Post by Maggie on May 16, 2009 11:25:21 GMT -5
Antal bruger-profiler:
Denne er min første ^^ Håber jeg er god nok til rpg, det er laaang tid siden jeg har spillet XD
Karakternavn:
Melady Vattna (som betyder Den Syngende Vind)
Men hun vil helst kaldes Maggie C:
Køn:
Hunkøn ^^
Alder:
15 år! Hun har fødselsdag et sted i maj ;D
Race:
En lille vind-dæmon
Våben:
Maggie har altid en lille kniv i siden, stukket ned i en lille skede gemt under den store skjorte. Ellers bruger hun en lille stenslynge, hun selv har lavet, som er gemt i lommerne på hendes bukser. Vinden er hendes primære våben, hvis kniven og slyngen ikke er nok.
Job/Status:
Hun har ikke noget job, eller.. Hun må vel være tyv? Gadespiller, om I vil. Hun tjener i hvert fald sine penge ved at stille sig op på gaden og danse og lave kunstner med vind. ;D
Baggrundshistorie:
Maggie mærkede vreden vælte op i sig. Det hylede og tordnede som en orkan inden i hende. Hun kunne snart ikke holde den tilbage meget længere, hun ville blive udslættet af den altødelæggende orkan, hvis hun ikke snart gav slip. ,,N-nej..!” Vreden forvrængede hendes stemme til en kurglen. Lidt som en rasende høne tænkte hun, men som alt andet af det mystiske gemte hun det af vejen i sin hukommelse.
Hun knælede ned. Vinden rev i hendes hår og piskede tårerne af hendes kinder. ,,Kjía.. Kjía..” Hun knugede en blodig due ind til sit bryst. Fingrene var helt hvide af at holde så hårdt, og hun bed tænderne sammen til det sagde knæk i kæberne. ,,Kjía..Kjía..Kjía..” Rasende vuggede hun duen fra side til side, siddende på sine bare knæ. Hun græd som var hun pisket. Store tårer strømmede ned ad hendes kinder og blandede sig med dråberne fra duens blodige krop. Vinden rev og rev i hende. Tøjet og håret blev flået omkring og piskede om hendes hoved og krop. De første små regndråber ramte Maggie som knivspidser. De tog ingen nåde, alt hvad de ramte fik vreden at føle.
Vreden?
Maggie fik for første gang i flere timer styr på lidt af hendes indre orkan. Hun kiggede op. Lige op i kulsorte skyer.
,,Vrede?”
Hun kyssede duen – Kjía – på næbbet. Hun havde været vred – nej rasende – da hun havde fundet Kjía på jorden. Død.. sønderrevet og blodig, liggende i rendestenen sammen med alt det andet affald – stendød. Hun havde været så vred, ja. Så gennemsyret af indestængt raseri. Kjía var blevet dræbt af nogle dødssyge idioter, som bare ville genere hende! Hendes eneste ven var blevet myrdet – på grund af hende!
Maggie sad som lammet, da den sidste tanke havde bundfældet sig. Stiv og kold sad hun bare, med Kjía løst hængende i hendes favn. Hun vidste med ét, hvad hun var. Vindens sjælebærer – en vinddæmon. Hun var født og skabt til at vejlede vinden – og hun kunne bede den om tjenester til gengæld.
Hun vidste, hvordan hun skulle få hævn!
***
Der var nu gået omkring 3 år, siden Maggie havde fundet Kjía. Hun var 14 år nu, ung og klar til at blive gift.
Maggie kunne ikke lade være med at grine. Giftes?! Hun skulle aldeles ikke giftes! Ikke når der var så mange ting at gøre – og så mange ting at hævne.
Yarja så bekymret på Maggie. Den ældre dame havde fået grå stænk i sit ellers så sorte hår, og de brune øjne lyste af bekymring. ,,Melady, min pige.. Syngende vind.. Du ville være tryg i et ægteskab! Og Thandran ville være en god mand. Han forguder dig.” Den sidste sætning kom tøvende og lokkende. Som om det var et forsigtigt forsøg på at få hende til at skifte mening. Maggie så trodsigt på sin mor, hvis kjole blafrede let – skønt ingen vind rørte sig. ,,Han er rædselsslagen for vores art, mor. Det ved du.” Den gamle bed sig i læben. Tøsen havde ret – men det var alle jo! Dæmoner blev anset som djævlepak, og folk var så bange. Deres angst styrede dem. Gennemsyrede dem. Dræbte dem.
