed, men med et faldt hans venner, han skreg, og prøvede at kæmpe imod, men hans hænder og fødder var bundet, og bødlen som tydeligvis var meget stærkere end ham, holdte ham tilbage. Han lod sig stille falde ned på knæ som han så sine venner blive dræbt inde foran ham, og som han hørte råbende fra befolkningen foran dem. ”Dræb ham! Dræb ham! Dræb ham!” råbte de med vrede stemmer. Men i stedet for at hænge ham ligesom de andre, så hørte han bødlen rode rundt med noget bag ham. Pludselig som et lyn ned fra himlen mærkede han en utålelig smerte som ikke kunne måle sig med noget andet han havde følte før, og han skreg, han ville have faldet forover hvis det ikke var for bødlen som holdte ham tilbage. Han kunne kort lugte det brændte kød fra sin ryg, men faldt så bevidstløs om. Bødlen lagde kort jernstaven med brændemærket på enden ned i en tønde med koldt vand, og hvislende lyd fyldte pladsen med damp, som Shaun blev trukket væk. Han fandt sig selv igen i et lille rum med tremmer foran, det var ikke ligesom det ved frihedskæmpernes mødested, nej det her var mindre, og mere ildelugtende. Skeletterne fra dem før ham lå i en bunke ovre i det ene hjørne. Kort efter kom der en vagt forbi og trak ham ud af rummet, han gjorde ikke engang modstand, han havde ikke lyst til at leve længere, men han følte dog en frygt for at han ikke havde noget valg… Dagen efter havde vagten klippet hans vinger så han ikke kunne flyve væk, det var tydeligt at Slayn, som sikkert også havde været en som havde fortalt om deres planer om at angribe slottet, havde fortalt vagten om hans vinger.
Han blev trukket ud på en gård hvor han blev tvunget til at arbejde, hvad han lavede havde han ingen anelse om, det kunne have været hans egen henrettelsesplads for alt hvad han vidste, men alt hvad han vidste, var at hvis han ikke gjorde som vagten sagde så ville han få pisk. Årene gik, og han fik mindre og mindre lyst til at blive ved med at leve. Men en dag, som han sad i sit fængsel trak vagten ham ud, ”Du er heldig, de har valgt at du har taget din straf” sagde vagten og trak ham ud af fængslet, og ind i en hestevogn. Turen føltes lang, og utålelig, og endelig fandt han sig selv blive trukket ud igen, til en platform sammen med en gruppe af andre mennesker, foran ham stod folk og bød penge på de andre ved siden af ham, en høj mand, pegede kort på ham og råbte en nummer, ”30!” han blev dog kort efter afbrudt af en anden mand som råbte ”40!”, der gik et stykke tid før han fandt ud af at de bød på ham, kort efter sagde vagten ved siden af ham ”Solgt! For manden der” vagten havde peget på den høje mand som havde budt 30 mønter på ham først, han havde åbenbart budt på ham igen, manden gav kort vagten en pose med mønter og vagten skubbede Shaun over mod manden, som tog Shaun med sig i sin egen vogn.
Manden i sig selv var venlig nok, han sørgede for at Shaun ikke sultede, også selvom maden han fik, var dårligere end det hestene fik. Han sov på en klump hø sammen med hestene, men selv det var bedre end hvad han havde sovet på i fængslet. Aldrig en gang, slog manden Shaun, men satte ham i stedet blot til at arbejde. Manden boede på en gård, han ejede mange dyr, og hver dag skulle Shaun lave arbejde rundt omkring på gården. Livet på gården var i sig selv ikke særligt dårligt, men Shaun fandt sig selv ude af stand til at nyde det, også selvom han havde levet i dårligere forhold i flere år.