Yarja sukkede. Endnu engang havde Maggie ret. I et forsøg på at skifte emne sagde hun blidt: ,,Må jeg se, hvad du har lært min pige?” Maggies øjne lyste op. Den gamle sukkede lettet indvendig, da pigen rejste sig op og stillede sig i position. Med en koncentreret mine fik hun genstande til at flyve hen til hende, dreje rundt om sig selv, falde ned og blive båret op igen – og efter hver øvelse tog Maggie endnu en ting med. Det var som om hun svævede et sted mellem søvn og virkelighed. Som i trance hvirvlede hun rundt om de svævende genstande, mens hun lavede akrobatiske spring og atletiske øvelser samtidig. En gang i mellem svævede hun selv op og udførte en række fantastiske forestillinger i luften, og Yarja mærkede tårerne presse sig på. Hun havde aldrig set et smukkere bånd mellem dæmonen og sit element før, og en selvkontrol der var så stor.
Hvad den gamle ikke vidste, var, at lige siden Maggie havde opdaget Sit Sande Jeg, havde hun trænet. Uafbrudt. Hun var så fokuseret på at blive bedre, blive god. Rigtig, rigtig god. Når chancen til hævn kom, måtte hun ikke fejle. Det var dét, der drev hende – og det havde Yarja ikke nogen som helst mistanke om.
***
Hun sad ligeså stille, helt alene om et stort rundt bord på en lummer kro. Det var snart midnat, og der var tætproppet af plørefulde mennesker. Flere steder var borde dækket af opkast og surt galde, som stank langt væk af ting lidt stærkere end normalt øl. Hun rynkede næsen i sort foragtelse, da hun så ud over forsamlingen, der var stuvet sammen i den lavloftede kro. Der var en øresønderrivende larm. Der var mænd der spillede terninger eller kort, kvinder der sad på skødet af vinderen og stak hans næse helt ned i deres alt for synlige kavalergang og så var der soldater, som lige havde fået deres månedlige hyre. Og Maggie måtte bekendtgøre, at det kun var hende der var ædru, hvis man tog kromutteren og krofatteren væk.
,,Så meget desto bedre," tænkte hun. ,,Så er der ingen der kan huske, hvad jeg har lavet."
Sveden drev ned ad hende, da hun satte albuerne i bordpladen og tænkte indad. Hun genkaldte sig billederne af Todo og Halls frodige marker og rakte ud efter vinden. Hun viste billeder af, hvad hun ville have den til at gøre, og hvordan det ville se ud bagefter. Og hvad der ville ske bagefter..
Hun smilede anstrengt, da hun mærkede vinden glide væk fra hende og søge mod Todos mark. Men pludselig var der noget, der rev hende væk fra hendes koncentrerede sindstilstand. Hun åbnede forskrækket øjnene og mærkede et par stærke hænder, der lagde sig tungt om hendes ansigt, og en klistret mund mod hendes. En fuldstændig døddrukken, ung mand havde forvekslet hende med en af de villige tøjter - og kysset hende!
Rødglødende af raseri rejste hun sig op og gav ham en syngende lussing, der sendte ham bagover og ned på det bræktilsølede gulv. Han tog sig forskrækket til kinden og rodede rundt, mens han forgæves forsøgte at komme op på sine vaklende ben. Hans næse løb, og hun skar ansigt i væmmelse over smagen af sur vodka, der hang hende i næsen. Hun rettede et perfekt spark i hans mellemgulv, som med dets kraft sendte ham ned at ligge igen - og denne gang blev han liggende.
I mellemtiden var der blevet helt stille i kroen. Alle gloede på hende, mens de allermest fulde lå under bordene og sov. Hun stirrede rasende på de nærmeste, så de tumlede baglæns og stødte ind i bordene, så flere ølkrus og whiskyflasker blev væltet, og med en rasende snerren gik hun ud af kroen og smækkede så hårdt med døren, at hele huset rystede.
Næste morgen blev hun vækket af klageskrig. Hun kunne ikke skjule det skadefro smil, der voksede frem på hendes læber, da hun hørte Todos stemme, efterfulgt af Halls glammen, råbe eder og forbandelser. ,,Hvem i Satans navn kan vælte en hel mark!!? Der har jo været vindstille hele natten!!" ,,Har der?" tænkte hun tilfreds, og takkede vinden inderligt. Nu havde de to mordere intet at leve af. Det ville blive en smal sag at slå dem ihjel.
***
Der var nu gået 11 måneder, siden hun havde væltet de to mænds marker. Hun havde fået vinden til at sprede afgrøderne ud over hele byen, og blæse alt foderet til deres dyr væk, så de var nødt til at sælge eller dræbe dem - og på den måde ikke kunne så noget nyt korn. Hun havde lavet huller i deres tage, væltet deres hegn osv. Hun så med inderstængt glæde hvordan de to mænd blev tyndere og tyndere, deres hår og tøj blev mere og mere luset og hvordan deres ansigter forvandledes fra hovmodige til plagede.
Og til sidst kom det. De to mænd valgte, at nu måtte de flytte. De kunne ikke leve her med alle de uheld, og nu var Maggies tid endelig inde. Hævnens tid.
***
Maggie sad som en rovfugl i træet. Alle hendes sanser var fuldstændig spændt til bristepunktet, og hendes krop gjorde ondt af at være spændt så meget. Hun var klar, da de to unge mænd på deres brogede heste kom ridende gennem skoven. Hovene hvislede mod de tørre blade i skovbunden, og sadlerne knirkede af alt den overflødige oppakning. Hadet lyste ud af Maggies øjne, da hun så dem. Det var dém, der havde dræbt Kjía!!
Todo og Hall, dem der havde forfulgt hende og hendes familie lige siden hun kunne huske. De skulle bøde for alle de gerninger, de havde gjort! Med en hvislen sendte hun en kæmpe sten af sted mod Halls hoved. Det kraftfulde kast slog ham ihjel på stedet, og hans hest stejlede af frygt. Todo snurrede rundt og kæmpede med at holde sin egen hest under kontrol. ,,Hvem der!?” skreg han, mens koldsveden løb glinsede ned ad hans pande. Med et elegant hop svang Maggie sig ned på jorden. ,,Syngende vind?” hviskede Todo. Hans øjne lyste af frygt. ,,Så er det nu? Vil du slå mig ihjel – ligesom du slog Hall ihjel? Fordi vi dræbte en due, og fordi vi renser verdenen for utøj som jer?” Raseriet væltede op i Maggie igen. Hun rakte hænderne op over hovedet og samlede en mindre tyfon mellem sine fremstrakte hænder, som var fyldt med barberbladsskarpe flintesten og grene. Hun hvæsede til ham, før hun sendte ham i døden: ,,Ja, Todo.. Præcis derfor!”
***
Da landsbyen fandt ud af hendes ugerning dræbte de hele hendes familie, og hvis ikke hun var flygtet havde de pint og tortureret hende til døde også.
Personlighed:
Maggie er en meget livsglad person. Hun lever i nuet og tager ingen bekymringer på forskud – hvis de generer hende er det fordi de er meget store, omhandler andre end hende selv eller har været der i meget, meget lang tid. Hun er utroligt rastløs, og har det frygteligt i indelukkede rum. Hun hader at være på det samme sted i mere en ét døgn, så bliver hun indelukket og mut. Hun har det bedst udenfor – fri som vinden.
Hun er glad og positiv, dog en smule genert overfor fremmede, og specielt drenge. Hun er jo teenager, men har aldrig fået noget at vide om følelser på dén måde, så det skræmmer hende rigtig meget. Hun kan godt lide at snakke med drenge, det er slet ikke det! Hun er bare bange for sine egne tanker og følelser, der vælter op i hende de sjældne gange, det sker.
Hun elsker at lytte til andres livshistorier og de fortællinger, de har fra andre egne af landet. Hun vil helt vildt gerne vide mere og være dygtigere. Hun elsker at lære og høre historier, som har en morale hun så skal gætte. Hun kender ikke noget bedre end at rejse sammen med en, der har været omkring i hele verden og som kan de mest fortryllende historier.
Hun har jo som sagt en meget flyvsk personlighed. Hun gider ikke spilde tid på ting, som først kommer dagen før, eller ting som lige er sket og som ikke kan ændres. Det der betyder noget for hende er nuet.
Hun har en stor ansvarsfølelse og hader at være oppe at skændes, eller blive skældt på. Altså er hun meget konfliktsky.
Når hun er rigtig vred, kan intet stoppe hende. Hun bliver ikke så tit vred, og hun har ikke været så vred som man overhovedet kan være, siden hun fandt Kjía død. Når ting som dét sker, kan hun overhovedet ingenting føle udover denne vrede, hun skubber alting i baggrunden. Hun kan vente flere år på at få sin hævn, men man kan altid være sikker på at hun får den.
At være bange er nok den følelse udover generthed, som Maggie føler mest. Hun er ikke bange for mange ting. Hverken for edderkopper, mørkeræd eller at være alene, nej. Det eneste, der kan hylde hende ud af den normale sindsstemning, hun har, er hendes klaustrofobi, og derfor er hun meget bange når hun færdes i store menneskemængder, små rum eller snævre gader. Hun har det bedst på store, åbne vidder, lidt som en vind. Hun kan ikke klare at være lukket inde, hun må udenfor, ellers visner hun ligesom. Hun ved ikke hvordan hun skal forklare, hvordan hun føler det, når hun er bange, men det er lidt som om at det slår klik for hende, og at kun én tanke eksisterer: ,,Murene maser mig!”
Ellers er hun en meget modig pige, som ikke er bange for at slå fra sig eller kravle ned ad en nøgen husmur.