En dag kom manden ind til ham. ”Hør… Du har været en trofast slave for mig i snart flere år, og da jeg er en mand som ikke kan lide at se en stærk mand i lænker har jeg valgt at slippe dig fri, jeg har alligevel ikke brug for dig længere, mine sønner er snart bleven gamle nok til at hjælpe til her og du er for dyr i drift. Jeg vil ikke høre fra dig igen, nej jeg vil blot køre dig et godt stykke væk og smide dig ude på vejen, bedre kan jeg ikke gøre. Jeg vil sige til vagten at du flygtede, og hvis han finder dig, vil han utvivlsomt sætte dig i fængsel, så vær forsigtig.” Manden gjorde som han havde lovet, og Shaun fandt snart sig selv, på siden af en vej ude i midten af ingenting…
Personlighed:
Shaun er i sig selv psykisk stærk, men hvis det sker af og til, at han bryder sammen under presset. Han viser normalt ikke nogle følelser, men virker meget kold og ligeglad, ting som vrede, sorg, og lignende lukker han inde i sig selv til at det flyder over. Han vil normalt ikke have meget at gøre med andre folk, men som regel er han ret ligeglad med deres nærvær, det kræver derfor også en del for at kunne nå igennem hans hårde ydre. Han er ikke meget for at starte et forhold med andre mennesker. Han er som regel en meget stille person, han siger ikke meget, men når han gør så er det også fordi han har noget at sige. Han lider af lettere klaustrofobi, og har derfor en større frygt for små rum, han har dog lært at leve med frygt, igennem tiden, ligesom at han har lært at leve med smerte. Han skammer sig en del over sin krop, på grund af det brændemærke som han fik brændt ind på sin ryg, og på grund af det at hans vinger er bleven klippet så han ikke kan flyve. Han lader normalt ikke ord ramme sig, men når han først bliver vred så vil han have svært med at styre sig selv. Han skjuler normalt sin identitet, og det er meget sjældent at han viser at han er en engel. Det er sjældent at han snakker om sin fortid, man skal først have nået ind igennem hans hårde ydre før man kan få ham til at tale om det. Han sover normalt ikke særligt godt, da han tit har mareridt om hvad der skete i hans med hans venner og den eneste kvinde han nogensinde havde elsket. Han er i stand til at læse og skrive da han har gået i skole og er i det hele taget intelligent, dog til visse grænser. Han hader mørkets væsener. Han kan ikke lide at se levende væsener i fangenskab, og han bryder sig ikke meget om at se levende væsener i smerte. Shaun kan i sig selv godt være venlig nok, og han hjælper gerne folk som har brug for hans hjælp, men det er mere fordi han ser det som noget han skal, end som noget han direkte vil. Han bryder sig ikke meget om byer, men elsker naturen, han ser en skønhed i den som andre sjældent ser, for ham symboliserer det frihed. Han er meget stædig når han først har sat sig op for noget så stopper han ikke før det er gjort, og hvis han fejler, vil han prøve at gøre det godt igen.
Udseende:
Han har ravnsort hår, næsten så sort at det kan virke som om at det har et blåt skær. Han har nogle mørke blå øjne, som besidder et blik som kan skære direkte igennem en. De viser en del af hvad der foregår indeni ham, pinslerne, smerterne. Hans blik minder mest af alt som et fra et vildt dyr som er trængt op i en krog. Han er muskuløs af bygning, ikke så meget at han virker oppustet, men så det passer til hans størrelse. Han er omkring de 1,87 m høj, men han kan virke meget højere da han er slank i bygning. Han bærer nogle få ar hist og pist, men ikke på hans ansigt, mest på hans ryg, og nogle få på hans arme. Han ligner en på 29 på trods af at han i virkeligheden er 52, og da han er engel er han i det hele taget meget attraktiv. Han bærer et stort brændemærke på hans ryg, som former et symbol.
(symbol for vrede)
Han har et sæt af hvide vinger, ligesom enhver anden engel, men nogle af fjerene på hans vinger er bleven klippet, og hans vinger er i det hele taget ikke lige så flotte som enhver anden engel, de bærer revner og huller. Han har et ansigt som tydeligvis er bleven udsat for forskellig vind og vejr, det er dog ikke sådan at det er blevet grimt af det, det er bare bleven hærdet. Han går med en hvid jakke som er halvlang, den går ham ca. ned til knæene, hvor han har nogle sorte bukser på. Han har også et par sorte læderhandsker på og et sæt sorte støvler, alt hans tøj er i det hele taget slidt, og en smule beskidt, da han ikke har råd til bedre. Han er dog selv ret ren da han er renlig af person.
Det her er min anden. Min første karakter er Pen. Det her er således også mit første lysvæsen.
Karakternavn:
Shaun Pravus
Køn:
Hankøn.
Alder:
Menneske år: 29
Rigtige år: 52
Race:
Engel.
Job/Status:
Arbejdsløs
Nødvendig viden:
Al tale med fed og streg under er Shaun som taler, jeg har gjort dette i håb om at det blev lidt lettere at tygge sig igennem.