Maggie er rastløs som vinden. Hun kan ikke bare slå sig ned ét sted i mere end et døgn, så må hun afsted igen. Hun går der hvor vinden fører hende, der skal ske noget hele tiden. Hun er meget bevidst om sin tilstedeværelse og tænker sjældent før hun taler.
Udseende:
Maggie er en meget spinkel pige. Hun er utroligt tynd og let – næsten lidt som en fugl. Af det ydre udseende ligner hun menneskene, men hun er meget lettere end dem. Hun nærmest danser på luften! Hendes knogler er hule og tynde, og bygget op ligesom fugles. Hendes bygning minder generelt mere om en fugls kropsbygning end et menneskets. Hun har tynde, knoglede fingre og stærke sener i arme og ben. Hendes hjerte er også mindre og slår en smule hurtigere end ’normalt’.
Hendes ansigt er smalt og en smule rundt. Kindbenene og hagen er ikke så fremtrædende og kantede, og det giver hende et udseende som et uskyldigt barns. På den ene kind har hun et tegn, som hun så længe hun kan huske har haft. Hun ved ikke hvad det betyder, eller hvordan hun har fået det. Det er ligesom hendes fødder bare noget der er der.
Hendes hage er oval, men på en sjov måde. Hvis man kigger godt efter kan man faktisk godt sammenligne det med et næb, men det er hverken grimt eller frastødende – mange synes det er utroligt kært.
Heller ikke hendes næse er spids og kantet, nærmere rund og en smule fladtrygt. Den ligger lige midt i ansigtet og er hverken for stor eller for lille. Om sommeren er den dækket af få meget, meget svage fregner, som man kun kan se hvis man kommer helt tæt på. Samtidig er hendes øjne meget store, smukke og fremtrædende. De har altid været hendes stærkeste våben, for når man kigger i dem drukner man nærmest. Hendes familie kaldte dem Søerne, da de med deres utroligt sorte farve ligner to smukke, små søer i en nattetyst skov.
Som effektive øjenbeskyttere ligger hendes øjenvipper. De er helt utroligt lange og tætte og ligner lidt slanke, sorte fjer.
Over øjnene sidder et par smukt buede øjenbryn. De har den samme ibenholtssorte farve som øjnene og hendes hår. De er ikke tykkere end det halve af hendes lillefinger, og med flotte cirkelrunde kanter til slut sætter de et modent, men alligevel genert præg på det blide ansigt.
Håret er noget af det, Maggie elsker allerhøjest ved sig selv. Det er sort, men dog med et rødbrunt skær når solen skinner på det. Det er silkeblødt og let som fjer, for hver enkelt hårstrå er hult og fyldt med luft, så hun kan holde varmen i de højere luftlag – i samme funktion som luftpuderne i fuglenes fjer, når de f.eks. dykker i vandet eller fryser om vinteren. Desuden er håret i naturlige etager og en smule pjusket. Det når knapt ned til lidt under hendes skulderblade.
Hendes ben er lidt mere end halvdelen af hendes højde. De er slanke og meget tynde, men det passer bare perfekt til resten af hendes spinkle krop. Benene er hendes kæreste del på sin krop. Uden dem kunne hun hverken danse eller løbe på må og få i den fortryllende verden, hun nu engang befinder sig i. De er utroligt elegante og adrætte, næsten hypermobile. Anklerne kan bøjes langt mere, end hvad et normalt menneske kan præstere.
Maggie har en stram mave og en flot barm, som hun gerne bruger til at få nogle ekstra skillinger i lommen, når hun danser.
Maggie er lille af sin alder – kun 1,56 høj. Men det har nu aldrig generet hende på nogen måde, for så kunne hun smutte igennem huller og komme ind på skjulesteder, hvor andre ikke kunne komme. Hun har altid bevæget sig meget, og vejer kun 35 kg – det skyldes bl.a. de luftige knogler og hendes spinkle kropsbygning.
Hendes mest almindelige tøj er en poset, alt for stor skjorte lavet af hør, som kan snøres op ved halsen. Når det er koldt har hun en brun kofte udenpå. Hendes bukser er af uld og helt brune af snavs og mudder, og så løber hun barfodet rundt.
Hun har aldrig nogensinde forvandlet sig før, så hun ved ikke hvordan hun vil komme til at se ud. Hun ved ikke, at hun vil få de smukkeste svanevinger imellem skulderbladene, hun ved ikke at hun vil få hår så langt, at det når jorden, og som kan svirpe vinde sammen og slynge dem afsted hvorhen hun ønsker det, hun ved ikke at hele hendes krop vil forandres og gøres mindre, der vil skrumpe ca. en fjerdedel af hendes normale højde, og til sidst ved hun ikke, at hendes øjne vil forstørres og gøres skarpe som en falks.