Våben:
Et sort sværd, som han bærer på ryggen.
Baggrundshistorie:
Shaun blev født i en lille afsides by i udkanten af landet, hans forældre var engle ligesom ham, men det var noget de skjulte for samfundet som var inficeret med mørkets væsener. De havde lært ham at skjule sine vinger, så andre ikke kunne se at han var en engel. Så Shaun voksede op som et normalt barn, han gik i skole med de andre børn og fik venner med de andre børn, alting virkede som det skulle for ingen vidste hvem han var, eller hvad han var.
Shauns liv virkede derfor helt normalt, indtil en dag, han var bleven ca. 17 år et måned tidligere og var for længst bleven færdig med skolen, han havde været ude og gå på gaden, vejret havde været gråligt, tåget, og det var allerede ved at blive mørkt, der var ikke nogen at se i miles omkreds, gaden var tom, forladt. Han havde selv elsket natten, den var rolig, ingen forstyrrede en, ingen stoppede en. Selvfølgelig var der by vagten som skulle sørge for at alle var indendørs på dette tidspunkt, men alle vidste hvor uduelig den vagt var alligevel, han sad sikkert et sted, med en flaske i hånden og snorksov. Han smilede lidt ved tanken af vagten, vagten havde altid været byens joke, ingen kunne tage ham alvorligt, ikke engang børnene. Men alligevel havde Shaun en fornemmelse af at man ikke skulle undervurdere ham, det var noget hans forældre havde lært ham, aldrig at undervurdere andre, nogle folk var i stand til større ting end de så ud til. Der var bare det at den her nat, den her nat var ikke så rolig som den burde være. Han kunne høre stemmer i mørket, stemmer og skridt, som langsomt forvandlede sig om til løb, det mærkelige af det hele var at lydende kom mod ham, men han kunne ikke se nogen. Med et så stoppede lyden, og blev erstattet af lyden af åndedræt. Han kunne mærke deres åndedræt mod sin nakke, og det var næsten som om at han samtidigt kunne mærke deres hjerter banke hurtigere, hurtigere så de kunne pumpe adrenalinen rundt. Nej, det sidste havde været hans eget hjerte. Hans ben havde været på kanten til at løbe. De var mere end en, det var han sikker på. Han havde ingen anelse om hvor længe de havde stået sådan, men det føltes som timer. Pludseligt ud af det blå hørte han en stemme, ”Hvad laver du herude så sent?” stemmen var dyb, og stærk, og på en sær måde, næsten anklagende. Det havde været tydeligt for ham idet at han hørte den stemme, at vedkommende bag ham ikke bar nogen frygt, og at vedkommende bag ham i hvert fald ikke var vagten. Men længere nåede han ikke at tænke over det, for som han havde hørt stemmen blev hans ben sat fri, og han løb. Som var han en løber som lige havde hørt startskuddet. Han løb alt hvad han kunne, alt hvad hans ben tillod ham, og dog alligevel var det som om at han ikke kunne løbe fra lyden af åndedræt bag ham. De var lige bag ham og han vidste det. Han turde ikke tænke på hvad der mon kunne ske hvis de fangede ham. Han havde hørt rygter om folk som forsvandt fordi de havde været ude om natten, dog havde han troet at det blot var rygter og intet andet. Et sted bag ham hørte han stemmen igen ”Hey! Stop!” men det var som om at han ikke registrerede stemmen, som om at hans hjerne allerede svarede på den for ham. Dog alligevel skulle han ikke løbe meget længere, med et forsvandt benene under ham, og han så jorden komme nærmere med utrolig hast. Han havde snublet over noget, hvad det var, vidste han ikke, det havde han ikke tid til at tænke over. I stedet for at krydse sig ind foran hans ansigt, valgte hans hænder at prøve at gribe ud efter noget, at stoppe faldet, hvilket dog var nyttesløst. En skarp smerte mødte hans ansigt som den blev smadret mod vejens hårde overflade, og en varm følelse af væske gled ned over hans ansigt, og mødte hans læber som straks fyldtes med den velkendte smag af jern. Han prøvede at rejse sig op, men med et var de over ham. Hele verden så ud til at bevægede sig, og som blodet gled ned i hans øjne og hans verden blev sort, mærkede han hvordan de greb fat i hans arme og løftede ham op. Han kunne ikke kæmpe imod nu, de var for stærke og han var for svag, i stedet lod han sig falde i en dyb, mørk, drømmeløs søvn.
Han vågnede igen flere timer senere, det havde dog kun føltes som sekunder for ham, også selvom hans hukommelse var uklar. Med et løftede hans hånd sig op for at undersøge hans hoved, som havde det været en flere timers forsinket refleks som, nytteløst, først satte sig i gang nu. Den ru overflade af bandage mødte med det samme hans hånd, som med det samme fik lyst til at rive det af så den kunne mærke hvor galt det var gået. ”Det ville jeg ikke gøre hvis jeg var dig. Du slog dig ret hårdt, såret har brug for hvile, ligesom dig…” Det havde ikke været den samme stemme som før, den her stemme var lysere, kvindelig, den havde været venlig, men dog på samme tid hård, og strikt. Det tog ham et stykke tid før han kunne se ordentligt igen, og først nu kunne han se at han var indendørs. Det tog ham lidt tid, men snart kom han op med at han sandsynligvis var i en kælder, kvinden som havde talt til ham var bag tremmer. Eller vent, nej, det var ham selv som var bag tremmer. ”hvor er jeg? Og hvad har jeg gjort jer siden jeg fortjener denne behandling?”. ”Du er i sikkerhed, det er det eneste du skal tænke på. Og du vil være i sikkerhed indtil vi ved hvem du er og hvad du er. Indtil da, må du leve med at være hvor du er. Forstår du mig?” Han kunne så småt begynde at se hvem det var der talte til ham, det var en kvinde, hun havde mørkt sort hår og de smukkeste grønne øjne, hun havde et ansigt som havde skarpe kanter, næsten som var hun bleven hugget ud af sten, og dog alligevel havde hun en naturlig skønhed som han ikke havde set magen til før. Hendes krop var perfekt formet, og hun havde et blik i øjnene som lyste af selvsikkerhed. Et smil formede sig let på hendes ansigt, og det var næsten som om at hele rummet lyste op på samme tid. Det var som om at han ikke kunne tale, som var alt luften blevet taget ud af ham. I stedet så nikkede han blot, og betragtede stille alle detaljerne i hendes ansigt. ”Ok. Men hør, jeg kommer med noget mad til dig om en times tid, og så vil jeg og de andre komme ned for at snakke med dig, ok?” Han nikkede blot, og fulgte hende med blikket, som hun forlod rummet. Hun kom tilbage igen, med en tallerken i hånden og et glas vand i den anden hånd, hun skubbede begge dele ind til ham gennem tremmerne og smilte kort, for blot at forlade rummet igen. Han sad tilbage, mundlam, og ude af stand til at tænke. Han rettede kort blikket ned mod maden, og først da slog det ham hvor sulten han egentligt var. Kvinden havde glemt bestik, men han var ligeglad, i stedet skovlede han det ind med sine hænder, det var ikke det bedste mad han havde fået, men det var bedre end han havde forventet. En time senere, kom kvinden tilbage, denne gang med 5 mænd i hælene på hende. De fem mænd, så i sig selv ret ens ud, de var alle groft formet. ”Hmmm… Han ser ret harmløs ud?” Spurgte mand nummer et, som straks rettede blikket til mand nummer to. Mand nummer et havde været den stemme som han havde hørt bag sig ude på gaden, det havde snart følt som flere dage siden nu. Manden havde tykt brunt hår, som var en smule krøllet og pjusket, og et groft ansigt som var hårdt og kontant. Mandens krop havde lige så mange former som en lerklump, men var dog pumpet til overordentligt proportioner, manden virkede mest af alt som en stor muskel, og det var på en måde svært at se hvor han begyndte og hvor han endte. Mand nummer to derimod, var mindre af bygning, faktisk så var alle de andre mænd mindre af bygning hvilket kun fik mand nummer et til at se enorm ud, hvilket han nok også var. Mand nummer to, havde lyst gult hår, og nogle skarpe blå øjne, han var ikke helt uden muskler, men ved siden af mand nummer et virkede han utroligt lille. De tre sidste mænd gik ind i rummet, den ene af dem, mand nummer fire, var lille og splejset, og hvis Shaun havde ment at mand nummer to havde virket lille ved siden af giganten til mand nummer et, så havde det været ingenting i forhold til hvor lille mand nummer fire virkede nu. Der var ikke noget specielt ved mand nummer fire, han havde de mest normale brune øjne, og det mest normale brune hår, sammen med det mest normale blege ansigt, dog var der noget ved hans blik, noget overlegent, og det var straks tydeligt for Shaun at denne mand var meget intelligent, han havde det blik i øjnene som kun en lærd man havde. Mand nummer tre og fem var tydeligvis tvillinger, de havde begge to det samme ildrøde hår, og de samme rødbrune øjne, med den samme gnist af selvsikkerhed og styrke. Mand nummer to vendte sig kort mod