Denne er min første ^^ Håber jeg er god nok til rpg, det er laaang tid siden jeg har spillet XD
Karakternavn:
Melady Vattna (som betyder Den Syngende Vind)
Men hun vil helst kaldes Maggie C:
Køn:
Hunkøn ^^
Alder:
15 år! Hun har fødselsdag et sted i maj ;D
Race:
En lille vind-dæmon
Våben:
Maggie har altid en lille kniv i siden, stukket ned i en lille skede gemt under den store skjorte. Ellers bruger hun en lille stenslynge, hun selv har lavet, som er gemt i lommerne på hendes bukser. Vinden er hendes primære våben, hvis kniven og slyngen ikke er nok.
Job/Status:
Hun har ikke noget job, eller.. Hun må vel være tyv? Gadespiller, om I vil. Hun tjener i hvert fald sine penge ved at stille sig op på gaden og danse og lave kunstner med vind. ;D
Baggrundshistorie:
Maggie mærkede vreden vælte op i sig. Det hylede og tordnede som en orkan inden i hende. Hun kunne snart ikke holde den tilbage meget længere, hun ville blive udslættet af den altødelæggende orkan, hvis hun ikke snart gav slip. ,,N-nej..!” Vreden forvrængede hendes stemme til en kurglen. Lidt som en rasende høne tænkte hun, men som alt andet af det mystiske gemte hun det af vejen i sin hukommelse.
Hun knælede ned. Vinden rev i hendes hår og piskede tårerne af hendes kinder. ,,Kjía.. Kjía..” Hun knugede en blodig due ind til sit bryst. Fingrene var helt hvide af at holde så hårdt, og hun bed tænderne sammen til det sagde knæk i kæberne. ,,Kjía..Kjía..Kjía..” Rasende vuggede hun duen fra side til side, siddende på sine bare knæ. Hun græd som var hun pisket. Store tårer strømmede ned ad hendes kinder og blandede sig med dråberne fra duens blodige krop. Vinden rev og rev i hende. Tøjet og håret blev flået omkring og piskede om hendes hoved og krop. De første små regndråber ramte Maggie som knivspidser. De tog ingen nåde, alt hvad de ramte fik vreden at føle.
Vreden?
Maggie fik for første gang i flere timer styr på lidt af hendes indre orkan. Hun kiggede op. Lige op i kulsorte skyer.
,,Vrede?”
Hun kyssede duen – Kjía – på næbbet. Hun havde været vred – nej rasende – da hun havde fundet Kjía på jorden. Død.. sønderrevet og blodig, liggende i rendestenen sammen med alt det andet affald – stendød. Hun havde været så vred, ja. Så gennemsyret af indestængt raseri. Kjía var blevet dræbt af nogle dødssyge idioter, som bare ville genere hende! Hendes eneste ven var blevet myrdet – på grund af hende!
Maggie sad som lammet, da den sidste tanke havde bundfældet sig. Stiv og kold sad hun bare, med Kjía løst hængende i hendes favn. Hun vidste med ét, hvad hun var. Vindens sjælebærer – en vinddæmon. Hun var født og skabt til at vejlede vinden – og hun kunne bede den om tjenester til gengæld.
Hun vidste, hvordan hun skulle få hævn!
***
Der var nu gået omkring 3 år, siden Maggie havde fundet Kjía. Hun var 14 år nu, ung og klar til at blive gift.
Maggie kunne ikke lade være med at grine. Giftes?! Hun skulle aldeles ikke giftes! Ikke når der var så mange ting at gøre – og så mange ting at hævne.
Yarja så bekymret på Maggie. Den ældre dame havde fået grå stænk i sit ellers så sorte hår, og de brune øjne lyste af bekymring. ,,Melady, min pige.. Syngende vind.. Du ville være tryg i et ægteskab! Og Thandran ville være en god mand. Han forguder dig.” Den sidste sætning kom tøvende og lokkende. Som om det var et forsigtigt forsøg på at få hende til at skifte mening. Maggie så trodsigt på sin mor, hvis kjole blafrede let – skønt ingen vind rørte sig. ,,Han er rædselsslagen for vores art, mor. Det ved du.” Den gamle bed sig i læben. Tøsen havde ret – men det var alle jo! Dæmoner blev anset som djævlepak, og folk var så bange. Deres angst styrede dem. Gennemsyrede dem. Dræbte dem.