Shaun, ”Nårh, så vågnede du endelig?” Han pegede kort over mod mand nummer et, ”Det her er Glorb, han virker meget grov, men han er i virkeligheden ikke farligere end en killing” hele gruppen grinede kort undtagen manden som åbenbart hed Glorb, ”Hey! Jeg er da farligere end en killing!”, ”ja ja, så siger vi det” svarede mand nummer fire, som dog straks blev tysset på af mand nummer to, ”Splejsen derovre bag mig,” sagde mand nummer to, og nikkede over mod mand nummer fire, ”er Slayn, de to tvillinger der i baggrunden, hedder Jim og Matt, jeg selv, hedder Samuel, og den elegante kvinde derovre” han lavede en elegant bevægelse mod kvinden som før havde hentet mad til ham, ”hedder Samantha.” Han så ventende på Shaun, og spurgte da efter et kort stykke tid med stilhed, ”Og du er?”… Det var som om at han ikke kunne tale igen, men så med et åbnede hans mund sig, næsten uden at han selv ville det, ”øhm… Mit navn er Shaun,” sagde han kort og tydeligt forvirret. Det havde været alt for meget information på alt for kort tid til at Shauns hjerne kunne håndtere det, og han prøvede stadigvæk desperat at få fat i alle navnende. ”Ok, Shaun, ser du, det var sådan set ikke meningen at det her skulle ske, men hvis du forstår, så sidder vi ikke i en situation, hvor vi ikke er i stand til at tage nogle chancer, så vi vil spørge dig kort og kontant, hvis side er du på? Og guderne ved at der kun er et rigtigt svar, jeg vil ikke love for konsekvenserne for hvad der vil ske hvis du giver mig det forkerte!” Det havde været Samuel som snakkede, det var tydeligt, både på den måde han bevægede sig på, og måden at han snakkede på, at det var ham som var lederen bag gruppen. Der gik et stykke tid i stilhed hvor Shaun ikke turde sig noget, og før at han kunne så fortsatte Samuel ”har du tænkt dig at svare eller ej?”. Næsten som var han tvunget så åbnede Shaun stille munden for at sige noget, ”Jeg… Jeg ved ikke hvad i snakker om? Hvilke sider?” Fremstammede han kort, han var tydeligvis mere forvirret end han var før, ”Ser du, det svar hjælper os ikke, og jeg er mere end overbevidst om at du ved hvad jeg snakker om. Men for at skære det ud i pap for dig, så hvis du ikke har lagt mærke til det, så er vores verden bleven invaderet af mørkets væsener, og så spørger jeg dig igen, hvem er du med? Dem eller os?”, Shaun så blot på ham med et forpint blik, ude af stand til at svare, og ude af stand til at hjælpe sig selv ”J… Jamen kan i ikke se at jeg ikke ved hvad i snakker om?” Han var på grænsen til gråd nu, tanken om at være indespærret inde i det lille rum skræmte ham mere end noget andet nu, han havde altid været bange for små rum, og først nu, hvor han var under pres, gik det op for ham hvor lille rummet egentligt var. ”Vi kommer ikke nogen veje med det her…” mumlede Slayn kort til Samuel som blot ignorerede ham, ”Hør, er du et væsen af mørket eller et væsen af lyset?” Spurgte han med en stemme som indikerede at det ikke kunne blive mere simpelt. ”Jeg… Jeg… Ved det ikke…” Sagde han og så ned på sine fødder, ”Kan du ikke se at han tydeligvis er i chok?” spurgt Samantha kort med en halvvred stemme, ”Shaun… Vi prøver kun et hjælpe dig her…” sagde hun kort og vendte sig over mod ham… Den her gang svarede Shaun ikke, i stedet blev han ved med at se ned mod sine fødder, mens han mere og mere gik i panik over at rummet var så lille som det var, det var som om at væggene var begyndt at presse sig sammen. Mændene begyndte så småt at samle sig sammen og bevæge sig hen mod døren, ”Fint så må du vel bare blive herinde til i morgen…” Sagde Samuel kort, med en stemme som indikerede at han var skuffet, om det havde været en effekt han selv havde plantet i den eller ej, var ikke til at vide. ”Nej! Lad være, ikke det…” sagde han kort og så desperat frem og tilbage på dem, for så at vende sit blik ned mod sine fødder, han lukkede kort øjnene, og mændene rystede kort på deres hoveder for langsomt at vende sig mod døren igen, de stoppede dog kort i deres gang og stirrede mod Shaun, som Shaun langsomt foldede sine vinger ud, de hvide fjer, fyldte det lille rum med overraskende hast, og det var tydeligt på deres blikke at mændene var mundlamme. Næsten så hurtigt som han havde foldet dem ud foldede han dem sammen igen. Lyden af nøgler mod jern mødte kort hans øre og han åbnede øjnene for at se at døren var åben. ”Velkommen” Sagde Samuel kort, med en halvt overrasket halvt irriteret stemme, ”hvis blot du havde gjort det tidligere så havde du sparet os begge for en del tid.”