Yarja sukkede. Endnu engang havde Maggie ret. I et forsøg på at skifte emne sagde hun blidt: ,,Må jeg se, hvad du har lært min pige?” Maggies øjne lyste op. Den gamle sukkede lettet indvendig, da pigen rejste sig op og stillede sig i position. Med en koncentreret mine fik hun genstande til at flyve hen til hende, dreje rundt om sig selv, falde ned og blive båret op igen – og efter hver øvelse tog Maggie endnu en ting med. Det var som om hun svævede et sted mellem søvn og virkelighed. Som i trance hvirvlede hun rundt om de svævende genstande, mens hun lavede akrobatiske spring og atletiske øvelser samtidig. En gang i mellem svævede hun selv op og udførte en række fantastiske forestillinger i luften, og Yarja mærkede tårerne presse sig på. Hun havde aldrig set et smukkere bånd mellem dæmonen og sit element før, og en selvkontrol der var så stor.
Hvad den gamle ikke vidste, var, at lige siden Maggie havde opdaget Sit Sande Jeg, havde hun trænet. Uafbrudt. Hun var så fokuseret på at blive bedre, blive god. Rigtig, rigtig god. Når chancen til hævn kom, måtte hun ikke fejle. Det var dét, der drev hende – og det havde Yarja ikke nogen som helst mistanke om.
***
Hun sad ligeså stille, helt alene om et stort rundt bord på en lummer kro. Det var snart midnat, og der var tætproppet af plørefulde mennesker. Flere steder var borde dækket af opkast og surt galde, som stank langt væk af ting lidt stærkere end normalt øl. Hun rynkede næsen i sort foragtelse, da hun så ud over forsamlingen, der var stuvet sammen i den lavloftede kro. Der var en øresønderrivende larm. Der var mænd der spillede terninger eller kort, kvinder der sad på skødet af vinderen og stak hans næse helt ned i deres alt for synlige kavalergang og så var der soldater, som lige havde fået deres månedlige hyre. Og Maggie måtte bekendtgøre, at det kun var hende der var ædru, hvis man tog kromutteren og krofatteren væk.
,,Så meget desto bedre," tænkte hun. ,,Så er der ingen der kan huske, hvad jeg har lavet."
Sveden drev ned ad hende, da hun satte albuerne i bordpladen og tænkte indad. Hun genkaldte sig billederne af Todo og Halls frodige marker og rakte ud efter vinden. Hun viste billeder af, hvad hun ville have den til at gøre, og hvordan det ville se ud bagefter. Og hvad der ville ske bagefter..
Hun smilede anstrengt, da hun mærkede vinden glide væk fra hende og søge mod Todos mark. Men pludselig var der noget, der rev hende væk fra hendes koncentrerede sindstilstand. Hun åbnede forskrækket øjnene og mærkede et par stærke hænder, der lagde sig tungt om hendes ansigt, og en klistret mund mod hendes. En fuldstændig døddrukken, ung mand havde forvekslet hende med en af de villige tøjter - og kysset hende!
Rødglødende af raseri rejste hun sig op og gav ham en syngende lussing, der sendte ham bagover og ned på det bræktilsølede gulv. Han tog sig forskrækket til kinden og rodede rundt, mens han forgæves forsøgte at komme op på sine vaklende ben. Hans næse løb, og hun skar ansigt i væmmelse over smagen af sur vodka, der hang hende i næsen. Hun rettede et perfekt spark i hans mellemgulv, som med dets kraft sendte ham ned at ligge igen - og denne gang blev han liggende.
I mellemtiden var der blevet helt stille i kroen. Alle gloede på hende, mens de allermest fulde lå under bordene og sov. Hun stirrede rasende på de nærmeste, så de tumlede baglæns og stødte ind i bordene, så flere ølkrus og whiskyflasker blev væltet, og med en rasende snerren gik hun ud af kroen og smækkede så hårdt med døren, at hele huset rystede.
Næste morgen blev hun vækket af klageskrig. Hun kunne ikke skjule det skadefro smil, der voksede frem på hendes læber, da hun hørte Todos stemme, efterfulgt af Halls glammen, råbe eder og forbandelser. ,,Hvem i Satans navn kan vælte en hel mark!!? Der har jo været vindstille hele natten!!" ,,Har der?" tænkte hun tilfreds, og takkede vinden inderligt. Nu havde de to mordere intet at leve af. Det ville blive en smal sag at slå dem ihjel.
***
Der var nu gået 11 måneder, siden hun havde væltet de to mænds marker. Hun havde fået vinden til at sprede afgrøderne ud over hele byen, og blæse alt foderet til deres dyr væk, så de var nødt til at sælge eller dræbe dem - og på den måde ikke kunne så noget nyt korn. Hun havde lavet huller i deres tage, væltet deres hegn osv. Hun så med inderstængt glæde hvordan de to mænd blev tyndere og tyndere, deres hår og tøj blev mere og mere luset og hvordan deres ansigter forvandledes fra hovmodige til plagede.