Senere havde Samantha forklaret ham at de var en gruppe af frihedskæmpere, som i længere tid havde samlet mænd sammen for at gøre klar til et større oprør, de havde snart samlet over hundrede mænd og var stadigvæk ved at samle oprører sammen. Hun forklarede ham også at de snart skulle ud på nogle små missioner for at samle mad, og drikke. De var mange mænd men de havde ikke mange penge, så at stjæle var så småt begyndt at blive deres eneste mulighed for at brødføde de mange munde.
Som årene gik, fik de samlet sig flere og flere mænd, og Shaun var bleven mere og mere interesseret i Samantha, og Samantha var bleven mere interesseret i Shaun. De havde nu samlet en hær på over trehundrede mænd, og var så småt begyndt at planlægge hvor og hvornår de skulle angribe først. Det blev aftalt at de skulle angribe ved nattetid, ved slottet. Så ved nattetid samlede de deres mænd, og begyndte at bevæge sig over mod slottet. Selve gåturen havde virket som uendeligt lang, og hvis Shaun havde vidst at de aldrig ville nå frem til slottet, ville den også have virket håbløs, men nu som de gik, så var de fleste af dem i godt humør, tiden var endelig kommet og de var mere klar end de nogensinde ville blive, det var nu eller aldrig. Men efter et stykke tid havde Slayn forsvundet, men før de kunne tænke nærmere over det så blev de mødt med en larm af sværd som blev trukket og krigsråb som blev råbt ud i natten, som kort efter blev efterfulgt at skrig af smerte, som deres egne mænd faldt. Shaun nåede at trække sig sværd og slå tilbage, men var snart omringet. Et skrig skar sig igennem natten og Shaun så med forskrækkede øjne som Samantha faldt få meter fra ham. En vrede og desperation fyldte ham som han begyndte at løbe over mod hende, hvordan han nåede frem til hende vidste han ikke, men kort efter holdte han hende i sine arme. Blod strømmede ud fra hendes bryst, hvor en pil sad dybt boret ind mod hendes hjerte. Hun så kort mod ham, og åbnede kort munden. Han lagde stille en finger mod hendes læber som tårerne langsomt faldt ned over hans kinder. Det var som om at tiden stod stille rundt om den, og råbene var bleven fjerne. Han lænede sig kort ned for at kysse hende, men som han kyssede hende blev hun slap i hans arme. Han så kort på hende og vidste med det samme at hun var død. Han trykkede hende ind til sig, og skreg af smerte, ikke fordi han var såret, men fordi han aldrig havde nået at fortælle hende hvordan han elskede hende. Han mærkede kort efter nogen tage fat i ham, og prøvede at hive ham væk, men han ville ikke, i stedet blev han knælet ned foran hende og holdte hendes blødende krop, som langsomt blev koldere. Det lykkedes vedkommende som hev i ham at hive ham væk fra hende, selvom han kæmpede imod alt hvad han kunne. Kort efter blev alt mørkt.
Han kom til bevidsthed igen, på en platform foran hundredvis af mennesker inde i byen, ved siden af ham stod fire andre mænd, det var Samuel, Glorp, Matt og Jim, Slayn var der ikke. Foran dem hang nogle reb, og en mand som var klædt i sort begyndte at skubbe deres hoveder ind i løkken for enden af rebende, en stemme bag ham råbte noget som han ikke kunne høre, men bødlen lod være med at sætte hans hoved i løkken foran ham. Det hele havde virket som en evighed, men med et faldt hans venner, han skreg, og prøvede at kæmpe imod, men hans hænder og fødder var bundet, og bødlen som tydeligvis var meget stærkere end ham, holdte ham tilbage. Han lod sig stille falde ned på knæ som han så sine venner blive dræbt inde foran ham, og som han hørte råbende fra befolkningen foran dem. ”Dræb ham! Dræb ham! Dræb ham!” råbte de med vrede stemmer. Men i stedet for at hænge ham ligesom de andre, så hørte han bødlen rode rundt med noget bag ham. Pludselig som et lyn ned fra himlen mærkede han en utålelig smerte som ikke kunne måle sig med noget andet han havde følte før, og han skreg, han ville have faldet forover hvis det ikke var for bødlen som holdte ham tilbage. Han kunne kort lugte det brændte kød fra sin ryg, men faldt så bevidstløs om. Bødlen lagde kort jernstaven med brændemærket på enden ned i en tønde med koldt vand, og hvislende lyd fyldte pladsen med damp, som Shaun blev trukket væk. Han fandt sig selv igen i et lille rum med tremmer foran, det var ikke ligesom det ved frihedskæmpernes mødested, nej det her var mindre, og mere ildelugtende. Skeletterne fra dem før ham lå i en bunke ovre i det ene hjørne. Kort efter kom der en vagt forbi og trak ham ud af rummet, han gjorde ikke engang modstand, han havde ikke lyst til at leve længere, men han følte dog en frygt for at han ikke havde noget valg… Dagen efter havde vagten klippet hans vinger så han ikke kunne flyve væk, det var tydeligt at Slayn, som sikkert også havde været en som havde fortalt om deres planer om at angribe slottet, havde fortalt vagten om hans vinger.
Han blev trukket ud på en gård hvor han blev tvunget til at arbejde, hvad han lavede havde han ingen anelse om, det kunne have været hans egen henrettelsesplads for alt hvad han vidste, men alt hvad han vidste, var at hvis han ikke gjorde som vagten sagde så ville han få pisk. Årene gik, og han fik mindre og mindre lyst til at blive ved med at leve. Men en dag, som han sad i sit fængsel trak vagten ham ud, ”Du er heldig, de har valgt at du har taget din straf” sagde vagten og trak ham ud af fængslet, og ind i en hestevogn. Turen føltes lang, og utålelig, og endelig fandt han sig selv blive trukket ud igen, til en platform sammen med en gruppe af andre mennesker, foran ham stod folk og bød penge på de andre ved siden af ham, en høj mand, pegede kort på ham og råbte en nummer, ”30!” han blev dog kort efter afbrudt af en anden mand som råbte ”40!”, der gik et stykke tid før han fandt ud af at de bød på ham, kort efter sagde vagten ved siden af ham ”Solgt! For manden der” vagten havde peget på den høje mand som havde budt 30 mønter på ham først, han havde åbenbart budt på ham igen, manden gav kort vagten en pose med mønter og vagten skubbede Shaun over mod manden, som tog Shaun med sig i sin egen vogn.
Manden i sig selv var venlig nok, han sørgede for at Shaun ikke sultede, også selvom maden han fik, var dårligere end det hestene fik. Han sov på en klump hø sammen med hestene, men selv det var bedre end hvad han havde sovet på i fængslet. Aldrig en gang, slog manden Shaun, men satte ham i stedet blot til at arbejde. Manden boede på en gård, han ejede mange dyr, og hver dag skulle Shaun lave arbejde rundt omkring på gården. Livet på gården var i sig selv ikke særligt dårligt, men Shaun fandt sig selv ude af stand til at nyde det, også selvom han havde levet i dårligere forhold i flere år.