Og til sidst kom det. De to mænd valgte, at nu måtte de flytte. De kunne ikke leve her med alle de uheld, og nu var Maggies tid endelig inde. Hævnens tid.
***
Maggie sad som en rovfugl i træet. Alle hendes sanser var fuldstændig spændt til bristepunktet, og hendes krop gjorde ondt af at være spændt så meget. Hun var klar, da de to unge mænd på deres brogede heste kom ridende gennem skoven. Hovene hvislede mod de tørre blade i skovbunden, og sadlerne knirkede af alt den overflødige oppakning. Hadet lyste ud af Maggies øjne, da hun så dem. Det var dém, der havde dræbt Kjía!!
Todo og Hall, dem der havde forfulgt hende og hendes familie lige siden hun kunne huske. De skulle bøde for alle de gerninger, de havde gjort! Med en hvislen sendte hun en kæmpe sten af sted mod Halls hoved. Det kraftfulde kast slog ham ihjel på stedet, og hans hest stejlede af frygt. Todo snurrede rundt og kæmpede med at holde sin egen hest under kontrol. ,,Hvem der!?” skreg han, mens koldsveden løb glinsede ned ad hans pande. Med et elegant hop svang Maggie sig ned på jorden. ,,Syngende vind?” hviskede Todo. Hans øjne lyste af frygt. ,,Så er det nu? Vil du slå mig ihjel – ligesom du slog Hall ihjel? Fordi vi dræbte en due, og fordi vi renser verdenen for utøj som jer?” Raseriet væltede op i Maggie igen. Hun rakte hænderne op over hovedet og samlede en mindre tyfon mellem sine fremstrakte hænder, som var fyldt med barberbladsskarpe flintesten og grene. Hun hvæsede til ham, før hun sendte ham i døden: ,,Ja, Todo.. Præcis derfor!”
***
Da landsbyen fandt ud af hendes ugerning dræbte de hele hendes familie, og hvis ikke hun var flygtet havde de pint og tortureret hende til døde også.
Personlighed:
Maggie er en meget livsglad person. Hun lever i nuet og tager ingen bekymringer på forskud – hvis de generer hende er det fordi de er meget store, omhandler andre end hende selv eller har været der i meget, meget lang tid. Hun er utroligt rastløs, og har det frygteligt i indelukkede rum. Hun hader at være på det samme sted i mere en ét døgn, så bliver hun indelukket og mut. Hun har det bedst udenfor – fri som vinden.
Hun er glad og positiv, dog en smule genert overfor fremmede, og specielt drenge. Hun er jo teenager, men har aldrig fået noget at vide om følelser på dén måde, så det skræmmer hende rigtig meget. Hun kan godt lide at snakke med drenge, det er slet ikke det! Hun er bare bange for sine egne tanker og følelser, der vælter op i hende de sjældne gange, det sker.
Hun elsker at lytte til andres livshistorier og de fortællinger, de har fra andre egne af landet. Hun vil helt vildt gerne vide mere og være dygtigere. Hun elsker at lære og høre historier, som har en morale hun så skal gætte. Hun kender ikke noget bedre end at rejse sammen med en, der har været omkring i hele verden og som kan de mest fortryllende historier.
Hun har jo som sagt en meget flyvsk personlighed. Hun gider ikke spilde tid på ting, som først kommer dagen før, eller ting som lige er sket og som ikke kan ændres. Det der betyder noget for hende er nuet.
Hun har en stor ansvarsfølelse og hader at være oppe at skændes, eller blive skældt på. Altså er hun meget konfliktsky.
Når hun er rigtig vred, kan intet stoppe hende. Hun bliver ikke så tit vred, og hun har ikke været så vred som man overhovedet kan være, siden hun fandt Kjía død. Når ting som dét sker, kan hun overhovedet ingenting føle udover denne vrede, hun skubber alting i baggrunden. Hun kan vente flere år på at få sin hævn, men man kan altid være sikker på at hun får den.
At være bange er nok den følelse udover generthed, som Maggie føler mest. Hun er ikke bange for mange ting. Hverken for edderkopper, mørkeræd eller at være alene, nej. Det eneste, der kan hylde hende ud af den normale sindsstemning, hun har, er hendes klaustrofobi, og derfor er hun meget bange når hun færdes i store menneskemængder, små rum eller snævre gader. Hun har det bedst på store, åbne vidder, lidt som en vind. Hun kan ikke klare at være lukket inde, hun må udenfor, ellers visner hun ligesom. Hun ved ikke hvordan hun skal forklare, hvordan hun føler det, når hun er bange, men det er lidt som om at det slår klik for hende, og at kun én tanke eksisterer: ,,Murene maser mig!”
Ellers er hun en meget modig pige, som ikke er bange for at slå fra sig eller kravle ned ad en nøgen husmur.