En dag kom manden ind til ham. ”Hør… Du har været en trofast slave for mig i snart flere år, og da jeg er en mand som ikke kan lide at se en stærk mand i lænker har jeg valgt at slippe dig fri, jeg har alligevel ikke brug for dig længere, mine sønner er snart bleven gamle nok til at hjælpe til her og du er for dyr i drift. Jeg vil ikke høre fra dig igen, nej jeg vil blot køre dig et godt stykke væk og smide dig ude på vejen, bedre kan jeg ikke gøre. Jeg vil sige til vagten at du flygtede, og hvis han finder dig, vil han utvivlsomt sætte dig i fængsel, så vær forsigtig.” Manden gjorde som han havde lovet, og Shaun fandt snart sig selv, på siden af en vej ude i midten af ingenting…
Personlighed:
Shaun er i sig selv psykisk stærk, men hvis det sker af og til, at han bryder sammen under presset. Han viser normalt ikke nogle følelser, men virker meget kold og ligeglad, ting som vrede, sorg, og lignende lukker han inde i sig selv til at det flyder over. Han vil normalt ikke have meget at gøre med andre folk, men som regel er han ret ligeglad med deres nærvær, det kræver derfor også en del for at kunne nå igennem hans hårde ydre. Han er ikke meget for at starte et forhold med andre mennesker. Han er som regel en meget stille person, han siger ikke meget, men når han gør så er det også fordi han har noget at sige. Han lider af lettere klaustrofobi, og har derfor en større frygt for små rum, han har dog lært at leve med frygt, igennem tiden, ligesom at han har lært at leve med smerte. Han skammer sig en del over sin krop, på grund af det brændemærke som han fik brændt ind på sin ryg, og på grund af det at hans vinger er bleven klippet så han ikke kan flyve. Han lader normalt ikke ord ramme sig, men når han først bliver vred så vil han have svært med at styre sig selv. Han skjuler normalt sin identitet, og det er meget sjældent at han viser at han er en engel. Det er sjældent at han snakker om sin fortid, man skal først have nået ind igennem hans hårde ydre før man kan få ham til at tale om det. Han sover normalt ikke særligt godt, da han tit har mareridt om hvad der skete i hans med hans venner og den eneste kvinde han nogensinde havde elsket. Han er i stand til at læse og skrive da han har gået i skole og er i det hele taget intelligent, dog til visse grænser. Han hader mørkets væsener. Han kan ikke lide at se levende væsener i fangenskab, og han bryder sig ikke meget om at se levende væsener i smerte. Shaun kan i sig selv godt være venlig nok, og han hjælper gerne folk som har brug for hans hjælp, men det er mere fordi han ser det som noget han skal, end som noget han direkte vil. Han bryder sig ikke meget om byer, men elsker naturen, han ser en skønhed i den som andre sjældent ser, for ham symboliserer det frihed. Han er meget stædig når han først har sat sig op for noget så stopper han ikke før det er gjort, og hvis han fejler, vil han prøve at gøre det godt igen.
Udseende:
Han har ravnsort hår, næsten så sort at det kan virke som om at det har et blåt skær. Han har nogle mørke blå øjne, som besidder et blik som kan skære direkte igennem en. De viser en del af hvad der foregår indeni ham, pinslerne, smerterne. Hans blik minder mest af alt som et fra et vildt dyr som er trængt op i en krog. Han er muskuløs af bygning, ikke så meget at han virker oppustet, men så det passer til hans størrelse. Han er omkring de 1,87 m høj, men han kan virke meget højere da han er slank i bygning. Han bærer nogle få ar hist og pist, men ikke på hans ansigt, mest på hans ryg, og nogle få på hans arme. Han ligner en på 29 på trods af at han i virkeligheden er 52, og da han er engel er han i det hele taget meget attraktiv. Han bærer et stort brændemærke på hans ryg, som former et symbol.
(symbol for vrede)
Han har et sæt af hvide vinger, ligesom enhver anden engel, men nogle af fjerene på hans vinger er bleven klippet, og hans vinger er i det hele taget ikke lige så flotte som enhver anden engel, de bærer revner og huller. Han har et ansigt som tydeligvis er bleven udsat for forskellig vind og vejr, det er dog ikke sådan at det er blevet grimt af det, det er bare bleven hærdet. Han går med en hvid jakke som er halvlang, den går ham ca. ned til knæene, hvor han har nogle sorte bukser på. Han har også et par sorte læderhandsker på og et sæt sorte støvler, alt hans tøj er i det hele taget slidt, og en smule beskidt, da han ikke har råd til bedre. Han er dog selv ret ren da han er renlig af person.