Maggie er rastløs som vinden. Hun kan ikke bare slå sig ned ét sted i mere end et døgn, så må hun afsted igen. Hun går der hvor vinden fører hende, der skal ske noget hele tiden. Hun er meget bevidst om sin tilstedeværelse og tænker sjældent før hun taler.
Udseende:
Maggie er en meget spinkel pige. Hun er utroligt tynd og let – næsten lidt som en fugl. Af det ydre udseende ligner hun menneskene, men hun er meget lettere end dem. Hun nærmest danser på luften! Hendes knogler er hule og tynde, og bygget op ligesom fugles. Hendes bygning minder generelt mere om en fugls kropsbygning end et menneskets. Hun har tynde, knoglede fingre og stærke sener i arme og ben. Hendes hjerte er også mindre og slår en smule hurtigere end ’normalt’.
Hendes ansigt er smalt og en smule rundt. Kindbenene og hagen er ikke så fremtrædende og kantede, og det giver hende et udseende som et uskyldigt barns. På den ene kind har hun et tegn, som hun så længe hun kan huske har haft. Hun ved ikke hvad det betyder, eller hvordan hun har fået det. Det er ligesom hendes fødder bare noget der er der.
Hendes hage er oval, men på en sjov måde. Hvis man kigger godt efter kan man faktisk godt sammenligne det med et næb, men det er hverken grimt eller frastødende – mange synes det er utroligt kært.
Heller ikke hendes næse er spids og kantet, nærmere rund og en smule fladtrygt. Den ligger lige midt i ansigtet og er hverken for stor eller for lille. Om sommeren er den dækket af få meget, meget svage fregner, som man kun kan se hvis man kommer helt tæt på. Samtidig er hendes øjne meget store, smukke og fremtrædende. De har altid været hendes stærkeste våben, for når man kigger i dem drukner man nærmest. Hendes familie kaldte dem Søerne, da de med deres utroligt sorte farve ligner to smukke, små søer i en nattetyst skov.
Som effektive øjenbeskyttere ligger hendes øjenvipper. De er helt utroligt lange og tætte og ligner lidt slanke, sorte fjer.
Over øjnene sidder et par smukt buede øjenbryn. De har den samme ibenholtssorte farve som øjnene og hendes hår. De er ikke tykkere end det halve af hendes lillefinger, og med flotte cirkelrunde kanter til slut sætter de et modent, men alligevel genert præg på det blide ansigt.
Håret er noget af det, Maggie elsker allerhøjest ved sig selv. Det er sort, men dog med et rødbrunt skær når solen skinner på det. Det er silkeblødt og let som fjer, for hver enkelt hårstrå er hult og fyldt med luft, så hun kan holde varmen i de højere luftlag – i samme funktion som luftpuderne i fuglenes fjer, når de f.eks. dykker i vandet eller fryser om vinteren. Desuden er håret i naturlige etager og en smule pjusket. Det når knapt ned til lidt under hendes skulderblade.
Hendes ben er lidt mere end halvdelen af hendes højde. De er slanke og meget tynde, men det passer bare perfekt til resten af hendes spinkle krop. Benene er hendes kæreste del på sin krop. Uden dem kunne hun hverken danse eller løbe på må og få i den fortryllende verden, hun nu engang befinder sig i. De er utroligt elegante og adrætte, næsten hypermobile. Anklerne kan bøjes langt mere, end hvad et normalt menneske kan præstere.
Maggie har en stram mave og en flot barm, som hun gerne bruger til at få nogle ekstra skillinger i lommen, når hun danser.
Maggie er lille af sin alder – kun 1,56 høj. Men det har nu aldrig generet hende på nogen måde, for så kunne hun smutte igennem huller og komme ind på skjulesteder, hvor andre ikke kunne komme. Hun har altid bevæget sig meget, og vejer kun 35 kg – det skyldes bl.a. de luftige knogler og hendes spinkle kropsbygning.
Hendes mest almindelige tøj er en poset, alt for stor skjorte lavet af hør, som kan snøres op ved halsen. Når det er koldt har hun en brun kofte udenpå. Hendes bukser er af uld og helt brune af snavs og mudder, og så løber hun barfodet rundt.
Hun har aldrig nogensinde forvandlet sig før, så hun ved ikke hvordan hun vil komme til at se ud. Hun ved ikke, at hun vil få de smukkeste svanevinger imellem skulderbladene, hun ved ikke at hun vil få hår så langt, at det når jorden, og som kan svirpe vinde sammen og slynge dem afsted hvorhen hun ønsker det, hun ved ikke at hele hendes krop vil forandres og gøres mindre, der vil skrumpe ca. en fjerdedel af hendes normale højde, og til sidst ved hun ikke, at hendes øjne vil forstørres og gøres skarpe som en falks.
